Substans/er: Spids Nøgenhat - Tørret
Setting: I byen
MODs installed: Ja
Erfaring: Begynder
Dosering og anden informaton om substanserne:Spist: 1.75 gram
I the: 0.9 gram
Total = 2.6 gram
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:Havde det fantastisk inden trippet, fysisk og psykisk. Havde spist næsten lige inden.
TriprapportenMin kammerat D og jeg selv, havde efter en del brug af MDMA, vendt blikket imod andre substanser. Der måtte være noget der havde potentiale som MDMA, for det var hands down det vildeste og mest fantastiske jeg nogensinde havde prøvet. Intet kunne måle sig med det, troede jeg.. Valget faldt på svampe, da vi kunne finde dem i det mest fantastiske natursceneri, nærmest lige udenfor min hoveddør. At plukke en vaske ægte dansk spids nøgenhat direkte fra en regnvåd eng, med udsigt til skovens træer på alle sider, er en dejlig følelse af, at være til. At være et med naturen og kaste mediernes og offentlighedens populistiske meninger om narkotika af sig, og bare være menneske - midt i al regnen, der på en kold og overskyet efterårsdag får dig til at fryse, så det går gennem marv og ben, det er det hele værd. Men selve oplevelsen af trippet, det er out of this world.
Som de af jer der har prøvet psykedeliske stoffer ved, kan man ikke forberede sig nok på den oplevelse der venter én. Man kan læse nok så meget om hvordan andre har oplevet det, sætte sig grundigt ind i set og setting, dosering osv. - og alligevel er den første gang et paradigmeskift i din opfattelse af verden og alt hvad den er, har været og vil blive. Et er sikkert, da jeg kom tilbage fra mit første svampetrip, blev jeg aldrig den samme igen.
Det var weekend, og der stod svampetrip på plakaten, jeg havde glædet mig i dagevis og var mildest talt spændt. Som med tidligere ture på MDMA resulterede forventningens glæde i, at jeg rystede af helvedes til over hele kroppen, og gik rundt i en konstant tilstand af hjertebanken og adrenalinsus. Jeg måtte koncentrere mig for ikke at tænke over det hele tiden.
Vi havde aftalt at det skulle være D, hans kammerat R som jeg ikke kender så godt, og mig selv. Efter lang tids snakken frem og tilbage, besluttede vi os for 1.75 gram tørrede til hver. Vi ville gerne have en god førstegangs oplevelse med svampene, uden at det blev for intenst, eller for kedeligt. Jeg vejede den korrekte mængde til hver af derhjemme, og tog toget ned til D. Da jeg kom op i hans lejlighed, viste det sig hurtigt at R ikke kom alligevel. Så vi havde 1.75 gram i overskud.
I et forsøg på at aflede os selv fra anspændtheden, ved tanken om at skulle prøve svampe for første gang, tog vi bilen og kørte op og købte lidt smørrebrød til aftensmad. Bare 2 stykker til hver, for ikke at blive alt for sulten undervejs. Det viste sig senere at være en hammer-dårlig idé.
Efter aftensmaden, der allerede røg indenbords klokken 17:00, skulle vi lige ud og gå en tur, for lige at lade maden lægge sig, og se tiden an. Vi havde planlagt at spise svampene lidt senere på aftenen.
Vi kommer ud på trappen, og kigger på hinanden: "skal vi ikke bare æde dem nu" - "det kan jo være ligemeget om det er nu eller om en time?!" Ind i lejligheden igen, og så proppede vi munden med de små knastøre banditter.
T: 00:00
Jeg er på daværende tidspunkt godt spændt på hvad der skal ske, og jeg gransker alle følelser i min krop, for at identificere den "fremmede rus". Jeg vandrer hvileløst rundt i lejligheden og snakker med D, og kigger konstant på det billede han har hængende af Kristian Hornsleth. Et stort billede der velsagtens er mere end 1 X 1 meter, og selv i upåvirket tilstand, virker enormt psykedelisk. Hvis du kender hans malerier, ved du sikkert hvad jeg snakker om. Farverne og penselstrøgene på maleriet er intense, fulde af liv.
