Information:
original poster: Rylle
dato: 30.01.2001
dosis: Ukendt mængde Panaeolus cyanescens
styrke: ?
setting: Dyrenhaven
bruger rapport:
Sidste sommer, hvor det var meget bedre vejr en det er nu, have to mennesker planlagt en tur på Staden. Jointen og Haggy-Sacken havde kørt rundt et par gange, og begge var egentligt ikke i humør til "sport" denne lørdag eftermiddag. W og undertegnede gjorde hvad vi gjorde bedst. Vi hyggede os...
Efter endnu et pitstop efter øl, tænkte vi om vi ikke skulle trippe et eller andet... Hmmm... Ikke så kendt i den Psybinske verden, lod jeg W bestemme hvad det skulle være. Vi fandt hurtigt en bod (den første vi kom til) med Hawaii svampe. Og som lidt naturmennesker man er, forslag jeg vi tog en tur i Dyrehaven.
Omkring kl 18:00 var vi på Klampenborg St. Og vi fandt et passende sted at drøvtygge vores madpakker...
Og så gik turen op mod Erimitage-slottet... Og der er altså langt skal jeg hilse at sige... Efter ca en time (kl 19:00 .red) var vi godt deroppe mod, og de begyndte at virke... Vi så en lille bakke med en bænk oppe på toppen, og med udsigt ud over en lille dal... Solen badede os i lys... Fuglenes kvidren kunne vi pludselig forstå... Hjortene, der græssede en kilometer væk, kunne vi se i øjnene, og det hele var bare så smukt. Latteren kunne ikke holdes tilbage, og vi sad på den bænk og sansede i fire timer. Ved solnedgang kom dog det smukkeste... W var gået ned fra bjerget (6 - 7 meter) og jeg stod i solnedgangens røde lys og spillede haggy på toppen af bjerget. Det var vist højdepunktet på bjerget. Og så gik solen ned...Trippet stilnede lidt af, og vi kunne begynde at gå igen... Fem minutter senere kom vi til Slottet... Hehe. Og vi havde været så tæt på, men alligevel se langt fra...:] Og det var egentligt ret så kedeligt at kigge på... Og vi besluttede hurtigt at vi hellere måtte komme tilbage til stationen. Og den time hvor vi gik og gik, så var det den kedeligste skov jeg nogensinde har plantet mine ben i... hehe. Det var en så kedelig tur, hjemad, at I drømmer ikke om det. Det skete bare absolut nada. Og trippet var stort set holdt op...
Se pludselig kunne vi høre Bakken...
Jeg kunne mærke, og se på min ven, det begyndte at køre i os igen. Og vi ændrede retning over stok og sten, og stod pludselig lige foran Ulven. Rutchebanen. Og der stod vi og måbede... Mit hovede eksploderede i et væld af farver, lys og lyd. Vi stod inden for de samme 15 kvardratmeter og lammede den for vildt i en hel time. Jeg kunne ikke noget. Jeg var bare en tilskuer til dette vilde ræs. Og skrig og skrel... Efter en time (kl nærmer sig 12 .red) beslutter vi os for at vi også skal nå at prøve en forlystelse. Og Ulven stod vi jo foran... Den lille hurtige rutchebanetur glemmer jeg aldrig... Jeg vil ikke begynde at beskrive den. Det er et helt kapitel for sig selv...Se vendte vi næsen hjemaf, og røg en godnat joint et eller andet sted. Skiltes og tog hjem.
NB: Når jeg skal fortælle/skrive om denne tur, får jeg altid en meget underlig snurrende kriblen i min mave...:]