Jeg er for 3 uger siden, kommet hjem fra 10 dage i Peru. Jeg har valgt at beskrive min oplevelse så fyldestgørende som muligt, i håb om at det kan hjælpe bare en person til at tage springet til at tage på en rejse med ayahuasca. Stor tak skal lyde til "Heroicdose" her på forummet. Jeg fik selv meget stor gavn af at læse om hans oplevelser. Af samme grund deler jeg mine.
Som jeg har skrevet dette i word fylder det 10 A4 sider i str. 12 – Det er til den tålmodige, dedikerede og nysgerrige. Ved nærmere eftertanke, er det også egenskaber der kræves, for at arbejde med ayahuasca.
FORBEREDELSERNE
Jeg er 25 år. Det vildeste jeg før har prøvet har været alkohol og cigar når jeg rigtigt skal hygge. Mit grundlag for at tage af sted til Peru, var en lang depression, som månederne op til afgang, til kraftigt til. Mine venner var nogen lunde klar over hvad jeg døjede med, men ikke omfanget, indtil jeg fortalte dem det, 1 måned før jeg skulle afsted – Samtidig med at jeg også endelig fortalte min familie hvordan jeg havde det. De ville gerne have at jeg kontaktede min læge, ligesom de selv gjorde det, uden jeg vidste det. Samme aften droppede jeg bomben, om at jeg nægtede at bruge de vestlige alternativer. Min læge snakkede med mig ganske kort og kunne ret hurtigt konkludere – med hans begrænsede viden, at jeg havde en middel til svær depression. Han syntes samtidig ayahuasca lød som… Ja, gæt hvad en læge i den vestlige verden, syntes om den slags ”heksekunst”.
Særligt mine forældre, var den første aften jeg fortalte dem det over middagsbordet, forholdsvis positive, og jeg havde også min søsters opbakning. Efter et par dage hvor de havde undersøgt det, snakkede jeg med min mor der tudende tiggede om at jeg blev hjemme, efter hun havde læst skrækhistorier på nettet. Min søster og hendes kæreste bakkede mig stadig op, men mine venner var delt i to lejre. Jeg så dem alle sammen om fredagen til en fest, som jeg skulle afsted søndag. Da de skulle sige farvel havde to af dem tårer i øjnene, og selvom de gerne ville bakke op, syntes de at det lød skingrende sindssygt – og de var bange for at de horrible visioner jeg måske (/med rimelig sikkerhed) ville få, ville skade mig permanent. Jeg brugte de sidste 14 dage i DK på at køre rundt og fortælle alle i min familie (onkler, fætrer, kusiner etc.) om min beslutning, og selvom folk var glade for at jeg endelig åbnede op, var de fleste mildest talt, ikke begejstret.
Jeg var fast besluttet på at tage af sted. Min søster måtte køre mig til lufthavnen da mine forældre ikke kunne sige farvel derinde, og jeg bad mine venner ikke møde op derinde, selvom dem der var mest imod, havde tilbudt det. Jeg skulle hurtigt af sted på den 25 timers rejse der ventede – For jeg havde det til sidst heller ikke godt med at efterlade mine nærmeste på den måde. Jeg var dog ikke et sekund i tvivl om, at beslutningen var den rigtige, for mig.
FØRSTE CEREMONI Jeg landede omkring kl 23 og selvom jeg havde booket et fint værelse/hotel, fik jeg ikke meget hvile den nat. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Nervøs og spændt.
Morgen efter jeg ankom til Iquitos sent om aften, vandrede jeg ned mod caféen hvor jeg skulle møde vores guide og resten af gruppen. Jeg nød min morgenmad der fortsat var i overensstemmelse med ayahuasca diæten (som jeg havde fulgt i en måned op til rejsen) – Ingen salt, krydderier, kød, alkohol, olie, fedt mm. Jeg kiggede udover regnskoven og amazonas floden og tænkte: ”Hvad fanden har du nu rodet dig ud i”. Jeg trøstede mig med at det først var dagen efter jeg formentlig skulle drikke, så jeg denne dag bare kunne akklimatisere mig til junglen og få ro på mit jetlag. Kl. 11 mødte jeg resten af gruppen – Alle unge mænd på ca. 30 år fra USA, Australien, Sverige, og Indien, med undtagelse af en russisk-amerikansk kvinde der var lidt ældre, og en koreansk kvinde lidt yngre.
