Psychedelia.dk

Substans/er: Islandske nøgenhatte
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Begynder

Dosering og anden informaton om substanserne


Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
min første gang på svampe

Triprapporten
Hej forum
Dette er mit første indlæg her, og vil gerne dele en stærk oplevelse jeg havde for ca. et halvt år siden:

Det var Christianias fødselsdag. Jeg havde været på arbejdet og klokken var ca. 20:30 da jeg tog indad.
Jeg mødtes med min ven M og hans islandske venner som jeg havde spenderet sidste års fødselsdag med. Jeg var fuld af overskud, og var i intet form for tidspres, men var ikke klar over at skulle ind i et trip før jeg nåede der over.
M og de andre havde indtaget svampene for 5 minutter siden, og M siger at jeg stadig kan nå at være med. Jeg tænker hurtig over hvor jeg er, hvilke mennesker jeg er sammen med, og jeg vælger at hoppe med ind i det.
Jeg havde før prøvet meskalin (også med M), men det var første gang på svampe.
Jeg talte et hvis antal svampe, og åd dem (kan ikke huske hvor mange, men efter rådgivning fra de andre, dog viste det sig senere det måske var lidt for mange alligevel ).

Jeg har haft en positiv oplevelse med islændingende året før, og imens vi talte gik vi rundt fra scene til bar og hyggede os.
Efter et stykke tid står vi foran en scene med noget reggae musik. Mine knæ begynder at sitre, og jeg opdager at jeg er begyndt at få en lidt ustyrlig latter.
De andre morer sig lidt over at jeg åbenbart allerede er ved at falde ind i trippet.
Mine knæ virker nu helt elastikagtige, og jeg har svært ved at stå stille til koncerten, da jeg hele tiden skal gøre sikker på at jeg stadig står.
Jeg overbeviser nu de andre til at tage over og ligge ved vandet.
På vej til vandet griner jeg stadig af ren ynkelighed over at jeg tilsyneladende er ved at trippe tidligere end de andre.
På et tidspunkt mens vi går, løfter M stille op i min rygsæk, hvor jeg (af den pludselige manglende vægt på min ryg) hurtig bliver overbevist om at jeg er ved at svæve op i luften. Jeg får et chock, og griner lidt af det, men her går det op for mig at trippet for alvor er ved at træde i kræft.

Når vi sidder ved vandet, går der ikke lang tid før jeg beslutter at ligge mig ned.
De andres snak virker pludselig meget uoverkommelig at følge med i, og jeg bliver hurtig overbevist om at de på en eller anden måde snakker om mig.
Nu begynder jeg at trippe meget voldsomt.
Jeg kan ikke overskue at holde øjnene åbne da det åbne visual bliver for stærkt, og for syret til min smag.
Stadig med lukkede øjne får jeg stærke visuals. Runde cirkler der cirkulerer ind mod hinanden, på en "dejet" måde, sammen med mine tanker som er helt umulige at sætte ord på. M spørger om jeg er OK, men når jeg prøver at tale, er det som om at det sprog jeg bruger slet ikke giver mening i det univers jeg er begivet mig ud i.
Det begynder at blive køligt, men kulden føles ikke genkendelig på samme måde, og pludselig ligger jeg i ét med græsset. Som om jeg er "en del" af græsset. Det er meget rart, men bevæger jeg min hånd med overfladen, føles græsstrående som små magnetkugler der er helt vilde med at klistre fast på min hånd, og faktisk helt ind til blodet.

Det går op for mig at jeg nok tripper lidt for voldsomt til hvad der kan være rart, dog selvom jeg i det tidspunkt ikke var istand til at definere en rar følelse fra en dårlig.
M taler i mellemtiden om et meget interessant træ han ser på, og han beroliger mig ved at blive ved med at tale til mig.
Han tager nu beslutningen og rejser mig op. Vi skal hen og varme os ved en olietønde, for det er simpelthen for koldt.

På vej over til pladsen (ved grøntsagen), bliver jeg nød til at have øjne åbne for at se hvor jeg går, og her ser jeg træer og vej og huse og mennesker. Det hele er utrolig levende, og som om træerne har arme og hænder i stedet for grene. Det skræmmer mig ikke men fascinerer mig utrolig meget!

Vi når nu hen til pladsen, og vi sætter os ved en olietønde. Det er utrolig UTROLIG rart, og det går op for mig hvor meget jeg egentlig har frosset. Jeg spiser noget chokolade, og kommer lige så langsomt ned på trippet. Nok til at jeg kan nyde det.
Jeg bruger en del energi på at fascinere mig over varmen fra ilden, og dens bevægelser. Både flammernes bevægelser, men også varmens bevægelser.
En mand står ved en anden tønde og spiller fløjte. Det lyder uforståeligt smukt.
Hele location virker som noget taget ud af en eventyrfilm. Den fløjtespillende hippie, folks latter, islændingene , de varme farver. Jeg kunne være sikker på at der ville ride en hest forbi lige om lidt...

