Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Tomklang
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=42&t=25214
Side 1 af 1

Forfatter:  Ayers Rock [ 16 jul 2008 07:06 ]
Titel:  Tomklang

Information:
dato:27.11.2007
dosis: 300-350 mikrogram
styrke: +++
setting: Hjemme

bruger rapport:
Tomklang



Jeg! En hedonist. Et menneske i konstant stræben efter højere lykke, der i eufori efter succes aldrig stopper.

Jeg havde længe overvejet, at få vejet mit liv på godt og ondt. Jeg har til tider lidt for mange tråde i mit liv, og ikke altid synes jeg at finde den røde. Kort sagt havde jeg længe overvejet et hæsblæsende lsd-trip.
Det var en lørdag som de fleste andre. Jeg ligger stille og roligt med min computer med ryggen til min kammerat. Jeg sagde ikke særlig meget. Der stod lidt for mange askebægre på bordet. Tøjet flød lidt hist og her, pizzabakkerne var der stadigvæk.
Vejret var i og for sig meget frisk. Det var i hvert fald ikke videre dårligt. Vinden tog fat i rækketræerne, og algerne groede i bedste velgående op af det halvt grønne, halvt hvide stakit.

Jeg rydder op.

Klokken er nu 15.20 og vi gør klar til afgang. Tag venligst jeres blæserhatte på, ifør jer jeres mest glinsende, skingrende, absurde tøj. Brug knæklys, sæt noget ”tripmusik” på og dupliker bedst muligt Dr. Gonzos adfærd. Vi tager lsd!
Jeg indtog 1¾ syremærke (300-350 mics.), min tripkammerat 1 sukkerknald (100-150 mics.) Vi røg lidt fede, så det skulle utvivlsomt nok blive sjovt.
Allerede et kvarter efter indtagelse, begyndte jeg at fornemme et humørskift associeret fra den subtile cannabisrus. Mit humør gik kun i en retning, op ad. Jeg vidste at jeg skulle trippe. Det var utvivlsomt denne inducerede lykkes greb om min underbevidsthed, der forførte mig til denne ganske afslappede opstemthed. Da jeg havde tulret lidt rundt, gjort klar til at lave te og duplikeret adfærd lagde jeg mig ned.

Vi lå ved siden af hinanden. Hvad mon der skete? Hvad mon der ville ske?
Jeg satte mig til at youtube film som fx. ”stupid walrus”, ”walrus masturbating” og ”orangutang masturbating”. Meget dumt og meget underholdende. Flæk-af-grin værdien af disse film skal i hvert fald ikke undervurderes på syre. Jeg fandt nogle fraktaler som jeg havde bookmarked fra en tråd på psy.dk (http://www.fractal-recursions.com/files/anim/anim.html). De var nemme at leve sig ind i, og det så meget fascinerende ud, sammen med de knæklys vi pillede lidt rundt med.

Manden bag det store skrivebord bankede skiftevis for og bagenden af sin kuglepen ned mod bordpladen. Han kiggede lidt efter hende... ”Lucy?” kaldte hans øjne tavst. Hun var ikke kommet hjem endnu, men hvor glædede han sig bare til at elske. Nærheden, forførelsen og kontrollen... Som et lille barn der vil have bryst.

Maskinen var gået i gang. Så meget vidste jeg. Desværre kan det som i mange andre sportsgrene tage tid før kampen starter. Det samme gælder for lamfighting. Jeg besluttede mig for ikke at vente. Det gad jeg ikke. Det var jo ikke nødvendigt!
Vi satte os til at spille Tekken 5. En klassiker. Spillet over alle spil. Det skulle dog heller ikke tage lang tid før controlleren greb om mine hænder, og i samarbejde med spillets minimumkrav, til 120-140 BPM trance lignende numre førte til kompetetiv eufori. Efter nogle hurtige kampe med svingende koncentration og en krop der er ved at løbe af sted under en, er vores eufori stadigt stigende.

”Fuck, hvor er det vildt!” sætningerne bliver fyret af.

