Psychedelia.dk

Her er en beretning fra mit første trip på psilocybin svampe.
Jeg har forsøgt at få mange detaljer med, og har kun modereret mig selv minimalt.

Substans og dosering:
psilocybe cubensis i en strain der hedder "b+".
1840: 1,7 g
1940: 0,5 g
2025: 0,5 g
2055: 0,7 g
2145: 0,8 g
2303: 1,1 g
Så i alt 5,3 g tørret vægt over 3 timer og 23 minutter.
Trippet kickede ind sådan for alvor efter halvanden time. Endvidere kunne jeg mærke at plasmakoncentrationen af det var tilpas lav, til at jeg var mig selv igen klokken cirka fire morgenen efter.

Set:
Jeg var rigtig glad.
Jeg havde nogle måneder forinden talt med min bedste ven om, at jeg havde to ønsker: det ene var at bestå modul B5 på mit studium og det andet var at tage svampe. Begge dele skete den dag.
Begge dele var endvidere kulminationen af mange måneders arbejde. Svampene havde jeg selv dyrket. Jeg havde fået dem med posten et par uger inden Roskilde, og havde så dunket dem lige da jeg kom hjem fra Roskilde. På dagen for trippet var der en solid mængde af dem, og der havde været nok til trip i mange dage. Det der havde holdt mig tilbage var, at jeg havde dyrket med en ven der også gerne ville, men han var på noget medicin der ikke tillod brug af den slags, og vi havde ventet på seponeringen af dette i lang tid. Det lod dog vente på sig, hvorfor jeg planlagde at prøve det uden ham til at starte med.

Det gik rigtig fint i mit liv, og det eneste jeg ikke var tilfreds med og ked af, var noget jeg ikke selv var herre over.

Jeg havde som følge af et dårligt cannabis-trip, hvor jeg havde været totalt uforberedt og var blevet skræmt, gjort mig en række forberedelser til dette trip. Jeg havde hæftet mig ved betydningen af set og setting, og havde derfor gjort hvad jeg kunne, for at optimere dette. Jeg havde læst kraftigt op på stoffet. Både i min farmakologibog, i "Brug og Misbrug" af Jørgen Lumbye, generelt på nettet, ved at læse mange tripreports på Psykedelia, og ved at tale og skrive meget om emnet, med mine venner og bekendte der havde erfaringer på området.

Jeg havde engageret en af mine veninder til at komme og sove med mig natten før, og ved dette hjælpe til med at skabe en god sindstilstand. Som tripsitter havde jeg engageret en anden af mine veninder, K, som jeg holder meget af og som der er fornuftig og kærlig, og som jeg stoler på. Hun skulle være sund fornuft, men mest af alt bare være der. Jeg havde fået en bekendt fra mit studium til at være "bagvagt" for hende, sådan at hun havde en at ringe til, hvis hun synes at det stak af for os. Så kunne hun lige ringe til ham og sige hvad der var up, og om han mente at hun burde ringe til eksempelvis afdeling "P" oppe på hospitalet.

For at være forberedt på et evt. bad trip havde jeg skaffet nogle Klopoxid-tabletter, der indeholder det aktive stof Chlordiazepoxid. De skulle efter sigende være dem, man anvender til at slå folk ud med på psykiatrisk skadestue, når der kommer folk ind fra eksempelvis nattelivet, der har spist noget som man ikke ved hvad er, og som er mega-angste.

Jeg havde selv dyrket svampene og det havde været en god proces. Jeg havde været rigtig interesseret i dette, og det havde været spændende at følge deres udvikling. Det havde samtidigt gjort det umuligt at træffe en forhastet beslutning, da der jo går noget tid fra man dunker sin growbox til der er færdigtørrede svampe at spise. Tid, man kan bruge til at reflektere over hvad man har gang i, og til at læse om det man går og dyrker, og hvad andre mennesker har oplevet med det.

Setting:
Hjemme i og i området omkring min lejlighed i Odense V i starten af september.

