Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 16 dec 2018 13:12


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 69 indlæg ]  Gå til side 1, 2, 3, 4  Næste
Forfatter besked
Indlæg: 29 dec 2003 23:57 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Dette er egentlig noget jeg skrev for nogle år siden, for at sætte ord på nogle af mine tanker og for at hjælpe en ven. Jeg er lidt i tvivl om det passe til dette topic, eller om det skulle i psykedelisk filosofi, men nu placerer jeg det altså her. Det er lidt langt, men jeg håber at I giver jer tid til at læse det :D

Angst.

En gang da jeg var 16-17 år, tog jeg en del LSD trip, og endte med at få et par bad-trips. På trippene oplevede jeg at blive "bestrålet" med elektriske mønstre der gik gennem mig og jeg følte den vildeste angst. Angsten blev i mig efter trippet, og i de efterfølgende år, troede jeg, at jeg var den eneste i verden der havde det sådan. Den var der altid (angsten) et sted bagved min opmærksomhed, og når den så sit snit til det, spejlede den sig ud i min bevidsthed, i et kabinet at spejle og dannede paranoide forestillinger. Når jeg havde ”aflivet” et spejl af angsten, blev den bare skiftet ud med et nyt, som jeg så kunne kæmpe med et stykke tid. Det værste var nætterne hvor jeg havde angst for ikke at kunne sove. Det blev til angsten for angst. Efter års kamp blev jeg klar over, at forestillingerne blot var forvrængede spejlbilleder af en kærne af knugende angst, som strålede op i min bevidsthed (fra solar plexus). Når alle forestillingerne var nedkæmpet, når alle spejle var knust, var der bare den rene følelse tilbage: Angsten. En udefinerbar følelse af gru og altings undergang. At havne i sit eget personlige helvede. Selvom min logik syntes det var vanvittigt, var følelsen der stadigvæk. Jeg var rædselsslagen for, om jeg var blevet sindssyg og turde ikke fortælle nogen noget, i frygt for at jeg ville blive spærret inde og fyldt med medicin.

Men så en dag vendte det, da jeg så kritisk på min egen reaktion på angsten. Jeg flygtede jo altid fra den. Hvad om jeg søgte den i stedet? Hvad om det var mig der jagede den? Jeg så min bevidsthed i et helt nyt lys. I nysgerrighedens lys.
Jeg startede de efterfølgende nætter med at tænke på de værste tvangstanker jeg havde og akseptere deres løfte om at alting ville gå galt. Før i tiden søgte jeg altid at løse dem som problemer, men nu nøjedes jeg ganske enkelt med blot at akseptere dem som en del af mig selv og sørge over den gru de vakte. Et indre skrig rejste sig i mig og med det, al den kraft jeg havde nægtet at tage imod i så lang tid; den kraft der var bundet til angsten (og det var efterhånden det meste af min bevidsthed!). Samtidig med at jeg gjorde mig til et´ med angsten, som var blevet til en sort kugle i mit indre, opløstes den som smeltende energi, der løb ud i min krop og omkring mig. Det var på en sær måde, som om jeg endelig var kommet hjem. Det, at overgive sig og ikke længere flygte fra sig selv. Det var fantastisk. Den nat sov jeg som et barn. Kampen var aflyst: Jeg havde overgivet mig.
I dag er angsten på en måde min bedste ven, idet den, når den kommer, minder mig om, at jeg ikke er i kontakt med mig selv. At jeg svæver fortravlet et stykke over mig selv, og at det er på tide atter at dykker ned og lade mig ”dø”.

