Plejadestjerne skrev:
Jeg er helt enig. Hvis egodød er ophøret af den 'sproglige maskine', så er den eneste måde vi kan tale om de her oplevelser jo som bruds- eller grænseerfaringer. Som det brud, der markerer grænsen for, hvad der overhovedet er muligt at erfare som indenfor den menneskelige eksistens. Så det giver for så vidt ingen mening at tale om det som andet end den hændelse, hvormed sproget hører op.
Jeg har selv da jeg var nogle år yngre og eksperimenterede meget med høje doser psykedelika været meget interesseret i de mere nihilistiske spirituelle retninger, der talte om egoet som et fiktivt skin og romantiserede bruddet. I sidste ende var det en direkte usund tankegang for mig, fordi jeg mener, at det er en form for fetichisme af den komplette afgrund og en devaluering af vores menneskehed, og den opgave det er at forvalte livet og vores fælles verden.
Vi er uaflasteligt menneskelige, og fanget i den sproglige maskine, og det kan tendere til det neurotiske, at fetichere tanken om at afvikle det. (bare rolig, jeg peger ikke fingre af nogen, jeg taler generelt). Freud ville nok have kaldt det et regressivt ønske om at vende tilbage til moderskødet, den oprindelige præ-ødipale enhed før adskillelsen.
I stedet synes jeg, at det er en værdig opgave at tage på sig, at leve med agt for den afgrundsmæssighed, som hele vores menneskelige horisont og sprog hviler på. At leve som menneske (ego) med en bevidsthed om denne horisonts kontingens.
Jeg skal nok lidt senere lave en separat tråd i filosofi-forummet om egodød, eller måske noget generelt om, hvordan vi kan tale om vores psykedeliske oplevelser. Så kan vi evt. fortsætte dér.
Det giver god mening. Der opstår dog en tvivl i mig, når jeg læser dit indlæg. Mener du, at egodøden i sig selv er usund, eller bare din opfattelse af den, som var?
Hvis det første, så er jeg uenig. Egodøden har været uvurderlig for mig, og jeg føler, at den har været sund. Den har opløst en masse spændinger, og frigivet mig for laster. Det at få lov til at ikke eksistere, er en befrielse. Men efter jeg har "ikke eksisteret" i et stykke tid, bliver jeg mættet af freden, og det er smukt at få lov til "bare", at være menneske igen.
Jeg havde som teenager, en meget stor interesse for døden. Det var mystisk for mig, og jeg havde en periode, hvor jeg bogstaveligt talt glædede mig til at dø. Ikke fordi at jeg ikke gad at leve, men af ren nysgerrighed efter at se, hvad døden egentlig betød.
I dag glæder jeg mig ikke til at dø, og jeg føler, at de spændinger er forløste efter egodøden. Nu ved jeg ligesom, hvad det er.
Jeg er enig med dig i, at det handler om at indfinde sig med at være menneske. Men det har jeg gjort, blandt andet igennem egodøden.
Jordforbindelse
Fint citat, jeg kan bare ikke se, hvor du ud fra det har konkluderet, at egoet skulle være fiktivt. Jeg synes ikke, man kan sige, at noget er fiktivt. Det man oplever, er selve eksistensen/virkeligheden. Man kan derimod gerne kalde det hele for en illusion, da man jo kan meditere alt væk. Men illusionen er ikke fiktiv, den er ægte nok. Jeg har også lidt svært ved at se, hvordan det skulle være muligt at fungere/snakke, uden en identitet. Altså fullblown egodød. Det er dog selvfølgelig muligt at fungere, med et meget stort egotab, men det er ikke det samme.
Hvorfor sidder man overhovedet og mediterer i stilhed, for at opnå egodød, hvis det skulle være muligt at snakke imens?
På den anden side giver det god mening, at kalde egodøden for spirituel opvågning, da man stopper med at opfatte sig selv som et værende jeg, altså en man er. Men derimod begynder at opfatte sig selv som et jeg i flow, altså konstant forandring/process. Jeg var en lige før, en anden nu og en tredje om lidt.
David Hume sagde også at jeg´et var en illusion, og at der bare var en konstant gennemstrømning af energi, hvilket jeg ikke er uenig i. Det er bare en pudsig måde, at håndtere dagligdagen på. Det kræver i hvertfald stor omlægning af sproget, og man er sådanset nød til kun at spørge og aldrig forklare. Hvor menneskeligt det er, ved jeg ikke. Men sådan gjorde Sokrates vidst også, i følge myten.
Hvor er citatet fra?