Erfaring:
- Kodein i en dosis udvundet af 10 Kodimagnyler.
- Cannabis (et trip hvor jeg ikke helt vidste at min the var ret stærk pot-chai, og jeg derfor endte med en ordentlig dosis, der endte i et kæmpe bad-trip, der efterfølgende er en oplevelse, som jeg er meget glad for at have fået mig).

Jeg er ikke på stoffer som alkohol eller nikotin, og de to ovenstående oplevelser havde fundet sted i en periode på måske tre-fire måneder inden dette trip. Så at i alt var jeg ret uerfaren.

Dagen forløb således:
Om morgenen var jeg til undervisning. Jeg skatede ud på campus og var der meget spændt og meget glad. Det havde jeg været igennem nogle måneder, hvor det hele bare var rigtig godt. Det var en dobbeltforelæsning, og i pausen checkede jeg om der var kommet eksamensresultater. Jeg vidste at der havde været censormøde dagen før, og at de så nok ville være ude. Det viste sig at de var kommet, og jeg så at jeg havde fået 7. Det er en ret solid karakter i B5 synes jeg, og jeg blev utroligt glad for at det var klaret. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, og jeg strøg ud for at fortælle det til min læseven, D, der var gået efter kaffe. Jeg var ganske forbløffet over min egen succes, og kunne slet ikke være i mig selv. Det var den samme følelse som da jeg var ganske, ganske ung og der var langt imellem scoringerne, og hvor jeg også kunne blive helt ekstatisk over min egen succes. Så jeg var meget glad, og kunne ikke slet ikke være til stede til resten af forelæsningen. Bagefter var der et par tomme timer, og et par holdtimer.
Efterfølgende skatede jeg hjem. Jeg havde aftalt at hente min veninde og tripsitter K ved bussen lidt over kl. 1500. Vi gik i butikker og købte ind. Vi købte fem flasker Pepsi MAX og så fandt vi på at købe Krumme-filmene, der var på tilbud til 25 kr. Jeg var lidt træt i det da vi kom hjem til mig, så vi så Krumme-film og spiste slik. Efter to film lavede vi mad og spiste det. Jeg havde læst at man helst skulle spise svampe på næsten tom mave, men jeg vurderede at det også var vigtigt at få noget at spise, så jeg spiste en portion.

Efter det sagde jeg at "nu spiser jeg altså svampe."
Jeg vejede 1,7 g af og tyggede dem, som jeg havde fået at vide at man skulle. De smagte meget neutralt, og mest af alt bare tørt. Det var hverken behageligt eller direkte ubehageligt. Efter at jeg havde spist dem gik jeg ned i mit kælderrum hvor jeg opbevarer meget af mit slik, og fandt nogle forskellige ting og bar det op, hvorefter jeg lagde jeg mig over på sengen til K. Vi så så Krumme 3, eller starten af den. Efter måske 30 minutter mærkede jeg lidt. Det jeg mærkede, var et lille sensationstab perifært i mine hænder. Lidt i stil med den effekt jeg mindes at man får, efter en eller to genstande alkohol. Men det var så det. Jeg rejste mig og forsøgte at gå, og der mærkede jeg også en moderat hæmmet motorik som efter et par genstande alkohol. Jeg lagde mig så ned og så videre.

Efter en time besluttede jeg mig for at redosere med et halvt gram. Det målte jeg af og spiste. Så begyndte der at ske noget, og jeg sagde efter et kvarter til K2, at vi skulle slukke for filmen. Det gjorde vi så, og jeg sagde at vi skulle høre musik i stedet for. Jeg lå inde med en CD kaldet "Havens Fugle" med bandet "Dans og Lær." Den havde jeg er personligt forhold til, og synes at den skulle vi høre. Jeg satte den på, og vi lyttede så til den og lå på sengen.
Jeg var da begyndt at få nogle closed eye visuals. Nogle mønstre i farver. Jeg fortalte om dem, og vi drøftede hvorvidt det mon var psilocybinen eller bare sådan nogle som man får, hvis man har lukkede øjne.
Jeg var generelt i tvivl om mine sanser. På et af numrene lød det som om at der var lyden af noget sodavand der bliver hældt op, og det kunne jeg i mit trip, ikke få til at passe ind, for det huskede jeg ikke som en del af sangen. Jeg spurgte K om hun også hørte det, og det gjorde hun, så den var god nok. Det virkede i situationen utroligt underligt at netop den lydeffekt var blevet lagt på, og jeg fortalte at det var den samme lyd, som J-pop Bandet "Silent Siren" bruger på deres nummer, "Soda." Men sådan er elektronisk musik jo blev vi enige om.

