Hej allesammen. Her er en lille rapport fra weekenden, hvor jeg langt om længe tog et svampetrip igen, som ikke blev så vellykket....og dog. Pas på jer selv!
I weekenden havde jeg besøg af min gamle musikklasse. Vi havde en hyggelig aften, hvor vi spillede musik, sang og selvfølgelig drak vi alkohol.
Efter nogle timer begyndte de første dejlige mennesker at tage hjem. Jeg blev en smule dårlig og lagde mig ind i min seng og slappede lidt af. Imens sad det sidste rakkerpak og drak videre i stuen.
På et tidspunkt kom en pige fra mit tidligere hold ind og lagde sig ved siden af mig. Hun begyndte at kæle for min ryg og mit hoved, men jeg havde mest lyst til, at hun skulle gå igen.
Det er ikke mere end en måned siden, min ekskæreste, (som jeg gik fra i efteråret, men begyndte at komme sammen med igen efter et par måneder) stoppede kontakten til mig af ukendte årsager. Jeg havde derfor kærestesorger og ville ikke have noget med andre piger at gøre.
Nå, men hende pigen fra min tidligere klasse begyndte at bide mig i øret og stikke hånden ned i mine bukser. Jeg sagde til hende, at jeg ikke var interesseret, men hun blev bare ved. Jeg måtte til sidst stoppe hende fysisk og gøre det klart for hende, at jeg elskede min ekskæreste og at jeg bare ville ligge alene. Det fnøs hun lidt af og gik så ind i stuen igen.
Dernæst gik jeg ud plaskede noget koldt vand i ansigtet og satte mig ind i stuen til de andre. Der var kun to fra min klasse tilbage samt min roomie, som begyndte at plage mig efter svampe. Jeg sagde, at jeg ikke havde plukket så forfærdeligt mange i år og derfor ville gemme på dem til et senere tidspunkt. Han blev ved med at snakke om svampene og jeg havde det egentligt ret godt igen, så jeg tænkte hvorfor ikke tage en lille portion sammen med ham?
Pigen som lagde an på mig insisterede på at blive, men jeg insisterede på, at hun tog hjem. Der var en lille kamp om at få hende til at smutte, men til sidst endte hun med at bestille en taxa til sig selv. Den sidste studiekammerat smuttede også kort efter og det var kun mig og min roomie, som var tilbage. Småberuset tændte vi nogle stearinlys og gjorde det lidt hyggeligt i stuen.
I efteråret havde jeg lavet en gang honning med ca. 300 pulveriserede sn i. Den stod i fryseren og jeg foreslog min roomie, at vi tog lidt af den istedet for hele svampe. Det var han med på og han kogte noget vand til te.
Doseringen blev til en teskefuld med en god top på. Måske svarede det sig nærmere til en spiseskefuld, men det så ikke ud som en stor dosering. Jeg husker, at jeg sagde, at det nok svarede sig til 10-15 svampe til hver, hvilket nok var en smule i underkanten.
Vi lavede en kop te, rørte honningen i og drak den hurtigt. Dernæst lagde vi os ind i stuen og satte lidt musik på. Jeg havde skubbet mine to sofaer sammen og hentet min dyne, som jeg lagde mig under. Jeg kunne ikke mærke nogle ændringer i kroppen og tænkte, at vi sikkert ingen effekt fik ud af det. Dernæst faldt jeg i søvn og vågnede kort efter ved, at min roomie gik rundt og sagde “interessant, interessant”.
For mine øjne så jeg et net af mønstre og stuen lyste op som et bål. Jeg prøvede at gnide mine øjne, men kun de klassiske geometriske mønstre var i fokus.
Jeg tænkte “føj for katten, så virker det skidt sgu alligevel”.
Min roomie gik og talte med sig selv. Jeg var helt mundlam og lå bare og betragtede den skiftende geometri. Jeg trak dynen godt op under hagen og lukkede mine øjne, som jeg plejer, når jeg tripper. Jeg sank hurtigt dybt ind i det mystiske univers, som havde en uventet kølighed over sig. Farverne var kolde og billederne var meget uhyggelige. Jeg kunne mærke, at jeg blev trukket ind til et sted, som jeg ikke ønskede at komme. Mit hjerte blev omsluttet af noget koldt, som strammede hårdt til og jeg tænkte “nederen, here we go again”.
Fra tidligere badtrips havde jeg i mente, at jeg blot skulle blive ved med at kigge ind i dybet og finde kernen til mine problemer. Jeg prøvede at slappe af, trække vejret dybt og give slip på mig selv, men jeg følte mig totalt fastlåst i en depressiv tilstand.
Billederne viste metalliske orme, som formede en cirkel, der voksede sig større og større. Cirklen blev til en stor mur, hvori der åbnede en sprække, som jeg ufrivilligt bevægede mig ind ad. Mit hjerte slog knuder, for jeg kunne begynde at ane, hvad det var, jeg kom tættere på. Jeg så mig selv udefra knælende og bedende om tilgivelse for min egen dårlige samvittighed, som handlede om hundredevis af forskellige ting - bl.a. den måde, som jeg valgte at forlade min kæreste på i efteråret. Jeg så hvordan hun led og var uforstående overfor mine handlinger og hvordan, hun deraf var havnet i et depressivt stadie. Jeg så hvordan, jeg uberettiget havde gået og tænkt negativt om flere af mine venner i et stykke tid og derfor havde cuttet kontakten til mange af dem. Jeg så hvordan de mindste ting, som jeg foretog mig, gjorde en kæmpe forskel for min omverden og sådan fortsatte det længe.
