Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 17:08


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 12 mar 2011 14:10 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 aug 2005 09:17
Indlæg: 1752
Substans/er: psilocybinsvampe (Philosopher’s Stones og Cubensis) samt pot
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Har en stor viden om det meste

Dosering og anden informaton om substanserne
7 g. philosopher’s stones, redosering 1 gram cubensis, herefter redosering ad libitum men anslået: 3 gram philosopher’s stones, plus 1½ gram cubensis, ca. 0,3 gram pot sent i forløbet. Jeg havde spurgt rundt om styrken på philosopher’s stones. Beskeden var at de var “meget milde”, og de små knolde havde ligget et stykke tid i posen. Trods forbeholdene, er dette højdosis.

Disclaimer: Denne triprapport beskriver mit hidtil mest vidunderlige trip. Jeg vil mane til forsigtighed med blindt at følge denne metode (og dosis!), hvis læseren ikke har megen erfaring med at trippe tryptaminer. Dette trip var alt, hvad jeg kunne håbe og ønske - og mere til - men det er også noget jeg har haft tilløb til i flere år.

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Setting: Socialt trip med i alt 8 psykonauter nær kyndelmisse (vinterens hjerte) 2011. Tommelfingerreglen var “kun svampe” - for at opleve svampen så rent som muligt. Alle havde madrasser lagt ud i en hesteskoform foran pejsen, der var tændt godt op. Udenfor stormede en hårdt vind, der susede meget i træerne i skoven og vinden ruskede hytten. Inden trippet var der fællesspisning og præsentation/bonding for de af os, der ikke kendte hinanden på forhånd. Jeg kendte kun arrangøren godt, men havde dog mødt to andre før skulle det vise sig. Det er ikke en setting jeg normalt tripper i, da jeg normalt kun tripper alene. “Ego-tripper”, kaldte de andre i spøg R, der havde det på samme måde. Jeg har kun trippet en enkelt gang i fællesskab med andre tilbage i november 2010. Den tur gav mig seriøst blod på tanden, da der var en fantastisk, åben stemning.

Set: Min sindstilstand var allerede inden trippet ændret. Den var bedre. Ansporet af en række hændelser siden mit (s)eneste fællestrip, var jeg endt i en tilstand af transformation omkring jul. Det er noget, der sker fra tid til anden, hvor jeg foretager et større sporskifte, for jeg er ikke så godt til at bevæge mig i små ryk som i Kaizen og andre små-skridt filosofier anbefaler. Eventuelle små skridt var i så fald foretaget inden trippet, men de var i så fald små og ikke målrettede, ikke udkrystalliseret. Jeg er mere en revolutionær Big Bang type. Denne gang var jeg kommet på rette spor, og toget havde hele januar fået skovlet kul i ovnen, der var damp på alle kedler og jeg var ved bedre humør end i lang tid. Der havde tidligere sneget sig små lommer af - ja jeg skammer mig over at sige det - ynkelighed ind i min mentale tilstand. Al den elendighed var lagt bag mig, da jeg gik ind til dette trip.

Det fortjener også at blive sagt, at jeg er noget nær frygtløs og aldrig har haft et dårligt trip. Frygtløs betyder her en indbygget evne til at tage tingene som de kommer uden panik, det betyder ikke “uansvarlig” eller “uforsigtig”. Jeg er i øvrigt 38 år.

Dagen før havde jeg fornøjelsen af at møde en gammel ven og kollega, og han og konen var utrolig gæstfrie og gjorde mit besøg til en god oplevelse. Da jeg så hans kæmpestore 50” plasma-TV skulle det jo ses, da jeg ikke selv har valgt at bruge penge på sådan et. Han valgte selv at smide Avatar på, og det var jeg super glad for, da jeg kun havde set den en gang i biografen. Avatar har en speciel plads i mit hjerte, omend jeg fornemmer at jeg altid har fået noget andet og mere ud af Avatar end mange i min omgangskreds. Jeg har før drømt om at tage LSD eller 2C-B under Avatar.

Så Avatar passede mig strålende, også selv om det her var i ædru tilstand. Jeg var allerede kommet ind i kampen, og billedet af jægeren var allerede ved at indtage min personlighed. Ikke mere ynk, ikke mere klynk, kun magt, styrke og beslutsomhed. “Be the Man, drive like a man”. Al den “pussification” skulle satme have en ende! Her var Jake Sully et godt gensyn: krigeren, der gennemgår sin manddomsprøve, beviser sit værd, får kvinden i sit liv og en spirituel opvågning. En jæger, der ser, føler og mærker den natur, han jager i.

