Her kommer lige et redigeret udsnit fra en "selv-biografi" jeg er i gang med at lave:
Citat:
"Tilgengæld glemmer jeg aldrig første gang jeg sniffede lightergas. Mig og min kammerat havde pjækket fra skole og var alene hjemme.
Jeg havde i fjernsynet hørt, at mand kunne få en effekt ud af at sniffe gas fra de store gule beholder, der bliver brugt til at fylde lighter op med. Da jeg så at min ven´s far havde nogen stående, var jeg straks interesseret. Efter lidt eksperimentering med hvordan man bedst fik indtaget gassen, tog jeg min første indånding.
Det var den vildelste føelse jeg nogen sinde havde prøvet og selv nu efter alle de stoffer jeg har prøvet vil jeg mene at lightergas har giver mig nogen af de mest potente og kraftfulde oplevelse.
Vores forbrug steg hurtigt og vi fik vores andre venner med på den. Da mit forbrug var på sit højeste tog jeg en dåse om dagen og nogen gange alene. Ofte var mængderne så storer at jeg besvimmede, det var dog ikke en normal besvimelse for under disse blackouts havde jeg kraftige hallucinacioner og som regel var jeg ikke klar over at jeg var bevidstløs. Hallucinationerne kunne også forkomme i vågen tilstand og disse vrangforestillinger er de kraftigste jeg hid til har oplevet.
Vi var dog klar over hvor skadeligt dette stof var og jeg havde dårlig samvitighed efter hver snifning. Når jeg kigger tilbage er der 3 episoder der fik mig til at stoppe, de to sidste har nok været regulerer nær døds oplevelse.
Første episode skete en varm sommerdag.
Nogen af de sædvanlige gutter og jeg, var taget på stranden med nogen piger fra klassen. Det skal lige tilføjes at pigerne intet vidste til vores misbrug af lightergas. Vi havde taget øl med og da det stadig var nyt for mig at drikke, blev jeg som altid sanseløs fuld. På et tidspunkt fik jeg den latterlige ide at gå i kiosken og købe en dåse lightergas. Uden at tænke på at stranden var fyldt med famillier med børn og at pigerne sad og kiggede på, begyndte jeg at sniffe hæmnings løst. Jeg kan ikke huske meget efter
snifningen startede, men på et tidspunkt gik alle pigerne. Dagen efter var jeg meget flov over hvad jeg havde gjort. Pigerne nævnte det aldrig med et ord, men jeg vidste hvad de tænkte. JUNKIE...
Anden episode skete ikke ret lang tid efter.
Jeg var gået ud på min sædvanelige græs mark for at sniffe med en ven. Da vi var cirka halvejs med hver vores dåse, skulle min kammerat hjem og spise. Jeg blev siddene og sniffede videre alene og på et tidspunkt må jeg være besvimet. Pludselig ser jeg en stor zeppeliner flyver hen over græsmarken og uden nogen har fortalt mig det ved jeg at alle der er døde af at sniffe lightergas sidder i zeppelineren. Da den er lige oven over mig bliver der smidt en rebstige ned til mig og folk begynder at råbe til mig at jeg skal kravle op. Det var ikke truende stemmer,
der imod lød personerne sympatiske og lykkelige. I min skævert ville jeg op til dem og greb ud efter stigen. Jeg fik med nød og næppe fat i det sidste trin, men fordi luftskibet bevægede sig væk fra mig blev jeg trukket hen af jorden. Jeg kæmpede for at holde fat, for jeg havde en stor trang til at komme op til de flinke mennesker, men til sidst blev jeg nød til at slippe. Lige i det jeg slap trinnet vågnede jeg op på. Jeg lå på maven med græs på tøjet, som om jeg vitterligt var blevet trukket hen at jorden.
Episoden gjorde mig narturligvis meget bange for dette stof, for hvad ville der være sket hvis det havde lykkes mig at komme op i zeppelineren? Min kærlighed til ligthergassen var dog så stor, at der skulle en sidste ting at jeg stoppede.
Denne episode skete ikke for mig, men for en af mine kammerater. Mig, ham og to andre havde pjækket for skole og sad hos ham for at sniffe. På et tidspunkt hvor jeg vågner op fra min skævert, ser jeg på min ven.
Han ser helt forkert ud i ansigtet og det ligner han har set et spøgelse. Jeg spørger ham hvad der er sket og han forklare at han har svævet rundt i luften over os mens han har kigget ned på ham selv og os andre.
Jeg grinede af ham og siger: "fedt nok", men så rejser han sig op og hiver dåsen ud af hånden på mig. Du skal ikke have mere siger han.
Jeg kigger uforstående på ham og prøver at få mit gas tilbage, han træder tilbage og siger: "I andrer er også færdige med det her. Han forklarer at han er sikker på at det var meget tæt på at han døde. Efter en lang diskussion bliver vi alle enige om aldrig at sniffe mere.
Den dag i dag tænker jeg tilbage på denne tid med både væmmelse og længsel. Lightergas er et vidunderligt og modbydeligt stof. Det er ekstremt let tilgængeligt, billigt og potent.
Der er dog en ulempe ved dette stof. Det er også ekstremt skadeligt. Lightergassen går op i hjernen og opløser fedtvævet."
Undskyld hvis der er stave og grammatiske fejl, det var sku for langt til jeg gad at redigere det for meget
Hvis samfundet førte en anden pollitik over for stoffer tror jeg ikke jeg ville have sniffet ligthergas.
For det første ville andrer og mindrer skadelige stoffer være mere tilgængelige. For det andet ville samfundet virke meget mere troværdige, dengang troede vi jo ikke lightergas var mere skadeligt end f.eks. speed, fordi vi bare var blevet fortalt at begge ting var fy-fy.
Jeg har prøvet lattergas hos tandlægen og synes ikke helt det kan sammenlignes. Jeg synes bedere man kan sammenligne rusen med poppers (som også er et opløsnings middel?) bare gange 100.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