Vi klingede rigtig godt fra start af. Vi blev fragtet i 3 hold med tuk-tuk ned til ”havnen” (nærmere et par brædder på lidt mudder) og så sejlet i en long-boat ud af floden, mod junglen. Der blev i båden udvekslet tidligere erfaringer (2 havde været der før og 1 havde prøvet det i USA). Folk kom med alt fra identitetskriser, depression, seksuelt misbrug som barn m.m. Vi ankom til fastlandet hvor vi igen skulle køres i Tuktuk og jeg tænkte at nu var jeg godt nok langt væk fra ”almindelig” civilisation. Vi blev vel modtaget og vores guide, der var den eneste der snakkede engelsk, introducerede os for den ene Shaman (Don Lucho - Ikke den samme som "Hereoicdose" her fra forummet havde været hos) – den ældste der stod for det, akkompagneret af hans to sønner. Stemningen var spændt, men ændrede sig meget hurtigt til anspændt, da vi fik af vide, at første ceremoni blev afholdt samme aften – Ca. 5 timer senere, kl 20. Man kunne komme ind i ”templet/malocaen” kl 19.
Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at hamre og jeg tvivlede på om jeg virkelig også have truffet den rigtige beslutning, ved at tage om på den anden side af jorden, ud i junglen, til folk hvis sprog jeg ikke forstod, for at tage et psykedelisk stof der er kendt for at trække en igennem helvedet, for at komme ud på den anden side. Jeg fortalte guiden at jeg var overdrevet nervøs. Han sagde: ”Don’t be nervous. Medicine knows what to do. You will get exactly what you need, but not what you want”.
Vi fik af vide at vi ville få en meget lille dosis for at se hvordan vi reagerede. De fleste af os ville være ”ædru” efter 2-3 timer. Little did I know. Vi blev tildelt hver vores hytte, som bestod af 4 vægge (3.5 – Den ene side var et myggenet), en seng, et toilet (som vi vesterlændinge kender det), og en bruser med iskoldt vand. Jeg prøvede at samle mine tanker omkring projektet, men jeg var ved at gå ud af mig selv af nervøsitet. Jeg fik sovet 2 timer og vågnede af mit ur 18:45. Fandt min pandelampe (det var buldermørkt), mit hvide tøj som vi skulle bære under ceremonierne og mødtes med inderen der boede ved siden af mig. Sammen gik vi den lange vej ned til templet (10 minutter). Den ene mere nervøs end den anden – Til trods for at han havde prøvet det sidste år. Jeg har aldrig i mit liv været så nervøs og bange, og jeg overvejede endnu en gang, om jeg virkelig også havde truffet den rigtige beslutning.
Templet var altid oplyst af 4 sterinlys på midten af gulvet, indtil ceremonierne begyndte. Ellers var der fuldstændig mørkt. Vi sad i 2 halvcirkler. Hver mand havde sin madras, brækspand, en flaske vand og en rulle toiletpapir. Da vi ankom til templet var der allerede et par af de andre der havde fundet deres plads. Stemningen dirrede af nervøsitet. Man måtte ikke tænde sin pandelampe derinde da man bliver meget sensitiv for alt – særligt lys. Jeg kunne høre junglen summe af liv. Nu var der kun en vej. Jeg faldt i søvn på madrassen og vågnede ved at hamanerne ankom lidt før kl 20.
Den ene shaman gik rundt med den lille kop, og vi drak 1 efter 1. Da det blev min tur hamrede mit hjerte som aldrig før. Jeg kiggede på den mørkebrune ayahuasca i koppen. Jeg lukkede øjnene i mens jeg fokuserede på min intention for ceremonien. Alt hvad jeg havde læst om smagen var desværre sandt. Jeg kan som det tætteste drage en parallel mellem grøn matcha te, blandet med olie og tobak Jeg har aldrig smagt noget så fælt.
