Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 16:07


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 
Forfatter besked
 Titel: Mit Nemesis!
Indlæg: 03 mar 2009 22:42 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 03 sep 2001 01:01
Indlæg: 78
Geografisk sted: Danmark
Overført fra den gamle tripsektion. Skrevet den 09.08.2004

Substans/er: DXM (salgsnavn Dexofan
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Begynder

Dosering og anden informaton om substanserne
2 pakker (1200mg dxm)

Triprapporten

12:30 Tager 300mg dxm.
Går ned i fakta og henter cola.
Har tager 75mg kava kava sammen med morgenmaden.

13:30 Tager yderligere 300mg dxm.
Ingen effekter endnu. Er kommet hjem fra fakta og sætter mig ved computeren.

13:37 Begynder at blive let dxm-fuld.
Skriver sms'er til fam. Begynder at finde noget musik.

13:53 Bliver mere dxm-fuld.
Tid begynder at gå langsomt.
Musik lyder dejligt. Intenst. Dyb. (Dxm Plateau 1)
Begynder at læse tegneserier - jumbobog. Dejlig indlevelse! (Dét har jeg savnet
MEGET!)

14:10 Begynder at få prikken i ansigtet.
Får det varmt.
Trykken om hovedet.

14:28 Perceptionsforstyrrelser -> Proportionsforstyrrelser.
Sidder ved computeren og hører musik. Musikken er ikke længere dyb og intens, men
mere diskant og flad, fjern. (Dxm Plateau 2)

16:15 Tager 300mg dxm mere.
Der er ikke rigtigt sket mere, måske nogle perceptionsforstyrrelser
(afstand/balance/proportion/retning), men mærker ikke til det. De keder mig, og
selvom de skulle opstå registrerer jeg dem ikke rigtigt mere.

17:00 Tager yderligere 300mg dxm. (Sidste dosering!)

17:18 Der er ikke sket noget nyt.
Har hygget mig med jumbobog og musik.

Her slutter mine notater. Resten af min beretning om trippet bygger på mine erindringer.

17:30 (ca.) Begynder at støvsuge i min lejlighed.
Det var meningen at jeg skulle komme hjem til mine forældre i løbet af
eftermiddagen, så jeg kan ikke trække støvsugningen ud længere.

17:50 (ca.) Min far ringer for at høre om hvornår jeg kommer ?? De tager afsted for at se
Revy om en halv times tid, så de er nok kørt når jeg kommer. Han spørger om jeg vil
optage noget for dem i fjernsynet, kl.20:00 - Det er fint nok, og vi aftaler at vi
ses senere på aftenen.

Jeg skynder mig at støvuge videre og tænker ikke videre om min tilsyneladene mere påvirkede tilstand. Det sidste jeg kan huske inden mit mareridt - mit nemesis - begyndte, er at jeg standser op på vej ud af døren til cykelskuret for at tage vanter på (ca. kl.18:45-19:00) (Dxm Plateau 3).


Lige pludselig "vågner" jeg op - stående ved siden af en cykel, en gammel og rusten cykel, på et hjulspor af en vej. Jeg kan ikke mærke min krop, kan ikke mærke cyklen som jeg står og støtter mig til. Jeg er ENE og FORLADT og der er ikke en sjæl at se i miles omkreds. Jeg føler mig TOTALT FORTABT og FORLADT, for evigt....!!!
Impulser fra dagen før blander sig og jeg føler at jeg skulle et-eller-andet med kfum/k (hjalp til med ungdomsdisko fredag aften inde på kfum/k), imens den altoverskyggende følelse af at være FORTABT bliver ved - jeg føler det som om jeg er blevet efterladt.

Jeg prøver at lukke øjnene og vågne! Dette kan KUN være en drøm, et mareridt af de værste. Intet sker. Da jeg atter åbner øjnene er alting det samme! Jeg befinder mig på det samme ensomme sted ALENE. Det er UBEHAGELIGT!!! Jeg kan ikke vågne og slippe ud af dette mareridt! Hvad sker der ?? Er jeg fanget her, i denne tilstand for EVIGT ?? Jeg prøver at bede om hjælp (og det kan ikke siges at jeg er et religiøst menneske - jeg ved at der er noget, som ikke kan forklares med denne verdens videnskabelige regler, men tror ikke på nogen egentlig religion). INTET hjælper....

Efter en tid at have stået stille på denne måde, falder det mig pludseligt ind at prøve at bevæge mine fingre, for at få en fornemmelse af at holde ved cyklen - OG det lykkedes!! Langsomt får jeg en fornemmelse af at holde ved sadlen på cyklen, og kommer i gang med at gå videre. Så kommer jeg til en vej, og der kommer nogle biler. Jeg har ingen mulighed for at bedømme afstanden til bilerne, og venter derfor til de er helt væk før jeg går over vejen. Jeg kommer et stykke videre, også over endnu en befærdet vej, men så går jeg i stå igen.

