Psychedelia.dk

Hej alle!

Jeg skriver til jer vedrørende valg af dosis til et kommende syretrip, da jeg er lidt i tvivl. Jeg har efterhånden 10-12 trips på bagen (alt fra 100-220 ug) og har generelt haft gode oplevelser/erfaringer hvilket jeg føler har givet mig en god forståelse af hvad psychedelics indebærrer. Jeg er 19 år gammel og er desuden i psykisk og fysisk velfungerede stand. Jeg interesserer mig meget for dybden af menneskets underbevidsthed, samt meditation.


Mit spørgsmål er således;
Er der en stor forskel på 220 og 300-350 ug?
Hvis ja, hvad kan jeg forvente? Ego death elller lign. måske?

_________________
“Our world is in crisis because of the absence of consciousness.”

Yup der er meget stor forskel. Stan vurderer 300µg som en højdosis.

Der er chance for ego død, men ikke garanti. Ifølge Stan har LSD et mætningspunkt på omkring 4-500µg, det kan dog variere en del. Igen ifølge Stan, er det afhængigt af, hvor neurotisk/hysterisk man er. Altså hvor sikker/usikker man er på sin egen virkelighed, som jeg forstår det.

Så du bevæger dig op ad mætningspunktet, og egodød er derved en reel mulighed. Rent HR mæssigt, anbefaler jeg dig en erfaren LSD sitter, selvom jeg personligt har gjort det uden med stor succes.

God rejse

Great, tak for hurtig og brugbar respons!

_________________
“Our world is in crisis because of the absence of consciousness.”

Med glæde

Er der andet du er i tvivl om, spørger du bare.

Som Mr. Gone skriver så handler det virkelig meget om mindset / set og settings, jeg har taget 2x - 3x syretrips med fuld smadder på uden noget ego død eller lignende, fede oplevelser, samme med svampe hvor man indtager max dosis som start dosis, svarende til alt mellem 2-5 gram spids nøgenhat, uden ego død.
Spiste en lille håndfuld peruvian torch og 2 hbwr frø og 100 morning glory frø og oplevede total ud af kroppen ( vågen i sin egen drøm ) ego død, selvom jeg vil mene at det var en lille dosis lsa og meskalin.
du kan godt få et fedt trip på 300ug, men bad tripper du på 300ug fordi du er uerfaren, så kan det blive svært at finde sig selv igen nogle måneder efter.. Pas på dig selv med høje doser, gør det kun med få mennesker i trygge rammer.

_________________
Bonzai guru

Der findes ingen maks dosis for Svampe. Psilocybin har ikke et mætningspunkt, på samme måde som LSD og Meskalin har. Største dose jeg selv har indtaget af Spids Nøgenhat er 9g, og på den dosering er der med ret stor sandsynlighed dømt egodød.

Det kan godt være, at I har oplevet egodød på 100µg, men så vil jeg gætte på, at I også oplever det på 600µg. Det jeg mener er, at der er ikke lige mange der oplever egodød på 100µg, som der er på 600µg. Jeg sidder nærmest bare og mediterer på 100µg, for den sags skyld også 200.

Alt kan variere, men som udgangspunkt bliver oplevelsen kraftigere, jo mere du indtager. Og derved er der større mulighed for egodød. Læs Stanislav grof, han udførte over 3000 sessioner som terapeut.

Derved ikke sagt, at set og settings ikke spiller en rolle. Men det gør dosering i den grad også.

Jeg vil altså holde på, at man ikke med sikkerhed kan sætte lighed mellem den subjektive oplevelse af egodød og dosiskurve. Jovist, des højere dosis des mere påvirket bliver man, og der er nok større mulighed for sådan en sammensmeltning. Men man kan ikke nødvendigvis forudsige, at man vil få egodød på en specifik dose, fordi man engang havde en egodødsoplevelse på en mindre dosis. Set og setting er en kæmpe indvirkningsmæssig faktor, omtrent på fod med dosis vil jeg (næsten) vove at påstå.