Jeg tror, vi lærer at føle angst for angsten, fordi det er så tabubelagt i vores samfund. Det er ikke i orden at dykke ned i Helvede-visioner uden at gøre modstand. Det er ikke i orden at være deprimeret og paranoid. Derfor sygeliggører vi det. Men måske består det sygelige i, at vi tager afstand fra angsten, som om den var en kraftbyld, der skal skæres ud af os, i stedet for at se, at den er skabt af vores egen bevidsthed, og at denne naturligvis har et formål med det. Hele vores samfund er så fokuseret på at alting skal være hvidt og positivt, og man skal være velfungerende, have overblik over sine følelser og tjek på sit liv, og derfor bliver vi til stadighed ved med at putte alle de irrationelle følelser og tanker ned i en sort box, som vi så håber på vil forsvinde af sig selv. Men det gør den ikke. For hver gang vi putter noget ned i den, smider vi noget af os selv væk, og til sidst har den vokset sig så stor, og os selv så tilsvarende lille, at angsten er overvældene. Bliver vi på dette tidspunkt stadig ved med at fornægte ”den sorte box” vil vores helbred svækkes og sygdomme kan intræde. I de år jeg kæmpede efter mit dårlige trip, var jeg meget ofte syg, eller følte mig svækket. I dag er det indlysende, da jeg jo kæmpede imod halvdelen af min bevidsthed.

Vi mennesker rummer både Himmel og Helvede, Yin og Yang, Lys og mørke, skabende - og opløsnende energier. Det er vigtigt at vi giver plads til det hele. I vores samfund, som er påvirket af kristne idealer, favoriseres Himlen, lyset og de skabende kræfter. Det betyder, at vi ofte føler skam og skyld når vi alligevel dykker ned i den sorte side af livet. Det er ikke i orden at hulke (endsige at skrige!) og det bestemt heller ikke i orden at overgive sig til sine indre dæmoner og gladelig lade dem sønderrive sig! Men selv angsten for om man er blevet sindssyg, eller om at ens sjæl er fortabt kan opløses ved at man slet og ret går ind i den og akseptere den som en (angst-) følelse, der skal sørges igennem, uden at man forsøger at løse problemet og forsvare sig selv mod tankerne. Netop det, med at forsvarer sig imod tankerne, er jo allerede en afledningsmanøvre som viser at man prøver at komme af med angsten. Så er man tilbage til det sted, hvor man putter ting i den sorte box og spillet kan fortsætte i det uendelige.

På den måde er jeg på sælsomvis blevet Helvedes fortaler. Dykker vi ikke ned og åbner den sorte box, bliver livet grotesk. Millioner af mennesker er på nervepiller, fordi de nægter at anerkende dette.

Idag tager jeg af og til svampetrip (1-3 gange om året) og har det fint med det. Jeg tror det er vigtigt at man får fordøjet sin oplevelse, inden man tager på et nyt trip, for ellers sker tingene for hurtigt for en.

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Senest rettet af Fanny 22 mar 2008 22:55, rettet i alt 1 gang.

Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 03 jan 2004 00:35 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 02 jan 2004 22:26
Indlæg: 33
det er på en måde en budistisk tankegang det der bygger på fanny, man skal bliver ven med sin angst for den er en del af dig og vil være det resten af dit liv i denne krop, for det onde har haft en hånd med i at skabe meskesket og han har været snedig, ham der fanden.for angst driver menesket til alt som det gud ikke vil, alt det onde. så efter min mening bliver man nød til at lukke jesus ind i sit liv, for han vil frelse dig, han vil kæmpe for dig i skyggen, vis du bare giver ham lov. TRO MIG

Men efter min mening er budistene dem har er kommet længst med dig store spørsmål i livet, og de har næsten fuldkommen gennemskuet verden som den er. men de har glemt at tage hensyn til at vores frelser er iblandt os, og han ved hvad vores bedste er, da han havde en god kilde til skaberen af os :lol: ..

Ellers godt indlæg

peace


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 03 jan 2004 03:30 
Offline
Psychedelia Sponsor
Brugeravatar

Tilmeldt: 29 sep 2002 01:01
Indlæg: 341
Geografisk sted: spatielt promiskuøs
Citat:
Men efter min mening er budistene dem har er kommet længst med dig store spørsmål i livet, og de har næsten fuldkommen gennemskuet verden som den er. men de har glemt at tage hensyn til at vores frelser er iblandt os, og han ved hvad vores bedste er, da han havde en god kilde til skaberen af os ..


Det kan godt være at buddhisterne har indset mange sandheder, men de har stadig den svaghed at de tilbeder Buddha. Buddha er måske teoretisk set ikke så ophøjet som de monoteistiske religioners gud, men han bliver stadig tilbedt som sådan af de fleste buddhister, og dermed binder de sig til hans fortolkning af verden som den eneste sandhed i stedet for at være frie til at finde deres egen sandhed!