Jeg kigger ind i den matte tv-skærm. Der er ikke noget på, men heldigvis er jeg selv ved at være tændt, så betydningen deraf vil jeg karakterisere som ringe. Else Marie Pades elektroniske værker satte en bizar stemning over det hele. Lyset fremviste spektre der ikke var tilstede før og skygger blev hullede. Jeg husker ikke klart hvad det var, men der var et eller andet ved væggen der blev uhyre interessant. Jeg siger ikke så meget lige nu. Jeg sidder mest af alt og underholder mig selv med mit syn, jeg tænker på hvilken type fyrværkeri jeg kommer til at finde. En gang i mellem kigger jeg op på min kammerat. Hans blik vandrer som kastet, ude i luften. Hans krop og hans hoved ser lidt fordrejet ud. Bizart.

Jeg lægger mig på et tidspunkt stille og roligt over i sengen. Kigger op i loftet, på de mønstre som jeg ikke før havde lagt mærke til at lampen skød af sig. De dansede for mig, de små molekylært formede tern. Desværre er rød den første farve der forsvinder når man dykker ned i dybet. Jeg så efterhånden kun klare, gule, blå farver og et misfornøjet ansigt.
Hvor min kammerat startede med at grave for at finde disse negative energier var mig en gåde. Jeg fornøjede mig til en vis grad stadigvæk, men kommentarer og spørgsmål drejet mod ens væren og foretagen, skubbede efterhånden mit humør fra meditativ eufori over mod en mere sympatisk samtalepartner. Jeg følte mig stadig ved godt mod, men når min næreste ven og kammerat ytrer livsforagt overfor den mentale position man mildest talt står til halsen i, i de kommende 16 timer er jeg sårbar. Ganske selvdestruktivt husker jeg klart sætningen, der var med til at ryste og fundamentere de lange nattetimer: ”Jeg kan ikke lide lsd og jeg synes at det her trip er nederen!” Der satte sig en stor sort, tung klump i halsen på mig og en byrde trykkede mod mit bryst. Essensen af hvad disse negative energier sammenbragte var et ønske om søvn. Oh, du ynkelige eskapisme!
Han tænkte alt for meget. Han forholdte sig alt, alt for meget til sig selv. Men hvad er der at have det så skidt over? Hvilken ulykke har denne tilstand frembragt som ikke var tilstede før? Jeg kunne, og kunne ikke finde svar. Der var en grundlæggende angst for at leve. Men angsten synes ubegrundet, da jeg i flæng kunne nævne et hav af grunde til at leve og være lykkelig derfor. Jeg følte ikke for alvor endnu, at jeg havde ramt bunden, men jeg kunne mærke at jeg kun havde hovedet over og en sten bundet til foden. Jeg følte på en måde fortsat, at jeg havde en guddommelig, flyvsk fornemmelse i kroppen der afspejlede det positive. Det virkede blot inhumant på mig, ikke at lade det opfange min kammerats desperate søgen efter svar på livets mening.
Denne følelse syntes ham tom. Som et ufærdiggjort hedonistisk maleri, der fremviste en mening med livet, der baserede sig på induceret lykke uden hold i virkeligheden. Men hvad skulle denne forestilling hjælpe en, når man bruger tiden på at blive lykkeligere og at finde svaret, når alt man griber i en ensrettet tunnel mod afgrunden er stoffer? Vi ville begge gribe ud efter noget meningsfuldt. Hvad det indebærer og ikke mindst, ikke indebærer var der dog intet klarsyn på.

Med denne eminente og samtidig dybt deprimerende selvrealisation, forholdte min kammerat sig stadigvæk kun til en ting: At komme væk fra dette trip gennem søvn. Jeg sagde det ikke til ham med det samme, da jeg kunne mærke at han var et sted hvor han ikke ville lytte til fornuft, men jeg så det som en dybt urealiserbar vej væk, da jeg selv ville have svært ved at sove kl. 18 på peaket af et syretrip, der uden tvivl ville blive ved med at køre ens hjerne rundt.

