Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 29 mar 2024 00:00


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 16 jul 2008 04:54 
Offline
Psychedelia bot
Brugeravatar

Tilmeldt: 01 jun 2008 16:04
Indlæg: 1
Information:
orginal poster:mælkebøtten
dato:10.03.2004
dosis: 2 Renæssance-mærker
styrke: +++
setting: Hos venner

bruger rapport:
Jeg skriver denne triprapport på baggrund af Oddens lignende om egodød på svampe. Jeg er lidt usikker på styrken, da jeg ikke synes, oplevelsen var helt stærk nok til ++++, men alligevel stærkere end +++. T og jeg havde en lørdag aften besluttet at droppe syre sammen med W - meningen var, at det bare skulle være et hyggetrip, så udstyret med "flyverbog" dobbeltdroppede vi og gik over til W., hvor trippet skulle finde sted.
Jeg er vant til syretrips og havde før dette trip taget helt op til fire mærker, men altid kun ét af gangen. Vel ankommet hos W røg vi en del blunts, mens vi ventede på come up'et. Imens så vi "Mission: Julegave" med Arnold i fjernsynet, og jeg kunne efterhånden mærke, at jeg blev mere og mere blæst.

Der blev røget flere blunts, og jeg begyndte at mærke en lille spirende fornemmelse af panik eller ubehag inden i. Jeg var efterhånden også blevet så skæv/blæst, at jeg ikke engang fattede "Mission: Julegave" (!!!). Jeg prøvede at berolige mig selv, prøvede at grine ad mig selv og sige "stop det nu, du er bare monsterblæst", men jeg kunne alligevel ikke udelukke fornemmelsen af at være ved at "lose it". Jeg begyndte at få fornemmelsen af, at jeg for altid skulle have det sådan her, at jeg altid skulle være bange (uden egentlig at vide, hvad jeg var bange for). Jeg sagde til T, at jeg ikke havde det særlig godt, og vi prøvede at aflede mine tanker ved at tegne i flyverbogen, men det faktum, at jeg ikke kunne se, om jeg rent faktisk tegnede noget eller ej, gjorde ikke noget godt for min situation. Der var på dette tidspunkt vel gået to timer efter at vi havde droppet.

Jeg prøvede endnu engang at berolige mig selv, og samtidig kunne jeg også se, hvor latterlig jeg måtte virke på omgivelserne, fordi der jo rent faktisk ikke var noget at være bange for, men det fik mig nærmest bare til at få det endnu værre, og til sidst var jeg så tæt på panik, at jeg overtalte T til at gå udenfor med mig. Min angst, som jeg før ikke kunne rette mod noget bestemt, havde forvandlet sig til regulær dødsangst, og jeg tænkte, at det nok ville hjælpe at få lidt frisk luft.

Det hjalp lidt, da vi kom udenfor, og T gjorde virkelig hvad han kunne for at aflede mine tanker, bl. a. ved at snakke opmuntrende til mig og forsøge at få mig til at grine, men jeg var stadig skidebange, faktisk mere end før. Vi nåede hen til en græsskråning, som vi satte os på, og jeg prøvede, nu halvvejs grædende, at sætte ord på min angst, fortalte at jeg var bange for at dø etc. T prøvede at overbevise mig om, at jeg ikke skulle være bange, at jeg ikke KUNNE dø, men det føltes alligevel som om jeg var begyndt at svæve væk fra ham, og jeg græd og var meget melodramatisk og greb fat i ham og sagde at jeg var ved at forlade ham.

Jeg ved ikke hvor længe vi lå på græsskråningen, men det var i december måned, og jeg vidste, at jeg burde fryse, selv om jeg ikke gjorde det. Jeg trængte til at være et sted, hvor jeg kunne føle mig tryg, så jeg spurgte, om vi ikke skulle hjem til T. Turen derhjem kan jeg ikke rigtig huske. Da vi nåede derhen lagde jeg mig på sengen, og det føltes, nu endnu kraftigere end før, som om jeg ved at glide væk rent psykisk (jeg kan ikke forklare det anderledes). Jeg lå med lukkede øjne, og T ruskede i mig. Hans stemme lød, som om den kom langt væk fra, og jeg åbnede øjnene og kiggede på ham.

Han spurgte, om jeg ville have noget beroligende, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Han sagde, at mit trip nok ville forsvinde, men det var også bare det eneste, jeg ønskede på det tidspunkt. Jeg ville bare ud og væk fra det. T gav mig to Ibuprofen, og en halv time efter var jeg beroliget. Der var stadig lidt visuals tilbage, men ellers var trippet fuldstændigt forsvundet.

Nu bagefter fortryder jeg på en måde, at jeg tog de beroligende piller, for jeg tror ikke, jeg fik den oplevelse ud af det, som jeg ellers ville - og den "sjælens renselse", som man kan opnå efter et sådant trip, er jeg nok også gået glip af. Jeg tror ikke, man kan fremprovokere trips som dette, men hvis jeg oplever det igen, vil jeg lade mig flyde med. Jeg tror nemlig, det er det, det gælder om, i stedet for at sætte sig imod og prøve at styre trippet.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 12 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team