Under en ankesag til Østre Landsret stillede statsadvokaten i 1991 følgende spørgsmål til Retslægerådet:
1. Har stoffet MDMA noget legalt medicinsk formål?
2. Hvorledes ekvivalerer stoffet på vægtbases med amfetamin?
3. Hvorledes er stoffets kvalitative farlighed i forhold til amfetamin?
4. Må stoffet MDMA antages at være vanedannende?
5. Hvorledes er risikoen for et dødeligt forløb ved misbrug af stoffet?
6. Kan misbrug af stoffet antages at medføre psykiske eller fysiske mén?
7. Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger?
Rådet svarede i erklæring af 30. december 1991 følgende: (Besvarelsen er udfærdiget af en norsk læge)
ad 1: Stoffet kan ikke sies lenger å ha noe legalt medisinsk formål.
Det ble benyttet terapeutisk i USA i meget begrenset udstrekning fra 70-årene frem til 1980-tallet, nærmest som et slags adjuvans i psykoterapi.
Man mente at pasientene under MDMApåvirkning kunne få større selvinnsikt, bli hjulpet til å erkjenne sammenhenger av betydning for psykoanalyse mm.
De MDMAdoser som ble benyttet i slik sammenheng var av størrelsesorden 50-150 mg og de ble nærmest uten unntak rapportert å gi relativt kontrollert påvirkning og ikke for kraftig rus.
Arbejdsgruppen har under møder med Sundhedsstyrelsen og med Narkotikarådet samt ved gennemgang af forskellige nationale som internationale rapporter, undersøgelser m.m., indhentet en del information om stoffet ecstasy og dets brugere.
Der er gennem årene udkommet en del litteratur om dette emne, som på den baggrund nok må siges at være veldokumenteret.
Når arbejdsgruppen alligevel har valgt at medtage et afsnit om emnet i denne rapport, skal det ses som et forsøg på at sammenfatte den aktuelle viden om emnet.
Beskrivelsen er af samme årsag gjort kortfattet og måske noget stereotyp.
Rusmidlet ecstasy Ecstasy er betegnelsen på piller eller tabletter, der navnlig indeholder det psykoaktive kemiske stof MDMA.
Stoffet fremstilles på grundlag af amfetamin, og har været kendt siden 1912.
Efter indtagelsen af stoffet føres det aktive stof ad blodbanerne til hjernen, hvor det bl.a. stimulerer de nerveceller, der producerer signalstoffet serotonin.
Dette stof er stærkt medvirkende til at styre humør, adfærd, stemningsleje, søvn, kropstemperatur m.m.
Personen, der har indtaget stoffet, opnår en såkaldt ecstasyrus.
Den kan være karakteriseret ved, at sanseindtrykkene forstærkes, at man bliver opstemt, samt at der opstår en tilstand af veltilpashed og velvære og en positiv følelsesmæssig kontakt med andre.
Omvendt kan rusen resultere i en negativ sindstilstand, der kan være præget af forvirring, panik og hallucinationer, der i enkelte tilfælde er endt i alvorlige psykoser med vrangforestillinger.
Sideløbende med påvirkningen af personens sindstilstand kan der forekomme
18 I 1985 blev preparatet pga. rapportert misbrukt av nærmest epidemisk karakter overført til »Schedule I« og den medisinske anvendelse tok med dette slutt.
ad 2: Stoffet har en god del fellesvirkninger med amfetamin som gjør det til en viss grad muligt å sammenligne doser.
Man må ved slike sammenligninger ta utgangspunkt i at de personer som bruker stoffene har en vis erfaring med disse.
På den basis gir litteraturen holdepunkter for at 100 mg MDMA grovt sett ekvivalerer med 10-50 mg amfetamin når det gjelder sentralnervøs stimulerende virkning på det tidspunkt denne er mest uttalt, 1-2 timer etter per oralt inntak av stoffene.
Det kan synes som MDMA har noe mer langvarig virkning enn amfetamin.