Nu havde jeg nået et point of no return, og nu måtte det bære eller briste. Det ville jo højest vare 2-3 timer – Så hvor slemt kunne det være? Shamanerne sang den første Icaro – En melodi typisk konstrueret af sang og ”blad-instrumenter”. Det er til dato noget af det smukkeste jeg nogensinde har hørt. Efter den var overstået blev de 4 lys pustet ud. Jeg kunne intet se andet end den hvide pose i min brækspand. Det blev jeg glad for. Efter ca. 30 minutter, lidt efter jeg havde tænkt ”Det her fucking lort har ingen effekt på mig”, begyndte jeg at mærke en let summen i fingrene og mit syn blev sløret (til trods for at jeg nærmest ingenting kunne se). Lidt efter var fingrene i en tilstand der bedst kan beskrives som ”sovende”, og det tog stadig til i resten af kroppen.
De der drak først begyndte så småt at kaste op, men jeg var stadig ellers upåvirket. Jeg fokuserede på icaros’ne. Jeg fik ufattelig dårlig balance, og fra at side op måtte jeg ligge mig ned. Kort tid efter brød helvede løs. Jeg hulkede i gråd. Jeg græd så hysterisk at det kneb med også at trække vejret. Jeg mistede tidsfornemmelsen, men det var efter ca. en halv time. Jeg græd nok lige så længe – Uden nogen nævneværdig grund.
Da jeg endelig fik grædt færdig, kunne jeg mærke at jeg fik voldsom kvalme. Jeg vil sammenligne min tilstand på dette tidspunkt, med en mellemting mellem den rastløshed man oplever efter at have været vågen i minimum 30 timer, og drukket sig sanseløst beruset. Jeg greb hurtigt ud efter brækspanden og kastede så voldsomt op, at jeg ikke erindrer en lignende tilstand i en normal ”brandert”. Det fortsatte nådesløst, og der gik højest 2 minutter imellem hver gang. Senere jokede vi i gruppen, med at det lød som en exorcisme fra min side af.
Jeg begyndte at miste mit forhold til min krop. Jeg havde ingen kontrol overhovedet. Jeg blev reduceret til kun at være min bevidsthed, og en ustyrlig krop jeg ikke følte mig hjemme i. Jeg turde ikke ligge mig på ryggen, så jeg lå i fosterstilling med hovedet hvilende på armen, tættest på min brækspand. Jeg undrede mig over at jeg ikke hallucinerede. Jeg kiggede på mine hænder og blev pænt overrasket over at jeg manglede lillefingeren. Der kom røg op hvor den normalt sad. Tilbage til opkast. Jeg prøvede at tænke på noget materielt for at samle mine tanker. Det kunne jeg ikke – Jeg fik det endnu dårligere. Jeg ”spurgte ayahuascaen” om hvad hun ville med mig, for jeg havde håbet på en noget mere spirituel og oplysende rejse end det her. Men hun var ikke færdig med mig.
Langt fra.
Jeg følte at icaro’sne forværrede mit trip og jeg blev dårligere og dårligere og atter dårligere .Jeg kiggede ned i brækspanden og så et lille bitte menneskekranie. Jeg gik fra at føle at jeg skulle dø, til at håbe det, inden for en umiddelbar kort tidsramme. Jeg havde det så dårlig fysisk at det er umuligt at gengive via. Skrift. Efter noget nær en evighed (man mister tidsfornemmelsen under påvirkelsen af aya), begyndte jeg så småt igen at forstå hvem, hvad og hvor jeg var. Alligevel var jeg længere ude end jeg nogensinde havde været før, og jeg begyndte at tænke, om jeg nogensinde ville komme ”tilbage”, eller dette var et evighedstrip. Jeg kastede fortsat op, men begyndte at forstå denne verden igen, og vidste hvem jeg var.
Da jeg endelig følte jeg var færdig, blev jeg hjulpet hjem af de hjælpere der var til stede. Jeg kollapsede i min seng med endnu en brækspand. Jeg hallucinerede stort set ikke denne aften (udover kraniet og lillefingeren) – Det var den ultimative udrensning.
Jeg er den dag i dag, sikker på at ”noget i mig døde” den nat. Noget der ikke tjente mig.