Jeg har haft egodød på 300 mikrogram LSD, og trippet på 600-700 mikrogram uden egodød. Blot som illustrativ anekdote.

Det viser sig altså, i forhold til Stan´s forskning, at dosis spiller en kæmpe rolle. Og det var i en settings, der altid var den samme.

Jeg har også oplevet egodød på 400µg, og ikke på 700µg. Forskellen var så, at hele dosen ikke blev indtaget samtidigt. Min erfaring stemmer altså overens med Stan´s forskning, at dosis spiller en stor rolle. Dog er jeg helt enig med jer i, at set og settings også gør.

Der var en sag, hvor en klient fik 1600µg uden at blive synderligt påvirket pga. hans neurotisme, men der var også en anden sag, hvor en yogi mester fra indien fik både 900 og 1200µg uden at blive påvirket, fordi at han sandsynligvis var i den tilstand hele tiden. Så der kan være mange grunde til, at der skal meget til at medicinen, før man egodør.

Og dog vil jeg gerne erkende, at Stan muligvis tog fejl.

Egentlig er jeg ikke sikker på, om jeg kan se, at vi modsiger hinanden. Jo givetvis kan man opleve egodød på en lav dosis, men drengen spurgte om han muligvis kunne opleve egodød på 300µg, og det er der, dog uden garanti.

Overall er der mange flere der oplever egodød på 600µg indtaget på en omgang, end der er, hvis man indtager 200µg.

Jeg tror mere det handler om den indsigt man får eller erkendelse man opnår.
Ego død er jo en erkendelse af et ikke eksisterende ego, dette ville man jo principielt kunne indse uden brug af stoffer, dog mener jeg at hallucinogener kan give en ufrivilig indsigt i noget som ligger i vores natur, nemlig vores fiktive ego, at man på et tidspunkts i sit trip for sat spørgsmåls tegn ved vores eksistens, og opnår følelsen af ego død.
måske dosis kan have en effekt i form af at hallucinationerne bliver så kraftige, at tvivlen om et eksisterende ego er nemmere at opleve fordi ens verdens billede smelter sammen foran en, dette skal jeg ikke kunne sige, men som udgangspunkt burde dosis ikke være nøglen til denne oplevelse.

(Håber det giver mening, ellers må jeg prøve at uddybe)

_________________
Bonzai guru

Har du været god til at integrere tidligere trips? Ellers tror jeg måske sådan en øgning kan blive vild, også selvom det ikke er så meget. I dunno.

_________________
Når du har lortesmag i munden, så tag en cola til bunden

Hvis du ikke er i stemning til at tage stoffer, så kommer du formentlig heller ikke i stemning af at tage dem.
<@jimfear> jeg kom engang mens jeg dødløftede

For det første, Ø Tripper; ud fra det du skriver, tror jeg vist heller ikke vi er decideret uenige, det er ren semantik, der adskiller os.



Ikke enig. Men det handler jo om, hvad det er vi forstår ved 'egodød'. Det er derfor, det bliver så svært at kommunikere ifht. de her udvidede bevidsthedstilstande, fordi der ikke er et fælles vokabular til at udtrykke, hvad vi mener. Det er ikke trådens oprindelige emne, men nu har OP jo fået svar, så synes alligevel det er en spændende samtale at have. Altså, hvad vi forstår ved egodød, og måske trække på nogle af vores erfaringer.

