|
Substans/er: Ca.1 gram tørret hjemmedyrket P. Cubensis
Setting: I byen
MODs installed: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne:
Det skal nævnes, at jeg har prøvet at drikke en kop svampe-te før denne oplevelse, men det trip var af så ubetydelig karakter, at jeg ikke anser den for at være et trip.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Trippet foregik blandt andet i en labyrint i en park i en forstad til København. Jeg var ved godt humør og alle mine fysiske behov var opfyldt.
Triprapporten
Klokken er lidt over otte om aftenen da jeg mødes med min ven. Vi mødes i en stor, flot park med en labyrint, som i det sidste stykke tid har fungeret som vores chill-sted når vejret har været varmt. Vi slår os ned på en bænk inde i labyrinten og ruller en jay af noget ganske udmærket pot min ven har med, ryger den og koger til noget psykedelisk tresser rock.
Vi bliver begge, efter noget tid, trætte af at være der. "Her er alt for meget hæk", siger jeg og griner fjoget.
Vi tager cyklerne og kører op til 7-eleven på stationen for at få os en bid mad. Derefter kører vi tilbage og igennem parken. Det er ved at blive mørkt.
Vi sidder atter i labyrinten. Jeg har sørget for lys, så vi kan se noget. Cannabisrusen er fuldstændig aftaget. Min ven spørger om han kan få lov til at se de svampe, jeg har dyrket. Han virker ret interesseret, så jeg foreslår at vi spiser dem og finder noget nyt at trippe til.
Smagen er forfærdelig. Det smager så forfærdeligt at jeg sidder og får fornemmelsen af, at jeg skal kaste op. Det tager os næsten en halv time at kæmpe os igennem de små stykker, vi har brækket svampene ned til. Med noget at spise og drikke til at forvirre smagsløgene og aflede dem fra at registrere smagen af svampene lykkes det.
Vi venter og venter og venter - der sker ingenting. Men så ligepludselig kan jeg høre stemmer fra den anden side af hækken. "De kommer nu", siger jeg ... "Lad os komme væk". Hurtigt får vi pakket vores ting og giver os til at finde udgangen. Jeg er helt sikker på, at jeg kender vejen ud og er overbevist om, at hvis vi ikke klarer det på under 2 minutter, kommer vi aldrig nogensinde ud derfra. "Det skal det store, varme dyr nok sørge for", tænker jeg og giver umiddelbart efter mig selv en lussing for at tænke noget så stupidt. Vi finder til sidst udgangen og cykler over mod stationen men gør et pludseligt stop undervejs. En kæmpestor bygning har fanget vores opmærksomhed. Vi står i adskillige minutter og betragter bygningen og forestiller os hvordan udsigten mon er deroppefra. Vi spiser de sidste svampe, da vi er bange for at vi har peaket. Det viser sig at være en rigtig dårlig idé. 20 minutter senere løber jeg nemlig frem og tilbage med en halvrusten cykelkurv. Hele min krop snurrer og jeg kan ikke længere se skarpt. Jeg føler at noget tungt ligger på min tunge som gerne vil ud. Jeg lægger mig ned ved siden af min ven, der fornøjer sig med at tegne på en medbragt iPad. En 100kg tung sten lander på mit bryst og jeg begynder at grine ustyrligt og af ingenting. Min ven følger efter kort tid efter. På et tidspunkt indser jeg at jeg nok hellere må beherske mig inden nogen tilkalder politiet eller inden nogen vi kender ser os på den måde. Jeg tager iPad'en fra min ven der stadig er dybt inde i sit grineflip. Jeg kan mærke at jeg er i en bølgedal og hygger mig med at spille trommer til Pink Floyds "In The Flesh". Bagefter sætter jeg "White Rabbit" af Jefferson Airplane på. Jeg kan mærke hvordan mit trip tiltager i styrke i takt med at musikken intensiveres. White Rabbits peak er også mit peak i trippet. Min krop stiger til vejrs men mine ben forbliver på jorden. Alligevel formår jeg at rejse mig op hvorefter det føles som om at tiden går dobbelt så hurtigt som normalt. I min brandert kaster jeg cykelkurven ud på motorvejen. En betonbarriere på halvdelen af min højde er det eneste der forhindrer den i at ramme foruden på en eller anden bil, men det er jeg i øjeblikket fuldstændig ligeglad med. Det hele kører rundt for mig. Jeg løber ind på stationen og ned ad trapperne, spæner fra den ene ende af stationen til den anden - frem og tilbage - frem og tilbage mindst 5 gange. Så løber jeg op ad trappen igen og ser, at også min ven er ramt. Vi løber rundt i en grufuld stupor. Vi sanser hverken hvad der foregår omkring os, om der er nogen mennesker eller om nogen skulle have hugget vores ting som vi bare har efterladt. Vi løber op og ned ad trapper, ind og ud mellem pæle og søjler. Så op på vores cykler og ned ad en bakke som fører ned til en fodgængertunnel. Op igen og så BANG! "Hvad skete der?" - "Jeg væltede", lyder det deprimeret fra min ven som nu ligger i rævestilling med cyklen halvt oven på sig og klager over smerter i armen. "Vi tager på skadestuen", siger jeg. "Det skal nok blive sjovt. Min ven er dog ikke helt begejstret for idéen. Han siger at han ligger godt, der hvor han ligger på asfalten, og jeg lægger mig ved siden af. Han har endnu ikke skubbet cyklen af sig. Vi vender så efter noget tid tilbage til vores ting og cykler tilbage til parken. Der finder vi et sted hvor min ven kan sidde og sunde sig lidt. Jeg derimod hjuler rundt i først ottetaller og så i en perfekt cirkel. Jeg begynder at name-droppe forskellige matematiske udtryk og noget med, at hvis man skulle udregne cirklens omkreds så ... og så nåede jeg aldrig videre. Min tankevirksomhed kører for fuldt tryk. Jeg får en dybt underlig filosofisk tanke der går på, at vi mennesker og alt hvad vi har bygget er vores niveau. Hver dyreart har hver sit niveau og de har ligesom os veje, et folketing og hospitaler og politi. Vi kan bare ikke forstå deres niveau fordi det er deres og ikke vores. Min ven har stadig ikke forstået at jeg ikke taler om levels i et computerspil så jeg vælger at holde mund og tænke videre inden i mig selv. Jeg prøver at finde ud af hvad niveauet over os er. Det når jeg aldrig frem til.
"Jeg lover, at du er hjemme inden kl. 02, okay?", siger jeg.
Vi sætter kursen hjemad. På vejen får jeg øje på en tankstation og udbryder: "Vi skal have noget benzin." Eller bliver jeg jo nødt til at trække hjem, tænker jeg. Længere fremme på ruten får vi øje på en reklame ved et busstoppested. Det er et billede af en pige kun iført redningsvest. I 20 minutter står vi og betragter hende.
Vi gør heldigvis ikke flere stop på hjemvejen. Vi siger farvel og jeg kører tilbage mod mit hus. Jeg mærker stadig en snurren i kroppen og jeg har svært ved at stå af og på cyklen.
Trippet slutter klokken 03:34 hvor jeg går ud som et lys i min seng.
Næste dag vågnede jeg frisk, og veludhvilet.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Tog I et gram hver i sær, eller delte I et gram?