DAGEN EFTER
Næste morgen vågnede jeg fuldstændig ødelagt, og kunne knap nok gå, og stadig pisse ”fuld”. Jeg forstod det ikke. Jeg var den i gruppen der havde fulgt den mest ayahuasca venlige diæt i længst tid op til, og udvist størst disciplin. Kroppen havde det som om jeg havde løbet 50km, og hovedet som om jeg havde været på voldsomt druk. Jeg tvivlede enormt meget på mit valg, og jeg forstod ikke hvorfor jeg skulle igennem den proces. Det viste sig at jeg var kommet hjem kl 2 om natten – Altså 6 timer efter start (hvor det kun burde have taget 2-3 for at blive ædru), som last man standing. Jeg reagerede altså meget meget stærkt på den lille dosis. Flere havde haft en hård omgang men ingen tilsyneladende så slemt som mig. Jeg tænkte at det her kun var den første ceremoni. Der var 3 endnu. Fuck. Det. Her. Lort.
Jeg forsøgte at reflektere over oplevelsen men der var ikke umiddelbart meget at reflektere over. Tårerne trillede ned af kinderne på mig omkring middag. Jeg kunne fortsat ikke tænke på noget materielt, men pludselig åbnede jeg op emotionelt. Vi havde en lille udflugt til en å vi kunne bade i. I det kolde vand drøftede vi alle vores oplevelser fra natten før. Jeg begyndte at kunne samle tankerne – Men kun om - Mine relationer til andre mennesker og hvordan jeg behandler dem. - At jeg er egoistisk. - At jeg ikke giver nok til andre, og at jeg ikke gav nok til verden som helhed. - Og smerten ved disse erkendelser.
Forsøgte jeg at tænke på andet fik jeg det fysisk dårligt. Forsøgte jeg at tage stilling til ovenstående, fik det følelsesmæssigt dårligt, og det var for abstrakt til at jeg kunne forholde mig til det, i denne tømmermænds tilstand gange 10. Uden at ville skrive min eksakte intention for ceremonien, kunne jeg dagen efter se, at der faktisk VAR blevet prikket hul på det. Det kom bare forsinket – Dagen efter. Til trods for alle mine åbenbaringer denne dag, var de utrolig svære at rumme, og jeg tror aldrig har været så udfordret følelsesmæssigt, som jeg var denne dag. Thomas Campbells ord fra bogen ”My Big Toe (Theory Of Everything)rungede i mit sind den dag – Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle med dem:
“Escaping belief traps and finding the necessary mental and emotional freedom to evaluate your experience logically, will become your first level quest. You will need to be daring and courageous. You are what you are - why not become all that you can be? How can you possibly discover what the limits of your being are, without reaching beyond where you are now? How courageously, carefully, honestly, and scientifically will you explore your personal unknown, your personal ignorance, prejudices, assumptions, fears and beliefs? Do you need assurances and expect or require definitive answers to come quickly”
“Begin to understand your beliefs and their limitations. Dedicate some of your energy every day to finding and verifying the truth. Become aware of your motivations and intents. Turn off the TV and get acquainted with your mind. Learn to meditate. Be kind and loving in all your interactions with others. Stop thinking about yourself and your wants, needs, and desires. Figure out what your fears are and outgrow them. And above all, continue to objectively taste that pudding to see how you are doing. (Jeg anbefaler på det kraftigste denne bog, der for mig har været med til at forstå nogle af mine oplevelser. Jeg har et lovlig PDF af den, jeg kan sende ved interesse).
ANDEN CEROMONI
Efter at jeg var et stort følelsesmæssig vrag på anden dagen, var jeg ok – Faktisk i god stand på tredje dagen – Dagen for anden ceremoni. Vi havde evaluering 2 dage efter hver ceremoni, hvor Don Lucho – Shamanen, sagde at min reaktion med det vildeste brækorgie, var et afkald på frygt, tvivl og skepsis. Han mente at jeg havde åbnet op for mulige ændringer ved den næste ceremoni, denne dag. Han var sikker på at jeg var på vej mod forandring, og mere profitable paradigmer. Jeg var MEGET mere rolig denne dag, da jeg havde svært ved at forestille mig at jeg skulle igennem samme helvede igen. Jeg vidste på en eller anden måde, at der ventede mig en fantastisk oplevelse.