Men det var i hvert fald rigtig rart det hele. og jeg havde det rigtig godt, og det var meget spændende. Det var rart at høre "Havens Fugle," og vi talte om det, og hvad vi sådan synes at musikken fortalte. Eksempelvis at nummeret "Silkehale og sangdrossel" lyder som noget man ville spille i en dansk familieproduktion, når der er en kæk dreng der cykler. Vi lå så der og hørte musik og spiste slik, og det var meget rart det hele.
Jeg var meget i kontakt med min krop, og jeg var god til at fokusere. Psilocybinen gjorde at jeg ikke kunne multitaske men kun fokuserede på en ting. Eksempelvis så kunne jeg kun mærke et sted af min krop af gangen. Jeg bemærkede eksempelvis at jeg kunne mærke min gane meget, og hvordan der var spyt der, men så til gengæld når jeg tænkte på det, ikke kunne fokusere på musikken eller eksempelvis mine ben.

På et tidspunkt sluttede CD'en, og vi hørte noget af musikken fra HALO-spilserien. Efter dette, hvor vi igen høre noget nyt, bemærkede jeg noget, der blev et tema for mit trip: jeg havde en utrolig tankeaktivitet, men jeg havde svært ved at gøre tanke til handling. Jeg tænkte helt vildt, men det var svært at bestemme sig for hvad der skulle ske. Jeg rejse mig op med en idé om at jeg ville tænde for min telefon og sætte den til højtalerne, men strandede så lidt i den handling, ude midt på gulvet og tænkte så på noget andet, og kom også til at tale om det. Jeg ved dog ikke hvad, men det har sikkert været lidt vildt. K spurgte så hvad min plan var, og det var at vi skulle høre noget nyt musik, men jeg forklarede så at det var svært at gøre tanke til handling, da der simpelthen skete så meget inde i mig. Det lykkedes mig dog at få tændt for den telefon, og lagde den så på bordet imedens at den tændte.
Noget andet jeg mærkede da jeg rejste mig, var at jeg lige skulle lære at styre min motorik igen. Det var som om at jeg havde fået et helt nyt sensorisk system, og det var tydeligt at der var nogle pathways der var blevet ændret af psilocybinet. Det var faktisk lidt som at have fået et helt nyt sensorisk system, og de signaler jeg modtog, var ikke som de plejede. Men det vænnede jeg mig hurtigt til.

Jeg var på et tidspunkt ude i mit køkken efter mere sodavand. I gangen der fører derud var der ganske mørkt, og i gangen var der en radikalt anderledes stemning. Det samme var der i det mørke køkken, med et blegt lys fra den parkeringsplads, det vender ud imod. I gangen var der en underlig lugt af brændt kanel. Det var en hel anden verden derude, og da jeg kom tilbage, var jeg ganske forbløffet og fortalte hvad jeg havde oplevet. Jeg fik så K med ud for at vise hende det og for at få hende til at lugte lugten, og det viste sig at det var min lejer der havde været i bad, og havde brændt røgelse af på badeværelset.

