 |
| Junior medlem |
 |
Tilmeldt: 14 jul 2008 15:56
Indlæg: 9
Geografisk sted: Horsens, Denmark
|
Substans/er: Psilocybine Cubensis Setting: I naturen Var du sammen med andre: Ja Erfaring: Begynder Dosering og anden informaton om substanserne2 g tørrede Psilocybine Cubensis.Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.Smukt vejr, smukt humør, smuk verden  TriprapportenDato: 09.08.08
Rejsende: Apfe og Low
Her får i Apfe og mit svampetrip set fra min side. Håber i vil give jer tid til at læse det 
Apfe og jeg får den tossede idé, at vi skal spise svampene allerede denne dag, trods at vi egentlig først har planlagt at gøre det den kommende lørdag, men da vi står overfor en virkelig kedelig og indholdsløs dag, beslutter vi os for at gøre det. Der er blot et problem; hvor skal vi trippe henne? Vi går flere mulige lokationer igennem, og vi bestemmer os endelig for at gå over i en nærliggende park. Vi pakker en taske med et tæppe, to blokke + kuglepenne, 4 liter juice og en iPod. Vi spiser svampene, går hjemmefra, køber en pizza pr. mand på vejen, og gør os klar til at rejse væk fra det vi ellers kender som virkeligheden.
Vi finder hurtigt et lækkert, afsides sted i parken, hvor vi pakker tæppet og sagerne ud, gør alt klart, og den smule nervøsitet, der tidligere måtte have været der, er nu fuldstændig lagt til side og erstattet af forventningsglæde og spændthed. Som minutterne går, kan jeg lige så stille begynde at mærke, at jeg bliver tung i kroppen, og efter en lille time begynder der for alvor at ske noget.
Jeg sidder og stirrer på naturen omkring mig, der alt sammen ser ud til at pulsere og/eller trække vejret. Jeg er vildt imponeret og ekstremt begejstret over at det virkelig sker. Jeg vælger at rejse mig op for at fornemme den pulserende jord under mine fødder, men når aldrig at opleve det, da jeg med det samme bliver lamslået over den helt ubeskriveligt smukke, lilla farve, som klokkeblomsterne ”udsender”. Jeg fortæller Apfe om dem, men han kan tilsyneladende ikke se den samme effekt.
Efter lidt tid spørger jeg, hvad kl. er, hvortil Apfe svarer, at den er 14.26. Jeg noget nær dør af grin over svaret, da det forekommer mig fuldstændig ubegribeligt, at kl. ikke er mere. Jeg er overbevist om, at sidst jeg spurgte til kl., var den 14.28! Det er en virkelig underlig følelse, og jeg griner længe over episoden.
Vi beslutter os for at sætte musik på, nøje udvalgt i en særlig spilleliste på min iPod, og vi lægger os begge på ryggen og kigger op i himlen. Og det er her jeg får øje på skyerne. De helt ubeskriveligt smukke skyer – jeg kan ikke få øjnene fra dem. Alle skyerne danser med hinanden på kryds og tværs, og alle vejne dannes der ansigter, der kysser hinanden. Jeg bliver med ét fyldt med en helt og igennem fantastisk følelse af kærlighed. Skyernes kærlighed afspejles i mit sind, og jeg føler at jeg elsker alt, og at alt elsker mig. Det er en helt ubeskrivelig følelse af lykke, der strømmer gennem min krop, og som jeg ligger der på tæppet og smiler til skyerne, får jeg lyst til at dele denne følelse med alle jeg kender.
Vi bestemmer os for at ringe til nogle kammerater (dette mener jeg nu dog var en dum idé), men displayet på min telefon går helt amok. Ordene bølger på skærmen, farverne går ind hinanden, og det er virkelig en prøvelse at få ringet op. Det lykkes mig dog, og når vi snakker med vores venner føles det som om at vedkommende i den anden ende af røret er til stede i parken og holder os med selskab. På et tidspunkt, hvor jeg snakker med en ven (vi kalder ham Lars), hører jeg, at hans kæreste er sammen med ham. Jeg beder Lars om at stikke mig hans kæreste, og idet hun tager røret, og siger hej, føler jeg, at jeg har kendt vedkommende hele mit liv, og at hun er min aller bedste veninde. Og hun er ellers en jeg stort set aldrig snakker med. Det var utroligt.