I det hele taget er jeg godt tilpas i denne verden, og trods megen råddenskab er jeg optimistisk og håbefuld for fremtiden. Krop og ånd er for mig komplementære størrelser, der forstærker hinanden gensidigt.

Triprapporten
Det er svært at holde kronologien i dette trip, da jeg efter 1½-2 timer holdt op med at kigge på uret. Det er heller ikke så vigtigt. Jeg havde inden trippets start fået en kop te af S, og jeg blødte de små, hårde knolde - philosopher’s stones - op i teen. Normalt elsker jeg smagen af psilocybinsvampe, men hvad angår svampe er philosopher’s stones en gang fæle, små, hæslige bark-smagende narkoklumper med en uindbydende konsistens. Nå, men ned kom væsken og jeg gnavede også de små, nu halvbløde knolde i mig, selv om S godt nok havde sagt at jeg kunne nøjes med at si dem fra. Den initielle dosis var 7 gram philosopher’s stones målt på en elektronisk vægt.

Jeg mærkede allerede, at trippet var pænt igang efter en halv time. Gab. Svedige håndflader. Der var pludselig blevet varmt i det mørke lokale, hvor kun pejsen buldrede.Frugtskålen og fyrfadslysene var begyndt at bølge blidt.

I løbet af den næste halve time husker jeg, at jeg fniste og mente fyrfadslysets farvede glaslysestage med bladene var begyndt at rykke nærmere på mig. Der blev snakket og grinet og snakket rundt omkring. Dum di dum. Tanken om flere svampe begyndte at melde sig. Jeg hentede min sidste stilk af en Cubensis på 1 gram, guflede en lillebitte hat i processen.

Pejsen var så perfekt. Der var et massiv af rød-orange gløder. Jeg lå på min madras nederst i hesteskoen af madrasser og så ind i pejsen, mens jeg holdt stilken mellem tommel og pegefinger, så den dækkede de få flammer, der slikkede op at et stort stykke træ, der lå på langs. Den optiske effekt var i retning af Sarumans øje fra Ringenes Herre. De andre ville vide, hvad hulen jeg havde gang i. Jeg formåede ikke rigtig at forklare det. Sarumans øje er en efterrationalisering. Det så bare så fedt ud, og det var til at fortabe sig i. Jeg lånte stilken til R og prøvede at forklare, hvordan han skulle gøre. Han var mindre imponeret end mig, tror jeg.

“Nå, men jeg er i et dilemma. For skal jeg snakke med svampen eller spise den?”, sagde jeg. Der blev grint lidt, men det endte med at jeg guffede den stille og roligt i mig. Den smagte fortrinligt og var en stor kulinarisk oplevelse sammenlignet med de pokkers knolde. Som altid var der noget delte meninger om det fortrinlige ved smagen af Cubensis. Det var en meget opløftet del af trippet, hvor der blev snakket og grinet meget.

Den næste tid var præget af dejligt ambient. Folk gav sig mere og mere hen, og det var en fornøjelse at høre de dybe vejrtrækninger. R, der var lige ved siden af mig, brummede nogle små melodiske toner. Stemningen var begyndende orgastisk. Ikke så meget i den seksuelle betydning, men det var utroligt dejligt at mærke hvordan flere bare glemte deres sociale indoktrinering og lod svampene få mere og mere greb. Nogle lå og talte dæmpet sammen i dybe, personlige samtaler, som ikke her skal gengives. Men det var meget smukt og indfølt, og specielt to af deltagerne steg op og op i min respekt og agtelse. R havde været uden for med sine egne tanker et stykke tid. Da han kom tilbage fortalte han om de tanker, han tumlede med for tiden. Det er sjældent man i det officielle samfund hører sådan en åbenhed om følelser, og jeg fornemmede at alle var beærede over at R delte disse tanker om kærester og eks’er med os. Vi var i et rum, hvor den slags kunne deles uden frygt.

