Hej med jer
Jeg vil sådan set bare lægge op til diskussion om, hvorfor vi ikke behandler fedme med fx methylphenidat eller lisdexamfetamin.
Jeg er i gang med at se endnu en dokumentar (TV2: 'Nadja og de 170 kilo') om fedme. Der indledes med, at 800.000 danskere lider af svær overvægt. Man følger Nadja, der overspiser pga. visse psykiske forhold. Hun er ubenægteligt afhængig af mad og "spiser på alle følelser".
Et spørgsmål der slår mig er, om det er selve dopaminrusen, ved indtagelse af mad, hun er afhængig af. For i så fald kunne man argumentere for, at lisdexamfetamin, eller andre dopamin releasers ville kunne give hende samme kick, få hende til at tabe sig og gøre hende langt sundere. Det åbenlyse problem er selvfølgelig, at vi så har erstattet hendes misbrug med et andet. Men hvis man vejer 170 kg må første prioritet være at tabe sig, tænker jeg. Så måtte man samtidig arbejde med det underlæggende problem og til sidst trappe hende ud af amfetaminen.
Jeg tænker, at et svar, på hvorfor man ikke behandler fedme med stimulanser, kunne være, at stimulanser betragtes som 'narkoin'. Men for helvede altså...... man giver det til børn, hvis de har "ADHD" som er en symptombeskrivelse (og ikke en årsagsdiagnose).
Som udgangspunkt ville jeg virkelig være fortaler for, at man begyndte at behandle fedme/BED med methylphenidat eller lisdexamfetamin. Men igen ved jeg ikke, om der er noget helt åbenlyst jeg overser.... Derfor vil jeg gerne have jeres inputs