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 03 jan 2004 14:11 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
benja skrev:
det er på en måde en budistisk tankegang det der bygger på fanny, man skal bliver ven med sin angst for den er en del af dig og vil være det resten af dit liv i denne krop, for det onde har haft en hånd med i at skabe meskesket og han har været snedig, ham der fanden.for angst driver menesket til alt som det gud ikke vil, alt det onde. så efter min mening bliver man nød til at lukke jesus ind i sit liv, for han vil frelse dig, han vil kæmpe for dig i skyggen, vis du bare giver ham lov. TRO MIG

Men efter min mening er budistene dem har er kommet længst med dig store spørsmål i livet, og de har næsten fuldkommen gennemskuet verden som den er. men de har glemt at tage hensyn til at vores frelser er iblandt os, og han ved hvad vores bedste er, da han havde en god kilde til skaberen af os :lol: ..

Ellers godt indlæg
peace


Benji, jeg skriver netop at der ikke findes nogen personificeret ondskab som man skal frelses fra. Jeg taler om at det er selve frygten for det onde, som skader os (og får os til at gøre onde ting imod vores medmennesker), og ikke det onde selv. Jeg taler om, at vi bør gå ned i vores personlige helvede, og tage vores personlige Satan i hånden. Da vil vi finde at "han" blot består af den forsagede energi vi kastede væk i frygt, og at vi puttede ham der på grund af sårede og skamfulde følelser. Hvis alle turde se sig selv i øjenene, ville vi ikke have denne såkaldte "ondskab" i verden. Problemet er, at der findes alt for mange magt mænd/kvinder, med små nagende mindreværdskomplekser, -skam og skyld som de putter langt væk, og så går de ud i verden for at finde den respekt, som de burde finde inde i sig selv. Jeg har ikke brug for en messias-martyr, som skal ofre sig for at holde ondskaben væk. Jeg vil hellere møde ondskaben(det jeg frygter inde i mig), og neutralisere den i en opløsende strøm af sorg og tårer. Jeg vil gå gennem skærsilden for at finde paradiset.
Endnu engang vil jeg sige til dig (som jeg gjorde i en anden tråd): jeg bryder mig ikke om at vi skal missionerer over for hinanden. Hvis du har fundet det guddommelige ved at påkalde Jesus, er det fint. Men andre bruger måske andre navne, andre guder, eller taler slet og ret om indre energier. Det er fint alt sammen, så længe vi fungerer med det. To sprog kan også have masser af ord, som betyder det samme. Således er det også med religioner.

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 03 jan 2004 15:02 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 02 jan 2004 22:26
Indlæg: 33
Det du siger er altså at der ikke er noget at frygte ud over frygten selv, at det alt sammen starter inden i os selv. at alle er herrer over deres egen skæbne.

Jeg er nu i den overbevisning, og dette er noget jeg har lært gennem bitter erfaring, at der er ondt og godt i verden, og at kampen forgår lige nu imens vi skriver. en kamp for din sjæl, og man vil komme bedst ud af den kamp med hjælp ved sin side. man står altid til ansvar for sine handlinger, det finder man ud af, og hvis man lever et liv i mørket og leger med demoniske ting, så er jeg af den overbevisning at en dag, så skal regningen betales.

Men vi er åbenbart ikke helt enige her.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 03 jan 2004 21:03 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Jo, jeg tror at der er masser vi skal frygte i verden. Vi kan frygte hinanden, fordi vi alle har vores frie vilje til at gøre godt eller gøre ondt mod hinanden. Men jeg tror ikke på, at der er en djævel som står og hiver i trådene på dem, som gør ondt. Hvis man gør ondt, er det ens eget ansvar, og ikke en eller anden skjult satan. Som jeg før nævnte, tror jeg mere, at det er folks mangel på respekt for sig selv, som får dem til at gå ud og "kræve" respekt fra andre, og derfor opfører sig ondt. Det er folk med mindreværdskomplekser og skyld og skam følelser, som de har undertrykt, fordi de netop ikke magtede at se sig selv i øjnene. Det oplever de så som deres personlige helvede. Men dette helvede er ikke ondt. For det er jo netop det de mangler, for at blive hele mennesker.
Som regel er livet jo også opbygget sådan, at det bedst kan betale sig at være god over for andre, for på den måde vil man selv blive behandlet godt, osv., så jeg tror der er en naturlig motivation til at opfører sig godt over for sine medmennesker. Had avler had, og det er ikke rart at være hadet af andre, fordi man har behandlet dem dårligt. I sidste ende rammer det en selv.