T: 01:00
Der sker intet, og vi diskuterer årsagen til hvorfor vi forbliver upåvirkede.. Efter hvad jeg har læst, burde det bestemt kunne føles nu. Men der sker intet. Måske har vi tørret dem forkert? Måske er det slet ikke SN vi har plukket? Måske noget helt tredje. Under alle omstændigheder var det det vilde antiklimaks.
Vi bliver enige om bare at vente lidt længere..
T: 01:30
Stadig intet. Vi bliver enige om at dele den dose der var til R. Men der skal laves the på denne dose istedet. Vi ryger op i den lokale fakta og henter thefiltre, skynder os hjem og får det hele gjort klar. Lugten af de varme og våde svampe i theposen får mig næsten til at brække mig. For satan det lugter klamt. En ækel blanding af jord og svamp, der nærmest skriger til en om at lade indholdet blive i koppen.
T: 01:45
Jeg kigger op på Hornsleth billedet, og opdager pludseligt at det bevæger sig. Det er ikke meget, men det er der. Hold kæft hvor har jeg det fedt. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på følelsen, men den er fed. Med det største grin på, spørger jeg D, om han også ser det. Og han stiller sig op foran billedet og kigger grundigt efter. Intet.. Glad på mine vegne over at der endelig sker noget, og ærgerlig på sine egne over at virkningen stadig udebliver, spørger han ind til hvad jeg oplever. Jeg forklarer så godt som jeg kan, og efter ganske få minutter bliver D også ramt. Vi er i himlen! Tænk at det alligevel lykkedes - så var de gode nok alligevel de svampe.
T: 02:00
Vi vandrer rundt i D´s lejlighed, fulde af lykke, hører psytrance og snakker om alt hvad vi oplever. Farverne virker kraftigere end normalt - som om nogen pludselig har skruet op for intensiteten. Jeg er totalt betaget af følelsen i min krop. Jeg kigger på væggene og ser at de ånder. Er du gal det er vildt. Det er noget jeg kun har læst om, men at opleve det selv, er godt nok en anderledes fornøjelse. Den oplevelse kan man ikke læse sig til, den skal opleves.
Ude af stand til at træffe fornuftige beslutninger, gør vi det eneste vi kan. Vi træffer en pisse dårlig én..
Der er fest i København lidt senere, et kæmpe event, og jeg havde igennem de sidste par dage prøvet at få D med på at vi skal derind, men forgæves.
Den nyligt indtrufne svamperus vender dog op og ned på den indstilling. Vi skal da til fest, ingen tvivl om det, det kan nærmest kun gå for langsomt med at komme afsted.
D afklarer lynhurtigt med sin kæreste, det faktum at han nu smutter til København alligevel - intet problem dér. Vi tager smågrinende vores tøj på, og går imod banegården. På vej der op, kommer vi igen forbi den lokale Fakta, og smutter hurtigt ind og køber lidt til turen. Vi er stadig midt i come-up, og det bliver den vildeste Fakta-tur i mit liv. De røde bannere farver der præger butikken, ser for vilde ud. Alt ser fantastisk ud! Faxe Kondi flasker lyser som om nogen holder en lommelygte nedenunder. Lykke!
Vi er meget opmærksomme på, at hele omverdenen ikke nødvendigvis behøver at vide at vi er midt i en svampesuser. Men den filosofi går helt bag om dansen, da vi når kassen. Her sidder en stakkels kvindelig kasseekspedient, der sikkert ikke er meget mere en 18-19 år. Jeg har det største smil på, og næsten inden varerne er lagt på båndet, bukker jeg helt sammen af grin foran den intetanende butiksmus. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Intet kunne da være sjovere end at købe drikkevarer i Fakta på en lørdag aften. Jeg er helt sikker på, at hun enten tror at det er hende jeg griner af, eller også tror hun at vi er skæve af rygeren. Either way, jeg får halv-dårlig samvittighed, men beslutter mig for, at det nok ikke bliver bedre af at fortælle hende sandheden.
