|
Substans/er: Psilocybe semilanceata, hash
Setting: I byen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne
1g svampethe, 0,5g tørrede svampe og ca. ½ joint
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Setting: Rundt omkring i parcelhuskvarterer
Triprapporten
(Har tilladt mig at bruge Ali's opstilling)
******************************************
Titel: Wonderland Woods i Parcelhuskvarter
Dato: Søndag d. 31. august 2008, ca. kl 01:30
Stof: Psilocybin (Svampe)
Type: Spids Nøgenhat(P. semilanceata), tørrede
Dosis: 1g svampethe + 0,5g tørrede svampe, ca. ½ joint.
Trip-level: + + + (Shulgin skala)
Varighed: 3-4 timer stærkt + 1-2 timer rimelig svag virkning.
Setting: Rundt omkring i parcelhuskvarterer
Deltagere: Mig og en ven (D)
******************************************
Der var gået en del måneder siden mit sidste trip, som også var sammen med samme ven (D), og det var derfor på tide at tage en tur til svampeland igen. Vi havde haft lidt problemer med at finde tid til det i weekenden, da D ikke brød sig om at gøre det om søndagen, eftersom vi skulle i skole dagen efter. Det endte med at vi besluttede os for at gøre det natten til søndag. Omkring kl. 1 begivede jeg mig i ud i nattemørket, med MP3-afspiller i lommen, og headset om halsen. På min MP3-afspiller, havde jeg lagt en del Goa/Psytrance, noget Shpongle, Asura og blandet rock ind. Vi mødtes i nærheden af nogle trapper, D havde medbragt en flaske varmt vand, samt en pose med 1 gram svampe, jeg havde medbragt 2 poser af 1 gram hver. Vi fandt et mere isoleret sted, fyldte 2 gram svampe i flasken, og gik så videre. Efter nogen tid åbnede vi flasken og fyldte hver vores glas. Vi drak teen mens vi røg lidt af jointen (eller var det kun mig?), og spiste til sidst de svampe som var tilbage i glassene. Herefter valgte jeg at spise 0,5g ekstra.
Der gik ikke længe før jeg kunne mærke en enorm spænding i kroppen, nærvøsitet og forventing for hvad der skull ske. Jeg tog headsettet på og tændte MP3-afspilleren. Der gik et mindre shock igennem mig, da musikken var en smule høj. Følelse var som en bølge af energi der gik fra ørene, spredte sig hurtigt ned gennem hele kroppen. Det var Shpongle. Jeg begyndte at få den velkendte, fantastiske nydelse af musik, som jeg altid får når jeg er påvirket af svampe. Ethvert beat sendte energien igennem min krop, musiken føltes ny, og mere ægte end noget jeg havde hørt før. Alt efter hvordan musikken var, ville min sindstilstand blive påvirket. Shpongle har det med at spille noget let salsa-parade-agtigt musik, som jeg skal love for giver et meget spøjst glad klovne-agtigt humør. Jeg gik hen til noget jord, og bemærkede et væld af små sorte insekter kravle rundt (Jeg tror faktisk der var en hel del af dem). Jeg tænkte at de nok var kommet frem eftersom det var nat. Jeg kaldte D til mig, for at vise ham alle de mange insekter som det vrimlede med, han virkede dog lidt fraværende, og jeg tænkte at han nok var godt på vej ind i sin egen verden. Jeg brugte noget tid på at stene med at kigge på de her insekter, som kravlede på jorden oplyst af det gule lampeskær. Vi besluttede os for at gå videre. Jeg kiggede op i himlen, og den var fyldt med stjerner. Stjernerne begyndte at danne et svagt mønster, som om at nogle af stjernerne var forbundet med gennemsigtige linjer mellem hinanden. Det lignede de billeder man ser fra maya-kulturen. Altså det var sådan nogle firkantede ansigter med bløde kanter, og forskellige udsmykninger, dette begyndte at fundere over. Jeg konkluderede, at mayaerne måtte have følt en stor respekt overfor himmelen, og jeg kunne let forestille mig, hvordan de måtte have fornæmmet en nærmest guddommelig tilstedeværelse i himmelen, og at det måske var ved at kigge opad, at de har fundet en del af inspirationen til deres kunst. Det enorme mønster, lignede nu tydeligt et ansigt, som fyldte hele himmelen og var rettet mod mig. Jeg kiggede efter D, han stod lidt længere nede af vejen. Jeg syntes det var på tide at komme videre. Der kom en bil kørende, og D samlede jointen, hans glas, og lighteren op. Vejen sluttede i et T-kryds, og vi gik til højre. Denne vej var meget lang, og langs den var der et hægn, jeg husker at jeg begyndte at gå stærkt. Shpongle kørte stadig, og jeg hørte nu noget med en masse gang i. Jeg nærmede mig hegnet. Der dannedes sig et ternet mønster i hegnet, hvis jeg gik hurtigt nok. Jeg fortalte D om det, og han kunne også se det. På dette tidspunkt kunne jeg virkelig mærke hvordan det hele begyndte at intensificere. Musikken blev helt utrolig klar, det føltes som at alting 'dansede' til den samme musik... måske lidt ligesom Funkadelics One Nation Under a Groove. En sammenhæng jeg tit har spekuleret over, fordi jeg netop