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 14 jan 2004 21:55 
Offline
Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 01 nov 2002 02:01
Indlæg: 85
Geografisk sted: Aalborg
Fanny; det er g-damn det fedeste jeg har læst i lang tid.

Respekt; for den der rejser ind for at møde sine dæmoner.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 15 jan 2004 02:55 
Offline
Kaospilot

Tilmeldt: 18 jul 2002 01:01
Indlæg: 1465
Geografisk sted: (Inaktiv)
Angsten er som du nævner blot én af de følelser/energier som findes i vores sind, og det nytter ikke at prøve at undertrykke den. Derimod skal man opsøge den og forstå dens natur. Sådan er det med de fleste af de følelser man kan komme ud for som menneske :)

Tak fordi du ville dele dine tanker og oplevelser med os Fanny. Et oplysende og lærerigt indlæg.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 25 jan 2004 03:27 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 16 dec 2000 02:01
Indlæg: 139
Geografisk sted: my secret garden
fanny, smukt indlæg! Jeg har selv været igennem samme tur, omend ikke helt på samme måde som dig.
Superkort fortalt, startede mine angstanfald efter jeg afsluttede en uddannelse og pludselig oplevede at være "degraderet" fra studerende til arbejdsløs. Hele processen med at skulle "sælge mig selv" for at få et job var en udløsende faktor for angsten.

Jeg turde ikke, dengang, dykke ned i angsten som du gjorde. Jeg overvejede det, og prøvede, men det var simpelthen for skræmmende. Jeg blev suget ind i en oplevelse af så ekstremt ubehag at jeg kun kunne flygte: ringe til nogen, snakke, cykle en tur (midt om natten) - hvad som helst.

Mine angstanfald fadede, hvorvidt det skyldes mine anstrengelser eller de bare forsvandt af sig selv ved jeg ikke. Men jeg følte ikke, at jeg "havde vundet" over dem.

Indtil jeg (gennem bl.a. meditation) indså, at angsten var et udtryk for selvets grundlæggende angst for at dø. Altså ikke fysisk død, men selvets (egoets) udslettelse.

Jeg er vokset op med, at egoet er en god ting, som man skal styrke og passe på. Hvis egoet har det dårligt, bliver man psykisk syg. Egoets død er lig med totalt gak, lukket afdeling osv. Pga denne grundlæggende anskuelse var jeg bange for at give slip på selvet.

Men denne anskuelse - at egoet er en fin ting - holder ikke! Dels er egoet en temmelig kunstig og variabel størrelse. Dels er det manipulerende til det ekstreme. Det er sandt, at hvis man prøver at ødelægge en andens ego, bliver vedkommende let sindssyg - som f.x ved tortur. Men ikke, hvis man af sig selv giver slip. Præcis hvad du oplevede!


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 25 feb 2004 16:44 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Hej Elizabeth!

Ja, du har ret i at det er traumatisk hvis andre prøver at ødelægge ens ego, men hvis man frivilligt giver slip, kan det være smukt og forløsende.

Det er jo netop også det, som kendetegner den psykedeliske, mystiske oplevelse: at man oplever at miste sit ego, og istedet forbinde sig til naturen, Universet, Altet. Hvis man ikke tør give slip på et trip, hænger man bogstavelig talt med røven i vandskorpen, og får en dårlig oplevelse.

At give slip på egoet er at se sin død i øjnene. Dem der vender sig bort fra rædselen har ikke set hvad der gemmer sig på den anden side. :D

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 04 mar 2004 20:12 
Offline
Insane psychedelia user!