Personligt vil jeg gerne lave en distinktion imellem det, at man kan have en forståelse/erkendelse af egoet som 'fiktivt' som et forhåndenværende faktum, og så oplevelsen af egodød på eksempelvis hallucinogene stoffer eller andre ekstreme sindstilstande.
Min forståelse af egodød, og det jeg refererer til når jeg benævner det (og det er helt bundet op på mine egne erfaringer), er en sindstilstand, hvor selve selvets struktur, "jeg'et" som vedhåndenværende sproglig repræsentation er smeltet væk. Hvor der ikke er noget koncept om jeg, om objekt/verden, om lineær tid og sted, men hvor der stadig er en form for primitiv bevidsthed til stede. Dette er følgelig ikke oplevelsen af en indsigt i et forhåndenværende 'noget', der kan prædikeres på eksistensen, når hele den sproglige subjekt-prædikat struktur er brudt sammen. Det markerer et brud på den symbolske orden, som vi så følgende må prøve at integrere/kodificere (eller blive skøre )

Måske dette skulle udvikle sig til en separat tråd.

Plejadestjerne
Cool. Jeg er ikke akademiker når det kommer til sprog, det erkender jeg gerne. Det er nok min svageste side.

Det giver god mening Jordforbindelse, og jeg er sådanset enig med dig. Det var bare ikke det drengen spurgte om fra start, og derfor svarede jeg anderledes.
Mange oplever jo egodød under ren meditation, personligt er jeg bare ikke så god til det. Jeg er så ikke enig i, at dosis ikke burde være nøglen til denne oplevelse, for mig spiller det ingen rolle, om man får oplevelsen under meditation, lavdosis eller højdosis. Det der betyder noget er, om jeg får oplevelsen og den befrielse og de erkendelser der følger med. Så længe man har rigeligt af medicinen, kan jeg ikke se problemet.
Nu har jeg benyttet mig en del af psykedelisk terapi, og min erfaring siger helt klart, at højdosis sessioner sparker røv. En vellykket fuld doserings LSD session 4-600µg, kan gøre det samme som 10 lav til moderat dosering Aya sessioner gør. Ulempen er så, at risiko profilen stiger, jo højere et energifelt du bevæger dig op i, og mere du spænder elastikken. Det kan gå for stærkt, det har jeg også oplevet.
En session kan sagtens være meget helende, selvom der ikke rigtig følger nogle erkendelser med. Man kan sagtens få gennemarbejdet en masse perinatalt/fødsels materiale og transpersonligt materiale, uden nogen konkrete indsigter. Effekten varer ved alligevel. Det er i stor stil dette materiale, der skaber spændinger i vores sind.

Jeg har en rejse kammerat, som jeg har dyrket en del psykedelisk terapi sammen med. Han fik under en Svampe session, hvor han indtog 3,5g Azuresence + MAOI et totalt blackout. Han husker intet fra rejsen, fordi den var så kraftig. Han havde det alligevel afsindig godt efterfølgende, da han blev blæst fuldstændig igennem. Han havde ingen mulighed for at arbejde imod.

Efter Grof princippet er det heller ikke nødvendigvis indsigten man går efter. Det er den helbredende effekt, indsigt eller ej.

Min erfaring siger mig også, at egodød, ikke bare er egodød. Der er stor forskel at opleve egodød på de mere milde substancer som Ketamin og 2c-b, også på højdosis sessioner med Psilocybin og LSD. Rent informations mæssigt, er LSD den klare vinder. Jeg synes godt, man kan sammenligne LSD med princippet om en kvante-computer. Man bliver gennemstrømmet med ubegrænset mængde information, med ubegrænset hastighed. Og jeg har den ene vision efterfulgt af den anden. Ved indtagelse af ++400µg LSD på en omgang, kæmper jeg med fødsels materiale, spædbarns materiale, transpersonligt og oplever egodød på de første 3 timer. Efterfulgt af 3-4 timer hvor man egentlig sidder og downloader visdom fra kosmos. Resten af rejsen er ren hygge. Setting har været klinisk terapeutisk liggende på en madras og med bind for øjnene.
Sådan en omgang er svær at opleve på lavdosis eller ren meditation, og kræver mange mange års intensiv meditation, for at opnå det samme.