Jeg sagde til K at det nok var ved at være tid til at redosere. Jeg havde læst og hørt mig frem til, at det var smart at redosere med cirka intervaller af en halv time, for at holde plasmakoncentrationen af psilocybin tilpas høj til, at jeg blev i trippet. Så det gjorde jeg, og vejede et halvt gram af og spiste det. Så blev jeg opmærksom på det problematiske i, at vi ikke havde mere slik fremme. Det sagde jeg, at vi skulle hente nede i kælderen, og fortale at nu gik vi altså derned. Ude i gangen kom der lys ud af en åbenstående dør fra min lejers ene værelse, og jeg fortalte K at det havde en anden farve end normalt. Vi kom ud i opgangen og der var det lidt spændende med min motorisk, og hvad den ligesom kunne bære. Men det gik fint, og vi kom ned i kælderen. Jeg åbnede døren til mit kælderrum og blev så rigtig glad for, at der var så meget at vælge imellem. Jeg sagde at jeg skulle have nogle forskellige smagsindtryk, og plukkede et rigt udvalg fra mit forråd: en pakke blød nougat, vingummibamser, skumfiduser, noget tørret frugt, en pakke chokolade, skumbananer, slikkepinde og chokoladeskildpadder, de der ulækre vingummier formet som en burger og noget andet.
Der var lige til et stykke børnefiktion, og jeg fandt det meget morsomt, at jeg havde så meget dernede. Det var lidt fjollet, og jeg talte om, at jeg jo virkelig var i kontakt med mit indre egern, når jeg sådan gik og samlede forråd. Jeg samler meget mere end jeg har mulighed for at spise selv, og jeg fik en sjov erkendelse af, at det var skægt, at jeg eksempelvis ligger inde med mere end 20 kg. marcipan og nougat.
Det havde vi det begge sjovt med, og vi gik ovenpå igen, hvor jeg så havde favnen fuld af slik. Jeg smed det på min seng, og fik så handlet på den nye musik.

Det vi skulle høre var soundtracket til Tokyo Disneys påskeparade, "Hippiti Hoppiti Springtime Parade." Jeg havde været i Tokyo Disney i starten af sommerferien, og havde synes, at det var alle tiders tre dage. Jeg havde været utrolig glad for den parade dernede, og jeg havde taget den glæde med hjem, i form af musikken. K er også passioneret omkring parker, og derfor var det et oplagt stykke musik. Det er et utroligt glad stykke musik, og derfor var det også nærliggende at lytte til, på mit trip. Jeg satte det i gang, og satte mig så på sengen hvor vi spiste slik. Vi sad og spiste slik og talte om alt muligt.
Det var et andet tema for mit trip, at det var meget udadvendt, og at jeg var i stand til at føre en samtale. Det var spændende at se at man kunne det, altså føre en rigtig samtale med en ikke-påvirket person på psilocybin, hvad man eksempelvis sjældent kan på andre stoffer, som eksempelvis alkohol.
Jeg mindes ikke så meget af hvad vi talte om. En ting jeg dog mindes er, at vi talte om deres brug af sprog i sangen. Det er en blanding af japansk og engelsk, hvor det engelske bruges af korsangerne og at hvad jeg formoder er Disney-karakterernes stemmer, er på japansk, hvad jeg ikke forstår. Jeg ville så forklare en pointe om at når Disney-karaktererne taler japansk i sangen, så lyder det som de lyde, som vestlige Disney-karakterer siger, i serier fra den tid hvor Disney-karaktererne ikke havde et verbalt sprog med rigtig ord, men mere bare kommunikerede ved lyde og ellers non-verbalt. Så sad jeg og filosoferede over, om det japanske publikum har samme oplevelse af den engelske tale, som de ikke kan forstå; altså, om det er deres Disney-lyde.
Udover dette talte vi sikkert også om alle mulige andre spændende ting.


Den sang sluttede så også og den skiftede til en anden parade-sang, "Happiness is Here," der var deres 30 års jubilæumssang.
Jeg satte sangen på og redoserede mig. Den fik så lov til at køre imedens at vi fortsat talte om alt muligt og spiste slik. Det var også rigtig rar musik som var godt til trippet, der var et meget glad trip, og der var mange forskellige former for musik i sangen, som der gav forskellige udtryk i trippet. Bagefter hørte vi soundtracket fra Harry Potter filmene.

Jeg følte at jeg var meget mig selv, og troede derfor at trippet var slut. Det hele virkede pludseligt meget almindeligt, og der var ligesom noget mindre stemning i lokalet. Klokken var dog ikke særligt meget, og derfor drøftede jeg med K, om vi ikke skulle forsøge at starte mig igen. Det besluttede jeg at vi gjorde, og afmålte derfor et gram. Der gik så lidt tid, hvorefter jeg fandt ud af at det måske havde været en fejlvurdering, og jeg stadig var i trippet. Men ingen skade sket.