T: 02:10
Vi når ned på banegården, og jeg håber inderligt at den følelse jeg har i kroppen bare bliver ved. Det behøver for min skyld ikke at blive vildere. Det slår allerede alle andre oplevelser med substanser med flere længder.
Vi venter på toget på en lidt sporadisk oplyst perron, og jeg kan se at svampene påvirker mit syn i langt højere grad end tidligere. Jeg kan ikke fokusere så godt, og farverne fra gadelamperne og bilerne, begynder stille og roligt at flyde sammen. Jeg slår det ud af hovedet og får sat Neelix: Senses på min ipod, og opdager at skærmen er invaderet af en hær af myrer, i alle regnbuens farver. Det får mig næsten til at falde bagover af lykke. Tracket er mega catchy, og på svampe er det simpelthen guddommeligt. Jeg danser rundt på perronen, og er totalt overvældet.
D har sat sig på en bænk lidt væk, og er blevet lidt stille. Hvad der før var vild eufori der vakte vild forundring og lykke, har vendt sig en smule, men ikke nok til at nogen af os ser noget problem i det.
Toget kommer, og vi hopper på, vi skal til fest!
Da vi komme ind i toget, finder vi ud af at det er et af den slags toge, der har "første sal" på. Fedt nok, tænker vi, og sætter os ovenpå, i håbet om at man måske kan have lidt udsigt deroppe fra, når vi en gang i mellem kører forbi noget der er oplyst. Vi får sat os ned. Det er en kupe med relativt mange rejsende, og vi kan ikke længere tale frit om vores oplevelse, uden af alle andre hører det. Vi når kun at sidde ned i 20 sekunder, før jeg må kapitulere.. Det er som om, at toget trække sig sammen om mig, og jeg bliver lidt halv-klaustrofobisk. Følelsen af ikke "at kunne være i sig selv" indtræder. Jeg rejser mig resolut op, og hvisker til D, at jeg ikke kan sidde hér. Vi går nedenunder i mellemgangen og sætter os. Den er til alt held godt oplyst, og vi er helt alene. Alt kører rundt for mig, og jeg lægger nu rigtig mærke til, hvor lidt jeg egentlig fatter. Det skræmmer mig. Jeg har både OEV og CEV. Jeg prøver at få mig selv lidt ned på jorden, og tager min telefon op for at distrahere mig selv lidt. Det viser sig at være et dårligt træk - jeg kan slet ikke se hvad der sker på den. Alle ikonerne flyver rundt, "myrerne" drejer sig som i et kalejdoskop i en myriade af farver og former og jeg kan mærke at jeg slet ikke har peaket endnu.
T: 02:30
D oplever det samme som mig, vi er blæst i smadder af svampene, og er ude hvor vi ikke kan bunde. Panikken lurer lige om hjørnet, men vi prøver at berolige os selv lidt ved at tale hinanden ned på jorden. Det virker ikke en skid. Jo mere vi prøver at berolige hinanden, jo mere går det op for os, at vi har undervurderet situationen noget så eftertrykkeligt. Specielt eftersom vi aldrig har prøvet svampe før.
Vi kigger på hinanden og jeg ser at D er ligeså skræmt som jeg selv. "Det stikker helt af det her" ryger ud af munden på D. Det skal jeg edermandme love for at det gør. Vi skal bare af det tog, og hjem til D igen, vi kan slet ikke magte situationen.
På det værst tænkelige tidspunkt, går dørene til kupeen op. Det er selvfølgelig togrevisoren.. "Må jeg ha lov at se kort og billet?" - Fuck nej, tænker jeg, du skal bare skride af helvedes til..
Vi har heldigvis købt billet begge to, men forvirringen er total. Det er umuligt at samle sig om at finde den skide billet frem. Jeg ved den ligger i min kortholder, men mine fingrer ryster og mine tanker flyver afsted med tusinde kilometer i timen. Jeg fumler rundt i mine lommer, og finder den endelig. Uden at kigge på manden, rækker jeg ham billetten, og ønsker inderligt at han bare vil smutte igen. Det gør han heldigvis også, efter D også får vist ham sin billet.