Jeg talte lidt med R om selvværd. Hvordan jeg havde været så bange som dreng og ung. Så bange, at jeg ikke turde gå forbi to piger på biblioteket, der stod og snakkede. “Bange for hvad?”, spurgte R. Jeg var ham svar skyldig, for det var en irrationel frygt. Jeg bekendte, at jeg til dato nok havde haft en lille kerne af manglende selvværd - omend det også er den, der har drevet mig frem mod at blive så god, som jeg er til mange ting. Men også om, at jeg over en årrække kastede hovedparten af min tidligere frygtsomme ham. Den slags er svært at forklare målrettet og som metode, men det var noget med at træde et skridt tilbage til noget mere fundamentalt og kødeligt, gøre det simplere og ikke så fortænkt.

Tæt herpå havde M en svær periode under sit stærke trip, og rastløsheden plagede ham. Det selvværd kan være en beyatch. Men han havde gode hjælpere, der gav en omsorg jeg ikke havde i mig på netop det tidspunkt. Jeg holdt mig klogt tilbage og vidste han var i gode hænder.

Efter nogen tid blev musikken slukket, da der var stemning for at prøve uden.

I stigende grad kom der en djævel op i mig. Jeg prøvede at give mig hen, men det fungerede ikke helt så godt at slappe af og flyde ud. Jeg prøvede med flere stillinger. Det var godt at sidde op med korslagte ben, men mit favorit var at sidde på hug. Jeg følte mig klar i hovedet. Jægeren var ved at tage over. På hug, ja, men klar til at springe op og jage. Jake Sully med sit spyd. En jæger på sletterne i Afrika.

På hug sad jeg. Klar. “Come get some”, tænkte jægeren og holdt sin håndflade ud og lave en “kom her” bevægelse med pege- og langefinger. Nej, Svampen skulle ikke sådan få overtaget, og denne gang ville jeg noget andet end at pladre ud sammen med svampen. Dette var en manddomsprøve, og den, der vil jage med jægeren, må gøre sig fortjent. Hvis Svampen ville noget, måtte den op i gear, for jeg havde ikke tænkt mig sådan at overgive mig.

Der var bevægelse ved siden af mig. F og C havde talt færdig for denne gang. F spurgte mig, om jeg var OK, om jeg havde det godt. “Ja, jeg har det godt. Perfekt. Rigtig, rigtig godt.”, bedyrede jeg. Jeg følte mig klar i hovedet som aldrig før. “Men jeg skal spørge, om der er nogen, der har flere svampe. Jeg må have flere svampe. Helt klart flere! Det er lige det, jeg har brug for. Det skal være noget stærkt, Cubensis eller de små spidse!”, erklærede jeg med overbevisning i stemmen. Ja, jeg var sikker. Flere svampe. Og nu!

C, den dejlige mand, forbarmede sig over mig. Reddede mig en lille håndfuld af små Cubensis. Jeg husker ikke om det var før eller efter, at jeg greb til posen med mine philosopher’s stones og begyndte at knase dem i mig - grundigt skyllet efter med liberale mængder af det dejlige vand med appelsinstykker i. Tænker jeg redoserede over en halv til en hel time.

Det er ikke utænkeligt, at det var lige inden dette, at jeg stod ude i køkkenet og gik i nogen af resterne fra aftensmaden. Så der stod S og jeg og frådede røde tykstegsbøffer fra Irma. Vi følte os som de rene vildmænd.

Jeg sad her og overvejede grundigt, om jeg skulle ryge spidsen af en joint eller ikke. Jeg kender mig selv godt på dette punkt. Cannabis er en nøgle, der passer med uhyrlig præcision ind i mit sind, og den åbner en helt bestemt dør, som altid slipper “festen” fri. På den anden side set vejede at dagens trip burde være et rent svampetrip. Mit trip var stærkt, men også kontrolleret og som en blankpoleret boble af gråt metal. To ting irriterer mig normalt lidt under trips. Den ene er når tingene sitrer underligt rent visuelt, det andet er følelsen af at være i Tåbelig Land. Denne gang havde jeg dog ingen sitren i synsfeltet, og det var som om jeg var lige over Tåbelig Land - deraf klarheden i trippet.

Burde og bør er så ikke rigtig i mit ordforråd, så jeg listede ind i rygerummet og tændte op. Røg en smule af en ren pot joint. Bare lige nok, ikke så meget at det blev et uklart trip. Det var sweet, for det var den bedste, hjemmedyrkede pot. Jeg mente, at selv om den blankpolerede boble ville sprænges, så ville indholdet ikke flyde ud til ukendelighed. Det ville jeg ikke tillade, for dette var et spørgsmål om værdighed.