Tilmeldt: 05 sep 2003 01:01
Indlæg: 2001
Men det er vel en naturlig reaktion at man forsøger at flygte fra det ubevidste der gør en dårligt tilpas. Hvis man dykker ned i sine egne helvedesvisioner kan man måske rive op i ting, der gør ens situation meget værre. Spørgsmålet er blot, hvilken indstilling til angsten man skal have. For den kan være svær at acceptere, i det den skaber skræk og rædsel når man føler den, og så kan det være lettere at flygte og pakke den væk frem for at rive op i nogle ting man måske ikke er i stand til at håndtere.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 04 mar 2004 21:15 
Offline
Moderator
Brugeravatar

Tilmeldt: 27 aug 2002 01:01
Indlæg: 2646
Geografisk sted: I mulmehulen
Nemesis skrev:
Fanny; det er g-damn det fedeste jeg har læst i lang tid.

Respekt; for den der rejser ind for at møde sine dæmoner.


Jeps.. Man skal bare passe på man ikke ender med at forelske sig i dem ;-/

_________________
:roll:


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 04 mar 2004 23:16 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Treasure> Det lyder fint nok det med at lade sine indre "helvedesvisioner" ligge, men hvis man tripper mener jeg ikke man har noget valg. Før eller siden må man tage stilling og ryde op, hvis man vil blive "hel". Selv folk som ikke tripper, kommer før eller senere til kort med sig selv, hvis der er noget de fortrænger. På trip går det bare lidt hurtigere.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 05 mar 2004 19:29 
Offline
Wiki Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 09 nov 2000 02:01
Indlæg: 1890
Geografisk sted: Vest for Roskilde
For lige at tilføje et par ord til Fanny, så tror jeg dybest set det er ligeså smertefuldt at fortrænge sine demoner. Det er bare en anden slags smerte, end mere langtrukken, diffus og forvirrende smerte, der blander sig med ens tanker og forhindrer én i at se verden som den i virkeligheden er.
Måske er det mere intensivt og skræmmende at se angsten i øjnene, men i længden kommer man til at føle sig meget mere fri og I LIVE end nogensinde før. Man føler alle ting så evigt meget dybere. Både smerten og angsten, men samtidigt også kærligheden og de guddommeligt vidunderlige ekstatiske følelser.

Rigtig godt topic dette her.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 05 mar 2004 23:06 
Offline
Insane psychedelia user!

Tilmeldt: 05 sep 2003 01:01
Indlæg: 2001
Men hvordan er det I mener man skal acceptere angsten? Skal man lære at nyde den? Eller er det blot en accept af dens tilstedeværelse? Rent intellektuelt kan man vel godt sige til sig selv: "Jo, angsten findes i os alle og det forstår jeg godt. Angst er en naturlig del af os, ligesom glæde", men det er vel ikke det samme som at acceptere den. Det er vel lige så vigtigt at forstå dens natur, nemlig hvorfor er den der. Jeg tror ikke man skal dykke ned og møde angsten, hvis man ikke er forberedt, for gruen for at dykke ned og møde sin angst ligger i at man ikke forstår den og kan man ikke forstå den kan man heller ikke acceptere den. Så på den måde river man bare op og gør ondt værre, netop ved at lokke angsten ud af sit skjul uden at gøre noget ved den.

Sådanne situationer kræver sandsynligvis professionel hjælp, hvor en udestående person kan vurdere ens situation og gennem samtaleterapi, hjælpe med at forstå hvorfor angsten er der og hvad man kan gøre ved den.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 07 mar 2004 16:13 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Der er to sider af angst man skal håndterer i sig selv: den ene er grunden til angstens tilstedeværelse. Det er noget man kan psykoanalyserer sig til og det er en vigtig ting at gøre, for at forstå sig selv, men det fjerner nødvendigvis ikke angsten i sig selv, når den først er der. Den anden side er at håndtere selve angsten når den melder sig i en. For mit vedkommende meldte den sig som en angst for at miste mig selv, og blive fanget i et trip-helvede af destruktive mønstre. Den angst havde jeg ingen mulighed for at fortrænge, hvis jeg ville fortsætte af den spirituelle sti jeg var begyndt at vandre af.
I virkeligheden er det det samme man hører shamaner fortælle, at for at opleve den magiske verden, skal man overvinde sig selv, og se sin død i øjnene. Jeg tror at denne "død" de snakker om, er den eksistentielle angst, som er et iboende instinkt i alle mennesker. Den eksistentielle angst eller overlevelsesdriften som man også kan kalde den, er vores stærkeste kraft, for den har ført os til det vi er. Uden den, var vi strandet langt tilbage på evulotionens stige, så det er klart at vi føler alarmklokkerne ringer, når vi pludselig udfordre den. Men ligesom den har støttet og beskyttet os gennem vores udvikling til de mennesker vi er, så hæmmer den os også og forhindre os i at kigge ud af os selv for at flyde sammen med resten af verden. Netop fordi den har beskyttet os MOD verden.

