Substans/er: MDMA+weed
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne~180mg MDMA droppet som bombe
4-5 joints over aftenen
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.ubetydelige tømmermænd men ellers frisk og frejdig
TriprapportenRight. Dette er så min første triprapport. Jeg blev inspireret af at læse min gode ven og ligesindede "MadHatter"s fabelagtige rapport og tænkte jeg også ville dele det som jeg nu anser som værende en af de absolut mest værdifulde dage i mit liv.
Det hele fandt sted tilbage i starten af okbtober måned 2009. Jeg havde på daværende tidspunkt været ude og rejse i 4 måneder forinden, hvor jeg havde mit første møde med, skal vi sige
indtryksfulde rusmidler. Jeg havde på denne tur prøvet psilocybinsvampe og dextromethorphan. Svampeturen var lidt en skuffelse eftersom det mere var en form for forvirrende, høj-energisk fornemmelse end det var hallucinationer og indsigt som jeg havde håbet på. Dog sad vi (min rejsefælle som vi nu kalder A og jeg) helt alene i midten af en eventyrlig lagune, på en sandstrand med kolossale klippeformationer og jungle-lignende træer og buske omkring os, så oplevelsen som helhed var stadig utrolig smuk, men selve
trip-tilstanden var dog meget skuffende for os begge.
Vores, A og mit, møde med dextromethorphan var sammenligneligt. Jeg havde forinden været ude for en dykkerulykke i Thailand og jeg havde fået en flaske hostesaft med fra hospitalet til min "hoste" - hvilket jeg ikke havde nogen indvendinger til
- men den gemte vi så til et tidspunkt hvor vi ikke havde muligheder for hverken weed eller andre sager. Mest af alt fordi vi egentlig begge er imod tanken om misbrug af receptmedicin eftersom man jo fylder kroppen med alt muligt andet lort, i stedet for bare ren DXM.- Anyway, et par måneder efter ulykken befandt vi os i midten af en gigantisk ødemark i Vestkina. Igen, omgivelserne var fantastiske, og vi hyggede os på primitiv vis med de nomader vi boede ved indtil om aftenen hvor vi så skiftevis kørte scoops af hostesaften. Igen var effekten ikke den helt store - der var kun til 150mg DXM pr. mand i flasken, så endnu engang måtte vi konstatere skuffelse over det, vi havde håbet på var vores første møde med det fantastiske univers vi havde læst og hørt om gennem diverse triprapporter og ikke mindst afdankede, men alligevel, eller måske
netop derfor, absolut interessante hippier vi mødte på turen.
Anyway, hele ovenstående tekst var egentlig blot for at forklare den indstilling jeg gik ind til midt møde med MDMA'en på. Oven på mine to oplevelser på turen havde jeg lidt fået den typiske "
I don't know what all the fuzz is about" - holdning til rusmidler af "hårdere" kaliber. Netop pga. dette havde jeg svoret at hvis MDMA'en viste sig at være ligeså stor en skuffelse ville jeg helt stoppe med at eksperimentere. Men efter lidt overvejelse og ikke mindst overtalelse af en god ven, som vi kalder B, erklærede jeg mig altså enig i, at idéen om et sidste forsøg med stoffet MDMA i krystalform ville være den bedste løsning til min ultimative test. Og Gud ske tak og lov for det!
Fredag, dagen inden jeg tog MDMA, var jeg til en koncert med B og endnu en god ven, C. Vi drak en smule, men holdt det til et absolut minimum eftersom vi vidste at A ville komme ned til os dagen efter og vi ville gerne kunne udforske Emma-tøsens univers i rask og frisk tilstand.
Jeg vågnede da dagen efter, lørdag, og jeg måtte desværre konstatere at mine tømmermænd var værre end jeg havde regnet med. Vi kørte på lavt blus hele dagen, stenede film og rullede et par joints. jeg havde et meget ambivalent forhold til aftenens begivenhed. På den ene side begyndte jeg at få kolde fødder i takt med at tiden uimodståeligt skred fremad og jeg stadig følte mig tør for energi. Og ikke mindst havde jeg stadig mine sidste to fiaskoer plantet i baghovedet.