Lidt efter den sidste redosering spurgte jeg K om hun følte sig tryg, ved at vi gik uden for. Det var hun, og vi tog tøj på og gik ud. Eller, hun tog jakke på for det tænkte jeg ærligt ikke på. Men jeg var i stand til at tænke på, at huske hende på at tage nøglen og på at vi skulle have noget lys med. Det var rigtig flot med stjerner og klart vejr, men en smule køligt. Jeg sagde at jeg synes at vi skulle ud og se på butikker i den ekstra sene åbningstid. Så vi gik mod Føtex. På vejen ligger der et hus, der er utroligt sødt og flot udvendigt, med vægmalerier og alt muligt rart, men indvendigt bebos af nogle folk med meget trist smag. Så fandt jeg på en historie om det, hvor jeg sagde at det lignede, at der engang var en person med en rig personlighed og historie der var død, hvorefter hendes arvinger så havde indrykket en annonce i avisen, der fortalte at, man kunne købe et komplet hus. Jeg husker ikke så meget af det, og i grunden er jeg ej heller sikker på at det var psilocybinen der talte.

Vi nåede så til Føtex og jeg var i meget godt humør. Jeg talte om hvordan jeg de sidste måneder havde følt en kæmpe overflod i mit liv, og at den så var kulmineret den aften. For tænk sig, selvom der var enkelte ting jeg til tider var meget ked af, så var der en stor overflod. Man kunne hente næsten lige hvad man ville i butikkerne efter lukketid helt gratis, jeg synes at jeg havde rigtig gode venner for tiden, og jeg havde klaret modul B5, der var næsten altid Pepsi MAX på tilbud og Tinder var fyldt med alle mulige vilde typer, samt at jeg havde fået mit længe ønskede svampetrip. Så alt i alt var det rigtig godt, det liv.
Vi var så i Føtex og fandt lidt forskelligt, og bar det videre til Fakta, og raidede dem. Vi var kommet af sted uden hverken poser eller tasker, men hos Fakta kan man i den container hvor maden ikke opbevares, hente poser. Det er sådan en man skal kravle ned i, og det satte jeg mig så for. De gik okay på vej ned, men så da jeg skulle gå rundt på en ujævn overflade af pap og poser, kunne jeg godt mærke at jeg stadig havde nye sanser. Men jeg fik fat i en pose og kom op igen. Det gik lidt trægt med at komme ud af den igen, og det kunne godt være endt i en farlig situation.

Så da jeg var oppe sagde jeg til K at det nok var noget, at en tripsitter skulle have forhindret. Hun var så; "jamen, jeg stoler jo på at du kan det," og jeg var så "du har jo slet ingen idé om hvad min motorik kan lige nu." Så grinte jeg og sagde videre noget med at det kunne være endt rigtig galt, og i en dyr, dyr procedure oppe på hospitalet. Så talte jeg vist længe om hvor dyrt næsten alting var oppe på hospitalet, med særlig fokus på et præparat der hedder Curosurf, som der gives til præmaturt fødte med respiratorisk distress-syndrom, og som der vist koster i stil med 13K for 250 mg. Det er høstet fra grises lunger, og jeg fortalte så at jeg engang havde undersøgt med en sygeplejerske, om der fandtes et søsterpræparat til muslimer og jøder, der qua deres religion ikke ønsker at man blæser gris ned i lungerne på dem, som der var høstet fra eksempelvis okser, og at det gjorde der ikke på det danske marked. Det udviklede sig så til en længere samtale om det.