Selvfølgelig er det dumt at afskaffe overlevelsesdriften. -at neutraliserer angsten. Så ville vi hurtigt komme ud for ulykker som ville ende vores liv. Men den skal ikke være styrende i vores liv. Det er det som sker for angstneurotikere. De adlyder angsten, selvom de ved, at det er ufornuftigt, men de gør det, fordi de er bange for den og skammer sig over den og så håber de på at den forsvinder ved at de adlyde den.
Men den forsvinder ikke når man ønsker den bort.
I stedet bør man lære, at den godt må være i en, uden at man adlyder den. Som du spurgte Treasure, om man skulle lære at nyde den, vil jeg sige: ja, det kan man godt. Jeg oplevede angsten som en sort fortrængt masse, som jeg skulle "æde mig igennem" for at gøre den til mig igen. Dvs hver gang jeg så et glimt af den, fortærede jeg den, istedet for at flygte fra den. Da jeg begyndte at erfare at det gjorde mig godt, endte jeg med at nyde det.

Jeg tror at alle mennesker som bruger psykedeliske stoffer før eller siden støder på denne eksistentielle mur af angst. Den er som et skjold omkring os, og for at komme ud, må vi se den i øjnene og gøre det MODSATTE af det den vil have os til (nemlig at krybe tilbage i "sneglehuset"!).

Jeg håber det er forståeligt hvad jeg har skrevet.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 07 mar 2004 22:05 
Offline
Insane psychedelia user!

Tilmeldt: 05 sep 2003 01:01
Indlæg: 2001
Det lyder meget forståeligt det du skriver, men du får det stadig til at lyde som om at det eksistentielle dilemma kun opstår, hvis man søger den åndelige og spirituelle og er således ikke en krise man kommer i, hvis man aldrig søger det åndelige. Men der er jo tusindevis af mennesker, der egentlig render rundt i en eksistentiel krise, ikke mindst pga. de materialistisk skabte facader der er blevet dannet af vores samfund, men også fordi, som du selv nævnte tidligere, at vi alle skal være glade, velfungerende og psykisk sunde mennesker - det er idealet ihvertfald. For uanset om de kloge hoveder siger det eller ej, så lever vi i en ekstremt idealistisk tid, hvor der er bestemte rammer for hvordan man skal opføre sig, udtrykke sig osv. og der opstår derfor et dilemma, hvis man ikke lever op til idealet.


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 08 mar 2004 19:10 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Ja, jeg kan godt selv høre, at jeg får det til at lyde som en ting som kun angår åndeligt søgende mennesker. Måske er det fordi jeg ikke har andre ord for det. For det er en større åndelighed, menneskeheden har brug for. Som du selv skriver Treasure, er det svært at komme ud af de materialistiske skabte facader som er i vores samfund, samtidig med at det er tabubelagt at føle andet end kontrol og tilfredshed med sit liv. At bevæge sig bort fra materialismen synes jeg er det samme som at søge ånden. Men nogen ville måske kalde det for det ubevidste, - selvet, eller noget helt andet, og det er fint for mig. :)

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 18 mar 2004 01:01 
Offline
In our memories
Brugeravatar

