Psychedelia.dk

Så punkterer vi den sidste, og husk: kommentarer er velkomne.
Se evt. debat på housemusik.dk

MISBRUGS MYTERNE III

Af Atle

Rock’n’Roll myten eller Junkie drømmen.

Den sidste hoved myte jeg vil gennemgå er Rock’n’Roll myten, en medie fremkaldt myte, som er skabt af diverse talentløse musik skribenter over de sidste 50 - 60 år, og sidenhen holdt ved lige af både kunstnere og presse af personlige og pr-mæssige årsager.

Først lidt historie: Den første musiker jeg kan komme i tanke om, som var erklæret narkoman, må være sangerinden Billie Holliday, som havde sin storheds tid i 30’ernes USA. Hun var en tragisk skæbne, som besad et guds benådet talent og jeg vil vove at påstå, at hun er den absoulut vigtigste og mest indflydelsesrige kvindelige kunstner i det 20 århundrede.
Hendes improvisations talent var enestående, og når man lytter på de gamle optagelser, kan man høre hvordan hun fuldstændig out performer samtlige af sin samtids største mandlige kunstnere, musikere såvel som sangere.
Billie Holliday’s liv og barndom var - og er - et skole eksempel i svigt når det er allerværst: Hun kom fra de allerfattigste kår i syden, hun blev tvunget til børne arbejde, der var druk og vold i hjemmet, hun fik så godt som ingen skolegang, hun blev voldtaget første gang i en alder af 7, blev prostitueret som 13 årig, lokket på junk som teenager i en tourbus og listen fortsætter i det uendelige (læs eventuelt selv hendes biografi).
Det mest sandsynlige udgang på hendes liv med den historie hun havde, ville have været, at hun enten var blevet myrdet af en af sine kunder, af sin alfons eller at hun simpelthen havde junket sig ihjel inden hun var blevet 30.

Men sådan skulle det ikke være, for hun blev reddet af sit åbenlyse talent. Hun blev en kæmpe stjerne i sin samtid på trods af det faktum at hun var sort og politisk, og her er det rock’n’roll myten dukker op for første gang. For snart begyndte pressen at kaste sig over hendes udsvævende liv, hendes misbrug og hendes ofte voldelige forhold til mænd. Der blev lyn hurtigt dannet en myte omkring hende og hendes heroin misbrug, som efterlod det indtryk, at det var heroinen der gjorde hende til noget særligt, men det var det ikke, det var hendes talent som adskilte hende fra alle de andre.

Kunst skabes af individer som er i besiddelse af specielle anlæg for kommunikation. Disse anlæg er nært forbundet med en speciel form for følsomhed, som i mange tilfælde fører til personlig usikkerhed og lavt selv værd, som igen ofte er forbundet med depressiv adfærd. Langt de fleste kunstnere vi erkender som succes fulde i dag, kommer fra svære kår men det er IKKE det der gør dem talentfulde. De svære kår gør dem derimod til nogen yderst vilje stærke mennesker, og de er derfor bedre disponeret til at overleve i meget konkurrence betonede brancher, som for eksempel musik industrien. Det lave selvværd de får med i ’dåbs gave’ på grund af deres dårlige kår, gør dem også yderligere socialt ambitiøse, succes er et must for dem. Inde i deres hoved er succes lig med social accept, som igen er lig med lykke, som igen er lig med at slippe for de nedværdigende oplevelser, de har haft som børn.

Forestil jer nu alle de her parametre + diverse mere eller mindre hardcore traumatiske barndoms oplevelser, lagt sammen med en følelse af at man altid skal yde sit allerbedste, for man VED man er anderledes end ’de andre børn’, og man er i stand til enten at høre eller se detaljer og helheden i et kunst værk som ingen andre kan få øje på. Det giver et fabelagtigt drive, men der er en bagside, og det er ensomhed.