Atter overvældes jeg over ikke at kunne føle at jeg holder ved cyklen, og prøver at vågne fra denne, mareridtsagtige drøm! Der er INGEN udvej, INGEN hjælp af hente nogen steder! Jeg er ALENE og må klare mig selv! Efterhånden er jeg begyndt at blive ret tørstig, og begynder at tænke på hvor der mon kan være noget at drikke, om jeg mon ikke skulle have noget drikkeligt med mig (Jeg tømte min drikkeflaske inden jeg tog afsted for ikke at slæbe på for megen unyttig vægt - til min tore fortrydelse bagefter!), men jeg finder intet. Det hele er bare så mareridtsagtigt!

Til sidst begynde jeg igen at bevæge fingrene og mærker sadlen på cyklen. Igen får jeg tvunget mig selv videre - kommer til at tænke på hvad klokken mon er blevet ? Jeg får tager mine handsker af med stive, følelsløse fingre og ser på min mobil. Ser tallene på mobilen, men de siger mig ikke ret meget (måske noget med 20:..), blot registrerer jeg at der tilsyneladene ikke på nogen måde er gået så lang tid, som jeg selv tror.
Jeg vakler videre, og får også fundet cykelstien.

På et tidspunkt kommer jeg til en lille asfalteret vej, som krydser cykelstien, og ANER ikke hvor jeg er havnet ?!? Jeg stopper op op ser mig omkring uden det store resultat, men så får jeg øje på en jernbanebro og synes at vide at jeg er på rette vej - ihvertfald fortsætter jeg.

Mine pinsler er langtfra ovre for pludseligt får jeg øje på nogle vindmøller - og igen overvældes jeg af en følelse af IKKE at ane hvor jeg er og hvor jeg er på vej hen - men genkender landskabet - PÅ DEN MODSATTE SIDE AF BYEN! Jeg har ingen ideer om hvordan jeg er havnet der, men fortsætter....uden nogen tro på at mine lidelser må komme til ende, men blot for at gå, gå fremad, for at fortsætte...

Så kommer jeg til nogle jordbunker, og tror fejlagtigt at der er tale om en nyanlagt motorvej - med det resultat at jeg endnu en gang tror at jeg i min omtågede tilstand har gået forkert og ALDRIG vil finde hjem igen, faret vild i en evighed....
Utroligt nok fortsætter jeg, venter hvert øjeblik at se lysene fra byen, men der kommer ingen lys. Jeg føler mig FORTABT!

Utålmodig som jeg efterhånden er, for at finde hjem, til trygge, velkendte omgivelser, prøver jeg at sætte mig op på cyklen for at prøve at cykle - men jeg har INGEN balancesans og kan derfor ikke cykle. Efter et stykke tid prøver jeg atter at sætte mig op på cyklen - og mirakuløst nok lykkes det mig at cykle, vaklende, slingrende, men dog cyklende. Det er meget hurtigere, og jeg kommer ret hurtigt frem. Jeg har dog problemer med at holde mig inden for cykelstien, for den hælder til venstre og er meget skrå og svær at køre på (synsforstyrrelser). Jeg er hele tiden nervøs for at der skal komme modkørende, for jeg har kun meget lidt kontakt med min krop, som sidder på cyklen, og føler ikke at jeg kan bremse / dreje om nødvendigt, bare køre ligeud (HASARDERET kørsel!!!).

Der er igen gået MEGET lang tid og jeg undrer mig lidt over at mine forældre ikke har ringet og hørt om hvorfor jeg ikke er kommet frem endnu. Tænker/føler på et tidspunkt at de har meldt mig forsvundet, og at der er en eftersøgning igang efter mig (der kører en bil forbi på vejen). OMSIDER kan jeg se gadelysene, og jeg får fornyet håb - måske der er en chance for at komme HJEM !!?! Jeg cykler til og kommer hurtigt helt ind til byen. Der er ikke en sjæl at se nogen steder. Og heller ingen biler. Meget heldigt, for jeg har stadig ikke megen kontrol over mig krop og føler mig ikke i stand til at kunne bremse / styre udenom en bil.

Snart er jeg ved at være helt hjemme, og kører fuldstændigt hasarderet ned af en bro over jernbanen, og det sidste stykke hjem til mine forældres hus. Uden den vilde glæde får jeg låst op og kommer ind i huset - overbevist om at mine forældre er kommet hjem for længst og er gået i seng. Jeg får slukket min tørst ude på badeværelset, hvor jeg får lejlighed til at se min tilstand: Fråde om munden, halstørklædet hængende løst om halsen og et vildt udtryk i ansigtet. Godt jeg IKKE mødte nogen undervejs!! Jeg finder ud af at klokken kun er lidt over ni, og at det altså tog ca. 2 timer at komme hjem. De første 2/3 af vejen stjal nok det meste af tiden, for den sidste del cyklede jeg - og jeg har nok kørt pænt hurtigt - for i denne dxm-påvirkede tilstand mærker man ikke kroppens udmattelsessignaler / eller noget som helst om kroppens tilstand i det hele taget (Det frøs 2-3 grader på turen hjem, jeg mærkede intet, udover min tørst og den manglende kontakt til min krop).