Jeg mener ikke, at dosering er svaret på alt langt fra. Men det er da klart, at rejsen som udgangspunkt bliver mere intens ved øgning af dosis, og at egodød derved kan forekomme med større sandsynlighed.

Det skal siges, at jeg nok har leget psykedelisk ekstremsport, og at det også har givet mig enkle oplevelser, der ikke var så heldige.

Sidst synes jeg heller ikke, det giver mening at snakke om egoet som fiktivt. Skulle egodøden så være vores eneste virkelighed? Jeg er enig med Plejadestjerne i, at det egentlig er meget problematisk at snakke om disse bevidsthedstilstande, da man ikke har et begreb om sprog, når man er i dem. Sproget har sin begrænsning i modsætning til bevidsthed. Derfor gider jeg sjældent at snakke om mine DMT oplevelser, da jeg mener, det går op i meningsløshed at prøve at beskrive noget, som der ikke findes noget sprog for.

Separat tråd er nok en god ide

Enig, idet at selvet ''jeg'et'' smelter væk og følelsen af identitet og ens verdensopfattelse ændres så drastisk at man begynder at sætte spørgsmål ved det som opfattes, hvad vi opfatter verden med, som du siger konceptet om et eksisterende JEG er væk, alt dette er jo på et plan noget som vi differentiere i vores ego, vi erkender at vi ikke længere kan klynge os til vores ego som vi kunne før, alt sikkerhed vi normalt har skabt os i vores opfattelse gennem vores ego er fjernet.

jeg oplevede ego død som en erkendelse af et ikke eksisterende ego styrede min opfattelse, og da dette blev fjernet blev jeg pålagt at forstå min virkelighed gennem en anskuelse af verden som et levende organisme uden struktur og regler, som mit fine ego ellers havde sørget for hele mit liv, ( er glad for jeg kom hel tilbage fra den tilstand gennem meditation ) .
Men det giver stadig god mening det du skriver plejadestjerne, sætter da tvivl om min tidligere opfattelse af ego død.

_________________
Bonzai guru

Jeg er helt enig. Hvis egodød er ophøret af den 'sproglige maskine', så er den eneste måde vi kan tale om de her oplevelser jo som bruds- eller grænseerfaringer. Som det brud, der markerer grænsen for, hvad der overhovedet er muligt at erfare som indenfor den menneskelige eksistens. Så det giver for så vidt ingen mening at tale om det som andet end den hændelse, hvormed sproget hører op.

Jeg har selv da jeg var nogle år yngre og eksperimenterede meget med høje doser psykedelika været meget interesseret i de mere nihilistiske spirituelle retninger, der talte om egoet som et fiktivt skin og romantiserede bruddet. I sidste ende var det en direkte usund tankegang for mig, fordi jeg mener, at det er en form for fetichisme af den komplette afgrund og en devaluering af vores menneskehed, og den opgave det er at forvalte livet og vores fælles verden.
Vi er uaflasteligt menneskelige, og fanget i den sproglige maskine, og det kan tendere til det neurotiske, at fetichere tanken om at afvikle det. (bare rolig, jeg peger ikke fingre af nogen, jeg taler generelt). Freud ville nok have kaldt det et regressivt ønske om at vende tilbage til moderskødet, den oprindelige præ-ødipale enhed før adskillelsen.
I stedet synes jeg, at det er en værdig opgave at tage på sig, at leve med agt for den afgrundsmæssighed, som hele vores menneskelige horisont og sprog hviler på. At leve som menneske (ego) med en bevidsthed om denne horisonts kontingens.

Jeg skal nok lidt senere lave en separat tråd i filosofi-forummet om egodød, eller måske noget generelt om, hvordan vi kan tale om vores psykedeliske oplevelser. Så kan vi evt. fortsætte dér.