Ude af stand til at bevæge mig, fik jeg en dyb kvalme og jeg kunne lige fremstamme til min roomie, at jeg skulle brække mig. Han skrumlede ud i køkkenet og fandt en plastikpose, som jeg straks brækkede mig i. Jeg var lige ved at skide i bukserne og kunne ikke styre min krop. Jeg gled ned ved siden af sofaen og sad bukkende på gulvet med mit ansigt begravet i hænderne præcist, som jeg havde set mig selv i drømmen.
Musikken var stoppet og min roomie begyndte at tale til mig. “Du har det dårligt med dig selv - du er igang med at kigge på dig selv…. hvem er du sammen med?” Lige i det han sagde de ord, mærkede jeg tilstedeværelsen af en højere magt. Den talte ikke til mig, den viste sig ikke, men jeg kunne mærke tilstedeværelsen. Min roomie sagde “Er du sammen med Gud”? og ja, jeg følte fandme, at jeg var sammen med skaberen af billederne og følelserne. “Kald det Gud eller hvad, du vil, der er en højere magt i dette univers og vi kan ikke gøre noget ved det”, sagde min roomie. Han sagde, at han kunne mærke, hvad jeg følte og at det kun var mig selv, der kunne tilgive mig.
Det var uendeligt hårdt og jeg havde svært ved at tilgive mig selv. Smerten forsvandt
dog lige så stille, men jeg blev siddende længe knælende og kom kun med stønnende lyde.
Jeg kunne til sidst åbne mine øjne og se på min roomie, som lå på trægulvet og betragtede de tusindevis af dråber maling, som jeg har spildt på jorden, når jeg laver malerier. Han lignede noget fra den nordiske mytologi og jeg begyndte at grine hysterisk. Han begyndte selv at grine, da jeg fortalte ham, hvordan han så ud og så forklarede han, at hans hallucinationer begyndte at skifte til noget oldnordisk. “Gider du lige at holde kæft et øjeblik, for jeg er lige ved at blive indviet som Shaman”, sagde han. Dernæst kom han hen til mig med et fad med vand og døbte mig. “Du er tilgivet nu. Det her er ikke noget overtroisk, men bare et symbol på, at du er tilgivet”, sagde han.
Jeg følte, jeg fik det bedre, men stadig havde jeg en følelse af ensomhed i kroppen.
Da min roomie sagde, at han ville gå udenfor for at ryge, bad jeg ham blive i stuen, for jeg var sindssygt nervøs for, at jeg skulle blive efterladt. Her slog det mig, at det netop var den store tematik i hele trippet - altså at jeg var bange for at være alene i verden uden nogen omkring mig, som elsker mig. Som taget ud af en artikel om selvudvikling fra et dårligt ugeblad, vidste jeg straks, at jeg skulle lære at elske og tilgive mig selv for kunne at elske dem omkring mig.
Jeg fik pludselig følelsen af at være omsluttet af rødder fra et træ. Følelsen var stadig låst, men det var befriende at være bundet til noget jordisk og naturligt frem for at svæve rundt som en fortabt sjæl i et ukendt univers.
Følelsen blev lettere og jeg lagde mig op på sofaen igen og trak dynen over mig. Jeg var lykkelig for, at det dårlige trip var ved at være overstået. Der var en sand lykkefølelse ved at føle sig fysisk igen.
Min roomie og jeg lå længe og snakkede inden, vi faldt i søvn.
Da jeg vågnede flere timer senere, lå min roomie ved siden af mig på sofaen og var vågen. Vi snakkede om, hvor kraftigt trippet havde været og hvor stærke svampene synes at være ift. sidste års høst.
Vi var begge godt smadret, men var i stand til at grine af de forskellige episoder, som vi havde oplevet. Jeg hev posen, som jeg havde brækket mig i, op fra gulvet og det dryppede ud med opkast, som landede på min dyne og tøj. Det var en forfærdelig lugt. Jeg skyndte mig ud i bad og besluttede mig der at skrive til mine gamle venner for at få rystet den dårlige samvittighed helt af.
Stadig bøvler jeg med den måde, jeg behandlede min tidligere kæreste på, men hun er ikke rigtig modtagelig for mine beskeder, hvilket jeg nu fuldt ud forstår. Ikke flere detaljer om det
Set i bakspejlet var det tåbeligt at spise svampe under indflydelse af alkohol, men jeg tænkte ikke helt klart og blev i den grad straffet for det. Uanset hvad, så lærte jeg noget vigtigt i trippet selvom, jeg selvfølgelig kunne have ønsket mig en bedre oplevelse.
De sidste mange gange har jeg haft virkeligt ubehagelige oplevelser på svampe og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om min besøgstid er ved at være ovre? Men igen så er svampenes univers et sted og en tilstand, jeg beundrer meget, for selv de forfærdeligste oplevelser ender altid ud i noget godt. Det er i bund og grund de hårdeste oplevelser, jeg har fået mest ud af. Jeg krydser dog fingre for lidt mere bliss næste gang
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
I moderate doser synes jeg dog, at det kan være rigtig fint.