Stemningen var gået mod mere musik efter den lange periode med stilhed. Den stod på Carbon Based Life Forms og Solar Fields.

Oh yeah, Baby!

THC’en låste forudsigeligt op, men ikke for meget. Jeg havde vitterligt kontrol - eller bare heldigt ramt dosen korrekt. Også selv om de ekstra svampe helt klart virkede stærkt nu.

Jægeren var fuldstændig opslugt af ilden i pejsen. Det var tanker om opslugende ild, en flod af lava, brændende, destruktiv - og samtidig skabende og livgivende. Ved trippet i november havde F og jeg talt om ilden og solen, og jeg tror de tanker stadig var med mig. Jeg kom i forbindelse med det samme, som hun havde oplevet med ilden år tidligere.

Der var en flod af lava (i pejsen) med skabelsen i sig. I et stykke tid dvælede Jægeren ved dette fænomen, identificerede sig med den. Det var et Power Place. “Jeg er skabelsen og skaberen”, tænkte eller sagde jægeren til sig selv, mens ilden absorberee ham og han absorberede ilden. Jeg var opslugt. I en anden verden af ild, Solen, lava og gløder.

Jeg udbrød ud i lokalet: “Tænk om det var sådan, at alle mennesker vidste, at alle andre mennesker også havde oplevet det her?!”

G hørte det ikke, så jeg forklarede: Det var så vidunderligt, at om man vidste at personen overfor en havde oplevet netop dette, så ville man være forenet på en måde, hvor vrede og aggression ikke kunne udspille sig med samme hjerteløshed. Det var “WOW”, og jeg kunne ikke abstrahere.

Jeg var så væk i lavafloden på dette tidspunkt. Så siger S noget i retningen af: “Det er simpelthen ufatteligt, hvordan nogen kan udtænke sådan noget”. Jeg sagde: “Ja, det er virkelig ufatteligt, hvordan nogen kan udtænke det der”. Vi talte begge om Solar Fields’s dybe, tunge, spacy ambient, der var så ubeskriveligt overvældende på dette tidspunkt. Vi må have været på nogenlunde samme sted tripmæssigt. Nummeret var, er jeg blevet fortalt, “The Road to Nothingness”. Meget passende, da jeg længe har ment at lyset fødes af mørket, og at mørket altid gør sin gerning igennem dette skabte lys..

Hvor var det lykkeligt, at jeg røg spidsen af den joint. Så perfekt.

Pejsens gløder er nu noget fuldstændig ufatteligt. Jeg er som i en tyktflydende boble af trip, ude i fjerne galakser med smukke, lysende bygningsværker, sole og lysende, lavafarvede interstellare fartøjer, der dovent flyder gennem universet. På et tidspunkt bliver gløderne til bygninger, på en klippevæg og lige meget hvor intenst jeg kigger, så kan jeg ikke se pejsen - selv om jeg intellektuelt ved, at den er der. Visionerne ville ikke gå bort, og vantro ryster jeg mit hoved fra side til side. Igen så jeg pejsen.

Allerede her har tårer løbet utallige gange ned af mine kinder..

Jeg opsluges langsomt igen, og her sker der noget vidunderligt, noget som ingen parallel har i noget jeg tidligere har oplevet. Dette er +4 peaket.

Først ser jeg mig selv som individ. Jeg er gule tråde, måske pendenter til Eiwas åndetræer. Levende “nervebaner” af bevidsthed. Jeg er mig, og jeg er gule energibaner. Enderne flagrer i hvad nu end for et medie jeg er i. Jeg ser en masse andre gule tråde, der hænger ned fra nogen gopleagtige, ansigtsløse hoveder. Det er andre mennesker. Her er det som om de taler til mig. De siger alle med en stemme: “Vi elsker dig, du er elsket, vi holder virkelig af dig”. Den erkendelse fylder mig med en usigelig glæde, og jeg tænker på min kone og min datter og føler deres kærlighed til mig også. Betingelsesløst.

Min bevidsthed bevæger sig væk fra min kone og datter, og jeg skuer endnu engang ud i en art bylandskab, hvor høje, grå-sorte bygninger er fyldt af mennesker uden omkring dem - jeg ser dem dog som lysende tråde. Jeg er højt oppe på en balkon, men de andre gule energitråde fylder en lavere placeret balkon op. Dem på balkonen er de nærmeste, men de er ellers overalt. Jeg kan mærke, at de rækker ud efter mig. Jeg rækker ud efter dem.