Det er alt for meget det hele. Jeg er overrasket og skræmt over, at simple gøremål synes umulige i svampesuseren. Noget så simpelt som at vise sin billet, synes uoverkommeligt, dybt ubehageligt og håbløst.
Tanken om eventuelt at blive kropsvisiteret eller måske endda anholdt midt i et trip, løber mig koldt ned af ryggen..
Vi skal af på den næste station, og finde ud af hvordan vi kommer hjem til D. Men tiden står stille.
Jeg vandrer hvileløst rundt, og kigger ud af vinduerne. Den næste perron må da snart komme - det gør den bare ikke. I hvad der føles timer, kæmper vi med at prøve at falde til ro, og er mildest talt utålmodige over at komme af toget. Det er som om, at der ikke eksisterer andre end D og jeg selv - og så alligevel er det som om at alt synes uendeligt, og det er det også, ihvertfald for mig.
Toget kommer endelig frem, og vi vælter nærmest ud af dørene. Hvilken lettelse det var at komme ud i det fri. Desværre hjælper det ikke på hvor blæste vi er. På vej ud fra togstationen, ringer D til sin kæreste. Hun har heldigvis ikke lavet nogle aftaler med nogen, og han får hende til at køre op for at hente os.
Da D lægger røret på, kan jeg mærke på ham, at han er nede. For ham virker det som om, at hans kæreste er stik tosset på ham over situationen. Jeg prøver så godt jeg kan, at tale ham til ro. Svampene mindfucker os bare. Men hvad der normalt kan argumenteres for i forhold til logik, kan man godt kyle af helvedes til på et svampetrip. Verden er ligeså virkelig for en der er skudt af på svampe, som en der ikke er det. Man lever lige midt i den virkelighed man oplever, ligemeget om man er påvirket eller ej. Det slår mig, at jeg aldrig har værdsat den orden der normalt råder i mit hoved, og jeg tænker at jeg aldrig har vidst hvad orden var, før jeg mødte dette kaos af et mindfuck.
T: 02:50
Vi kommer ud på pladsen foran stationen, og aner mildest talt ikke hvad vi skal gøre eller tænke. Vi finder en bænk lige udenfor, og sætter os ned for at vente på at blive hentet af D´s kæreste.
Det er mørkt og der er massere af trafik på vejen foran stationen. Bilernes lygter smelter sammen i en farvelade af tracers, og gadelamperne ser ud til at dryppe lyset ned på kørebanen. Jeg er godt skudt afsted, og forbander mig selv over min idiotiske tilgang til tingene. Jeg vidste jo godt, at set og setting var alfa og omega, men valgte dum som jeg var, og omtåget af eufori, at kaste hele lortet i skraldespanden og skabe min egen virkelighed. Og det skal jeg edermandme love for at jeg fik.
Vi sidder og snakker lidt, og stemningen bliver lidt mindre trykket. Det er stadig overvældende, men det hjælper at være udenfor, og væk fra alle andre mennesker. På trods af, at vi er et sted jeg har været hundrede gange før, virker alting fremmed og jeg kan ikke rigtig orientere mig. Min stedsans er smuldret væk sammen med min rationelle tankegang, og fejet ind under et stort gulvtæppe jeg ikke kan løfte for at samle stumperne igen.
Vi beslutter os for at gå en tur imens vi venter på bilen, og begiver os afsted imod hvad jeg mener er centrum. Vejen er lang - den er faktisk uendelig. Normalt tager det 5 minutter at gå fra den ene ende til den anden, men det her er alligevel ikke normalt, så det tager hvad der føles som 1 time. Som vi går op ad vejen, føles det mere og mere som om vi går i en tunnel. Det er ubehageligt, specielt fordi det er mørkt.