Jeg bliver også utrolig optaget af en pige jeg sidder sammen med. Jeg har ikke snakket meget med hende tidligere, men når jeg ser på hendes kurver i ansigt, hendes stille blik ind i ilden, hendes kontrollerende måde at ryge sin cigaret på. Når jeg ser dette bliver jeg overbevist om at hun da måtte være den smukkeste kvinde jeg nogen sinde har set!

hehe men ihvertfald, så bruger vi en del tid ved ilden, og vi går lidt mere rundt. Jeg kan ikke lade være med at tænde cigaretter da følelsen af røgen gennem halsen virker helt uimodståelig. Sådan som flydende chokolade. Jeg nyder trippet fuldt ud, og er helt optaget med at se på ting og føle på ting, som levende og døde ting.
Især hunde er jeg helt tosset med!
Jeg er som et lille barn der ikke har set verden før. Interesseret i at opleve og bare modtage. Jeg har ingen fordomme over for ting jeg allerede kender (eller tror jeg kender). Det hele skal opleves på ny. Og forstås på ny.
Efter et stykke tid hvor jeg iagttager mennesker, huse, planter, som dyr, går det op for mig, at det hele er i en form for harmoni. Pusherne, hippierne, polakkerne, de grimme huse, de flotte huse, de skræmmende huse: Det hele går op. Som en ligning der giver 0. Der er plads til alle og det hele er i harmoni.
Jeg griner lidt over den stereotypiske hippietankegang jeg har fået mig.

Til slut skal vi gå hvert til sit. Vi står ved et lyskryds og jeg siger farvel til M og de andre, på en casual måde som man er vant til. Men når M er ved at gå over vejen virker det helt forkert! Det er som om jeg måske aldrig kommer til at se ham igen! Jeg står bare og håber på at han vil vende sig om og komme tilbage.
Lige når jeg tænker det, vender M sig om og griner.
"Jeg ved ikke hvorfor men jeg bliver nød til at give dig en kræmmer!" siger han så.
Så vi tager nu afsked og vi går hvert til sit.

Selv et halvt år efter husker jeg tydeligt trippet, med alle dets detaljer, og jeg tager det som en af de største oplevelser jeg har haft. Generelt. I mit liv.

Jeg beklager den lange lange tekst, men tænkte at detaljer var godt
håber i ku li den!

Mega fed rapport. Det lyder som om det var et rigtig godt trip, efter virkningen havde aftaget en smule. Og det er kun fedt er du har beskrevet det så detaljeret.

Tak for svaret .
Det med virkningen i starten ved vandet..
Det har dog fucket lidt med mig flere dage efter trippet. Det var som om jeg tænkte lidt for meget over tingene. Altså alle de ting jeg så mærkede og tænkte, som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn til definitioner, og verden som vi opfatter den, men kunne ikke formulere det ordentligt i mit hoved.
Selv efter en måned gik jeg med kosmos som hovedemne og dagdrømmeri i situationer, hvor jeg var sammen med andre og burde tænke på andet for at være til stede.

Valgte så at male et værk som skulle afspejle mine tanker. Og bum! så sad tankerne fast i billedet, og jeg kunne tænke klart igen.
Nu når jeg ser på billedet tænker jeg hver gang tilbage på staden fødselsdag

lyder som et dejligt trip

Jeg oplevede også den følelse af at harmoni eksisterer i alt ned til mindste detalje, den første gang jeg prøvede svampe, og det var simpelthen fantastisk, det gav en utrolig sindsro om at alt er ok, og som det skal være er det noget du genkender fra dit trip?

_________________
Sund kost og motion... og narko!

Jamen altså, det var alt i alt en vildt rar følelse efter trippet havde aftaget lidt. Det var som at være omgivet af et dejlig varmt badekar, hvor mine følelser også var omgivet af dette badekar.
Som nævnt i rapporten iagttager jeg pigen ved siden af mig. uden for trippet ville jeg ikke antage hende som en så voldsom skønhed som under trippet. Jeg var bare dybt betaget af hendes struktur i ansigtet, og mindes også hun havde et ar fra kind til læbe.
Da jeg studerede hende gik der en tanke igennem mig om at det er fantastisk at folk kan se ud som de gør, at folk har små detaljer der gør dem unikke. Stadig er der balance og harmoni i verden. Og det var bare hendes eksistens som iagttog ilden fra olietønden med en cigaret mellem læberne, der kickstartede min tankestrøm om den ligevægt og harmoni der er i verden...

Hehe long story short :
Ja jeg følger dig Hazer!