Jeg overdrev måske en smule, indrømmet..
Jeg er lige fyldt 21 år. Jeg ved godt at jeg har masser af tid foran mig. Men jeg føler, at jeg har været sådan hele livet. Jeg vil ikke sige jeg har haft det svært i livet, men jeg er meget forsigtig lige ud sagt. Min mor er fra Rusland, og arbejder som psykiater. Kort sagt, arbejder hun med blandt andet "misbrugere", anorektikere, you name it. Selvom vi har boet i DK næsten hele mit liv, er hendes verdensopfattelse stadig i Rusland. Med det mener jeg, at tattoos, narkotika, osv osv er kun noget for kriminelle. Hun ville ALDRIG kunne forstå det. Hun har altid sagt, at de værste to ting jeg kunne byde hende i livet var: "gæld, og interesse for ulovlig narkotika". Well mom i got both. Hun ville aldrig acceptere det. Jeg er enebarn, og vi har kun hinanden. Min stedfar, som er politimand er jo ikke "min rigtige familie". Min rigtige far har jeg ingen kontakt med overhovedet, og min mors forældre er begge døde. Ingen fætre, ingen kusiner. Kun mig og min mor. Tanken om at gøre hende ked af det eller skuffet, er nok den der forhindre mig i de ting jeg vil i livet. Jeg sætter min mor fremfor alt.. Det er der måske mange der ikke forstår, og det forventer jeg heller ikke. Men jeg har haft en fortid som misbruger, (dolol, tramadol/tradolan) som har gjort vi har haft det rigtig svært. Jeg har også en fortid som svindler, og tro mig, alle mine stunts har taget rigtig hårdt på hende. Selvom det er længe siden, nævner hun stadig det hele selv den dag i dag ..
Det var lidt et sidespor. Men min pointe er, at jeg tror jeg er bange for hun opdager det, eller at der skal ske mig noget. I den forstand at jeg får en psykose. Jeg har læst meget, og studeret meget omkring psycedelika, og jeg ved chancen er meget meget lille. Men stemmen i hovedet siger: "hvad nu hvis?"
Når jeg har indtaget LSD, har der aldrig været noget, bortset fra 1 gang. Og jeg lyver hvsi jeg siger jeg ikke har prøvet svampe, for det har jeg. Jeg vil dog ikke sige jeg fik noget ud af det, da jeg med det samme blev nødt til at spise 2 valium, fordi jeg var stupid og spiste 2 mærker på henholdsvis 200ug hver, for derefter ikke kunne mærke nogen effekt. Jeg blev tilbudt svampe, og tog imod. Der gik flere timer og der skete stadig intet, så jeg valgte at ryge en smule af en joint. (Jeg ryger normalt ikke). Jeg skal love for det hele sparkede ind. Og ikke på en behagelig måde. Jeg kunne slet ikke håndtere det, og vidste ikke om det var syren eller svampene der kickede ind. Jeg følte ALLE stirrede på mig, og havde gennemskuet mig, og jeg troede helt seriøst jeg kunne læse deres tanker..
Når det så er sagt, ved jeg ikke helt hvordan jeg mere skal beskrive hvad der holder mig tilbage. Jeg tror, at jeg føler jeg har et bestemt ansvar. Jeg har aldrig rigtig prøvet at tage mig god tid, for det har jeg sjældent. Måske burde jeg prøve at gøre det i en ferie, med ingen planer.. Jeg føler altid, at jeg skal nå noget.. Hvis det giver mening??
Jeg tror også, at det helt store problem er min identitets krise. Jeg har levet de sidste 6-7 år med identitets krise, ment på den måde at jeg tilpasser mig. Udseendemæssigt, personlighedsmæssigt, ja, på mange punkter. Jeg har aldrig rigtig gjort noget for mig selv, men for andre. Hvis nogen spurgte mig lige nu, om hvordan JEG ønsker at se ud, HVORDAN jeg vil leve mit liv, osv. så tror jeg ikke jeg ville kunne svare.
_________________ Crazy russian forest&hitech lover
|