Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 19 mar 2024 13:48


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 13 feb 2018 20:47 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 15 apr 2017 20:07
Indlæg: 3
Min forhistorie

Inden jeg starter beretningen, vil jeg hurtigt give en opridsning af mit liv.

Har haft en opvækst med en ekstremt voldelig far. Fra jeg var 5 år til jeg var 16 år, fik jeg den ene flade efter den anden. Samt en gang med en tapetlineal. Efter han ikke kunne banke mig mere, troede min far, at han kunne råbe højere end mig, hvilket medførte, at en masse samtaler med min far foregik i et meget højt stemmeleje. Dette fortsatte til hans dødsleje.

Da jeg var 18 år, mens jeg gik på efg skole, fik jeg en lille hybel i Avedøre. Jeg havde lånt en pickup og var parat til at tømme mit værelse, en dag mine forældre var i Jylland.

Nogle år senere, var jeg på besøg hos en gammel bekendt, hvor vi skulle ryge en fed. Der var også en narkoman til stede, som miksede den fede. Bagefter kunne jeg så småt erindre, at der kom et smæld, hver gang der blev brækket en nald af. Har efterfølgende fået at vide, at det var en ketogan han havde brækket i stykker.

Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Da jeg vågnede op befandt jeg mig på Rigshospitalet, hvor jeg fik at vide, at et vidne havde set mig på Herlev station, hvor jeg var besvimet og faldet ind i siden på et tog i bevægelse. Fra privat side fik jeg at vide, at jeg var blevet skubbet. Jeg havde nikket trinbrættet en skalle i faldet. Men desværre vandt toget.

Dette medførte epilepsi, hukommelsestab og koncentrationsbesvær. Dette medførte en del indlæggelser i de kommende måneder, samt en gang mere et år senere. Det værste under dette ophold var, at min stemme pludselig lød være end en spastiker og min følelse var væk fra højre hånds fingerspids til albueleddet. Dette skyldtes at et dræn, der skulle bortlede blodansamling mellem kranieskal og hjerne blev hevet ud, hvor det snittede hjernen i venstre side. Stemmen trænede jeg op, ved at sidde og læse tegneserier højt for mig selv med tårerne trillende ned af kinden. Mange har efterfølgende spurgt, hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men hvordan skulle jeg gøre det, når folk ikke kunne forstå hvad jeg sagde. Selv at skrive kunne jeg heller ikke (skulle skrive en besked på et stykke papir). Der stod VXYBZ. Ingen bekendte stillede mig spørgsmål, hvor jeg kunne nikke eller ryste på hovedet. Den eneste der støttede mig, var den eneste gamle bekendte som jeg stadigvæk har forbindelse med. Enkelte ord som f.eks. kalender var væk, så jeg måtte sige den bog med datoer.

Herefter blev jeg fyldt med nervemedicin og sovemedicin, som begge var derivater. I en periode begyndte jeg også at tage speed, bare for at holde mig i gang.

Dette medførte at jeg gik rundt i fem år i en zombie lignende tilstand. Der var godt nok ikke nogen nedture, men desværre heller ikke nogen opture. Dette misbrug stoppede fra dag til dag, efter en våd tur til Tyskland.

Men hvordan gik det til?

Om aftenen besøgte jeg en bekendt, med en flaske nordsøoil. Den blev drukket. Der blev røget nogen joint. Herefter begyndte han at køre på mig psykisk (følte jeg, på daværende tidspunkt). Jeg blev bekendtgjort med hvordan min stemme lød, hvor langsomt alt i mit liv foregik i slovmotion osv. Hvordan han kunne trænge igennem, ved jeg ikke rigtig, men det var vidst nok noget med psilocybin, der gjorde udfaldet. Han er gammel tripper. Det er for øvrigt Psykofreak fra boardet.

Herefter stoppede alt mit misbrug, som medførte en del benkramper, der blev holdt i ave med tigerbalsam. Der var også psykiske abstinenser, som åbnede op for alt der ikke havde været oppe i bevidstheden i de sidste 5 år.

