Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 16 dec 2019 12:19


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 16 jul 2008 04:14 
Offline
Psychedelia bot
Brugeravatar

Tilmeldt: 01 jun 2008 16:04
Indlæg: 1
Information:
orginal poster:Mælkebøtten
dato:06.10.2002
dosis: 2 microdots
styrke: +++
setting: Fest

bruger rapport:
Der var anlægsfest i den by, jeg boede i dengang - det er godt fire måneder siden. Jeg skulle holde forfest, men kunne da ikke se noget i vejen for lige at droppe en enkelt lille microdot sammen med kæresten, inden gæsterne ankom ved ni-tiden.
Trippet begyndte at kunne mærkes efter en god times tid, og som altid på syre føltes det, som om jeg kørte opad i en rutschebane. Jeg sad bare helt stille i sofaen og lod festen og gæsterne passe sig selv, mens jeg blev mast flad af farten. Jeg gik nedenunder og lagde mig på stuebordet, hvor jeg begyndte at spille Labyrint på min mobil - et 3D-spil, som under syrepåvirkning er fuldstændig umuligt at finde ud af. Det blev så heller ikke lettere af, at displayet på telefonen forekom flydende og åndende, ja, faktisk i live. Jeg gik ovenpå til gæsterne igen og satte mig i et hjørne af sofaen, hvor jeg undrede mig over etiketterne på ølflaskerne - ganske overbevist om, at de altid plejede at være grønne, men måske var Carlsbergs nye look virkelig - regnbuefarvet???

Ved midnatstid var selve opturen med rutschebanen forbi, og trippet føltes rart. Der var mange farver i rummet, og folk var enten grønne, orange eller røde i hovedet, men ellers var trippet forholdsvist stille og roligt. På det tidspunkt begyndte folk at snakke om at tage op i anlægget, hvor der var tivoli. Gæsterne ville køre derop, men jeg blev stædig
- nok mest på grund af trippet - og ville partout gå. Så det endte med, at jeg fik min kæreste med på det - det tager kun cirka ti minutter. Vi var dog ikke nået ti meter hen ad gaden, før han sagde: "Hey, se lige her" - og bøjede sig frem mod mig og rakte tunge. Dér lå der et frimærke fra vores drug collection. Jeg blev rasende (sådan virker syren på mig) - hvad bildte han sig ind at droppe mere uden mig? Så jeg gik hjem igen og fandt en microdot til, som jeg, mere demonstrativt end egentlig af lyst, droppede. Vi nåede igen kun cirka ti meter hen ad gaden, før min kæreste spurgte: "Hvad var det egentlig lige vi tænkte på, da vi droppede igen?"

Det kunne jeg ikke svare på, for jeg var i rutschebanen igen, og inden vi nåede op i anlægget svævede jeg. Oppe i anlægget var der rigtig mange mennesker. Det lykkedes os at finde vores venner - et mirakel, vores tilstand taget i betragtning. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde været blæst (for blæst - DET var jeg!!!), så havde det været kedeligt, men under syretrippet var der så meget at kigge på. Der var en masse lys og farver, og ude over anlægsdammen hang der farvede pærer. Min kæreste og jeg stod mest bare og kiggede, engang imellem på hinanden, mens jeg overhovedet intet fattede, og når vi mødte hinandens øjne, tog vi hånden op til hagen og sagde "hmmm...." Ind imellem fortalte vi også hinanden hvor mange flotte farver og sjove figurer der var.
Vores venner begyndte hurtigt at kede sig og ville ned i byen, så vi besluttede os for at gå med dem. På vej tilbage gennem anlægget begyndte folks ansigter at forvrænges, så alle mennesker lignede aliens, der kom gående. Underligt nok så en af mine venner helt normal ud for mig, så når jeg ikke længere kunne bedømme, om folk virkelig skulle ligne rumvæsner i hovedet, eller om det bare var syren, der fuckede med mig, skulle jeg bare se på hende.