Tilmeldt: 29 dec 2001 02:01
Indlæg: 1989
Geografisk sted: Danmark
Jeg kan fuldstændig nikke genkendende til mage ting i den her tråd, denne udifinerlige angst er i virkeligheden det som er egoets skjulte drivkraft og den fører kollektivt til at vi allesammen bliver vrede og at det ofte ender i had og i sidste ende til lidelse for parterne, det som foregår i den enkelte foregår i det kollektive, den enkelte er bare et billede af helheden, ligesom generne er billeder, men vi må blot aldrig forveksle billederne med motivet, vi må istedet forstå sammenhængen, forstår vi selvet, egoet og dets virkemåde så bliver vi fro for problemet, men en selv er den stærkeste modstander, ens eget ego, især når det er trængt op imod en mur og kæmper for at overleve, sommetider mister jeg fornemmelsen for hvem jeg selv er og alting føles så nærværende at det er svært at holde sammen på helheden, egoet kæmper en kamp og den udifinerlige angst forsøger at rationalisere sig til en analytisk forbindelse at tilknytte angsten til, men angsten er en illusion, desvære en illusion skabt af sindet og som derfor kan være svær at undgå, sindet er meget bange for at vi skal lære at gennemskue den illusion som den opstiller, men vi må være stærke, selv om sindet er stærkt også på det kollektive plan hvor det kæmper for at overleve i alle mulige afskygninger, altsammen til lidelse for sig selv, sindet begære og lever af ophobningen, den er så frygtelig konservativ at den vil have tingene for sig selv, men man kommer til et trin en dag hvor man er nød til at tage kampen op imod sindet og dets mange dæmoner, det er den hårdeste modstander og "en som overvinder sig selv (selvet/sindet) han overvinder alle andre...

Frygten er den virkelige kamp, når frygten manifestere sig så gør sindet også... Dette er også forklaringen på de frygtelige angstanfald man kan få på store doser psychedeliske stoffer egoets kamp for at overleve bliver ekstra tydelig og sindet viser sin frygt det samme
kan ske hvis man på anden vej er på vej imod en mere bevidst spirituel udvikling , mennesket er en sammensat skabning som er sat sammen af mange elementer som hver har et bestemt forhold til omverdenen.

Vi er ikke hvores krop, den er blot et værktøj for os, den er en del af jorden og på en måde ikke helt hvores egen, dvs. den er underlagt de fysiske lovmæsigheder her på jorden...

Det er noget andet med hvores sjæl


Top
 Profil  
 
 Titel:
Indlæg: 20 mar 2004 18:56 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 30 sep 2003 01:01
Indlæg: 3439
Geografisk sted: Nord for københavn
Ja, det er stærke kræfter vi er oppe imod når vi udfordrer "sindet" eller egoet med psykedeliske stoffer.

Astral skriver:
Citat:
Jeg kan fuldstændig nikke genkendende til mage ting i den her tråd, denne udifinerlige angst er i virkeligheden det som er egoets skjulte drivkraft og den fører kollektivt til at vi allesammen bliver vrede og at det ofte ender i had og i sidste ende til lidelse for parterne


Den skjulte drivkraft, som du skriver om, er det jeg kalder for overlevelsesdriften, og det er den stærkeste drift vi har. Uden den, ville vi aldrig have kommet så langt af den evolusionelle trappestige, som vi er. Det er sandt at den også kan forårsage vrede både i den enkelte og i det kollektive, men den er bestemt ikke kun negativ.

Problemet opstår, når man udfordrer egoet, ved at søge de spirituelle/psykedeliske oplevelser. Som faste kroppe er det svært at møde universets energier uden at blive hunde ræd. Det provokerer overlevelsesdriften, fordi vi føler os truet fysisk, af noget vi ikke kan kontrolerer. Løsningen er, at hvis vi skal lege med energierne, skal vi selv bestå af energi. Dvs. vi skal opløse ideen om den faste krop (som jo er den som føler sig truet), og være de energivæsner vi er. Det kan vi gøre, ved at gå igennem angsten, istedet for at flygte fra den, hver gang vi ser den. På den måde giver egoet op tilsidst, fordi dens skræmmekampange ikke virker.

Angsten er som en slags vogter, egoet har sat i porten til den spirituelle verden. Derfor møder man den før eller senere, hvis man søger spirituelle/psykedeliske oplevelser.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 69 indlæg ]  Gå til side 1, 2, 3, 4  Næste

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 3 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team