Så kom vi hjem igen. Med et følte jeg mig ret træt. Men jeg havde stadig svært ved at omsætte tanke til handling, og jeg stod ofte bare og tænkte. Jeg begyndte dog så at tage mit tøj af, og spurgte så K om hun havde bemærket, at jeg synes at det var tid til at sove. Det havde hun. Vi børstede tænder og lagde os. Men så var jeg pludseligt ikke træt længere.
Først ville jeg op og have mere sodavand og slik, og så ville jeg ud og have rester fra aftensmaden. Så ude i mit køkken synes jeg at der rodede utroligt meget, og jeg kom tilbage og sagde det. Der rodede også utroligt meget på bordet i mit værelse, og det lignede at der var blevet holdt en kæmpe fest. Der var slikpapir over det hele, og tomme drugbags, og jeg erfarede så også at sengen var helt ustyrlig. Jeg begyndte så at tale om at det da ikke kunne være rigtig at jeg boede sådan, og at min mor nok ville sige, at det lignede at der boede en dybt sindsyg person. Jeg kunne slet ikke begribe at der så sådan ud i lejligheden, og talte længe om det. Det var skægt for så slemt så der slet ikke ud, og det var ikke værre end i eksempelvis slutningen af en eksamensperiode.
Men jeg kom mig over det.

Bagefter kom jeg ind i sådan en fase hvor jeg igen troede at trippet var slut. Jeg havde det utroligt sjovt over små ting og mine tanker. Det kan jeg også sagtens have til dagligt, men det var stærkere. På et tidspunkt smågrinte jeg, og K var sådan "Hvad nu?"
Så fortalte jeg at det jo var mærkeligheden i det hele, og at det var sjovt at finde sig selv, i en situation som denne, hvor man som 23 årig seriøs medicinstuderende med en solid friværdi og sådan, har en pose fuld af svampe og stærk receptpligtig medicin. Så fortalte jeg vist at jeg synes at der havde været en stor progression det sidste halve år, hvor meget var blevet anderledes, og mine interesser og indstilling til livet ligeså. Og at det var rigtig godt og at jeg var rigtig glad, og at det hele jo gik som det skulle. Men at jeg på trods af dette stadig fandt det som værende meget mærkeligt.
Der var flere ting jeg fandt meget mærkeligt. Eksempelvis kom jeg til at tænke på, hvorfor det mon netop var svampe som Mario-karaktererne spiste for at få særlige evner. Normalt ville jeg fluks have Googlet mig frem til en forklaring på dette, og ledt efter en forbindelse imellem psykedelia og Nintendos tunge drenge, men på mit trip kunne jeg ikke omsætte den tanke til handling. Det forklarede jeg så K og at det også var underligt. Jeg fortsatte af en kreativ tangent, og fortalte om forskellige ting jeg havde læst i "Brug og Misbrug"-bogen. Eksempelvis hvordan den kreative ophavsmand til ”Fantasia”-musicalen var kendt bruger af hallucinogene svampe, og at det nok ikke var tilfældigt.

Vi talte vist så om at bruge det professionelt. Ikke kun kreativt, men også hvordan jeg tænkte at det var paradoksalt, at man ikke kunne gøre det under mere ordnede forhold. Om det underlige i at man ikke måtte hyre en sundhedsprofessionel til at være til stede, men i stedet for skulle ty til unge piger som tripsitter. Og hvordan doseringen af psilocybinen nok var helt til rotterne selvom at vi havde en ordentlig vægt, da koncentrationen af de aktive stoffer jo nok ikke er uniform svampen igennem.
Så talte jeg længe om hvordan det var et helt nyt produkt i rækken af oplevelser, og hvordan de traditionelle oplevelsesprodukter som bøger, film, chokolade og parker var radikalt forskellige i forhold til dette, og hvordan det blev spændende når der blev åbnet politisk op for at det lovligt kunne udnyttes kommercielt og fagligt, i stil med hvordan det gjorde for 30-40 år siden, hvor der var meget gang i forskningen af hallucinogener.