Samme tid, samme sted; Kl 19 gik jeg op til malocaen. Kort tid efter brød himmel og hav ud i et, og jeg tænkte ”Shit just got real”. Jeg var lidt nervøs for hvordan det ville påvirke oplevelsen. Præcis da shamanerne trådte ind, 19:55 stoppede det. Jeg fik serveret min kop som tredjesidste mand igen – En mindre en af slagsen, end dagen før. Jeg begyndte efter en halv time at have samme ”sovende” fornemmelse i kroppen. Samtidig begyndte jeg at have flere visioner end dagen før, og min mave føltes rolig. Shamanernes icaros blev pludseligt visuelle for mig, og de dansede i takt til musikken, i hvad jeg bedst kan beskrive som et ”pulserende mønster”. Jeg var mere bevidst om min vejrtrækning, og jeg var rolig. I stedet for opkast skulle jeg tisse og blev hjulpet derud. Havde et underligt forhold til min krop og følte mig ”ude af den”.
Tilbage i malocaen havde jeg ikke længere hallucinationer. Til gengæld blev det meget følelsesbetonet. Denne aften var en stor emotionel oplevelse. Jeg havde fornemmelsen af at jeg vidste alt. Jeg havde alle svar. Jeg forstod alt, og alt gav mening på en måde man ikke kan tænke sig til. Jeg havde fornemmelsen af at jeg var lige præcis det sted hvor jeg skulle være – Både i ceremonien – Men også i mit liv. Jeg indså at den baggage (primært depression) jeg kom ned med, rummede de perfekte udfordringer for mig, for at jeg kunne udvikle mig optimalt. Jeg forstod min baggage for første gang. Jeg forstod mit liv på en ny måde, og jeg forstod alt andet. Jeg var dog frustreret over at jeg kunne mærke at jeg havde alle svar, men at jeg ikke kunne navigere helt i oplevelsen – Jeg kunne ikke kigge helt dybt nok.
Jeg så mig selv, fuldstændig uden filter. Uden ego, og uden min egen selvopfattelse. For første gang så jeg mig selv fuldstændig objektivt, og jeg havde ikke nogen følelsesmæssig affektion ved de ting jeg kom derned med. Tårerne trillede ned af mig. Jeg følte mig fri. Jeg følte at jeg havde nået ind til min helt essentielle væren, noget i min bevidsthed der ligger langt dybere end hvad vi vesterlændinge ofte kalder ”personlighed”. Jeg var i en tilstand af kærlighed og intet andet, og jeg begyndte at føle mig som en del af noget langt større end vi normalt kan opfatte, med vores begrænsende sanser – mere om dette senere.
De 3 Shamaner kom over og sang en individuel icaro til os, imens de ”piskede” os blidt på ryggen, maven og ansigtet med deres bladinstrumenter. Jeg oplevede en euforiserende lykkefølelse. Min depression blev drænet ud af kroppen og jeg følte mig 100kg lettere. Al min tvivl fra de forrige dage, samt min families og venners bekymringer forsvandt for mig. Jeg forstod dem, og jeg følte deres smerte ved mit valg, men indså også at det her var nøjagtig hvad jeg var kommet for.
Jeg kunne trække vejret dybere end normalt. Jeg accepterede mine egne fejl og mangler. Jeg tilgav mig selv, hvilket gav mig styrken til at tilgive andre. Jeg følte en ubegrænset kærlighed til mine nærmeste. Jeg forstod hvordan jeg skulle bruge disse indsigter til at hjælpe mig selv og andre. Jeg tænkte på Ayn Rands ord fra ”Og Verden Skælvede” ”Lad ikke helten i jeres sjæl gå til grunde i ensom skuffelse over det liv, I fortjente, men aldrig har været i stand til at nå. Kontrollér din vej og din kamps natur. Den verden, du begærede, kan vindes, den eksisterer, den er virkelig, den er mulig, den er din.”
Jeg kastede meget lidt op efterfølgende. Havde det atter fint. Jeg kunne MÆRKE musik. Hver tone eller lyd var knyttet til en særlig sensation rent fysisk. Jeg forstod hvordan vores sanser blot er et filter. Al oplevelse er et udtryk for sansning. Vores opfattelse danner vores fysiske og indre virkelighed. Jeg fik en ny forståelse for at grundlaget for vores eksistens ikke er kroppen – Den er blot et redskab til vores bevidsthed, for at vi kan udvikle os og lære. Jeg forstod den i en kontekst af første ceremoni, hvor jeg flere gange var reduceret til nærmest blot at være min bevidsthed, uden kontrol over min krop. Den endte sov eller kastede op. Min bevidsthed var fuldt funktionel og bearbejdede stadig information.
