Psychedelia.dk

Hej jeg vil gerne hører jeres tanker og input til mit første og sidste lsd-trip jeg havde for ca 5 år siden, Samt andre tanker om den tilværelse jeg var i, i den periode af mit liv.
-Jeg prøver at gengive det så godt jeg kan.

Jeg mødtes med to venner, ca. kl.20 en vinterdag så det var mørkt og koldt udenfor. Jeg fik et frimærke med lsd kan ikke huske mængden, men tror at det var mere end 150µg fordi husker det som om at min ven havde sagt noget a la 400µg, men syntes det lyder som ret meget så tror 150 er mere sandsynligt. Vi var på vej op i den anden ende af byen til en af mine venners kolonihavehus for at være i fred for forældre, gå turen tager ca. en time.
Efter 30-45 minutter tager vi mærkerne sådan at vi ikke skal vente alt for længe på at de virker.

Vi ankommer til kolonihavehuset og begynder stille og roligt at tænde op og starte noget varme så det bliver hyggeligt at være der, mine 2 kammerater snakker om at ryge en pind, jeg var åben for ideen, men ville kun have et enkelt væs eller 2., men det der sker, er at den ene af mine såkaldte venner bare tvangsfodre mig væs efter væs på den her joint og jeg til sidst var så lam at den anden sagde noget a la ”lad ham nu være, han bliver bare dårlig, se hvor bleg han er blevet” på dette tidspunkt er der nok gået 30min fra vi var kommet ind af døren.

Jeg ligger der i en sofa super stoned og fatter ikke en meter af hvad der foregår, farver er begyndt at blive pænere og jeg kan særligt huske et maleri af en fugl som nærmest blev helt levende at se på (jeg har mistet fornemmelsen af tid pga. min tilværelse), pludselig skriver min daværende kæreste og jeg bliver lidt panisk fordi hun vidste ikke hvad jeg lavede og jeg kunne ikke forstå hvorfor hun skrev lige på det her tidspunkt, hun spurgte om vi kunne ses og selvfølgelig sagde jeg nej, da jeg på der her tidspunkt ikke er præsentabel på nogen måde.
Jeg husker det som om der går noget tid før hun svarer, men så svarer hun ”Hvis du virkelig vil det her forhold, så skal du til at tænke dig seriøst om” (min ”ven” som havde røget mig lam, havde sagt at vi drak til hende for at få hende til at slappe af, uden at fortælle det til mig) det resulterer i, at jeg bliver mere panisk og skriver ”vi kan mødes nu og snakke om det” fordi jeg var bange for at hun ville gå fra mig.

Jeg begynder at pakke mine ting og kunne mærke en stigende overvældende frygt for både at min kæreste ville gå fra mig, men også at jeg skulle gå igennem kolonihaven i mørket helt alene og igennem den mest creepy cykelsti, dårligt oplyst med skov på den ene side og høje buske på den anden. (Jeg var meget bange for at være i mørket dengang, fordi min fantasi lavede lege med mig, en stueplante i hjørnet på et mørkt værelse kunne blive til en ond dæmon som ventede på jeg lukkede øjnene, først da jeg tændte lys og kunne se mine omgivelser kunne jeg slappe af igen)

Jeg tænker ”det er nu eller også mister jeg min kæreste” og begav mig ud i mørket, det var ikke så galt til at starte med fordi der var jo lys ude foran kolonihaven, men som jeg gik længere ned ad stierne begyndte alle de mørke nuancerne at smelte sammen til sort, jeg kunne ikke se en skid, men fortsatte med at gå alligevel og prøvede at holde mit fokus på min destination og ikke alle mine tanker som prøvede at lave lege med mig.

Jeg kan ikke huske turen derfra, kun små glimt af stien og den helt enorme frygt af at nogen fulgte efter mig inde i skoven. Jeg kan først huske lidt igen da jeg mødtes med min kæreste som var gået mig i møde, jeg kan ikke huske hvad vi snakker om, men jeg følte mig lidt mere tryg og vi ender med at gå hjem til hende og ned i hendes forældres kælderrum under lejligheden, der var hyggeligt og vi slog madrasser ud for at sove. Jeg kan huske at jeg prøvede at fortælle hende et eller andet og så ”vågnede jeg” midt i at jeg var ved at sige en sætning, samtidig rejste hun sig for at gå, helt instinktivt tog jeg fat i hende og hun kiggede på mig meget bange, jeg kiggede rundt på mine omgivelser meget forvirret og bad hende blive, hun satte sig ned og jeg sagde ”jeg har det som om at jeg har gentaget mig selv et par gange” hvor hun svarer ”du har gentaget en halv sætning i 4 timer”.

Jeg blev rigtig bange da hun sagde det og tror jeg begyndte at græde, (tror måske vi har sovet lidt efter dette fordi da vi kom op af kælderen var det lyst udenfor) Jeg fortalte hende hvad der var sket og hun blev helt mundlam fordi hun troede bare jeg var pissefuld, men vi blev gode igen, jeg husker dog mest den her overvældende lykke da jeg kommer udenfor og kigger på skyerne, jeg begyndte at græde og syntes at det var det pæneste nogensinde, og jeg var egentlig bare maga taknemlig for at jeg var i live.

Det her er min historie fra nok min værste oplevelse til dags dato, jeg tænker tit over hvad det betød at jeg gentog mig selv så længe, om det var et faretegn på at jeg var ved at blive til en grøntsag eller hvad det var?
Hvis I har nogle bud på hvad det kan betyde ville jeg sætte stor pris på det.

Det skal siges at jeg startede et forløb i psykiatrien lidt efter fordi jeg havde konstant angst/paranoia og så ansigter i væggene, jeg kunne mærke uhyggelige væsner stå på den anden side af min værelsesdør når jeg skulle sove, når jeg kiggede ud ad vinduet, kunne jeg mærke de kiggede tilbage (kun når det var mørkt) jeg havde mareridt om skyggevæsner og da jeg var på mit værste, måtte jeg gemme mig under dynen fordi jeg kunne ”se” en skikkelse bøje sig ind over min seng. Den var ikke mørk det var som om jeg kunne fornemme en aura eller omridset af den, som om der stod en usynlig mand. Alt dette fik mig til at træde helt væk fra stoffer og den slags. Min psykiater sagde at jeg havde en ”ikke organisk forbigående psykose” altså den var ikke stof udløst, men udløst pga. overbelastning af min hjerne ”min harddisk var ved at overophede” sagde psykiateren, og det giver da også god mening fordi jeg sov ikke særlig meget i den periode, jeg skulle bare feste og fucke mig op.

Det skal dog også siges at jeg har det meget bedre nu og har været clean i 4 år, det forsvandt ud af det blå efter at jeg havde kæmpet med det et halvt års tid.

Men en anden ting jeg også gerne vil hører jeres meninger om er at jeg har gået og spekuleret meget på mine daværende symptomer og har faktisk undret mig over om jeg var på kanten til ”point of no return” eller om det er ”normalt” at være i en sådan angst tilstand med visuelle forstyrrelse som dem jeg har beskrevet.

I stiller bare de spørgsmål I vil, jeg vil prøve at besvare dem så godt jeg kan.
På forhånd tak!