Psychedelia.dk

Hør livets melodi


LYD: Ingen gammel romantisk schlager, men derimod støj, som har sex, får børn og udvikler sig til velklang: Her kan du høre en melodi, der groft sagt komponerer sig selv gennem evolution.



Emner: Evolution, Lyd, Musik


Af: Arnfinn Christensen, forskning.no


Hør lydeksempler fra Robert M. MacCallum og hans kollegers eksperiment DarwinTunes

I begyndelsen var et urhav af støj. Rundt i dette støjhav flød små molekyler af tilfældige tonefragmenter.

Så – gennem tilfældighedernes spil – fandt Det Store Øre velbehag i et af tonefragmenterne. Og Det Store Øre sagde: Vær frugtbar og fyld stilheden ud!

Og Det Store Øre lod de velklingende tonefragmenter forplante sig med andre tonefragmenter. Og hør: Stilheden skal bære alle slags levende melodier frem.

Guden MacCallum skaber evolution

Denne improviserede skabelsesberetning er en underlig blanding af blind evolution og intelligent design. Og Gud i denne Genesis hedder Robert M. MacCallum, forsker ved afdelingen for celle- og molekylærbiologi på Imperial College i London.

Robert M. MacCallum har sat gang i sin egen evolution af levende organismer. Sådan set er han det, som i Thomas Aquionos teologi kaldes 'primus movens':

Gud er den første bevæger, der definerer spillereglerne i form af naturlovene og så trækker sig tilbage for at se universet og evolutionens spil folde sig ud.

Lyde har sex

Men de levende organismer i Robert M. MacCallums univers - der er skildret i det anerkendte tidsskrift PNAS - er ikke lavet af organiske molekyler. De er lavet af tilfældige lydfragmenter.

I computerprogrammet DarwinTunes definerer Robert M. MacCallum sine naturlove: Urhavet af lydfragmenter beskrives af de tilfældigt varierende gener.


Den musikalske skabelsesberetning er nu skrevet. (Foto: Colourbox)

De mest velklingende af lydfragmenterne får lov til at have sex. Det sker på samme måde som i levende skabninger: Generne rekombineres, så afkommet får en tilfældig blanding af forældrenes egenskaber.

Desuden indføres mutation, en tilfældig variation i små dele af det klingende arvestof.

Lad der blive ører!

Robert M. MacCallum skabte også en verden, som lydlivet kunne udvikle sig i. Ligesom organisk liv har brug for energi fra solen eller undersøiske vulkaner for at leve, så har lydene brug for at kunne blive hørt og oplevet for at leve som smukke melodier.

Melodierne havde altså brug for nogle ører. Og Robert M. MacCallum sagde: Bliv ører! Og der blev ører – mange tusinde af dem.

Han organiserede nemlig et eksperiment med 7.000 frivillige deltagere på internettet. De rangerede lydbidderne, så de bedste kunne vælges ud for at lave næste generation.

Det Store Øre bestemmer udviklingen

Disse 7.000 deltagere kan vi kalde Det Store Øre i vores Genesis. Men her begynder de teologiske analogier at blive rodede. For hvis Robert M. MacCallum er den første, bevægende Gud, hvad er Det Store Øre så?

Det går an at sige, at Det Store Øre bestemmer, hvordan livet – det vil sige melodierne – udvikler sig. Men går det an at sige, at Det Store Øre er komponisten?

Det Store Øre har en mening om, hvilke melodier der er gode, og hvilke melodier der er dårlige. Denne mening er bevidst for Det Store Øre.

To guder sætter gang i evolutionen


Jimmy Carl Black i august 2005.(Foto: Brian Marks)

Sagt teologisk: Der er to guder i det melodiske univers. Robert M. MacCallum er den første bevæger, primus movens, som starter spillet. Det Store Øre, alle deltagerne i forsøget, er med til at styre spillets gang, hvilke melodier der skal overleve og forplante sig videre.

Men Det Store Øre har ikke selv nogen oversigt over evolutionen. Det Store Øre kan ikke styre evolutionen. Det Store Øre spiller bare rollen som sol og jord, ikke som gartner i melodihaven.

Kan Det Store Øre så betragtes som en Gud, en medskaber, en komponist? Det er et interessant spørgsmål, ikke mindst, for nogle kreative mennesker vil givet svare ja.

Skulpturen ligger i stenen

»Jeg har ikke et tema, når jeg begynder at lave en skulptur. Stenen leder mig frem til den færdige skulptur. Jeg tror, det er sandheden for mange skabende skulptører.«

Citatet kommer ikke fra en egentlig skulptør, men fra trommeslager og sanger Jimmy Carl Black fra Frank Zappas backinggroup Mothers of Invention.

Jimmy Carl Black har Cheyenne-indianerblod i årene. Mange naturfolk oplever, at Solen og Jorden, altså livsgrundlaget, er guder, frem for en bevidst skabende, men fjern og ophøjet primus movens.

Og hvad oplever en jazzmusiker, når en solo lever gennem ham? Er det musikeren eller jazzsoloen, der er Solen og Jorden for det musikalske liv? Hvor slutter den ene og hvor begynder den anden?

Musikalsk biologi?

Evolutionen i Robert M. MacCallums lille univers DarwinTunes har efter kun nogle hundrede generationer skabt de første velklingende melodier. Så flader evolutionen ud.


”Og Det Store Øre sagde: Vær frugtbar og fyld stilheden ud!” (Foto: Colourbox)

I fagartiklen i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) prøver Robert M. MacCallum og hans kolleger at forklare hvorfor. De ender med, at melodiernes egenskaber ikke bliver overført nøjagtigt nok fra en generation til den næste, af forskellige grunde.

Teorierne, de anvender, er hentet fra studiet af livets store evolution på Jorden. Kan den melodiøse evolution i DarwinTunes så kaldes for liv?

En anderledes definition af liv

Mediet, som det musikalske liv udfolder sig i, er et andet end for det biologiske, men principperne er de samme. Med mindre vi insisterer på, at liv kun er kulstofbaserede organiske molekyler i kemisk udfoldelse, åbner der sig nye muligheder for, hvordan liv kan opstå, og hvad liv kan være.

Livet er selvkopierende, selvdefinerende mønstre. Hvis ikke disse mønstre kan suge livskraft ud af lyttende ører, hvordan kan disse selvkopierende, selvdefinerende mønstre ellers udfolde sig?

Findes der mønstre, som bruger naturen og os på måder, vi endnu ikke er i stand til at opdage? Er det intelligens, vi ikke fatter, ikke langt ude i verdensrummet, men lige her, omkring os? I os?

Og hvordan er disse intelligenser i så fald opstået? Af sig selv? Eller… hallo? Er der nogen MacCallummer derude??? Eller herinde?