For små 18 år siden flygtede jeg ind i noget tro’s samfund. Her fik jeg styr på mit liv (alt misbrug tobaksrygnin og druk stoppede). Var her i 16 år (2000-2016). Pludselig begyndte jeg at se alt løgn og bedrag i kirken. Her fik jeg gjort op med mig selv og flygtede.

Herefter sad jeg og kiggede på fire vægge og et “hustempel” altså mit fjernsyn. Alle venner og bekendte var væk. Det måtte også være hårdt for folk kun at høre mig tale om gud og jesus osv.

For at have noget at beskæfte mig med, begyndte jeg at dyrke chilier. Havde nok 40-50 chiliplanter i en treværelses lejlighed. Var med til nogle chilismagninger, hvor vi sluttede af, med særdeles stærke chilier. Det gav et ordentlig kick, når smerterne aktiverede de endorfine stoffer.

Herefter måske i en periode på over et år, begyndte mine kræfter at forsvinde. Pludselig kunne jeg næsten ikke gå mere. Bare en tur fra sofaen ud til køkkenet, så var jeg forpustet. Hvad jeg på dette tidspunkt ikke vidste, var, at det var hjertet der var ved at stå af. Her havde jeg det som var jeg en klump aske med lidt uforbrændt træ. Mit liv var slut. Jeg kunne ligeså godt brænde det sidste træ af, altså slutte livet. Jeg har/havde jagttegn (sagen er ikke afsluttet endnu). Da jeg var ved at føre haglgeværet op mod munden, så jeg til alt held på fjernsynet. Jeg fik en ide/følelse at det var fjernsynets skyld, at mit liv var gået den vej. Så valgte jeg at skyde fjernsynet. Det gjorde jeg ordentligt. Det endte med at der var 2 huller i det. Politiet dukkede op, ringede til mig, sagde jeg skulle komme ud på opgangen, ligge mig ned med hænderne over hovedet. Hvordan jeg bar mig ad, står i det uvisse, men jeg fik talt dem helt ned på jorden, selvom jeg bestemt ikke var ædru. Blev herefter kørt til psykiatrisk skadestue. Her var jeg til en 10-15 minutters samtale, hvorefter jeg igen stod ude på gaden.

Kortert tid efter fik jeg 2 anfald inden for 1 uge, hvor jeg ikke ku få luft. Jeg troede det var astmatiske anfald. 2 gange tilkaldte jeg en ambulance. Blev indlagt den anden gang. Efter 4 timers venten blev jeg undersøgt af en hjertelæge, der indlagde mig på hjerteafdelingen. Her fik jeg to piller mod hjerterytmeforstyrrelser (hjertearytmi eller atrieflimmer). Havde for øvrigt også hjertesvigt.

En time efter kunne jeg pludselig bevæge mig rundt.

Her startede en lang sej genoptræning, hvor jeg bevægede mig fra en zombie til et levende individ.

Herefter har jeg følt en del kaos i mit liv. Tankemylder og ligegyldighed i hjemmet.
Det skulle det gøres noget ved, så jeg besluttede at tage LSD og få ryddet op.

Jeg må lige nævne, at mit sidste trip var for næsten 30 år tilbage i tiden.

Jeg havde dog nogle overvejelser/bekymringer, om hvorvidt mit hjerte og epilepsi, kunne tåle et trip. Mit daglige lægeordinerede forbrug af piller, som er mod epilepsi Lamotrigin 50 mg dagligt og mod forhøjet blodtryk Amlodipin 5 mg dagligt og vanddrivende piller Furosemid 40 mg dagligt og mod rytmeforstyrrelser Metoprolol 100 mg dagligt og mod hjertesvigt ramipril 10 mg dagligt (er også blodtrykssænkende) og mod blodpropper antikoagulerende medicin Apixaban (eliquis) 10 mg dagligt.