Men heldigvis blev jeg holdt oppe af en spirende fornemmelse i mave og sind. Jeg har altid været en påpasselig person og havde flere uger forinden tiltusket mig al den information jeg end kunne få fat på omhandlende MDMA, og det havde ikke ligefrem gjort mine forventninger mindre. Jeg kunne ikke lade være med hele tiden at tænke:
Kan det virkelig passe at jeg endelig skal prøve det famøse MDMA allerede i aften!?!?. I takt med vi nærmede os aftenstid overvandt mine nerver og forventnignsglæde ligeså stille følelsen af energiløshed og jeg blev mere og mere sikker på at det var det rigtige valg.
Vi skulle til en elektronisk koncert ca. kl. 11 så vi havde lidt tid vi skulle slå ihjel. A,B og C valgte at gøre dette ved at drikke, hvilket jeg dog nægtede og rullede derfor en joint i stedet. Da den var færdigrullet var det dog den generelle konsensus at det måske egentlig også var det smarteste, altså at ryge joints i stedet, så vi røg et par stykker og pludselig var tiden inde til vi skulle droppe bomberne og afsted. B, som også på dette tidspunkt var en meget erfaren bruger af MDMA, lavede toiletpapirsbomber til os. Vi havde ca. 700-750mg krystaller som han hakkede fine og puttede i fire lige store bunker og puttede i papiret. Eftersom jeg havde læst en del i forvejen om dosering gjorde jeg indvendinger og spurgte om det ikke var lige lovligt meget for nybegyndere som A og jeg? (C havde også prøvet det et par gange før). Men B var trods alt erfaren og er en af mine bedste, gamle barndomsvenner, og jeg ville trygt have overladt mit liv i hænderne på ham, så da han forsikrede mig om at det var en rimelig mængde gjorde jeg ikke flere indvendinger. Desuden var jeg nok også blevet lidt trodsig ovenpå mine ovennævnte oplevelser, så jeg tænkte bare
fuck it og droppede dem. Jeg kan huske at jeg blev overrasket over hvor nemt og ligetil dette foregik. Jeg tror jeg helt ubevidst havde forestillet mig, at der ville være en form for højtidelighed forbundet ved det. Jeg voksede op i 90'erne med deres tilknyttede indoktrinerende dokumentarer om "The Rave-Drug of Death", og jeg havde et eller andet sted regnet med at der ville være en form for konsekvens ved endelig at droppe lortet. Lidt som om jeg havde regnet med Fanden ville kæmpe sig vej op igennem dødsriget for at opkræve min sjæl eller lignende i det øjeblik jeg sank skidtet. Om ikke andet måtte der i det mindste være en form for kemikaliesmag.
Men det var der som sagt ikke, og da jeg havde studset lidt over det tænkte jeg ikke mere på det og vi begyndte at tage overtøj og jakker på. Jeg tror ikke
rigtigt det var gået op for mig at jeg havde taget MDMA, nærmere at jeg blot havde slugt et sammenrullet stykke toiletpapir.
Turen hen til koncertstedet er en gåtur på små 40 minutter herfra hvor jeg bor. Og efter ca. 20 minutter begyndte det ligeså stille at gå op for mig:
jo, den var god nok, du har lige taget MDMA. Jeg havde som sagt prøvet at holde mine forventninger nede, så ved denne begyndende fornemmelse blev jeg ekstremt euforisk blot ved
tanken om at jeg kunne mærke noget. I de næste 5 minutter gik jeg fredsfyldt i mit sind og prøvede at sætte ord på de følelser og tanker jeg havde om min ændrede tilstand. Jeg kan ikke forklare det bedre end en begyndende susen i maven der derefter spredte sig hele vejen op igennem mine blodbaner og op i hjernen med en uhyrlig og samtidig fantastisk fart. Jeg havde det som om jeg blev fyldt med energi, mine blodbaner brusede og min krop blev fyldt med en enorm kraft der var ved at sprænge mig, jeg var et overflødighedshorn af følelser, tanker og
væren, det at være tilstede lige nu i dette fantastiske øjeblik fyldte mig med en ubeskrivelig og
absolut pragtfuld fornemmelse!!! Grunden til jeg gør så meget ud af at beskrive denne begyndende følelse er at den egentlig er det grundlæggende for resten af aftenen. Alt hvad jeg herefter beskriver skal i lægge denne overdådige fornemmelse oveni, en form for baggrundsfryd som under hele seancen var tilstedeværende og gav alting noget som jeg bedst kan beskrive som dybde og helhed.