Vi skal pisse, så vi stikker ind af en sidevej, og prøver febrilsk at finde et egnet sted. Det forekommer umuligt. Vi vader rundt fra den ene side af vejen til den anden, for måske er der bedre herovre? Derudover, er vi relativt nervøse for at blive opdaget af en eller anden emsig beboer, for vi magter ikke at have kontakt til nogen der ikke ved, eller må vide, at vi er på svampe. Vel overstået begiver vi os tilbage til stationen, jeg kigger på klokken, så godt som jeg kan, tallene ændrer sig stadig ikke.
Vi kommer tilbage til stationen, og belsutter os for at vente på en parkeringsplads der støder op til jernbanen. Der kan vi være i fred, for der kommer stort set ikke nogen. Vi ligner nogle psykopatblæste biltyve imens vi render rundt imellem bilerne og snakker. Det er svært at sidde stille, og vi undersøger alting med forundring. Jeg falder i staver over en busk, der på en hver anden dag, ville interessere mig ufattelig lidt. Men den har en aura omkring sig, og selvom det er efterår, lyser dens blade op og ser vildt flot ud.
T: 03:20
Endelig kommer D´s kæreste kørende ind på parkeringspladsen. Velvidende at D sandsynligvis stadig er nede over, at han føler hans kæreste er irriteret på ham over situationen, forklarer jeg hurtigt hans kæreste, hvor vigtigt det er for os, at hun er positiv, ligemeget om hun egentlig er det eller ej. Heldigvis er hun ikke sur - hun var vist ikke blevet overrasket over at det kørte af sporet for os. Så hun spørger ind til en masse om hvad vi oplever og hvordan det føles, imens vi kører hjem til lejligheden.
Jeg sidder på bagsædet sammen med deres hund, som D´s kæreste har taget med for at holde hende med selskab på køreturen. Han er en fantastisk glad hund, og synes i den grad det er for fedt, at jeg gider sidde deromme bagi med ham, så han slikker mig i hele hovedet, og kravler rundt på mig. Det bliver hurtigt uoverskueligt og ubehageligt, da der sker alt for meget på samme tid. Så jeg beder ham sætte sig ved siden af mig istedet.
Da vi er kommet ud af byen, føler jeg mig alene omme på bagsæddet, der er langt op til de andre på forsæddet, og mine tanker kører afsted i et kæmpe mindfuck. Jeg sætter mig i midten, og af en eller anden grund, siger jeg til D og hans kæreste, at jeg bliver nødt til at holde fast i dem, for "det går edermandme stærkt det her". Så jeg tager fat i deres skuldre og læner mig frem så jeg er tættere på dem. Det føles straks bedre. Jeg har det som om jeg bliver nødt til at holde fast i virkeligheden, for ikke at forsvinde for langt ind i min egen afbrændte tankegang.
Vi prøver så godt vi kan at forklare hende hvordan det hele opleves, men må efterhånden give op. Det er på det nærmeste umuligt at forklare, så vi giver os til at sætte en masse superlativer på vores sætninger - for det hele er simpelthen for vildt.
T: 03:50
Vi kommer tilbage og D´s kæreste stiller bilen. På vej tilbage til lejligheden, går vi forbi en pub, og i det vi går forbi, åbner døren og høj glad musik vælter ud. Det føltes fantastisk varmt. Musikken giver mig et andet mindset, og det er tiltrængt. Der har været rigeligt med ubehag på det trip, så jeg standser op i et sekund eller to, og nyder det.
Oppe i lejligheden er vi endelig ved at falde ned - men jeg tænker mere og mere. Det er som om, at mine tanker folder sig ud, som en blomst der blomstrer i en uendelighed. Hver gang jeg tænker på et eller andet, afføder det en ny associeret tanke, og det går lynende stærkt. Mine tanker flyver i et kosmos jeg ikke anede eksisterede inde i mit hoved. Som om mit kranie ikke længere begrænser mine tanker fysisk. Der er "højt til loftet" inde i mit hoved.