( citat )
Når oplevelsen af enhed med væren bliver stadig dybere og mere permanent,
kan personen opleve det, der inden for de spirituelle traditioner beskrives
som egodød. Netop tanken om egodød er ofte blevet misforstået inden
for psykologien. De spirituelle traditioner beskriver oplevelsen af spirituel
opvågning som egodød, fordi oplevelsen er forbundet med følelsen af, at
hele den person, man hidtil har opfattet sig som, dør.
I et psykologisk perspektiv er tanken om egodød svær at komme overens
med, fordi egoet ikke blot forstås som en identitet, men også som en
funktion. Det er egoet, der gør, at organismen kan strukturere sin tænkning,
omgås andre mennesker og i det hele taget orientere sig udadtil mod verden
og indadtil mod sig selv. I dette perspektiv er tanken om egodød lig med
ophør af egofunktionen, og det giver ingen mening. Det er derfor vigtigt at
være præcis her: De spirituelle traditioner beskriver ikke egodød som ophør
af egofunktion. Spirituelt oplyste mennesker holder ikke op med at fungere
i verden. Egodød beskriver ret beset en oplevelse af at dø bort fra personlighedens
grundlæggende narcissistiske tendens til at stive sin selvopfattelse
af ved hjælp af identiteten med forskellige selvbilleder. Det er dette identifikationsbehov,
der dør i egodøden, hvorefter egofunktionen underordnes en
anden bevidsthedsform, en kvalitativt anderledes måde at være i verden på.
Egofunktionen kan altså fortsætte, selv om egoidentiteten dør.
Spørgsmålet er så, hvorledes denne udvikling i retning af egodød mere
præcist skal forstås, herunder hvad der sker undervejs, og hvorfor det skulle
være nødvendigt at meditere for at fremme denne udvikling?
( citat slut )

_________________
Bonzai guru

Det giver god mening. Der opstår dog en tvivl i mig, når jeg læser dit indlæg. Mener du, at egodøden i sig selv er usund, eller bare din opfattelse af den, som var?
Hvis det første, så er jeg uenig. Egodøden har været uvurderlig for mig, og jeg føler, at den har været sund. Den har opløst en masse spændinger, og frigivet mig for laster. Det at få lov til at ikke eksistere, er en befrielse. Men efter jeg har "ikke eksisteret" i et stykke tid, bliver jeg mættet af freden, og det er smukt at få lov til "bare", at være menneske igen.
Jeg havde som teenager, en meget stor interesse for døden. Det var mystisk for mig, og jeg havde en periode, hvor jeg bogstaveligt talt glædede mig til at dø. Ikke fordi at jeg ikke gad at leve, men af ren nysgerrighed efter at se, hvad døden egentlig betød.
I dag glæder jeg mig ikke til at dø, og jeg føler, at de spændinger er forløste efter egodøden. Nu ved jeg ligesom, hvad det er.

Jeg er enig med dig i, at det handler om at indfinde sig med at være menneske. Men det har jeg gjort, blandt andet igennem egodøden.

Jordforbindelse

Fint citat, jeg kan bare ikke se, hvor du ud fra det har konkluderet, at egoet skulle være fiktivt. Jeg synes ikke, man kan sige, at noget er fiktivt. Det man oplever, er selve eksistensen/virkeligheden. Man kan derimod gerne kalde det hele for en illusion, da man jo kan meditere alt væk. Men illusionen er ikke fiktiv, den er ægte nok. Jeg har også lidt svært ved at se, hvordan det skulle være muligt at fungere/snakke, uden en identitet. Altså fullblown egodød. Det er dog selvfølgelig muligt at fungere, med et meget stort egotab, men det er ikke det samme.