Men efter denne indledende eufori over denne fantastiske følelse havde lagt sig, begyndte jeg at lægge mærke til en uidentificerbar fornemmelse i kanten af min bevidsthed. Lidt som når man har fornemmelsen af at nogen holder øje med en. Det var bare ikke
mig der blev holdt øje med, det var min
bevidsthed. Ligesom når man vender sig og kigger og der selvfølgelig ikke er nogen, forsvandt denne fornemmelse udenfor rækkevidde hver gang jeg prøvede at mærke efter og forstå den, og ligeså hurtigt som den forsvandt, ligeså hurtigt kom den igen når jeg lod tankerne ligge.
Mens jeg har gået og spekuleret er B i mellemtiden blevet træt af at gå i efterårskulden, og det er ikke før han løber direkte ud foran en taxi for at få den til at holde, at det går op for mig hvor godt brændt af han er. Vi andre prøver at afvise idéen om en taxa. En indelukket bil med en helt og aldeles ædru mand, mens jeg er på vej op imod skyerne applerer ikke ligefrem til mig, og jeg kan høre på A og C at de har det på præcis samme måde. Men det ender med vi alligevel sætter os ind fordi B allerede har sat sig ind på forsædet. I retrospekt undrer det mig egentlig at chaufføren tillod os at sætte os ind, måden vi stoppde ham på taget i betragtning
. Men ham om det.
Vi satte os ind og jeg får fortalt hvor vi skal hen. Jeg opdager med gru hvad der har ligget og naget mig i afkrogene af mit sind; Jeg har ganske enkelt fået mere end jeg kan klare og come-uppet er simpelthen for kraftigt. Det er som om min hjerne kører i et højere gear end det er beregnet til, som om alle nødssytemer er slået fra og i en lavineeffekt kører min hjerne mere og mere løbsk. Der er en tyngende stilhed i bilen og jeg prøver desperat at fokusere på vejene, bilerne og ikke mindst lysene udenfor. Det fungerer i første omgang da jeg for fuld kraft fokuserer ,om opmærksomhed mod lyskilderne udenfor. I dagens anledning ser de intet mindre end pragtfulde ud, det er som om der er et helt specielt skær over dem, som om de har taget små funklende grønne, røde og gule stjerner ned fra nattehimlen og sat dem i lysreguleringerne. Dette beroliger mig en smule, men jeg kan mærke jeg stadig er på kanten af mit sind. På toppen af et bjerg med vinden i ryggen står min skrøbelige sindstilstand og kæmper en kamp om liv og død.
Der går ikke længe før B vender sig om fra forsædet og laver mærkelige lyde til os - han er HELT blæst og i min højsensitive tilstand kan jeg mærke hvordan taxachaufføren vender og drejser sig, tydeligt utilpas ved situationen i sit sæde. Ingen af os ytrer en lyd under resten af turen.
Hvad der føles som evigheder senere vælter vi alle desperate ud af taxaen ikke langt fra spillestedet. Jeg kan mærke hvordan jeg var ved at give slip på bjergtoppen og tage det endelige spring ned i afgrunden, da jeg træder ud, og i stedet for at styrte mod afgrunden svæver jeg op og flyver højere over bakketoppene end jeg troede muligt! MDMA er jo som bekendt ikke et voldsomt hallucinogen, så dette skal nærmere forstås som det bedste måde jeg kan beskrive min psykiske og følelsesmæssige op- og nedture i forbindelse med taxaturen på. Selvom det dog skal siges at jeg forestillede mig selv samme begivenhed
meget realistisk på nethinden under turen.
Det første jeg får øje på da jeg stiger ud af taxaen er lyskryds og kæmpestore lagerbygninger. Vi er på havnen så det hele ser meget industrielt ud og der er egentligt ret trist og gråt, men jeg kan ikke lade være med at synes det hele har en eller anden form for magisk skær og jeg kan ikke lade være med at tænke at menneskeheden nok skal klare den. Når vores allermindst kreative og kunsteriske bygninger alligevel kan se så indbydende og tryllebindende ud skal det hele sgu nok gå, tænker jeg. Og jeg kan ikke lade være med at få et hurtigt skud af eufori og spænding over at skulle ind og fyre den af i helt urimelig grad til et hårdt, elektronisk DJ-event i denne industrielle undergrundsverden.
Det næste der sker tjener som endnu et godt eksempel på hvad jeg senere har fundet som et karakteristika for MDMA: Da vi er på vej over mod koncertstedet får jeg øje på et meter-højt træ i midterrabatten, og som på en tallerken vender mine følelser omkring denne menneskeskabte, grå masse af betonbygninger. Træet står plantet midt i dette søle af beton og asfalt med et lille, beskyttende træværk omkring sig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en udstillingsmontre. Træet ser så kunstisk og ensomt ud som det står der alene og jeg får en dyb, synkende fornemmelse i kroppen. Det er som om jeg ved synet af træet er kommet i tanke om værdien af naturen og jeg bliver fyldt med en hel absurd mængde af væmmelse overfor menneskets indblanden i naturets gang. Og selvom jeg ved at træet er plantet der, som en form for kompensation for øjets skyld, ligesom man tilføjer billeder i bøger for at gøre læsningen nemmere, kan jeg ikke lade være med at synes det er
endnu værre end hvis man
slet ikke havde plantet noget træ der. Det er som om man godt har vidst, at al denne industri er en forbrydelse man begår, og man så har prøvet at legitimere det ved at plante ensomme træer hist og her, i håbet om at ingen ville lægge mærke til den virkelige, bagvedliggende forbrydelse.
Så på den måde kan man sige at MDMA polariserer ens følelser, uanset hvad man retter sin opmærksomhed mod og uanset sindelag, vil MDMA bare gøre dem det mere ekstreme og udsvævende. Og ikke mindst rammes man af en utrolig fascination og opslugthed af hvad man nu enten foretager sig. Og deri ligger faren også. Når et stof kan gøre selv så elementære ting som at beskue et træ til at føles som verdens vigtigste funktion, er det en nødvendighed at man har disciplinen til kun at bruge det - set ud fra en ædru tilstand - vigtige og betydningsfulde lejligheder.
Anyway, det var vist et lille sidespor, og jeg skal vist til at koncentrere mig om at gøre fortællingen kort, hvis det er meningen der er nogen der rent faktisk skal læse det her.
Vi er nu næsten ved at være henne ved koncertstedet og jeg er stadig på vej op, jeg vil skyde på vi er på T+45 min. Den brusende fornemmelse bliver voldsommere og jeg er nu også begyndt at lægge mærke til at mine fødder føles usandsynligt lette. Jeg svæver afsted og jeg lægger mærke til at der kommer en gruppe tøser gående hen imod os i vores retning. Jeg føler mig lige pludselig i kontakt med vores forfædre. Eller, nærmere som om jeg kan mærke hvorfra jeg stammer, at der inden min levealder har været tider hvor helt elemæntere regler om parring og kommunikation mellem kønnene har hersket. Jeg bruser over og brøler. Først småt, derefter stigende i intensitet. I mellemtiden løber B (der nærmest må være nået sit peak eftersom han var helt brændt af allerede i taxaen) rundt med armene ud til siden og løber fremad i zig-zag og tror han flyver. Det manglede bare at jeg havde haft en kølle og min ven vinger, så ville billedet have været perfekt. Tøserne er nu meter fra os og jeg tænker scoringen er hjemme, sikke en parringsdans vi lige har fyret op for! De tænker tydeligvis det modsatte og skynder sig forbi os og skotter nervøst efter os indtil vi er på god afstand. Vi står bare og glaner.
Men som sagt skifter man heldigvis hurtig sindelag på MDMA og tøserne og vores kommunikationsmangler er væk som dug for solen. Vi er nu nået frem og skal betale, vi visiteres af security og jeg begynder igen at mærke et nærmest klaustrofobisk angsttilfælde begynde, men det er hurtigt overstået og vi går ind i lagerbygningen. Da vi krydser tærsklen til lagerbygningen kan jeg ikke lade være med at tænke på ligheden mellem vores situation og Hunter S. Thompsons fantastiske beskrivelse af hvordan han og hans advokat sniffer æter og derefter slippes løs i cirkusset i Las Vegas som "the mad village drunkards from an early Irish novel" - bortset fra at jeg ville føle mig bedre hjemme i en historie ridset i sten om en høj-energisk neandertaler fra stenalderen.
Som sagt bliver jeg vist nødt til at skrue lidt ned for detaljerne, så jeg vil blot beskrive tiden i lagerbygningen kort. Vi danser, råber efter piger, sender kærlighedstegn til DJ'en, (som gengiver dem med funklende øjne og spændte kæber - vi er alle i samme båd), fører intense samtaler med hinanden som aldrig før - selv ikke engang A som jeg som sagt var på 4 måneders rejse med - hvilket fungerer som et perfekt eksempel på i
hvor høj grad man forbindes i et MDMA trip.