Efter en 3-4 timer var ceremonien over. Jeg lå stadig og græd glædestårer, men alt for desorienteret til at rejse mig. Jeg kiggede rundt og opdagede at jeg igen var den sidste i rummet. Jeg kiggede over på døren og prøvede at samle kræfter til at spørge om hjælp. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Fra at forstå mig selv og mit liv på en ny måde, til dette: Manden med leen stod og vogtede i døren. Det var rædselsfuldt virkeligt, og jeg blev grebet af dyb frygt, og jeg var ved at gå i panik Han havde leen hvilende over skulderen, og tog den ned så klingen pegede mod mig. Jeg vidste at jeg skulle igennem den dør, og han stod der ikke fordi han ville drikke kaffe. Jeg accepterede forholdsvis let at jeg nok skulle dø nu, og det faldt mig forbløffende naturligt. Jeg opgav at gå i panik og accepterede det.
Jeg var bevidst nok om det absurde i at jeg lå i en hytte midt om natten, i junglen i Peru, påvirket af at stof der ville få mig til at hallucinere – Og nu skulle jeg dø!? Ikke desto mindre fandt jeg et eller andet smukt i det, jeg har svært ved at beskrive. Selvom det var ufatteligt skræmmende og overvældende, så havde jeg en idé om, at selvom jeg døde, var det her ikke slutningen. Jeg tænkte en sidste gang på mine venner og familie der havde tigget mig om at blive hjemme, og at de havde endt med at få ret. Lagde mig ned og lukkede øjnene. Jeg tog min sidste vejrtrækning med ”denne” krop. Da jeg åndede ud, kunne jeg stadig mærke mine fingre. Hvis jeg kunne mærke min fingre, måtte jeg stadig være i min krop, og altså i live.
Da jeg åbnede øjnene igen og havde accepteret det, så jeg at det var vagten der passer på os. ”Leen” var hans gevær (i tilfælde af farlige dyr). Han hjalp mig hjem og jeg faldt i søvn, med den uhyggelige hallucination som et bizart dystert minde, der var kraftigt overskygget af min nyligt tilegnet selvindsigt. Jeg vil ikke fortælle min intention for ceremonien, men jeg fik præcis hvad kom efter. Afslutningen giver mening for mig efterfølgende, specielt i forhold til den første oplevelse, men også hvad der mødte mig senere.
DAGEN EFTER
Jeg var gennemsyret af mine gode oplevelser fra dagen før, og jeg vågnede med en ny forståelse af alt omkring mig. Jeg fik forklaret hallucinationen på tegnsprog til vagten og en af de andre deltagere tegnede ”manden med leen”. Vagten har moret sig over det, og det har jeg, shamanerne og de andre deltagere også.
TREDJE CEREMONI Som ved anden ceremoni havde jeg på en eller anden måde en fornemmelse af hvad der ventede. Jeg vidste at det ville blive godt igen, men at jeg ville blive testet hårdt. Det skulle vise sig at være en underdrivelse af dimensioner.
Da det blev min tur til at drikke mindede jeg igen mig selv om min intention for ceremonien. Jeg ville se mit højeste selv og mit fulde potentiale som menneske. En i gruppen gennemgik i denne ceremoni, hvad jeg selv gjorde i første. Nogle hulkede voldsomt i gråd, og gennemlevede smertefulde traumer. Jeg var selv helt rolig. Jeg begyndte for første gang at hallucinere kraftigt – Jeg havde bevidst taget en større dosis denne gang. Normalt kan jeg INTET huske fra min barndom fra ca. 10-12 år og nedefter. Inden længe begyndte minderne at skylde ind over mig. Jeg så mig selv fra helt lille, og fulgte min opvækst år for år. Jeg så ting jeg ikke har kunne huske de sidste 15-18 år, helt tydeligt og klare. Jeg var bevidst om at det meste var minder, men noget var konstrueret for at understrege pointen for mig. Jeg fangede ikke helt pointen til at begynde med, men jeg så op til en alder af ca 14 år, hvordan jeg har haft en nærmest perfekt opvækst – Med fuldstændig ideelle vilkår for at udvikle mig optimalt.