ofte når jeg tripper udenfor, ser især træer og lignende danse til musikken. Alting var blevet mere fjollet og sjovt. Jeg vendte mig på et tidspunkt om, med glasset i hånden hen imod D, som skulle jeg til at sige noget. Sådan stod vi og stirrede på hinanden, et kort stykke tid. Jeg kunne ikke huske hvad jeg ville sige, hvis noget overhovedet, og dette fandt vi meget morsomt. Vi kom til enden af vejen, og befandt os ved siden af en skole. Det tog mig dog lidt tid at opfange dette, da jeg var lidt i tvivl om hvor vi var. der var nogle lamper ved skolen og jeg ville tættere på, lamperne var grønne, og skolen bestod af flere runde bygninger. Skolen vik et meget fremmed udseende, som et slags rumskib. Der var en yderst stærk følelse af, at det var noget fra en anden verden. D ville dog ikke tættere på skolen, han syntes stedet var for... "mærkeligt". Jeg kiggede op mod himlen, og så at nogle af stjerne susede rundt. UFO'er! Tænkte jeg og stod lidt og stirrede, mens jeg var dybt fascineret over hvordan mine sanseindtryk stadig ændrede sig mere og mere. Vi gik over vejen som fulgte skolen, på den ven varder en sidevej, som gik ind til et parcelhuskvarter. Der var en del træer ved indgangen, og jeg fik lige pludselig en enorm følelse af at jeg skulle pisse, løb over til et træ, og følte at jeg virkelig skulle skynde mig! Jeg fik endelig bukserne knappet om osv. og da jeg så pissede begyndte mine hænder at føles helt våde, og jeg blev hurtigt bange for at jeg pissede ud over mig selv, alting fik et kraftigt gulligt skær. Jeg hørte en mærkelig chanten, og ved ikke om det blot kom fra mit headset, som nu hang rundt om halsen, om min hjerne spillede mig et pus, eller en blanding af begge. Jeg kiggede på strålen, og indså at jeg da slet ikke tissede på mig selv, og at det bare var fordi jeg trippede. Stor lettelse. Vi gik ned mod parcelhuskvarteret, hvor der var en masse små stier med træer mellem husene og vejene. Hen langs stierne var der en masse gadelys, og nu tog trippet for alvor fat. Hele verden virkede anderledes, der var små lys overalt alting bevægede sig i takt med musikken. Det blev utrolig fjollet, hyggeligt, og fascinerende. Mine tanker begyndte at kredse om Disney's tegnefilmsudgave af Alice i Eventyrland, og scenen da hun render rundt i den mørke skov. Jeg syntes det lignede det helt utroligt meget, med mørket i kontrast med de mange lygtepæle rundt omkring, som dannede små magiske oaser af lys. Alting var så spændende og nyt, og jeg fik lyst til bare at gå rundt, og udforske hvert et lille hjørne. Det var en helt og aldeles anderledes verden jeg var trådt ind i, og jeg ville ønske jeg kunne dele den med alle jeg kendte. Det var som om, at både mig og D var trådt ind i denne verden.
Jeg kiggede på min mobil da jeg ville ringe og fortælle om alt det jeg så til alle jeg kendte, men den gav slet ikke mening. Bogstaver og tal hoppede rundt. Ind imellem kunne jeg lige akkurat læse noget, men når jeg læste det... gav det ingen mening. Ordene havde næsten fuldstændig mistet deres betydning. Jeg forsøgte at ringe til en ven, men jeg anede ikke om det lykkedes mig (Det viste sig senere at det gjorde det, men han havde ikke taget telefonen). Vi tændte resten af jointen, og begyndte at ryge. Intet kunne gå galt følte jeg, jeg ville se mere af denne verden, jeg ville fuldstændig forsvinde ind i den. Jeg begyndte flere gange at hoste da jeg røg, eftersom jeg slet ikke kunne styre hvor kraftigt jeg sugede, ej heller kunne jeg rigtig se om der var gang i den. Hver gang jeg hostede, fik jeg associationer til skumle gamle mænd med ødelagte lunger. Samtidig var det som om, at der var en helt utrolig energi i hvert host, og jeg følte mig på nippet til at kaste op bagefter. Herefter begyndte det at blive dårligt.
Jeg begyndte at få paranoia over at have brugt min mobil... Hvem mon jeg havde ringet til? Jeg kunne allerede se konsekvenserne... politibilerne, bøderne, de sociale omkostninger... Jeg prøvede at tænke rationelt, jeg kunne vel bortforklare det, hvis det endelig var. Men det hjalp kun lidt. I retrospekt, tror jeg at det er her jeg begynder at kæmpe mod trippet. Jeg vil tilbage til min normale tilstand, så jeg kan rede ud i trådende. Jeg bliver ved med at prøve at berolige mig selv, men jeg føler ingen kontrol, min tanker flyver rundt, og ligesåsnart jeg fik bare en smule styr på det, kom en ny forfærdelig tanke flyvende. Jeg følte også en stærk træng til finde et formål med trippet, det begyndte at virke som om, at det var fuldstændig meningsløst, alting var meningsløst. Jeg gik en del tid med de tanker. Efter noget tid, røg mine tanker længere og længere ud, vigtigheden af disse tanker forsvandt. Ting begyndte fuldstændigt at miste mening.