Min bevidstheds gule, flagrende tråde rækker bedende ud og de yderste på balkonen nedenfor lader deres flagrende fingerspidser række op mod mig. Det kunne ikke bare være fingre. Energien strakte sig over for lang en afstand.

Så er der kontakt. Mine tråde finder deres tråde, og de smelter sammen mens en sort, flygtig røg dannes i mellemrummene mellem mine og deres tråde, men endelig smelter mine tråde og deres sammen og den sorte “necromonger røg” fordufter.

Her sker der noget for mig gennemgribende ekstraordinært, for fokus skifter fra mig som person til en helhed mellem jeg og dem. Og i det sekund er det som om et stærkt, gult lys flyder ud af mig, gennem mine lysende tråde og ud over alle dem på balkonen, og videre ud over hele planeten. Jeg er som placeret et sted på Atlanterhavet mellem Afrika og Sydafrika, og energibølgen bevælger sig over Afrika og opsluger dernæste hele Asien. Det var som et lynnedslag. Først forbindelsen til jorden nedenfor, så slår det op i mig, og kapow. I det sekund har jeg i et “Cerebro moment” … fuck, der er vel ikke andet ord for det end “hele menneskehedens fælles bevidsthed”. Her går det op for mig, at jeg jo for pokker er en del af dem, og de er en del af mig, og til sammen er vi et Hele. “Jeg” er så udvisket i denne fusion mellem min og alle de andres bevidsthed over hele planeten. Og jeg føler en uendelig kærlighed og accept. Det var som om en drillende stemme kunne have sagt: “hahaha, hva’ så, ikke dårligt vel, så er tingene pludselig ikke så slemme vel?, hahaha, jo jo, i morgen er der en hverdag, men haha, yeah, det her er ikke så dårligt, vel?” Mon det var F, der spydigt lod mig vide noget inde i min vision?

Jeg er overvældet og må ligge ned. Jeg gentager for mig selv igen og igen: “jeg er i en tilstand af fuldstændig ekstase, fuck hvor er det vildt, ffffuuuu fuuuuu, jeg er i uendelige ekstase ...” Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er i en tilstand af fulstændig mental stilhed og ro, selv om det kan lyde mærkeligt. Men aldrig har jeg haft sådan en samhørighed og ro i mig.

Jeg ser en form - jeg er måske den form - som en jord- og græsfarvet, liggende integraletegn, der er 1-1½ meter tyk. Alligevel står jeg her og kigger op på den 2-2½ meter oppe. Det kunne have været en rigtig “psykologbriks”. Det kunne være en udmærket stol eller som en stor, polstret sofaryg af den gamle slags. Det eneste, jeg kan beskrive det som, var at universet elskede mig og elskede med mig. Ikke seksuelt, men alligevel strejfede tanken mig, at jeg i dette øjeblik blev kneppet helt og fuldstændigt af Universet. Det var et fuldstændigt og totalt mind-body-fuck. Og jeg elskede Universet tilbage. Åndeligt var jeg spændt i en orgastisk bue i formen af et tykt, liggende integraletegn.

Oplevelsen begyndte efter hvad der føltes som utrolig lang tid at klinge ud, og jeg gled skiftevis tilbage mellem den anden verden og denne, hvor folk igen var begyndt at blive snakkesagelige. I en lang periode lå jeg bare på ryggen og nød en tilstand af komplet fredfyldthed. Der var ingen støj, blot en stilhed som jeg aldrig havde kendt før med samme hvilende styrke. Festlighederne omkring mig havde ingen påvirkning på mig, og der var intet Ego, der skulle bekymre sig om alle de andre ting, der foregik.

Morskaben tog dog fat, og C underholdt hele selskabet med at pudse næse som en anden elefant. Efter et stykke tid gled jeg opad igen, lod latteren få en krog i mig og jeg lo højt ud i lokalet. Der var tid til at socialisere med mine med-psykonater.

