|
Substans/er: MDMA i krystalform
Setting: I byen
MODs installed: Ja
Erfaring: Har en stor viden om det meste
Dosering og anden informaton om substanserne:
0,5 g MDMA i krystalform, indtaget oralt.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Sund og rask.
Triprapporten
(Jeg beklager længden - håber ikke i er skeptiske omkring skrivestilen)
Jeg har snoozet det første 3 alarmer, selvom kl er 15 om eftermiddagen, Lørdag i Oktober.
Jeg vil bare have lov til at sove dagen væk. Magter ikke tænke hverken på kæresten der skred, eller al det lort på arbejdet.. Så jeg snoozer søvnigt igen, da iphonen vibrerer for 4 gang.
..Det var ikke en alarm. Og istedet for at larme, kan jeg høre Nicolais stemme - Jeg er vidst kommet til at besvare en opkald..
Røret op til øret, og mumler træt. "Mmm. Det Julie. Jeg sover. Farvel..."
Han stopper mig. "Stop!! Putte.. Vent lidt..Jeg har et forslag"
".. Mmmh?"
"Mikkel og jeg er hos dig kl 20. Vi får et par glas og smutter i byen. Du trænger til at komme lidt ud, gør du ikk? vi savner dig"
Min bedste vens bedende stemme, er ikke til at stå for.
"Forhelvede Nicolai.. Okay så.. Men vent lige... Ingen stoffer iaften, okay? Jeg gider ikke iaften!"
"Det en aftale frøken!" og så er han væk igen.
Kl 20 står drengene her, mine fortrolige og bedste venner - Med en flaske vodka og en bunke Cult.
Snakken går rundt om bordet - de havde ret. Det trængte jeg til.
Men noget forbliver usagt, selvom vi alle ved det.. Vi udskyder at sige det. Drengene fordi de venter på jeg nævner det, og mig? - Af princip.
Alligevel går der ikke længe, efter vodkaen er begyndt at virke før de usagte ord, bliver sagt..
"Hva drenge... Hva laver Emma?" spørger jeg, lidt forsigtigt.
Mikkel og Nicolai highfiver indover bordet, og mikkel råber "2 timer gik der! du skylder en 100mand, Nicolai"
De har vidst væddet om hvornår jeg ville nævne det.
Nicolai tager sig henkastet til bukselommen, og finder to poser, med de brunlige krystaller frem. Og nærmest lettede, griner vi lidt. Alligevel når jeg at tænke at det er trist, at vi ikke bare kan klare det på alkohol længere.
Vi bomber 0,3 hver - og er sammen om at vrænge ansigt, og sige "fyforhelvede" - Nærmest overraskede, selvom det har er noget vi har været sammen om, 100vis af gange.
Og så rejser vi os, lader vodkaen stå, og drager mod centrum - Henkastet siger Mikkel, nærmest for at rettfærdiggøre vores mission; "Så slipper vi også for at købe al det alkohol i byen. Skide smart!"
Vi rammer diskoteket og køber en Mokai hver. Sætter os på vores vante pladser i VIP'en, og smiler til hinanden. Selvom ingen af os, er ramte endnu - er vi fælles om det her. Vi har noget de andre ikke har, og vi føler os klart overlegne. Os mod dem - sådan har det altid været.
Tyve minutter efter, dasker Mikkel til mig og peger på Nicolai. Kæberne er begyndt at køre, han har knyttet sin hånd som han altid gør, når Emma har været forbi. Og nærmest som foresaget af det, begynder jeg også at føle mig godt ramt.
Og så sker det - Det som folk så ofte forsøger at forklare, dem der ikke har prøvet det - og det som ingen rigtig kan sætte ord på. Som et vindpust der blæser en bagover, ændrer følelsen sig i maven. Hver en nerve i kroppen sitre, og den afslappethed der kommer kan ikke formuleres bedre end - vidunderlig..
Vi kigger på hinanden. "Haha, oh yes!" - siger vi nærmest i kor, og highfiver. Jeg tager mig selv i at tænke, at jeg virkelig elsker de drenge - og at de er alt der betyder noget.
Og så er der de forbandede tics altså.
Vi splittes, som vi altid gør. Vi har hver vores små missioner, og gøremål. Nicolai danser, Mikkel sidder forstenet i hjørnet og smiler, og jeg - render selvfølgelig rundt og snakker med gud og hver mand. Jeg er lige pludselig blevet superklog og mine råd, kan verden da ikke undvære.
Klokken 3 samles vi - Nicolai vil hjem. Han argumenterer med at vi kan bombe resten derhjemme, og hive dynerne over i sofaen og putte alle 3, Ideen om hygge under den varme dyne tiltaler os alle, og få minutter efter, har jeg arrangeret dyner og puder til os i min store hjørnesofa, og vi bomber 0,2 hver.
Vi sidder længe uden at sige noget. Helt tæt i sofaen. Vi smiler alle 3, og nyder hvordan det kilder i hele kroppen, og alt kan være ligemeget.
"Jeg elsker jer sgu" siger Nicolai - Havde dette været en aften uden Emma, havde Mikkel nok stukket ham en venskabelig flad, og bedt ham lukke røven, men han svarer. "Ja, jeg elsker jer også.. sådan virkelig elsker"
Jeg siger ikke noget, ikke nødvendigt lige der føler jeg.
Og sådan går resten af natten. Samlet under dynerne, diskuterer vi alt fra sladder, til følsomme emner. Nicolai fortæller om kaos i familien, og jeg selv om kæresten der skred. Alt forsømt bliver indhentet, og gang på gang bliver vi enige om, at kun vi forstår hinanden, sådan 100%
Og så på et tidspunkt bliver vi trætte.. Rusen er ved at fordufte, og vi ligger os i min dobbeltseng. Mig i midten, og helt tæt omslynget alle 3. Vi ligger og nyder, den sidste dunst af mdmaen, imens vi alle 3 holder om hinanden og glider ind i søvnen.
6 timer efter vågner vi til virkelighehden. Stadig omslynget. Da Nicolai opdager hans arm, der også er omkring Mikkel - Hiver han den hurtigt til sig, og virker forarget over sig selv.
"Hold nu kæft en gang følelsesporno!" siger han sarkastisk, og en times tid går med at drengene nærmest for at overbevise hinanden om den stadige mandighed - dasker til hinanden, og kalder hinanden for idiot.
Og så går de. Tak for igår, og sikke en nat.
Og..
Der ligger jeg. Overmandet af ensomheden. 20 år, og med pupiler som tekopper. Lejligheden er mere tom end nogensinde. Og uanset hvor meget jeg gransker min hjerne, kan jeg intet positivt finde.
Fuck det hele. Jeg tuder ned i puden..Falder i søvn, og vågner lidt efter af utrolig livligt mareridt. Er jeg vågen eller sover jeg? Hvorfor er jeg så bange? og for hvad?
Fuck dig, Emma. Fuck dig.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
tusind tak for feedback!