Hvorfor sidder man overhovedet og mediterer i stilhed, for at opnå egodød, hvis det skulle være muligt at snakke imens?
På den anden side giver det god mening, at kalde egodøden for spirituel opvågning, da man stopper med at opfatte sig selv som et værende jeg, altså en man er. Men derimod begynder at opfatte sig selv som et jeg i flow, altså konstant forandring/process. Jeg var en lige før, en anden nu og en tredje om lidt.
David Hume sagde også at jeg´et var en illusion, og at der bare var en konstant gennemstrømning af energi, hvilket jeg ikke er uenig i. Det er bare en pudsig måde, at håndtere dagligdagen på. Det kræver i hvertfald stor omlægning af sproget, og man er sådanset nød til kun at spørge og aldrig forklare. Hvor menneskeligt det er, ved jeg ikke. Men sådan gjorde Sokrates vidst også, i følge myten.

Hvor er citatet fra?

Det sidste, altså opfattelsen. Altså den romantiske fascination med at blive opløst og ophøre med at være menneske.

Jeg har lavet en ny tråd:
https://www.psychedelia.dk/forum/viewto ... 12&t=53573

Jeg har integreret diverse trips på mange forskellige måder. Har ligget i komplet mørke, hvilket tildels var meget skræmmende, men ikke overvældende som sådan. Jeg har brugt skoven som sted rigtig meget, da det har givet mig en form erkendelse af samhørighed med naturen, hvilket i den grad har været positivt. Som i nævner betyder set og settings enormt meget og skal trippe med en god ven, som står mig rigtigt nært. Vi bruger altid uger på at planlægge dagen, så udførligt som overhovedet muligt. - Så føler mig fortrøstningsfuld og klar til endnu et trip ned i underbevidstheden.

- Igen tak for brugbar og troværdig feedback, dejligt for en ny bruger som mig!

_________________
“Our world is in crisis because of the absence of consciousness.”

Det er setting du snakker om TrippyPsychonaut og ikke integration. Integrationen kommer efter rejsen, og kan tage alt fra flere dage til måneder. Afhængigt af hvor intens rejsen har været.

Ellers velkommen til

Jeg synes du skal overveje at vente med at indtage flere psykedeliske stoffer til du bliver ældre. Det kan godt være du har klaret det fint indtil nu og der er da en chance for at det fortsætter således, men du er bare stadig i en alder hvor de ting du gør påvirker din personlige udvikling og jeg vil mene at dine forsøg med psykedeliske substanser kan ændre din personlighed i en retning, som ikke nødvendigsvis er skide heldig. Da jeg ikke selv indtog andet end cannabis dengang er det kun bygget på det. Men jeg mener at jeg i bakspejlet har lukket mig selv inde i en halvpsykedelisk gruppering, hvor vi mente at alle de andre kedede sig og at vi havde det for fedt. Det har da resulteret i et utrolig stærkt venskab i vores gruppe, men samtidig er der flere sociale kompetencer jeg først har tilegnet mig senere da jeg kom ud af mit cannabis forbrug.
Du er i naturlig proces for at finde dig selv, og det synes jeg du burde gøre før du bruger hjælpemidler til at forbedre dig selv. Det er i hvert fald sådan jeg ser de psykedeliske redskaber, de er bedst når man har fundet sig selv og det er der kun meget få på 19 år der har.

Desuden synes jeg også bare du skal spørge dig selv, hvorfor du indtager disse substanser. For de kan bruges både som nydelses middel, terapeutisk og som virkelighedsflugt. Det lyder som om du mener du bevæger dig imellem nydelse og terapi, men når du allerede har indtaget det 10-12 gange synes jeg det lyder som om du gør det lidt for ofte til at det blot er det. Jeg vil mene at en oprigtig respekt for psykedeliske stoffer og den efterfølgende integration kræver 3 måneders pause imellem trips. Hvis du blot dosere lavt 50 ug er det en lidt anden sag. Men når du vil så højt op som du vil, så kan du altså få nogen helt andre indsigter, som kan være utrolig svære at integrere og du kan ende med at det du istedet bliver angst eller trist til mode.

Hovedpointen jeg vil frem til er: "No stress about dose! Why do it now when its better later?"

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark