Jeg har adskillige erfaringer med at trippe alene, og jeg synes helt klart, det er dér, man for alvor kan dykke langt ned i sig selv. Det kan godt føles lidt grænseoverskridene, når det begynder at slå ind og man sidder selv med rastløsheden, forventningerne og den blanding af spænding og nervøsitet, der næsten altid vil være til stede, mens man bliver suget længere og længere ind i trippet. Det handler bare om at give slip og lade sig flyde med strømmen, så skal det nok blive fantastisk. Mit bedste svampetrip var mit første solotrip, jeg tog 4-5 gram og endte med at ligge klokken 5 om morgenen med tårer i øjnene, og med en følelse af total tilfredshed og kærlighed til livet.
Når det er sagt, synes jeg dog, det er vigtigt at pointere, at både et solotrip såvel som et socialt trip hver især har nogle helt fantastiske elementer, som man ikke kan opleve fuldt ud, før man har prøvet begge dele - det er i hvert fald min erfaring. Under sociale trips har jeg oplevet en helt ubeskrivelig form for kosmisk kærlighed til mine venner, og jeg synes, trippet kan få meget interessante antropologiske kvaliteter. Jeg har gjort mig mange tanker omkring det at være tilstede blandt andre mennesker, den måde man agerer på socialt og opnået en dybere forståelse for forskellige tanke- og idemønstre blandt andre mennesker. Når jeg solotripper, er det ligesom i langt højere grad mig selv, mit ego og min personlige forholden-sig-til omverdenen.
Jeg håber, du kan bruge mine reflektioner til noget. Hvis du foretrækker et solotrip, og føler, at du er velforberedt, synes jeg, du skal springe ud i det. Du skal nok blive glad for oplevelsen.
|