Tænker at jeg på en-eller-anden måde under turen er havnet i et alternativt univers og at mine forældre aldrig vil komme hjem igen. Spekulerer dog ikke yderligere over det og sætter mig til at se fjernsyn, som jeg ikke fatter en brik af. Senere (ca. 23:30) kommer mine forældre hjem igen. Mareridtet er ovre!

Tanker efter trippet:

Mage til SINDSSYGT, MARERIDTSAGTIGT dxm-trip skal man lede længe efter!!! Jeg kan IKKE anbefale dette til NOGEN. Medmindre man absolut har lyst til at pine sig selv på et ikke-fysisk plan. Det at påføre sig selv smerte er INTET i forhold til dette - i forhold til at være FANGET i AL EVIGHED, uden kunne føle sin krop, uden at kunne foretage sig noget for at lindre smerten, og hjælpe sig ud sin situation. Uden NOGEN hjælp, ALENE, FORTABT og FORLADT!!! Kendskabet til at lade sig flyde med strømmen nytter INTET! For når der ikke er nogen strøm/impulser/musik er det hele bare en STOR, EVIG INTETHED!!! Jeg har ofte erklæret at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle opleve denne følelse af at ens krop ikke har nogen udstrækning, ingen proportioner!! Men det skete ikke! Gudskelov!

Uha! Det gyser i mig, når jeg sidder og skriver dette ned. Men det skal skrives ned! Sådan nogen glemmer man ikke, måske det kan være en læresteg, hvad angår mit dxm-forbrug ? Jeg tvivler! De første par dage - ja, så længe virker det, men derefter har jeg lige så stor lyst til dxm som sædvanlig. Noget i mig synes endda at være inspireret af denne tur - og ønske at forsøge det igen....uden tvivl min selvudslettende side. Det eneste jeg kan gøre er at forsøge at undgå det.

Det er utroligt at der ikke skete noget på vejen hjem! (Jeg væltede ikke engang og gjorde mit tøj beskidt!) Jeg kørte de sidste 3-4 kilometer hjem, fuldstændig hasarderet, uden at kunne styre og bremse, men jeg mødte ingen! Mine forældre synes at mene at der var en der holdt hånden over mig - og det er måske rigtigt nok - men min egen indstilling er at jeg skulle straffes, dog uden at der skulle ske mig noget fysisk (Mit Nemesis).

Nu, efter et par dage kan jeg stadig fornemme den stærke følelse af at være FORLADT, hvis jeg befinder mig på et ensomt, øde sted (d.v.s. hvis der ikke er mange huse eller både huse og mennesker til stede i mit synsfelt), og jeg har IKKE lyst til at tage hjem til mine forældre efter mørkets frembrud, for på den måde vil jeg komme til at køre samme rute som under mit nemesis! Måske senere, men ikke de første par uger.

Min bekymring går nu lidt på hvad jeg utilsigtet kan komme til at udsætte mig selv for, rent psykisk. Tendensen er at oplevelserne bliver stærkere og stærkere, og - indtil videre - at der aldrig sker noget alvorligt. Hvor ender det ? Jeg overraskes altid over at der tilsyneladede er en stadig stærkere intensitet når jeg oplever noget sådant. Og omvendt - hvor langt ned kan man komme hvad angår psykisk stabilitet ? Hvor er grænsen for sindssyge ?

Jeg kan IKKE sige at jeg ønsker at stoppe mit forbrug af dxm! Aldrig! Alene tanken derom gør mig deprimeret! Men så er spørgsmålet måske om jeg ønsker at være deprimeret eller sindssyg ?!? Fuck det, jeg kan IKKE vælge!!! Så hellere dø!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 24 apr 2009 10:10 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 22 okt 2005 17:10
Indlæg: 60
Syntes du skal skylle dit DXM ud i lokummet...
Ellers utrolig velbeskrevet fortælling, kan sagtens nikke genkendene til mange af dine tanker. Får fornemmelsen af at det var "en hård omgang".
På den ene side lyder det som om du aldrig har oplevet noget så forfærdeligt (og måske endda farligt) som dette - på den anden side ønsker du at forsætte dit forbrug af stoffet. Til spørgsmålet om hvor langt ned man kan komme rent psykisk, vil jeg nok sige at der ingen grænse findes... Du kan miste både forstanden og fornuften !
Pas på dig selv og dem du holder af!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 28 apr 2009 02:52 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 29 feb 2008 01:55
Indlæg: 1
Geografisk sted: Danmark
WOW! virkelig vild fortælling, to mig selv i at skraldgrine og gyse indtil flere gange. kan se det for mig. ved ikke rigtig hvad DXM er men jeg kender godt den der trang til eksperimentere med det yderste indenfor den metafysiske verden. nu er jeg selv meget eksistentielt anlagt og et eller andet sted trods al den lidelse du har gennemgået har du jo også oplevet den universelle enormitet. STOR STOR INGENTING! som hang du i en rumkapsel langt udenfor ydergrænsen af universet. jeg lyder måske hybris men den totale følelse kunne jeg godt tænke mig til en vis grad at føle på egen krop. MEN alle mennesker her et bristepunkt fysik som psykisk. jeg tror du har haft spændt buen ganske få kilo pond før knæk.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 4 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team