Var for øvrigt med til foredraget af David Erritzøe, på rigshospitalet i sommers, angående det sidste nye om psilocybin forskning. Her havde jeg en kort samtale med David omkring min fysiske tilstand (epilepsi). Han sagde, at jeg skulle tænke mig grundigt om og læse op på det.

Blandt andet på grund af den samtale, havde jeg en del bekymringer inden mit trip.
Som min tilstand er nu, havde jeg efter noget læsning, den tanke at jeg måske kunne komme ud i lyset, eller få det værre.

Lad det briste eller bære.

Trippet.

Dosis var sammenlagt på 330 microgram white fluff, fordelt på først 110, derefter 220.

Jeg havde gået en uge og forberedt mig. Alle traumer havde jeg tænkt i gennem. Jeg havde virkeligt sat mig op til en tur. Om fredagen havde jeg købt ind til en god tur om lørdagen (mad sodavand og lidt kager og chokolade).

Dog blev trangen, forventningerne og sommerfuglene for store allerede om fredagen, så jeg beslutte mig for at tage trippet allerede om fredagen. Jeg tog min første dosis på 110 mickro gram.

Jeg havde godt nok ikke tænkt over, at jeg havde taget en vanddrivende pille et stykke tid i forvejen. Der var virkning tilbage til 2 små gange sjattisserier tilbage på virkningen.

Den første gang, jeg var ude for at tisse, der dykkede vandet i toilettet flere cm ned i kummen, lige inden jeg trak ud.

Jeg lagde mig ind i sofaen. Der skete ikke noget, så jeg besluttede, at tage en dosis til. Det endte så med at jeg fik taget 2 doser af 110 mickrogram mere. I alt 330 mikrogram. Ved godt at det burde være taget på en gang.

Så skulle jeg ud at tisse igen. Denne gang var den vanddrivende pille næsten holdt op med at virke, så der kom kun et par dryp. Noget ramte porcelænet. Jeg kiggede ned, og så de små vandmolekyler der hjælpeløst bevægede sig rundt. Jeg tog et stykke toiletpapir, skubbede de små vandmolekyler forsigtig ned i toilettet med kanten af papiret. Jeg følte en virkelig samhørighed, da jeg smed toiletpapiret ned i tønden. De var alle sammen kommet hjem.

Det var det trip tænkte jeg, indtil jeg skulle ud på toilettet og skide. På det tidspunkt tænkte jeg, at toilettrippet nok endte med en positiv afslutning, eller at det vil ende i en eksplosion af tyndskid, men pludselig fløj jeg ind i hjørnet af en flise på væggen.

Hvordan det er lykkedes mig at tørre mig og komme ind på sofaen, det ved jeg ikke. Her kom der virkelig fart på. Jeg var nede på molekylært niveau. Jeg så elektronerne fra den lille bid af flisehjørnet, snurre rundt med et pænt blåt lys, og en summende lyd.

Pludselig begyndte der, at komme kaos i atomerne. Jeg fik en kraftig følelse, af at det var stråleglansen på flisehjørnet, der var forsvundet. Pludselig var det ikke atomer jeg så. De var pludselig blevet skiftet ud med ansigtet af en pige, der er på en miljøplads. Hun går rundt og fortæller folk, at det må de ikke smide ned i den container osv. Hun kan være meget skrap, råbende og kommanderende med sin stemme.

Der var mange af hendes kommanderende ansigter. Lige så mange som der er af atomer i flisehjørnet og alle hendes ansigter råbte og skreg på en gang til atomerne. Hov du må ikke gå den vej, du skal der over osv.

Mit hoved var meget tæt på at eksplodere som en trykkoger, da jeg blev ført ind i et sort hul. Her blev alle hovederne presset sammen til et lille sandkorn, der også forsvandt. Men nu kom en dejlig fred og ro. Nærmest en guddommelig stilhed.