Lucy var bestemt ankommet, og modsat min egen forventning og konstante ønske om kontrol, var hun ovenpå og ikke jeg. Hun lagde sig som i en bizar uønsket mental blokade, for ordentlig kommunikation mellem jeg og min kammerat. Eller... Vi forstod jo så ganske udmærket hinanden, desværre. For alt der blev lukket ud endte i sidste ende kun med at bidrage til den negative energi, der efterhånden havde nedtonet al livsglæde i rummet.
En gang i mellem tog vi op og ned til hinanden, men med samme nytte... Ingen!
Jeg gad ikke at se på det mere. Jeg forsøgte hårdt at hive os begge to ind foran, hvad jeg følte vi begge havde haft fælles glæde for under trippet. Nemlig den skide playstation 2. Der blev sat GTA på. Jeg tænkte, at denne ligegyldige overflade af en spilleportal, kunne ryste noget glæde frem ved at køre råddent rundt i stjålne biler og stikke knive i halsen på rivaliserende bander.
Denne evindelige masse af tid, sted og liv vi graver os igennem syntes meningsløs. Det virkede resonabelt, at man til hver en tid kunne have lige så meget sjov, som på et hvilket som helst andet tidspunkt, da man lige så godt kan beskæftige sig med det samme og hvad man har lyst til og dermed nyde tilværelsen. Det skete bare ikke.
Spillet syntes dog at være næsten helt tomt for mennesker og i særdeleshed biler. Den første kommentar der blev rystet ud var ”det er ligesom i virkeligheden. Tomt. Intet!” Derfra var den tabt.
Vi satte os til at kigge efter en film. Alt var set. Der var intet nyt, og vi kiggede opgivende på hinanden. Jeg oplevede for første gang at tænke på, at denne oplevelse føltes virkelighedstrip lignende, men samtidig vidste jeg udmærket at det var noget bizart volapyk som min hjerne spandt på onde tunger. Jeg frygtede at denne oplevelse skulle sætte sig for meget i min opfattelse af min verden til daglig og hvordan jeg ville agere i forhold til rusmidler siden hen.

Som mørket var ved at lægge sig, og timerne syntes lange, føltes det som om at jeg blev tvunget igennem hvert et minde jeg havde om lykke >< ulykke, familie, venner, mine egne interesser, min egen person og forbedring deraf. Selvom jeg stort set hadede hvert et sekund af disse timers desperate søgen, føltes det ekstremt bevidsthedsudvidende og givende. Jeg var dog meget angst, og at have fået af vide at blot synet af ens karakter uden grund skræmte ens kammerat var meget skræmmende.
Her var jeg færdig! Rystende, angst, smågrædende og konfust, sad jeg sammenforkrøblet med en fornemmelse, der mildest talt kneppede mit katatoniske sind udover væggen.
Jeg prøvede at gøre op med mig selv, hvad jeg ønskede. Jeg ønskede den røde del af trippet tilbage... Jeg manglede i den grad varme, tryghed og kærlighed. Jeg manglede en basal tilflugt i kommunikation gennem leg, lyde og personer der intet krav stillede til min person, overhovedet!

Jeg overvejede situation grundigt, og tog derefter hen til min far. Jeg havde lyst til at lege med min lillebror, han er snart et år. Jeg synes han er noget af det kæreste i verden, og vidste at hans arme kunne bære mig.
Jeg prøvede at tage mit fjæs godt og grundigt sammen, men det var for svært.

Min far åbner døren og kigger spørgende på mig. Klokken er omkring 20, jeg står på spidsen af et kraftigt syretrip og forsøger at fremstamme noget til min far. Hold kæft hvor føler jeg mig dum!
Jeg får sagt noget i retningen af, at jeg er blevet lidt syg og ikke har det så godt. Han synes at forstå, at han for alvor skal indtage sin faderrolle, og siger at han vil lave noget te. Fraktalerne af min rystede virkelighed, skreg endnu engang i hovedet af mig ”hvad laver du her?”, og jeg får lyst til at storme ud af døren. Jeg indrømmer dog overfor mig selv at det intet nytter, og at han udmærket kan se at den er helt gal på øverste etage. Jeg sagde ”fuck nu te” og gav ham et solidt kram.