Det mest fantastiske ved aftenen var dog en form for immateriel, ubeskrivelig følelse jeg havde. Det var som om jeg
hørte til. Som om jeg for første gang lagde mærke til hvordan vi alle og altsammen er én stor enhed. Naturen, universet, mennesket, alt. Og det mest fantastiske var, at det som forbandt det hele, det som holdt det hele sammen, var kærlighed. Jeg ved det godt, det lyder forfærdeligt hippie-agtig og stereotypt, men ikke desto mindre forholdte det sig sådan. Det var så smuk en indsigt, en fornemmelse, en følelse at jeg slet ikke kan beskrive det med ord. Det må opleves.
Det var dog ikke lutter lagkage det hele. B kunne vi ikke rigtig få kontakt til hele aftenen, han var super basket og han gik lidt rundt for sig selv og lagde an på damer det meste af aftenen, hvilket jeg egentlig var lidt ærgelig over. Vi satte os på et tidspunkt ned, efter at have ravet i et par timer non-stop, og B kommer over til os. Ligesom jeg har gjort med både A og C erklærer jeg ham ivrigt min venskabelige kærlighed til ham og han giver mig det grusomme svar: "jaja, det gør du jo kun pga. Emma".
Kommentaren sendte mig direkte i kulkælderen, for det var på ingen måde sandt, jeg har altid respekteret ham og omvendt, så det kom bare fuldstændig uventet. Min eneste forklaring jeg kan komme med er, at han var på vej ned og havde fået nedtur på eller sådan noget.
Jeg nævner blot dette for at understrege at MDMA blot er en
forstærker. Ligesom man er super sensitiv og i stand til at føle en ubeskrivelig kærlighed har jeg aldrig følt så fortærende en fornemmelse, og hvis man er meget deprimeret kunne jeg sagtens forestille mig hvordan stoffet ligeså stille ville opsluge en.
Heldigvis har jeg snakket med B mange gange siden og vi kan begge se frem til at dele glæden ved Emma igen d. 12 marts - Ferry Corsten på Train, yir!
Nå, tilbage til aftenen. Vi ravede som sagt i et par timer, og omkring T+4 var vi imellem baspumpene på vej ned igen. Vi tændte op i en pind og BAM! Jeg kan huske hvordan jeg ivrigt og med ærefrygt i stemmen fortæller de andre hele det lille hampfrøs historie igennem sin livscyklus for endelig at nå her til vores pind. At vi så havde den umådelige ære at lade den kære plante fylde vores lunger og kroppe var absolut fantastisk. Jeg kunne nærmest mærke hvordan det lille hamptræ sprøjtede solstråler og regnbuer rundt i mine lunger! Så pragtfuldt var det at ryge!
Rusen bagefter var endnu vildere, det var som at blive sparket op på peak-niveau, bare endnu højere og med al den afslappende og rare fornemmelse der nu engang følger med weed - og ikke mindst uden den sløvende effekt. Storskærmene så der stod bag DJ'ens mixerpult så også lige det federe ud, det blev faktisk på grænsen til hallucinerende!
Efter et par timer mere lukkede security festen ned, til høj buhen fra den lille skare af hardcore ravers, der med funklende øjne og afgrundsdybe pupiller har holdt skansen her indtil kl. 4 om morgenen - inklusive os selv. Det ender med at de må slæbe DJ'en af scenen, der med en halvfyldt champagneflaske i hånden hårdnakket nægter at stoppe festen. Dog når han lige ned og giver specifikt A, C og mig hånden inden han bliver trukket væk i stolt salut og gensidig respekt for de stillestående, iris-fri øjeblikke hvor vore øjne havde mødtes igennem hele koncerten.
Klokken er nu ca. halv fem om morgenen og MDMA'en raser stadig i A og jeg. men B og C vil gerne hjem så vi får prejet en taxa.
Jeg kan ikke lade være med altid at tænke på en form for klassisk hjemme-ude-hjemme eventyr når jeg tænker tilbage på taxaturen hjem. Jeg satte mig frivilligt ind på forsædet og plaprede løs med chaufføren. Det var som om der var sket et eller andet med mig i løbet af den aften. Inden denne aften havde jeg haft lidt problemer med at være kommet hjem fra min jordomrejse. Jeg kunne ikke rigtig stoppe med at tænke i cirkulære baner, det var som om dansk kultur havde mistet sin uskyld af at jeg havde været afsted. Alt hvad jeg ellers før blankt havde taget for gode varer, så jeg nu som de illusioner de i virkeligheden er. Værdier som jeg havde fundet sande hele mit liv blev kasserede, og jeg blev mere og mere rodløs fordi jeg fandt flere og flere illusioner og færre og færre sandheder. Jeg havde taget afsted til Asien i håbet om at finde mig selv, men han i stedet fundet hvad jeg
ikke var Men lige da jeg var på vej ind i en depression over dette havde jeg altså mit møde med MDMA. Det var som om den aften for alvor lod mig forstå Ludwig Börnes berømte citat: "Losing an illusion makes you wiser than finding a truth". Det var som om jeg alligevel havde min plads i universet, og at selvom jeg måske ikke lige umiddelbart havde fundet nogen større sandheder var der ikke nogen grund til at fortvivle, for jeg var stadig kommet længere på min helt og aldeles naturlige vej i mit menneskelige liv. Det var ikke skidt og meningsløst det hele.