Halveringstiden for stoffene synes å være av samme størrelsesorden, 5-10 timer.
ad 3: Brukt i doser som gir noenlunde samme sentralstimulerende effekt (se ovenfor) vil man anta at den enkelte påvirkning eller rus etter MDMA kan være noe mer risikabel fordi det under denne rusen lettere vil forekomme illusjoner og hallusinasjoner.
På den annen side er det få rapporter om aggeresjon ved bruk av vanlige rusgivende doser av MDMA, mens dette kan forekomme under amfetamin påvirkning.
Ved bruk av høyere doser kan både MDMA og amfetamin være farlig bl.a. fordi virkningene på hjertet og blodkar kan disponere for alvorlige forstyrrelser i hjertets rytme (arrytmier) og øke risikoen for blødninger i sentralnervesystemet.
Slike virkninger synes også i noen tilfelle å kunne inntre ved vanlige rusdoser for begge stoff.
Det er grunn til å tro at gjentatt bruk av MDMA noe oftere enn gjentatt bruk av amfetamin, vil følges av mentale forandringer av kortere eller lengre varighed.
Videre synes MDMA langt mer uttalt enn amfetamin å innebære en risiko for toksiske virkninger i hjernen.
Det er i de senere år kommet flere rapporter om dette fra undersøkelser på mennesker og forsøksdyr, studier som vist langvarige og kanskje permanente forandringer i hjernens biologi etter bruk av MDMA.
ad 4: Graden av vanedannelse kan udtrykkes ved hvor mange av brukerne av et stoff som befinner seg i hver av de følgende grupper (nevnt i rekkefølge med stigende bruk):
- Eksperiment brukere (bruker stoffet en gang i blant) - Bruk i sosial sammenheng - Bruk i gitte situasjoner - Episodisk intens bruk - Jevnlig, intens bruk
Studier av MDMA-bruken har vist at denne for de fleste faller i første gruppe.
Graden av vanedannelse vil således være noe mindre uttalt enn f.eks. for amfetamin og ikke ulik den man ofte ser for mer rene hallusinogene stoff (som LSD, meskalin mm.).
ad 5: Det er risiko for et dødelig forløp i forbindelse med en MDMA-rus.
Det er rapportert flere slike dødsfall. Det er holdepunkter for at død og alvorlig forgiftning har vært en konsekvens av overdose i flere tilfeller, men kanskje ikke i alle.
Det er visse holdepunkter for at MDMA enkelte ganger, hos enkelte personer, kan gi livstruende virkninger også ved inntak av mer normal rusdose.
Dette er i så fall en egenskap stoffet deler med kokain og amfetamin. De livstruende virkninger er også av samme karakter som rapportert for kokain/amfetamin.
I tillegg foreligger det også rapporter om MDMA-fremkalte dødsfall der brukeren er død som følge av bisarre handlinger, som igjen har vært tilskrevet forvirring som følge av MDMArusen.
19
ad 6: Det er rapportert kasuistikker der langvarige psykiske endringer har inntrådt etter kortvarig bruk av MDMA.
Det har her vært tale om angstreaksjoner av mer permanent karakter og mer alvorlige bivirkninger.
Slike forandringer av psyken må ses i sammenheng med de biologiske endringer i hjernens funksjon som ble nevnt under pkt. 3).
Fysiske følgetilstander kan tenkes å opstå som sekveler etter forhold som kan intre under den aktuelle rus, f.eks. hjerneblødninger, slik der har vært rapportert for amfetamin og kokain.
ad 7: MDMA er et stoff som viser kjemisk lighet både med amfetamin og meskalin. Det har således virkninger som er karakteristisk for begge disse stoff, dvs. sentralstimulerende og hallusinogene virkninger.
Stoffet må som sådant karakteriseres som et rusmiddel eller psykotropt stoff som har likhetspunkter med både de sentralstimulerende rusmidler og de hallusinogene rusmidlene.
Østre Landsret henviser i en dom så sent som fra juli 2000 til ovenstående erklæring fra Retslægerådet. Retslægerådets årsberetning 1998-99, side 123ff, indeholder også udtalelser fra Retslægerådet om bl.a. ecstasy.
M.v.h
Michael Benneke
|