Han får hentet min lillebror. Han var blevet smidt i seng, men det gjorde vidst ikke så meget. Han kom ned i sit nattøj, kiggede lidt på mig og lyste op i et smil. Tiden begyndte igen at slå. Jeg spillede lidt bold med min lillebror, lod ham savle på min mobiltelefon, hive i mit bælte og vi smilte til hinanden.
Min far spurgte selvfølgelig til hvad der var galt. Jeg forklarede ham at min ulykke ingen mening gav. Man kunne kalde det en eksistentiel krise, hvor jeg havde pumpet hvert et atom i min krop for oplysninger om eksistensens mening. Udmærket kendte jeg til det svar jeg kunne få, men stadigvæk var jeg dum nok til at stå og vride mig selv for information.

Jeg og min far fik sat os til, at se en uhyggeligt dårlig gyserfilm om araknofobi (frygten for edderkopper). Jeg drak en masse te, det føltes rensende og jeg kiggede lidt billeder igennem og fik historien bag dem jeg ikke kendte.

Min far fik lyst til en smøg. Han var blevet træt af at gnaske tyggegummi. Jeg spurgte ham, om han ikke hellere ville stoppe. Han spurgte om jeg havde stoppet?
Vi smuttede hjem til mig. Det var midnat og vi snakkede lidt om hvor trætte vi var.
Selvom det var blevet søndag, lignede min lejlighed stadig den samme lørdag morgen. Synet af det efterladte syretrip morede mig ikke just, men livsglæden ved at vide at jeg fortsat kan bygge op gjorde.
Min far snakkede om, at vi skulle tage at samle et lille computerbord han havde stående, og stille det op for at samle mit musikudstyr til en god, samlet funktionel enhed. Det virkede som en god ide at gå i gang med noget nyt, og orden tiltalte mig ganske kraftigt.
Den sidste smøg bliver slukket, og vi siger godnat.
Jeg ligger vågen til lidt i 3. Mit humør føles lidt blankt, men jeg hygger mig med lidt forskelligt og får tænkt tingene godt igennem.

Dagen efter fandt jeg ud af, at min kammerats løsning på tingene blev at smutte i byen, drikke sig stiv og brække sig et par gange. Han siger, at han ikke husker mange ting fra oplevelsen, udover at han aldrig har følt så meget angst. Det kalder jeg fortrængning af klasse A.

Denne oplevelse har lært mig en utrolig masse om, hvorvidt jeg og man bør have fokus på at integrere tryghed, kærlighed, mening og faste holdepunkter i sit liv. Ikke at jeg tidligere var for kynisk til at se dette, men en sådan oplevelse, hvor tankerne vælter frem og tilbage i de samme emner konstant, sætter et anderledes fokus på ens verdensbillede.
Egoisme, hedonisme og holisme i forhold til mit liv, og det at trippe, er blevet afvejet og sat kraftigt i perspektiv.
Med egoisme mener jeg, at jeg endnu engang er blevet kraftigt påmindet om mine medmenneskers fantastiske og uvurderlige indflydelse på min eksistens. Tripmæssigt mener jeg, at jeg til en anden gang bør have et mere ud ad rettet syn, på dem der tripper med mig hvis de ikke er specielt erfarne. Om ikke andet kunne en tripsitter overvejes kraftigere.
Det hedonistiske og holistiske bygger mest på, at jeg har fået et nyt syn på bevidsthedsudvidende substanser. Selvom jeg havde taget lsd før, været oppe på at spise 7 gram svampe, tog lsd i den grad røven på mig i denne omgang. Space camping kommer nok til at ændre form for mig i fremtiden, da jeg tror jeg er typen der nærmere bør trippe på mere specielle steder og mere festlige og specielle begivenheder. Jeg har svært ved at se, hvordan det negative indtryk skulle få hold i min personlighed sådanne steder. Det kunne fx. være en smuk sommerdag ude i naturen, på festival, til større fester eller til nytår. Jeg er i hvert fald selv begyndt at miste tiltroen til mit hjem, som det sikre værested når jeg tripper. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvordan grå novemberdage og vante rammer skal hjælpe mig til bevidsthedsudvidende oplevelser af en positiv art.

Nu er spørgsmålet blot: ”Jeg?”

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/