Jeg giver mig til at spekulere over det med at tiden er gået i stå, for jeg ved jo godt at det bare er min egen hjerne der er påvirket, og ude af stand til at fungere normalt. Men jeg bliver alligevel bange ved tanken om, at "trippe for evigt" eller lignende. Tænk hvis det aldrig holdt op.. Tanken er frygtelig. Jeg kan mærke at jeg bliver nedtrykt og indadvendt, og kunne jeg vælge, måtte trippet gerne stoppe nu - selvom det har jeg tænkt tusinde gange den aften, men denne gang mener jeg det nok lidt mere end før.
D er i godt humør, og er helt betaget af oplevelsen - han føler sig så meget ovenpå, at han krydrer det med at ryge en pind. Det kommer der ikke noget dårligt ud af - men jeg skal ikke prøve, for jeg er ikke vant til at ryge, og jeg tør simpelthen ikke kaste mig selv ud i endnu en skod idé - tænk hvis det stak af for mig igen.
T: 04:30
Vi sidder og slapper af og snakker, og pludselig ringer D´s telefon. Det er A der spørger om han skal kigge forbi, han er alligevel i byen, og han ved godt at vi er på svampe. Helt sikkert, det kunne være dejligt at han kiggede forbi.
A kommer, og det spreder en dejlig stemning, han er altid glad og positiv, og det er rart at snakke med ham om hvad man oplever og tænker. Han synes det er fantastisk, og han lytter med stor interesse når vi siger noget.
T:05:15
Trippet fader stille og roligt, og jeg kan mærke at jeg bliver lettet. Så gik tiden alligevel. Det har været en vild tur - den vildeste nogensinde bliver vi hurtigt enige om. Vi er begge to trætte både fysisk og psykisk. Jeg lukker øjnene for at se om det hele danser og flyver rundt, og det gør det. Jeg har stadig CEV´s, og jeg sætter mig med lukkede øjne for at studere dem nærmere. Det ligner stave, helt runde, faktisk perfekt runde, i alle regnbuens farver. De lægger sig ovenpå hinanden og skifter farve konstant. Til sidst er hele min hjerne fyldt med farvede stave, og jeg åbner øjnene, for derefter at lukke dem igen. Så er det aztekermønstre der flyver rundt - det er smukt, men jeg er træt og vil gerne hjem og sove.
T: 05:30
A låner D´s bil og kører mig hjem, vi stopper på McDonald´s, og imens vi venter på A´s mad, går det op for mig hvor stort et potentiale de svampe har. Jeg indser og accepterer for alvor, at trippet kan tweakes i den retning man gerne vil have det. Man skal bare krydre det med den ingrediens man gerne vil have i det. Positivt, eller negativt. Jeg er lykkelig og helt smeltet over den oplevelse jeg lige har haft.
Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig ind i stuen til min kæreste, og fortæller hende alt hvad jeg har oplevet. Hun er ikke videre imponeret, da hun er modstander af rusmidler, men havde alligevel halvt om halvt affundet sig med, at jeg ville prøve svampe. Men hun lytter, og det er rart. Hun kender mig jo, det skal være lidt vildt før det er sjovt. Jeg går i seng efter en times tid, og sover helt vidunderligt.
Epilog
I dagene efter trippet var jeg i en anden verden. Det var underligt at finde ud af, at verdenen og min egen krop og sjæl kunne føles sådan som det gjorde på et svampetrip. Jeg følte at, sådan må blinde mennesker have det, hvis de har levet et helt liv uden at se, og så pludselig får synets gave. Jeg havde været blind i alle de år - men nu havde jeg set og følt en anden side af livet, og det tog jeg med mig.
Det tog mig lang tid at komme mig ovenpå den del af vores trip der var et badtrip, og jeg ved egentlig ikke om jeg nogensinde er kommet helt videre. Det har sat spor i mig - og jeg har lovet mig selv, aldrig at være så dumdristig igen. Svampe, eller andre psykedeliske substanser er en gave, og de skal behandles med respekt.
Chaos was the law of nature; Order was the dream of man.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Det kunne have endt meget værrere.
!