Det var som om, at der imellem det tidspunkt vi tog taxaen ned til lagerbygningen og hjem igen, havde jeg fået en form for tillid, en tiltro til mennesket, universet, verdenssjælen, kald det hvad du vil. Det var som om Emma havde taget skikkelse som verdens moder, som om hun havde taget mig i sin barm, velsignet mig og hvisket i mit øre at alting nok skal ordne sig. Alt sammen smukt illustreret ved at jeg ikke længere følte ubehag ved at sidde ved siden af en taxachauffør, klemt inde i en bil uden udvej. Næh, dermiod følte jeg nærmest vi havde været venner hele livet og jeg plaprede løs med ham hele vejen hjem.
Da vi kom hjem lagde B og C sig til at sove. A og jeg satte dog en visualiser (Milk Drop fra Winamp - kan varmt anbefales) på og røg et par joints og fortsatte så ellers med at snakke om dybtliggende spørgsmål, vel og mærke siddende med snuden et par centimeter fra skærmen, resten af natten.
Da jeg lagde mig til at sove kunne jeg ikke lade være med at tænke, at dette var en af de aftener der ville komme til at følge med mig resten af mit liv, og jeg håbede inderligt at denne nyfundne tiltro til verden ikke bare var en MDMA-påvirket drømmetilstand som ville høre op, men stadig ville være tilstede når jeg vågnede næste morgen.
Da jeg så vågnede, helt klar i hovedet og nærmest stakåndet ved tanken om, at jeg indenfor få øjeblikke ville finde ud af om aftenen før blot havde været en 8 timers lang flugt fra virkeligheden. men da jeg så åbnede øjnene og netop ved øjets blik så solen skinne ind ad min terassedør, og så måden hvorpå efterårssolen reflekteredes i træernes blade kunne jeg ikke lade være med at smile.
Jeg kan
virkelig godt forstå hvordan dette betragtes som et muligt vidundermiddel til terapeutiske formål. I mit tilfælde gav MDMA mig mulighed for at berøre de dybdliggende følelser og forståelser der lå til baggrund for min egen periodiske, pseudo-nihilistiske tankegang og ført over i noget der bedst kan beskrives som positiv filosofisk eksistentialisme. En fornemmelse af at jeg kan gøre med livet som det passer mig og kun give det mening gennem lige præcis det som
jeg føler er meningsgivende. Og ikke mindst en tiltro til, at selvom jeg nok aldrig finder den "absolutte sandhed", skal jeg nok finde glæde og fred. For selvom jeg aldrig finder den skal jeg blive ved med at lede. Som den amerikanske poet Don Williams, jr. skrev: "The road of life twists and turns and no two directions are ever the same. Yet our lessons come from the journey, not the destination"
På målstregen er det dog stadig vigtigt for mig at slå fast, at det ikke er fordi MDMA i sig selv medfører denne form for universelle kærlighed og tiltro, det er nærmere et middel, en genvej. En genvej der, hvis den bruges rigtigt, kan føre til hvad som helst.
Det var så min første triprapport og jeg må undskylde på forhånd for den lange beskrivelse og de halv hippie-agtige tendenser. Jeg forstår godt hvis den er for lang til nogen overhovedet får den læst, og hvis det modsatte skulle være tilfældet skal I have mange tak for opmærksomheden, håber I kunne bruge den til noget
Om ikke andet har jeg selv fået utrolig meget ud af at skrive den, så tak psychedelia for at gøre det muligt at skrive om så komplekse følelser og ellers "udstødte" oplevelser i nutidens samfund. Jeg vil helt sikkert vende tilbage med flere triprapporter i fremtiden!
Love n' Peace - Jack The Tripper
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
- sunshine reagge