Jeg fik efterfølgende den tydeligste vision jeg overhovedet skulle opleve. Jeg se en dreng på en fodboldbane. Han forsøgte at gribe en tennisbold, svævende i luften mod ryggen mod græsset. Han hoppede bagover, og alt gik i slowmotion. Han nærmede sig hjørnet på fodboldbanen og bolden kom også tættere og tættere. Jeg var fuldstændig besat af at han for enhver pris MÅTTE gribe den bold. Det var af yderste vigtighed. Jeg begyndte at blive så ekstremt nervøs for at det ikke lykkedes ham, at det i bagklogskabens klare lys, lyder absurd. I ALLER sidste sekund inden bolden røg ud af banen greb han den. Lettelsen ved dette kan ikke beskrives med ord.
Jeg var i tvivl om hvordan jeg skulle fortolke det. Shamanen havde en forklaring. Mere om min egen fortolkning, lige om lidt. Mine visioner fortsatte. Jeg så hvordan jeg fortsat var glad og veludviklet op til de ca. 13-14 år, hvor jeg fik flere bekymringer og spekulationer op til 16 (alt sammen i visioner, ikke direkte aktuelt i mit liv). Men jeg var stadig glad. Jeg forstod ikke hvad det havde at gøre med min intention, men jeg lod med rive med. Begyndte dog at blive lidt irriteret over at jeg ikke kunne se anvendelsespotentialet. Og så brød helvede løs.
Pludselig ændrede det sig. Jeg så hvordan alle jeg elsker skulle dø. Familie og venner. Det blev ikke præsenteret for mig som tragisk, men sådan tolkede jeg det. Det blev mere præsenteret som ”livets cyklus” og at jeg skulle acceptere at intet varer evigt – Og at jeg skal passe bedre på dem jeg holder af. Jeg hulkede mere intensivt end første ceremoni. Jeg kunne og ville ikke acceptere det jeg blev vist. Jeg tiggede i mit indre om at få en chance til, og at der ikke måtte ske dem noget. Jeg så dem hver og en, dø i alt. Min kammerat der var i Afghanistan for et par år siden, blev skudt dernede. Min ven der kører motorcykel døde i en ulykke. Min søster i en terrorangreb. Min familie i en bilulykke. Min farfar af alderdom. Dem hvor jeg ikke blev vidst konkrete scenarier, var jeg med til begravelserne, og bar deres kister ud.
Jeg har aldrig oplevet større smerte, og jeg angrede dybt og inderligt at jeg ikke havde brugt mere tid med dem. Jeg forsøgte at acceptere det. Hver gang jeg selv mente at nu var jeg klar, mente ayahuascaen ikke at jeg var det. Jeg blev vist billederne igen og igen og igen – Og hver gang jeg ikke havde bearbejdet det, blev billederne tydligere. Efter 3-4 gange havde jeg overgivet mig, og jeg fik igen understreget vigtigheden af, at når man drikker ayahuasca skal man acceptere hvad man bliver vist. Kæmper man imod bliver det være.
Jeg forstod hvordan begge dele (barndom og død) relaterede til min egen udvikling. Jeg har perfekte forudsætninger for at udvikle mig som menneske – Jeg skal bare acceptere at intet er sikkert eller fast; Alting ender, og jeg skal også huske at nyde mit liv og menneskerne i det, og ikke konstant tænke på at yde og præstere. Det kan lyde banalt, men man oplever det og forstår det med 100 gange styrke af hvad man ”ædru” kan rationalisere sig til. Det bliver mere virkeligt under påvirkelse af ayahuasca, end virkeligheden selv.
Jeg tolkede selv manden med bolden, som et udtryk for at jeg har en frygt for at fejle og det at gribe noget med så lille en fejlmargin, er et symbol på sygelig perfektion med nogle ting. Og i konteksten af hvad der fulgte lige efter (død), var denne ceremoni for mig en klar besked om at jeg skulle lære at prioritere i mit liv. Det er ikke så vigtigt om ”bolden bliver grebet”, og at alt er perfekt på mit studie. Jeg skulle lære at prioritere – Nedprioritere studiet og træningen. Jeg blev vidst at det eneste der betyder noget i vores liv er vores relationer, og som anden dagen blev jeg vidst hvor dårligt et menneske jeg har været, med familie og venner der ville give mig deres højre arm, og hvor lidt jeg har tendens til at give tilbage.
