Dette er egentlig noget jeg skrev for nogle år siden, for at sætte ord på nogle af mine tanker og for at hjælpe en ven. Jeg er lidt i tvivl om det passe til dette topic, eller om det skulle i psykedelisk filosofi, men nu placerer jeg det altså her. Det er lidt langt, men jeg håber at I giver jer tid til at læse det
Angst.
En gang da jeg var 16-17 år, tog jeg en del LSD trip, og endte med at få et par bad-trips. På trippene oplevede jeg at blive "bestrålet" med elektriske mønstre der gik gennem mig og jeg følte den vildeste angst. Angsten blev i mig efter trippet, og i de efterfølgende år, troede jeg, at jeg var den eneste i verden der havde det sådan. Den var der altid (angsten) et sted bagved min opmærksomhed, og når den så sit snit til det, spejlede den sig ud i min bevidsthed, i et kabinet at spejle og dannede paranoide forestillinger. Når jeg havde ”aflivet” et spejl af angsten, blev den bare skiftet ud med et nyt, som jeg så kunne kæmpe med et stykke tid. Det værste var nætterne hvor jeg havde angst for ikke at kunne sove. Det blev til angsten for angst. Efter års kamp blev jeg klar over, at forestillingerne blot var forvrængede spejlbilleder af en kærne af knugende angst, som strålede op i min bevidsthed (fra solar plexus). Når alle forestillingerne var nedkæmpet, når alle spejle var knust, var der bare den rene følelse tilbage: Angsten. En udefinerbar følelse af gru og altings undergang. At havne i sit eget personlige helvede. Selvom min logik syntes det var vanvittigt, var følelsen der stadigvæk. Jeg var rædselsslagen for, om jeg var blevet sindssyg og turde ikke fortælle nogen noget, i frygt for at jeg ville blive spærret inde og fyldt med medicin.
Men så en dag vendte det, da jeg så kritisk på min egen reaktion på angsten. Jeg flygtede jo altid fra den. Hvad om jeg søgte den i stedet? Hvad om det var mig der jagede den? Jeg så min bevidsthed i et helt nyt lys. I nysgerrighedens lys.
Jeg startede de efterfølgende nætter med at tænke på de værste tvangstanker jeg havde og akseptere deres løfte om at alting ville gå galt. Før i tiden søgte jeg altid at løse dem som problemer, men nu nøjedes jeg ganske enkelt med blot at akseptere dem som en del af mig selv og sørge over den gru de vakte. Et indre skrig rejste sig i mig og med det, al den kraft jeg havde nægtet at tage imod i så lang tid; den kraft der var bundet til angsten (og det var efterhånden det meste af min bevidsthed!). Samtidig med at jeg gjorde mig til et´ med angsten, som var blevet til en sort kugle i mit indre, opløstes den som smeltende energi, der løb ud i min krop og omkring mig. Det var på en sær måde, som om jeg endelig var kommet hjem. Det, at overgive sig og ikke længere flygte fra sig selv. Det var fantastisk. Den nat sov jeg som et barn. Kampen var aflyst: Jeg havde overgivet mig.
I dag er angsten på en måde min bedste ven, idet den, når den kommer, minder mig om, at jeg ikke er i kontakt med mig selv. At jeg svæver fortravlet et stykke over mig selv, og at det er på tide atter at dykker ned og lade mig ”dø”.
Jeg tror, vi lærer at føle angst for angsten, fordi det er så tabubelagt i vores samfund. Det er ikke i orden at dykke ned i Helvede-visioner uden at gøre modstand. Det er ikke i orden at være deprimeret og paranoid. Derfor sygeliggører vi det. Men måske består det sygelige i, at vi tager afstand fra angsten, som om den var en kraftbyld, der skal skæres ud af os, i stedet for at se, at den er skabt af vores egen bevidsthed, og at denne naturligvis har et formål med det. Hele vores samfund er så fokuseret på at alting skal være hvidt og positivt, og man skal være velfungerende, have overblik over sine følelser og tjek på sit liv, og derfor bliver vi til stadighed ved med at putte alle de irrationelle følelser og tanker ned i en sort box, som vi så håber på vil forsvinde af sig selv. Men det gør den ikke. For hver gang vi putter noget ned i den, smider vi noget af os selv væk, og til sidst har den vokset sig så stor, og os selv så tilsvarende lille, at angsten er overvældene. Bliver vi på dette tidspunkt stadig ved med at fornægte ”den sorte box” vil vores helbred svækkes og sygdomme kan intræde. I de år jeg kæmpede efter mit dårlige trip, var jeg meget ofte syg, eller følte mig svækket. I dag er det indlysende, da jeg jo kæmpede imod halvdelen af min bevidsthed.
Vi mennesker rummer både Himmel og Helvede, Yin og Yang, Lys og mørke, skabende - og opløsnende energier. Det er vigtigt at vi giver plads til det hele. I vores samfund, som er påvirket af kristne idealer, favoriseres Himlen, lyset og de skabende kræfter. Det betyder, at vi ofte føler skam og skyld når vi alligevel dykker ned i den sorte side af livet. Det er ikke i orden at hulke (endsige at skrige!) og det bestemt heller ikke i orden at overgive sig til sine indre dæmoner og gladelig lade dem sønderrive sig! Men selv angsten for om man er blevet sindssyg, eller om at ens sjæl er fortabt kan opløses ved at man slet og ret går ind i den og akseptere den som en (angst-) følelse, der skal sørges igennem, uden at man forsøger at løse problemet og forsvare sig selv mod tankerne. Netop det, med at forsvarer sig imod tankerne, er jo allerede en afledningsmanøvre som viser at man prøver at komme af med angsten. Så er man tilbage til det sted, hvor man putter ting i den sorte box og spillet kan fortsætte i det uendelige.
På den måde er jeg på sælsomvis blevet Helvedes fortaler. Dykker vi ikke ned og åbner den sorte box, bliver livet grotesk. Millioner af mennesker er på nervepiller, fordi de nægter at anerkende dette.
Idag tager jeg af og til svampetrip (1-3 gange om året) og har det fint med det. Jeg tror det er vigtigt at man får fordøjet sin oplevelse, inden man tager på et nyt trip, for ellers sker tingene for hurtigt for en.