Denne historie foregår i vinterferien, hvor en kammerat, A, og jeg beslutter at bruge en dag på at trippe svampe i skoven. A har kun prøvet svampe en enkelt gang før. Selv har jeg prøvet svampe en del gange, og vi har ikke trippet sammen før.
Vi mødes i toget om morgenen, og tager til vores destination, en mindre dansk stadionsby, hvor vi står af kl 9 af og går direkte fra paronnen ud i skoven. På det tidspunkt var alt dækket af de fineste rimfrost. Da vi var sådan tilpas væk fra civilisationen sætter vi os og blander saften fra en citron med hvad der vel er 4 gram knuste svampe i en drikkeflaske. Ingen af os har vægt med, så det er på øjemål.
20 minutter længere inde i skoven, 10:20, da vi har krydset den sidste asfaltvej på vores rute og svampedrikken har trukket, finder vi et sted hvor vi laver en lille ceremoni, og takker hinanden og naturen og universet for muligheden for at bruge dagen på netop det og så deler vi svampedrikken. A drikker mere end mig.
En halv time senere sætter vi os ved en gravhøj, og jeg ruller en joint. Her begynder A at have det temmelig sjovt. Vi taler om de mennesker der har boet her engang og hvor vildt det er at de har taget en kæmpe stor sten og placeret den oven på en række andre kæmpestore sten, kun med brug af træstammer. Vi går videre og taler om at redosere, fordi det ikke var de mest potente cubensis han havde taget med, og jeg ikke kan mærke meget til dem. Vi går op på en bakke og sætter os og laver resten af drikken. Cirka samme mængde svampe. Da vi er færdige kommer skovfogeden kørende og stopper neden for bakken. Jeg tænker A er lidt for knast og går i forvejen ned af bakken, hvor jeg får den sædvanlige smøre om at man kun må gå på stierne og blabla og råvildt og jeg skal komme efter dig. Jeg er vant til det og taler ham bare efter munden. Det vidste vi ikke og blabla og vi skal nok holde os på stierne. Da han er på vej videre kommer A vaklende ned af bakken og siger noget om at han lige havde tænkt på at synge en sang, og jeg må tage min sammen for at holde masken. Nå, men vi går videre og nyder naturen. Jeg er først her begyndt at få lidt snurren i kroppen og vi deler anden portion af drikken, jeg drikker det meste denne gang. En time efter første portion. Her begynder A at have det rigtig sjovt. Den næste time går vi bare ud af stierne, mens han ævler løs og alt muligt. Går og skraldgriner inde i skoven. Jeg er ikke den højtråbende type, men kan begynde at mærke trippet komme ind over mig, og jeg nyder skoven og den kolde klare luft, sollyset og duften af harpiks. Jeg er lidt nærvøs for at A skal tiltrække sig opmærksomhed fra andre skovgæster, hvad jeg ikke rigtig har lyst til, men vil på den anden side ikke begrænse hans trip. Vi taler meget om skovfogeden, som A døber "Jørgen" og hvorfor nogle mennesker er sådan nogle "græsset må ikke betrædes" typer og andre bare gerne vil gå på græsset.
Vi slår os ned på nogle træstammer og spiser lidt frokost og ryger en joint. Mest frugt og vand, selvom vi egentlig havde rigtig madpakke med. Her omkring er klokken vel 12. Mens jeg sidder og ruller jointen kan jeg mærke trippet peake, og det bliver kun forstærket af at ryge den. Jeg lukker øjnene og har efter et øjeblik farverige mandaler bag øjenlågene. Solen skinner og varmer min krop, og jeg nyder at være så tæt på naturen, og A, som er faldet lidt ned og ikke taler så højt længere. En cyklist kommer forbi. Vi nikker og hilser.
Vi går videre, begge i højt humør. Et langt stræk hvor vi bare snakker, griner og deler anekdoter om alt muligt. Der er en rigtig god stemning imellem os og jeg føler vi kommer ret tæt på hinanden og det føles næsten som om den vej vi går på er uendelig lang. Vi kommer tilbage forbi den samme gravhøj og besøger den endnu engang. Spiser et stykke frugt til, og går videre. A fortæller mig at hans kæreste ikke ved han er taget på triptur i skoven med mig. Den tanke har jeg først rigtig svært ved. Nærmest som om han har været sin kæreste utro med mig. Som om den intimitet vi på en eller anden måde har haft i trippet er forkert fordi han har en kæreste der ikke ved noget om det.
Vi finder en bakke, hvor alle træerne er fældet og tænker vi er tilpas lang væk fra verdens Jørgen'er, og går op til et enkelt, enormt bøgetræ der står tilbage midt i det hele. Her omkring begynder vi begge at komme lidt ned igen, klokken er vel 14. Mens vi ruller turens sidste joint kommer jeg i tanke om at jeg har højttalere med i tasken og vi slet ikke har hørt musik. Først spiller A et par numre, så gør jeg det samme. Musikken føles lidt uvedkommende og kunstig her i skoven, og selvom jeg først stikker højttalerne i lommerne mens vi går videre, slukker vi dem lidt senere. Stadig i rigtig godt humør og med den der efterglød af "fuck hvor var det fedt" og "hvorfor det er at det kun er nogle mennesker der forstår at nyde livet på den her måde" og "hvor det dog ærligt at alle mennesker ikke kommer til at opleve det her" og "hvad fanden er der egentlig galt med verden?" Vi fortsætter ud af stierne, så småt tilbage mod stationen, men alligevel med nogle afstikkere ud af stierne og ned omkring en sø og ender tilbage i byen lidt over fire, hvor vi tager toget hjem igen. Alt i alt tror jeg vi har gået en 15 kilometer. 200 meter af dem på asfalt. Resten i en anden verden.
_________________ All perverts may not be marijuana smokers, but practically all marijuana smokers are perverts.
Colonel Garland Williams, former head of U.S. Narcotics Enforcement Idag kan vi dø af at elske med hinanden Så vi lever som vi gør. fordi vi ved vi' på spanden Verden er for fuld af lort, til jeg kan sortere Så jeg prøver bare på at få mit liv til at fungere
|