Alt imens at disse telefonopringninger finder sted, ligger jeg stadig og kigger på de smukke skyer, og ind imellem synes den synlige himmel bag skyerne at blive helt sort. Jeg er helt væk i dette pragtfulde syn og følelsen af lykke bliver større og større jo længere tid jeg ligger der. Oppe på himlen flyver en masse fugle rundt, men jeg ser dem som kommende ud af ingenting, for derefter forsvinde igen i den blå luft – de kommer og forsvinder hele tiden alle disse fugle. Jeg kan ikke lade være med at grine af situationen, og da jeg lægger hånden over mit venstre øje, kommer skyerne så tæt på mig at jeg stort set kan nå dem. Jeg får et mindre shock, men da jeg griber efter dem flytter jeg hånden fra mit øje, og skyerne er med det samme på deres rette plads oppe på himlen.
I løbet af hele denne episode med skyerne og telefonopringningerne snakker jeg ofte med Apfe om, hvad vi oplever, og til tider oplever jeg, at jeg ikke føler, at det er mig, der snakker, men at det blot sker per automatik, og jeg sidder nogle gange bare og lytter til min mund tale. Meget, meget syret fornemmelse – virkelig svær at forklare.
Som jeg ligger der i parken ved siden af Apfe og nyder naturen, går det pludselig op for mig, hvor smuk musikken er. Jeg har under hele trippet egentlig kun svagt lagt mærke til det, men nu går det op for mig, at musikken og naturen går hånd i hånd. Det er på dette tidspunkt ikke min iPod, der afspiller musikken, men naturen omkring os, og det går op for mig, at naturen altid har, og altid vil spille musik for mennesket – jeg er virkelig blevet forelsket i naturen på dette tidspunkt, som i nok kan fornemme!
Jeg ved ikke, hvor lang tid vi bare ligger og stirrer på himlen og naturen, og da trippet ligeså stille begynder at dæmpe sig bliver vi pludselig afbrudt, da min telefon ringer (dum som jeg var, glemte jeg at slukke den efter vi havde ringet rundt). Da jeg til min lettelse ser at det er en god ven, tager jeg telefonen, og hilser på ham, men idet jeg hører vedkommendes stemme, bliver jeg overvældet af en følelse af skam; jeg skammer mig pludselig over det jeg har gang i, og fortryder at jeg overhovedet tog telefonen. Jeg får hurtigt sagt farvel, og kigger opgivende på Apfe. Tankerne flyver gennem mit hoved, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorvidt dette virkelig er hvad der skal til? Bliver jeg nødt til at spise svampe for at få det godt? Tanken er utrolig skræmmende, og jeg fornemmer at jeg er på grænsen til at blive ulykkelig, men jeg snakker meget med Apfe om, hvordan jeg har det og hvad der kan gøres ved det, og det hjælper meget på det.
Efter en længere snak om min sindsstemning, beslutter vi os for at pakke sammen og bevæge os hjemad. Jeg kan stadig ikke lade være med at bekymre mig om alt og ingenting, også selvom jeg på nuværende udemærket godt er klar over, at det blot er svampene der sparker til min hjerne. Men så får Apfe den geniale idé, at vi skal tage i biografen! Tanken om en storslået biograffilm fylder mig med mod, og med ét er alle de negative tanker og bekymringerne smidt ud af hovedet, og efter at have pakket alt ting sammen, sætter vi kursen mod biografen.
På vej mod biografen kommer vi begge ligeså mere og mere tilbage til virkeligheden, og jeg føler mig på en måde som en fremmed i byen. Huse, biler, skilte osv. virker alle nye og jeg har det flere gange som om at det er første gang jeg ser disse ting, trods jeg har boet i byen i tre år og kender byen ud og ind. Vi går begge og lytter til den beroligende musik, der siver ud fra mine hørebøffer, sikkert placeret på min hals, og bare nyder byen.
Vi når til biografen og beslutter os for at se The Dark Knight. Da jeg stadig er en lille smule påvirket har jeg utroligt svært ved at følge med det første kvarter-tyve minutter af filmen, men da jeg har set den tidligere, morer jeg mig blot over scenariet; to 19-årige, svampetrippene, unge mænd, der sidder i biografen blandt alle de ”normale” mennesker, og jeg sukker let over, at ikke alle mennesker får lov at opleve, hvad jeg denne dag har oplevet.
------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg er den da idag yderst taknemmelig over, at jeg først fik de dårlige tanker og bekymringerne, da trippet var på vej mod enden. Havde jeg fået sådanne tanker, mens jeg virkelig trippede, tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg ville have haft det!
Men alt i alt en helt og igennem fantastisk oplevelse.
|
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