For at komme ud af anlægget skal man igennem en skov, men på det tidspunkt var jeg virkelig så blæst, at jeg ikke kunne se for bare hallucinationer. Min fyr og jeg snublede afsted med hinanden i hånden i fuldstændig mørke gennem skoven, mens der var skovfolk, der rakte hænderne ud efter os (sådan så det i hvert fald ud!). Vi råbte på vores venner, der gik et stykke foran, at de skulle vente, og jeg kunne kun se dem som gennem en tunnel, hvor der var lys for enden. Endelig nåede vi ud på vejen. Da var jeg så blæst, at jeg ikke engang kunne snakke længere. Jeg forsøgte at forklare de andre noget om udsmideren på det lokale gå-i-byen-sted, og de var virkelig tålmodige, men hver gang måtte jeg opgive af latter. Jeg kunne danne sætningen inde i hovedet, men ikke få den ud, og jeg grinede til sidst så meget, at jeg ikke kunne gå. På det tidspunkt var det sjovt bare at se de andre gå foran og være irriterede på mig.

Vi kom forbi en bager, og så stoppede de andre op og ville have nybagte håndværkere, for det var lige tid for det. Vi satte os på en bænk og ventede og begyndte at diskutere forskellen på varmelamper til pizzaer og varmelamper til smågrise, og en af vores venner, der var kanonstiv, påstod hårdnakket, at det var det samme. Jeg var så for blæst til at diskutere, og desuden grinede jeg for meget. På det tidspunkt så jeg alting i sort/hvid. Mig og min kæreste tilbød at hente håndværkere til de andre, og de gav os penge (dumt gjort: giv aldrig penge til folk der tripper!!!), og vi øvede os på at sige "en håndværker" hele vejen over til bageren, for det skulle jo helst lyde så normalt som muligt. Vi bankede på, og da bagerdamen åbnede døren, brast jeg sammen af grin igen. Vi formåede på en eller anden måde at få gjort vores køb, men så opstod der et nyt problem: vi betalte med en tier, men skulle vi vente på byttepenge for den - for en tier er da byttepenge i sig selv? Vi besluttede os til at gå, for ellers ville vi også bare se nærige ud, men da vi kom tilbage til de andre stod der en affaldstønde, som præcis lignede en stor, åben mund, så min kæreste tog håndværkeren og fyrede den ind i skraldespanden. Min stakkels sultne veninde så på os og spurgte: "Var det min håndværker - og hvor er mine byttepenge?" Nyt latteranfald.

Strøtanke midt i trippet: hvor forunderligt, at mennesket kan styre og kontrollere en stor maskine som bilen... (BRÆNDT AAAAAF!!!!)
Vi nåede omsider ned i byen, jeg var stadig for blæst til at kunne snakke, så når folk henvendte sig til mig, kunne jeg bare stå og smile venligt. Må have set virkelig underligt ud: kanonstore pupiller, smil over hele femøren og iført rulamsjakke på et overfyldt dansegulv (tripperikkesærligtmeget). Der var vanvittigt mange mennesker derinde, og det var så overvældende, at jeg var bange for at blive trampet ned. Derinde så folks ansigter ud som når man ser dem i et spejl langt væk - der var nogle usynlige linier i luften, så alt efter hvor højt oppe eller langt nede jeg så folk, havde de lange pander, næser eller hager. Min fyr og jeg besluttede os til, at det var for overvældende for os, så vi gik hjem, hvor vi fik en lille fråder på. Desværre var der næsten ikke noget at spise udover blommer, og da vi fandt en rådden, turde vi ikke spise dem. Vi sad og stenede lidt, men så kom min mor og hendes fyr hjem fra byen - heldigvis for stive til at fatte noget som helst. Vi fik dog et godt grin over, at min mor i sin brandert (eller i vores trip) lignede et stort dyr, der ledte efter mad - og fandt det: den rådne blomme, som vi havde lagt ved siden af frigtskålen, for at man IKKE skulle tage den.