PRÆCIS da ceremonien endte, kastede jeg for første gang i ceremonien op, et par gange og havde det ellers fint (stadig desorienteret og måtte hjælpes hjem i seng). Næsten morgen havde jeg det atter godt, om end jeg var nød til at skrive hjem, om alle var ok. Jeg følte ligesom anden ceremoni, en ny forståelse af mig selv og verden. FJERDE OG SIDSTE CEREMONI
Vi blev anbefalet en lille dosis sidste aften. Det tog vi alle imod. Jeg havde det fysisk dårligt med ret slem diare inden ceremonien (det samme havde flere af de andre deltagere), hvilket bekymrede mig meget. Dog skulle det vise sig fortsat at blive en meget positiv oplevelse. Denne gang en meget følelsesmæssig en af slagsen ligesom anden ceremoni, og kun mange korte visioner, der ikke gav eller giver mening, indtil de udviklede sig:
Jeg blev vist hvor kostbart og dyrebart vores/mit liv er, og hvor utroligt det er, at så mange faktorer skal gå op i en højere enhed, for at liv kan eksistere på jorden. Jeg så hvordan vi er ufattelig små i universet, og hvor meget vi alligevel har formået at skabe, med meget få tal, bogstaver og materialer. Jeg så vores udvikling som race, og hvordan vi til trods for vores intelligens ødelægger jorden og slår hinanden ihjel. Jeg følte en ufattelig taknemmelighed for at være i live, og dette var altoverskyggende denne aften. Jeg var så taknemmelig for at være i live at jeg burde skrive det med capslock. Det var overvældende at jeg stadig kunne få så meget ud af mit liv, og jeg glædede mig til at se dem jeg elsker.
Jeg så eller nærmere følte ”the vast scale” af universet og hvor små chancerne er for at vi er de eneste derude. Både som de mest og mindst intelligente. Jeg fornemmede hvordan junglen omkring mig var et symbol på liv som helhed, og jeg følte en kontakt til andre levende væsener, jeg har svært ved at sætte ord på. Jeg gik fra at føle at jeg sad i junglen, til at være en del af junglen.
Denne aften var ikke lige så overvældende som de andre, og er den jeg husker mindst fra. På vej hjem herfra fik jeg heldigvis hjælp igen. Jeg orkede næsten ikke at gå hjem. In fact; Jeg ”kollapsede” på vej hjem og måtte ligge ned og trække vejret, simpelthen fordi jeg ikke havde den fornødne lungekapacitet til at gå.
Alt i alt har det været en sindssygt god oplevelse, til trods for en horribel bræktur og uhyggelige visioner. Det har ændret mig på et dybt plan og jeg fik, måske ikke præcis det jeg søgte, men det jeg havde brug for det. Det har været sindssygt hårdt, og jeg har tabt enormt meget muskelmasse og fedt pga. diæten. Sammenholdet i gruppen har været en kæmpe faktor i processen – Det var komplet ærlighed om alt fra hinandens fortid, til uhyggelige oplevelser i ceremonierne. Vi har set hinanden med tyndskid, opkast og hulkende – Men også livsændrende forandringer med store gennembrud i hver vores udfordringer. Jeg har aldrig bondet på så dybt et plan med fremmede mennesker – på 10 dage.
Vil jeg gøre det igen? Måske om lang tid.
Vil jeg anbefale andre det? Ja.
Bør alle gøre det? Nej. Det er voldsomt overvældende når man er i det. Man skal være klar til at konfrontere både det værste og det bedste i en selv. Jeg anbefaler IKKE at opsøge det fordi det kunne være en spændende oplevelse. Et par stykker i gruppen har prøvet andre ”stoffer” bl.a. LSD. En sagde at det var som saftevand i forhold til ayahuasca. Det her er medicin og ikke noget man gør fordi man skal have en fed oplevelse. Man bliver vist hvilke ændringer man bør lave i sit liv – Men man skal stadig inkorporere det lærte.
Man skal overgive sig fuldstændig i kampens hede. Og måske er det dette der har været så lærerigt; At give slip og se sig selv fuldstændig uden filter. En af de sidste ting gruppen snakkede om var, at dette retræte var som at studere til eksamen. Selve prøven kommer når man returnere til sit almindelige liv.
At tage afsted er den bedste beslutning jeg har truffet i mit liv, men også det sværeste jeg har gennemgået. Spørgsmål er selvfølgelig mere end velkommene.
|