Denne stilhed var der kun, når jeg søgte ind mod midten. Uden for centrum var der ikke ro (om denne rykken frem og tilbage var fysisk eller psykisk ved jeg ikke). Jeg lå lidt og nød stilheden, da den pludselig gik over i en hyletone med 2 forskellige toner (som når man justerer to strenge på en guitar I femte bånd). Jeg fik igen rykket mod midten, hvor de to toner begyndte at lyde som en krystalklar tone. Da jeg i et stykke tid havde nydt krystal tonen, blev jeg igen ført tilbage i flisen, hvor der stadigvæk var kaos. Her trådte jeg i karakter og sagde (nærmest metaforisk) til atomerne, at de skulle tage skjoldet op (spejle) og dreje det mod lyset. Det virkede, alle elektronerne begyndte at få blå streger, hvor de suste rundt i skallerne, som de skulle.

Her efter var der fred og ro. Jeg troede at trippet var ebbet ud, men nej.
Jeg fik lyst til at gå en tur. Det gik meget godt med fred og ro, på vej ned af trapperne, men da jeg åbnede døren op på vid gab og så ud, der så jeg kun kaos. Alle fliserne er brækket op. Der er kørt grus på, og der ligger midlertidige plader som fortov. Jeg fik det dårligt, af at se kaos igen. Først da jeg kom i gennem kvarteret og kom ud hvor der er fliser, der kunne jeg igen ånde lettet op.

Jeg fortsatte turen og skulle så over et lyssignal. Her var det som om lyssignalet ville fortælle mig noget. Jeg har aldrig set det røde lyssignal lyse så kraftigt før. Den grønne højresvingspil stod og blinkede og blinde lyden bippede og rungede i mine ører. Da jeg kom over på den anden side, satte jeg mig ned ved et busstoppested, hvor jeg fandt ud af, at jeg nok gik den forkerte vej. Jeg må nok se at få ændret en vej/retning i mit liv.

Men hjem skulle jeg også. Lidt før min bopæl er der et sving. Da jeg havde rundet det, gik gadebelysningen ud i et til to sekunder, hvorefter de tændtes igen. Virkelighed eller trip vides ikke.

Men jeg kom hjem med begge ben vendt nedad. Er ved godt mod, og håber ikke, der går flere år inden den næste rejse.



Her efter trippet, har jeg tænkt meget over, hvor meget kaos der har været i mit liv, og hvor mange gange jeg er gået den forkerte vej.

Jeg har efterfølgende fået styr på mine tanker, fundet ud af, at jeg må få ændret nogle veje og få indført mere struktur i mit liv. Så alt i alt må jeg sige, at det var et helt perfekt trip. Jeg landede ikke på siden eller på hovedet, men helt perfekt med begge ben solidt placeret på jorden, Min formodning er i dag, at trippet var lige så helende som samtaleterapi med en psykolog i flere år (Et gæt, har kun i kort tid talt med psykologer, tre gange i mit liv).

Glæder mig allerede til næste rejse.

Dixieboy.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 14 feb 2018 02:04 
Interessant læsning, tak for rapporten. Hvis du havde spurgt os herinde, før du indtog LSD´n, om det var en god ide, ville de fleste sikkert gå amok, da alt som du fortæller om, peger direkte i modsat retning af hvad de fleste mener er fornuftigt, før man tager en kraftig psykedelisk rejse. Alligevel fik du noget godt ud af det, hvilket jeg synes er inspirerende. Det fortæller lidt om, hvor forskelligt det er, fra den ene person til den anden.

Tak for en dejlig rapport. Jeg håber, at du får det endnu bedre fremover. Alt det bedste.


