Jeg har ikke røget de sidste 10 måneder, og det sidste år jeg røg, var det kun meget små mængder pot. Jeg har bestemt ikke problemer med at jeg blokerer eller undertrykker følelser. Da jeg stoppede efter lang kontinuerlig rygning for 6 år siden, var jeg bestemt i følelsesmæssig ubalance de første 3-6 uger. Jeg er meget emotionel og er mest meget glad eller stresset/trist i forskellige grade (ikke fordi jeg er bipolar eller noget). Men jeg er bare overrasket over at jeg nu ikke græder den mindste smule, selvom jeg er trist. Ikke fordi jeg før var en tude-Marie. Jeg begyndte at ryge ofte fra jeg var 19.5 år. Så der er sket meget siden jeg har haft en lang clean periode. Og er blot nysgerrig over om det kan skyldes lang tids rygning, og dennes påvirkning af hjernen, selvom THC og andet for længst er ude af kroppen, eller om det skyldes alder eller evt. flere stærke oplevelser som har øget tærskelen markant for hvornår jeg kniber en tåre. Jeg blokere ikke for følelser eller oplevelser, og jeg tænker meget over tingene, også meget omkring de samme ting. Jeg vil mene jeg har en god visuel og episodisk hukommelse. At jeg er mere spirituel nu frem for Ateist kunne måske også have en indvirkning. Men jeg går så meget op i relationer og interesser at det nemt kan hylle mig ud af den, og er derfor blot overrasket over at jeg aldrig græder det mindste, selvom jeg er meget trist, stresset eller frustreret.
|