For man opdager snart, at den ligning man har stillet op inde i sit hovede ikke går op. I stedet for social accept får man social respekt; folk ser op til en for ens præstation og ikke for ens personlige og menneskelige kvaliteter, og man bliver derfor yderligere distancéret til sin omverden. Det er et catch 22, for noget af det vanskeligste for et overdrevet ambitiøst og vilje stærkt menneske er, at indrømme at man har begået en fejl, for det er jo ensbetydende med at man er svag og ikke altid har ret, og man tror at ens egen dømmekraft i sidste ende, er det eneste virkelige aktiv man har som kunstner. Jeg siger tror man, for ens lave selvværd har ikke taget højde for, at man rent faktisk besidder et talent.

Forestil jer nu, med de to tidligere myter i baghovedet, at et sådant menneske er
indrulleret i et miljø hvor stofferne flyder i en lind strøm, som for eksempel musik eller mode industrien. Det siger sig selv, at vedkommende er mere end kraftigt disponeret for at falde i gryden med hovedet forrest, og når vedkommende først er der, er det næsten umuligt at få vedkommende hevet op igen. Det står nærmest skrevet med flammeskrift at det kun kan gå virkeligt seriøst galt.

Man ville aldrig få nogen af de mest berømte narko fjolser, Jim Morrison, Keith Richards, Joey Ramone, Lou Reed and the list goes on..... til at indrømme at det er sådan at tingene hænger sammen, for de kommer fra en tid og et sted, hvor det at vise personlig svaghed var lig med at blive udnyttet på det groveste, men det ER sådan tingene hænger sammen. Jeg har i min tid som udøvende kunstner truffet på så mange mennesker, der er røget på enten det ene eller det andet lort, og i INGEN af tilfældende gjorde det dem til bedre og mere produktive kunstnere, tværtimod; det smadrede bare deres talent og deres liv, til ingen verdens nytte.

Det tragiske er at Rock’n’Roll myten overlever igen og igen, fordi at disse skæbner, både kunstnere og ikke kunstnere – det har intet med proffession at gøre - bliver så socialt dysfunktionelle, at de ryger ud igennem bunden af miljøet, og forsvinder ud blandt de andre bumser og junkier i by billedet, hvor de så lever et lorteliv indtil de ryger på rehab eller krepérer.

Nu kan jeg høre jer allesammen sige, at det her er ’sig nej’ propaganda, og sikke da en tude historie, men i stedet for at argumentere med jer, vil jeg lige bede jer sætte jer ned – især oldschoolerne- og tænke over hvem i egentlig snakker med idag, af dem i kendte for fem år siden? Og hvor var det så lige, at de blev af? Jeg kan huske i hvertfald 5 personer, on the top of my head, som røg ud i lort og forsvandt.

Jeg mener at stoffer indtager en nødvendig og potentielt nyttig plads i vores samfund
- dette indlæg var ikke blevet skrevet hvis ikke jeg havde taget svampe for 6-7 år siden - men der ER fare for at ryge ud i misbrug, og man SKAL omgåes dem med omtanke og omhu, og se efter faresignalerne i sin omgangskreds. Det skylder vi hinanden, og det miljø vi færdes i. Og det er derfor har jeg skrevet dette essay.

lyder meget rigtigt, men vil lige sige at stoffer ik nødvendigvis smadrer ens talent hvis det blir brugt med omhu

ellers go læsning, synes godt det ka passe på mig..

_________________
http://www.soundcloud.com/confusionintrusion

tak for din positive kommentar, jeg er glad for at du tager det til dig

nej, stoffer smadrer ikke dit talent, men et bare moderat overforbrug som går over i misbrug vil 100% sikkert ødelægge både dit liv og din produktivitet og dermed også din kunst, så pas godt på dig selv. [/quote]

Det dér med at blive voldtaget som 7-årig, prostitueret som 13-årig og lokket på junk i en bus? :twisted:

noget af det mest skræmmende jeg har læst i lang tid fordi du, meget præcist rammer mange af de følelser jeg har inde i mig!

6.5. år efter dit indlæg er skrevet, ved jeg godt at det er noget sent at svare på, men hvis du på nogen måde skulle læse det her skal du vide at bare ved at læse det der har jeg realiseret noget ved mig selv som jeg har brugt hele livet på at kæmpe med, tusind tak skal du have, fik tårer i øjnene da jeg læste det.