Top
  
 
Indlæg: 14 feb 2018 12:24 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 24 aug 2012 19:07
Indlæg: 770
Det var da en fantastisk fortælling om noget så banalt som nogle ture fra sofaen, og ud på lokummet.
Jeg klukkede af grin nogle steder, og andre steder i fortællingen fik jeg tårer i øjnene.
Jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at vide, om du under trippet havde angst for at dosen var for høj i forhold til dit sygdomsbillede og medicin forbrug? Mærkede du noget ekstra flimmer i hjertet? Eller var der optræk til småkramper i forhold til din epilepsi?
Næste gang du møder den skrappe pige fra miljøpladsen, griner du måske af hende og siger”spejl” ret ind.
Velkommen tilbage som psyconaut Dixieboy.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 15 feb 2018 13:12 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 15 apr 2017 20:07
Indlæg: 3
Psykofreak skrev:
Det var da en fantastisk fortælling om noget så banalt som nogle ture fra sofaen, og ud på lokummet.
Jeg klukkede af grin nogle steder, og andre steder i fortællingen fik jeg tårer i øjnene.
Jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at vide, om du under trippet havde angst for at dosen var for høj i forhold til dit sygdomsbillede og medicin forbrug? Mærkede du noget ekstra flimmer i hjertet? Eller var der optræk til småkramper i forhold til din epilepsi?
Næste gang du møder den skrappe pige fra miljøpladsen, griner du måske af hende og siger”spejl” ret ind.
Velkommen tilbage som psyconaut Dixieboy.



Før trippet

Havde ingen bekymringer under trippet angående anfald. Havde også epilepsi for 30 år siden, da jeg troede jeg tog mit sidste trip. Dagen før jeg tog trippet, tog jeg forhøjet dosis af lamotrogin, så jeg følte mig sikker.

Efter trippet

Har efterfølgende fået mere energi, eller rettet mine tanker mere ind på omgivelserne, hvilket medførte at jeg er begyndt at få rydet op vasket op osv, efter at have levet 1/2-1 år som buried alive.

Så alt i alt ser jeg trippet som jeg skrev i “toilet atom trippet” som verdens bedste psykolog.

Glæder mig til næste trip. Der får jeg måske lavet en hovedrengøring. Hi hi.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 15 feb 2018 14:42 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 15 apr 2017 20:07
Indlæg: 3
Ø Tripperen! skrev:
Interessant læsning, tak for rapporten. Hvis du havde spurgt os herinde, før du indtog LSD´n, om det var en god ide, ville de fleste sikkert gå amok, da alt som du fortæller om, peger direkte i modsat retning af hvad de fleste mener er fornuftigt, før man tager en kraftig psykedelisk rejse. Alligevel fik du noget godt ud af det, hvilket jeg synes er inspirerende. Det fortæller lidt om, hvor forskelligt det er, fra den ene person til den anden.

Tak for en dejlig rapport. Jeg håber, at du får det endnu bedre fremover. Alt det bedste.


Tak. Har for 30 år siden kun oplevet et bad-trip. Som jeg har læst, gjorde jeg den samme fejl, som masser af andres rapporter beskriver: Jeg flygtede ud af døren, for at komme væk fra tankerne. Endte (da min bekendt ikke var hjemme) på et værtshus. Her sad jeg og bællede øl til lyset blev tændt. Chokeret over al den pengriskhed og mystiske følelser jeg pludselig kunne se på folk. Skyndte mig hjem og sov.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 16 feb 2018 14:34 
Okey. Hvis man vil bruge psykedelika psykologisk, bliver man nød til at gå ind i angsten, istedet for at flygte fra den. Men det lyder det til, at du nu har forstået :)


Top
  
 
Indlæg: 16 feb 2018 19:08 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 15 apr 2017 20:07
Indlæg: 3
Ø Tripperen! skrev:
Okey. Hvis man vil bruge psykedelika psykologisk, bliver man nød til at gå ind i angsten, istedet for at flygte fra den. Men det lyder det til, at du nu har forstået :)


Det håber jeg, men for omkring 1 år siden, efter jeg fik konstateret dårligt hjerte, har jeg en gang oplevet dødsangst. Der flygtede jeg ud af døren. Der gik over en time, før dødsangste blev træt af at følge efter mig og forlod mig.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 2 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team