Jeg kan blive enormt ked af det, hvis nogen jeg kender (meget +/-) godt konfronterer mig med det, det er dog ikke lige når jeg er påvirket. Specielt her angående mit voksende hash FORbrug (som også har været liiidt for stort), har der været nogle situationer hvor jeg får "dårlig samvittighed" (ikke nøjagtig dårlig samvittighed, men kan mærke det i brystet
). Men på den anden side, så er det mit liv og jeg gør hvad jeg har lyst til.... men når så der står en god veninde, og ser på dig med løftet øjenbryn og ryster på hovedet, sukker og bare går sin vej, så bliver jeg ked af det - og samtidigt er det så pisse svært at overbevise folk om, at det er et forbrug og ikke et misbrug. Da jeg begyndte at lyve om det, da vidste jeg at det ikke var godt, så det gør jeg ikke længere. Føler generelt en voksende mistro fra mine venner, undtagen de nærmeste, nemlig dem der kan tage mine ord for gode vare.Det var så angående hash, men når det kommer til narko, så blir jeg sgu altid så ærlig, så jeg benægter ikke noget, hvis mine venner spørger. Hvis det er fremmede, så har jeg endnu ikke som sådan oplevet at nogen er blevet "fornærmede"...
Huha, der fik jeg da godt nok hældt noget ud fra kammeret, SORRY, men det havde jeg faktisk lidt brug for
Hyg'æ Psy!
Det er ofte sådan det er... Jeg kan ikke huske at jeg har fået stillet spørgsmålet og var nødt til at lyve, men har ofte givet klart udtryk for at jeg var godt ristet. Havde en lidt irriterende episode i forbindelse med ærlighed og min værnepligt 
Læs om den 