Jeg husker at vi så bevægede os ned af en lang sti, min idé om hvad virkelighed var, hvad baseline føltes som, begyndte at forsvinde. I et forsøg på at danne mig et billede af hvad virkeligheden var, prøvede jeg at tænke tilbage på tidligere gange hvor jeg havde trippet. Hvordan var mine tanker? Jeg kunne huske at når jeg f.eks. var fuld, var der altid en slags ikke-påvirkert del af mig, som dog havde svært ved at styre den påvirkede. Som et slags referencepunkt, noget jeg kunne reflektere over på, en idé om hvad jeg ville gøre hvis jeg ikke var fuld, og hvordan jeg ville se på hvad jeg foretager mig. Men jeg kan ikke finde den del af mig, det er som om at den del også er opslugt af mit vanvid. Jeg kunne ikke relatere noget som helst til noget som helst. Spørgsmål fløj om ørene, spørgsmål som først blot var umulige at svare på... "Hvem er jeg?", "Hvorfor eksisterer vi?", "Hvad er andre eksistenser?", "Eksisterer jeg i det hele taget?", og "Hvad er virkelighed". Ord begyndte at miste mening, og mine tanker tog nærmest en anden form, som om de blev omprogrammet til et andet sprog. Det føltes som om at jeg havde fundet en hel anden måde at tænke på, helt uden brug af ord, og at jeg ligesåstille gled ind i den verden. Information bestod ikke længere at ord og definitioner, det bare var, på en helt ubeskrivelig måde. Ind imellem faldt jeg en smule ned. Jeg kom frem til at virkeligheden, kun eksisterer fordi vi eksistenser kan kommunikere, og derved bliver enige om en. Der findes ingen virkelighed hvis der kun er en til at opleve. Vi skaber simpelthen en virkelighed ved at være flere. Jeg forbandt dette med, at grunden til at min virkelighed var ved at forsvinde, var fordi jeg mistede evnen til at kommunikere med andre. Jeg forsøgte gang på gang at kommunikere med D, til ingen nytte, ligemeget hvad jeg prøvede på at sige, gav det jeg sagde, og det han svarede, ingen mening overhovedet. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg nogensinde ville blive normal igen, som om jeg havde ødelagt et eller andet i min hjerne. Hvad der var normalt, hvad der var virkeligt, fandtes ikke for mig, så hvordan skulle jeg kunne finde det igen, eller rettere skabe det? Parcelhuskvarteret var nu blevet som en slags labyrint, og hverken D eller mig kunne finde rundt. Vi var nu fuldstændig i hver vores verden, nogle gange begyndte D at bevæge sig væk, hvilket gjorde mig utilpas, fordi han dog alligevel var det eneste som ikke virkede så totalt fremmed og mærkeligt, som en slags forbindelse til verden jeg kom fra.Jeg forsøgte at samle tankerne ved en lygtepæl, men det var umuligt. Ligemeget hvor jeg kiggede hen, eller om jeg lukkede øjnene, var der mønstre overalt. Fantastiske fraktaler, som ikke blot var visuelle, men nærmest også taktile. Hver gang et mønster af slimmede Nøgenhatte dukkede op, kunne jeg nærmest mærke hvordan den klamme våde, klistrede føles spredte sig over hele kroppen. Herefter blev alting meget kludret, jeg begyndte at lede efter D, og kunne næsten ikke finde ham i labyrintens mørke. Efter en del søgen formåde jeg endelig at finde en sort silhouette som viser sig at være ham. Jeg følte en stor lettelse... Der gik noget tid, og jeg begyndte ligeså langsomt at falde ned. Lidt efter begyndte D også at falde ned, og vi fandt et sted som vi vidste, vi havde været forbi under trippet. Vi følte at vi var nødt til at finde noget genkendeligt, en følelse som jeg også havde haft lidt efter jointen, men jeg var absolut ikke i stand til at finde sådan et sted. Efter vi havde gået i noget tid, og ligeså stille faldet ned, kom vi endeligt til et sted vi kendte. D boede i nærheden, og jeg fulgte med ham il hans hus. Derefter gik jeg hjem til mig selv, og forsøgte at falde i søvn. Jeg kunne stadig mærke svampene en del, og idéer var der stadig mange af. Mit hovede føltes dejlig let og klart, som om der var foretaget en rensning. Efter en time eller 2 faldt jeg i søvn. Da var klokken omkring 6 om morgenen.
_________________
"The intuitive cognition with anti-nihilism is a trigger for latent infant violence"
Senest rettet af Bærnelin 15 okt 2008 19:35, rettet i alt 1 gang.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