---

Tirsdag tager jeg ned for at træne igen i lang tid. Det er mørkt og jeg holder i en svingbane og skal til venstre. Jeg synes der er frit i fodgængerfeltet og triller roligt frem, men får øje på en mørk fodgænger, som jeg må have overset. Ak ja, jeg holder lidt akavet halvt ude på vejbanen, og det er da bestemt ikke noget jeg er stolt af i situationen. Ellers stille og roligt. Den modkørende bil holder dog hornet aggressivt i bund mens han blæser fordi mig.Jeg lod det passere igennem mig og tænkte lidt over, hvorfor han egentlig stod med begge fødder oppe på hornet (og givetvis spyede ukvemsord ud i kabinen)?

Jeg kunne ikke få logikken til at gå op, ud over hvis jeg antog at personen måtte have et højt mål af lavt selvværd, der her slog ud i had og aggression. For hvad skulle tankegangen igen være? Han kunne jo have hvilet foden blidt på bremsen og tænkt: “Nå for den! Den bil der holder da midt i det hele … ah, han holder for hende der i fodgængerfeltet … han må da vist have overset hende her i mørket og med mine og andres billygter lige i fjæset kan man jo overse sådan nogen fodgængere.”

For hvad er alternativet? I praksis er det tydeligt, at han følte min placering i hans vejbane som et angreb mod ham personligt. Noget jeg gjorde for målrettet at irritere netop ham. Tolkningen må have været, at “jeg var ude efter ham”. Det rystede mig en smule at tænke det forrykte ved sådan en tankegang igennem.

Tænk at gå rundt med en så klar følelse af, at ALLE i universet er IMOD en, og så meget imod, at de nærmest i en sammensværgelse begår trafik-brølere alene for at genere denne ene person. Det er virkelig en bagvendt “mig mig mig”-holdning, at føle at alle andre er så meget efter en, som om alt drejer sig om en selv. Og hvor ondt må livet for sådan en person egentlig være? Jeg havde ondt af ham og kunne blot ønske, at han havde oplevet, hvad jeg gjorde.

Tænk om han havde holdt fast i at spørge efter “lev og lad leve”-doktrinen i stedet for at antage det værste om mig? For hvad tror sådan en person egentlig? Tror han virkelig, at jeg med vilje placerede mig kluntet midt i det hele og udsatte mig selv for et muligt sammenstød, der kunne have haft katastrofale konsekvenser for mig og min bil? Havde jeg virkelig til HENSIGT at køre frem for med vilje at holde tilbage for fodgængeren - naturligvis med det formål at genere ham, ham, ham? Hvilke motiver kunne jeg overhovedet tænkes at have for at gøre sådan noget? Det hænger ikke sammen.

Jo, tænk om alle mennesker i verden vidste at alle andre mennesker havde oplevet det samme som jeg havde under mit trip? Det bliver i hvert fald lige den tand mere vanskeligt at hidse sig op over mindre fejl i trafikken.

Om ikke forsvundet så er der en meget mindre knude derinde i mig, og der er nu i stedet en flok dansende tråde af solfarvet energi, som ikke længere føler sig så meget udenfor.

Peace.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 12 mar 2011 14:47 
Offline
Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 25 maj 2005 23:45
Indlæg: 2484
Geografisk sted: Inside the animal
Super rapport, Malkavian
Endelig en triprapport med lidt fyld på

Gode beskrivelser af tanker og følelser :)

_________________
- Spis ild
Støt Psychedelia
Psychedelia.dk på facebook


Top
 Profil  
 
Indlæg: 12 mar 2011 15:34 
Offline
Junior medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 okt 2010 03:28
Indlæg: 7
Fantastisk rapport.
10/10


Top
 Profil  
 
Indlæg: 12 mar 2011 19:53 
Offline
Moderator
Brugeravatar

Tilmeldt: 13 jun 2007 18:56
Indlæg: 3533
Geografisk sted: Outside
Virkelig virkelig smuk rapport Malkavian, jeg er beundret over hvor lysende klar du har beskrevet din oplevelse af fællesbevidsthed og jeg tog sågar mig selv i tabe undermunden af ren genkendelsesglæde da jeg læste sætningen - "Mit trip var stærkt, men også kontrolleret og som en blankpoleret boble af gråt metal."
Et sted hvor du især også fanger følelsen godt, er din tirsdags oplevelse. Når hverdagen rammer én i fjæset med en klam og kold ego-skalle må man gøre sig gennemsigtig, ikke slå igen, for man slår jo således ligeså meget sig selv...
Jeg er med på din WOW! :peace:

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 4 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 3 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team