Så forsøgte jeg at gå i seng igen. Jeg lå lidt hvor vi ikke talte, og bevægede mig så ind i en ny fase af trippet. Jeg skulle på toilettet, men så ude på badeværelset fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne være alene lige der. Jeg begyndte at tænke på alt muligt og var overvældet. Jeg tænkte på at virkningen måske aldrig ville forsvinde, og jeg havde kortvarigt lyst til at slå mig selv ud, med mine backup Chlordiazepoxid-tabletter. Det skræmte mig rigtig meget, for så tænkte jeg at jeg med det ville starte en ond spiral, hvor jeg så bare blev påvirket af noget andet. Det var kun en ting af flere der pludseligt skræmte mig lidt. Blandt andet det faktum, at jeg overhovedet lå inde med stærk psykofarmaka, for det var alligevel meget mærkeligt at jeg pludseligt gjorde det. Men mest af alt skræmte det mig at jeg klokken måske 03-0400 om morgenen, hvor jeg rent objektivt vidste at plasmakoncentrationen af de aktive stoffer, den snart måtte være meget lav i mit blod, havde lyst til at dæmpe mig selv med noget, der var tænkt som en backup løsning, i tilfælde af at jeg badtrippede rent fra starten af.

Jeg gik ind og lagde mig ved siden af K. Jeg kunne mærke at det hjalp, og at de somatiske tegn på angst jeg havde oplevet for mig selv, de blev dæmpet. Hun kunne mærke at der var sket noget ude på badeværelset - nok både på min sindstilstand men også på min hjertefrekvens og respirationsfrekvens. Hun sagde så at hun regnede med at jeg sagde det, hvis jeg følte at jeg havde brug for at dele noget. Jeg sagde at det skulle jeg nok, og fortalte så om episoden på badeværelset. jeg forsøgte så at holde en samtale kørende, da jeg fandt at det bedste middel, var bare ikke at tænke på det. Jeg fik hendes så til at fortælle om sine heste.
Hun skulle på toilettet også, og imedens passificerende jeg mig selv med Facebook. Det hjalp også. Jeg havde igennem nogle dage leget Snapchat på Facebook med en gammel veninde, og så fandt jeg den chat frem, og blev helt enormt glad for at se de billeder hun havde sendt, hvor hun smilte, og det hjalp også utroligt meget.

Så da K kom tilbage, fortalte jeg at jeg synes at det havde været en sund oplevelse, at have fået den fase med, og at det var et tegn på at jeg havde respekt for det jeg tog, og om vigtigheden i at have dette. Jeg fortalte så om andre tanker og overvejelser jeg havde haft i forhold til at have respekt for det, og om den vigtighed jeg så i at dyrke det selv, sådan at det ikke blev en impulsiv beslutning, men at man i stedet for havde massere af forberedelsestid.
Det blev den sidste fase i mit trip, og det døde så helt.

Til slut fandt jeg det stykke papir frem hvor jeg havde noteret mine doser ned, og vi regnede os frem til at det var endt med 5,3 g over 3 timer og 23 minutter. Det havde slet ikke været planen, men sådan var det åbenbart endt.

Men jeg følte at det havde været veludført og velkontrolleret, og været en stor succes. Jeg spurgte K om hun havde været nødt til at sætte grænser for mig i løbet af aftenen, og det følte hun ikke. Hun havde fundet mig meget nem, behagelig og spændende at tripsitte, og det havde ikke skræmt hende fra at prøve selv, når hun på et tidspunkt kom af sin medicin.

Jeg spurgte direkte om hun havde følt behov for at sætte grænser i løbet af natten. Hun fortalte at hun ved en af redoseringerne havde overvejet at gribe ind, og ringe til vores bagvagt og høre om han synes at det var en god idé, men så havde tænkt på tiden og på at jeg havde læst meget op på det, og på vores backup-Chlordiazepoxid, og på hvordan det hele blev vejet grundigt af.

Jeg spurgte også hvad det vildeste jeg havde sagt var, og til det svarede hun, at der var flere gange hvor jeg havde tænkt utroligt meget, men slet ikke havde været i stand til at beskrive hvad der skete. Udover dette havde jeg været meget talende og trippet havde været meget udadvendt.

Jeg fortalte så at jeg til en anden gang som sikkerhed, mente at tripsitteren burde opbevare og give svampene samt Chlordiazepoxiden. Bare for en sikkerheds skyld.

Alt i alt havde det været en rigtig god oplevelse.


Links:
http://www.youtube.com/watch?v=H_-S1KEIFMk
http://www.youtube.com/watch?v=Yvq0XOXW5fs