Vi besluttede at gå en tur, da der ikke var andet at lave, og vi gik op i anlægget igen. Undervejs forsøgte min fyr at lære mig at kaste blommer, og han satte mig grundigt ind i teknikken. Desværre var jeg for blæst til at kunne fatte det, og det er jeg ked af nu, for blommekast er jo virkelig en uvurderlig og vigtig kunst og sport. Oppe i anlægget satte vi os ved søen, hvor vi trippede hver for sig, jeg undrede mig til stadighed over naturens skønhed og de lilla, vinkende blade på træerne. Efter en halv times tid (eller mere? Umuligt at bedømme) gik vi ned i byen igen, og der mødte vi en af vores venner, som havde været nede i byen. Klokken var omkring fire på det her tidspunkt. Vores fulde ven ventede på, at bageren nu skulle få sneglene klar, for han ville have en høj snegl, og da opstod der en ny situation: at forklare en blæst forskellen på en høj og en lav snegl er ikke en let sag, det kan vores ven skrive under på. Jeg endte med at komme til den konklusion, at alle sneglene måtte være høje fra starten af, indtil der kom noget tungt oppefra og maste dem "så de blev flade og fyldte mere og ikke smagte så godt som de høje snegle". Men den konklusion tog vel godt en halv time at komme frem til. Min fyr og jeg var imidlertid blevet nysgerrige efter al den sneglesnak, så vi bestemte os for, at sådan en ville vi også have. Vi gik hen for at købe en - stadig ret blæste, men nu i stand til at styre vores trip; troede vi da, for da døren blev åbnet, stod der den underligst udseende dreng, jeg endnu har set i mit liv - blæst eller ej. Vi afgav bestillingen på en høj snegl, og da drengen gik, spurgte min kæreste: "Er det bare mig, der tripper for vildt - eller ligner den dreng et insekt?" Mit trip havde ikke snydt mig, han lignede rent faktisk et insekt.

Nuvel, sneglen smagte himmelsk - det gør alting jo ovenpå syre (under mit første trip var en ostemad på tørt rugbrød det lækreste, jeg har fået i mit liv), og vi gik en lille tur sammen med vores ven, mens vi nød sneglen. Undervejs stoppede min kæreste pludselig op, bukkede sig ned og stirrede undrende på noget, der lå på vejen. "Nej, hvad fanden er det?" spurgte han, og vi andre stirrede også på den udefinerbare, i mit trip fantastiske, hvide/grå klat. "Det er noget hvidt gris!" konstaterede vores ven, og så gjorde han noget, der i vores trip var fuldstændig uforståeligt: han sparkede til det! Vi protesterede højlydt, men vores ven trak bare på skuldrene og sagde: "Det er jo ligemeget! Det er bare hvidt gris!" Hvilket det jo på ingen måde var for os. (Det skal lige tilføjes, at det i dag stadig er os uvist, hvad det egentlig var for noget hvidt gris.)

Vi gik hjem; på det her tidspunkt var trippet nået til det rolige, stilfærdige, eftertænksomme. Min kæreste satte sig i sofaen, jeg stod bare på gulvet og trippede; stuen virkede som en lille kasse, som vi kun lige akkurat kunne være i. Jeg satte mig på hug foran min kæreste, og vi så hinanden dybt i øjnene, og jeg havde aldrig, hverken før eller siden, set noget smukkere. Han lignede den græske Adonis; han var faktisk så smuk, at jeg begyndte at græde. Vi gik i seng, ude af stand til at falde i søvn, men bare fordi der ikke rigtig var mere at lave. Jeg var rolig, afslappet, afklaret med hele min verden, for jeg havde fået tænkt mange ting igennem i trippets sidste del.
Sådan har jeg det altid i et syretrips sidste del, og selv om alle mine syretrips har været fede, vil dette trip være det jeg husker som det fedeste.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 7 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team