Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 28 mar 2024 19:53


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 5 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 18 dec 2016 13:48 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 27 okt 2008 21:50
Indlæg: 1307
Geografisk sted: Blå stue afdeling 2A
Triprapport.
Svampe - 5,1g
Dato: 19-6-16
Kl: 22.00


18/12/2016: Så blev jeg endelig færdig med projektet. Det tog meget længere tid end jeg havde regnet med, men sådan er det jo nogen gange. Jeg har brugt lang tid på at skrive, læse og rette, og hver gang jeg læser den igennem igen laver jeg små ændringer. Helt færdig bliver den nok aldrig, men jeg synes nu historien er kommet til et punkt hvor jeg kan være "bekendt" at offentlig gøre den.
Jeg håber kan li den, og måske endda kan bruge den til noget på et personligt plan.


Forord:
Oprindeligt var denne skrivelse tænkt som en personlig bearbejdningsproces, et hygge projekt, og egentlig ikke som noget andre skulle læse. Men halvvejs inde ombestemte jeg mig, og begyndte at skrive så det også kunne blive interessant at læse.
Efter specielt høje doser psykedelika er det af bydende nødvendighed indiviet skriver sine oplevelser ned bagefter som en form for integrationsprocess. Specielt hvis oplevelsen har været hård for sjælen, og efterladt én nedtrykt, forvirret, angst, eller noget tredje. Hvis man ikke bryder sig om at skrive kan man også udtrykke sig på andre kreative måder - bare man udtrykker sig, og fokusere på at beskrive følelserne.
Der er visse elementer jeg har været lidt betænksom med at offentligegøre da jeg ikke vil bekymre venner og bekendte der læser med. Men på den anden side synes jeg det er vigtigt at skrive så sandt og fyldestgørende som muligt; sandheden er det vigtigste element i en erindrings fortælling - specielt når emnet handler om psykedelika.

Optakt
På selve dagen stod jeg sent op fordi jeg på forhånd havde besluttet at indtage svampene om aftenen klokken 10. Jeg har en idé om ikke at være for træt, men heller ikke for energisk når man skal indtage større mængder psykedeliske stoffer da det letter transitionen. Det er ligesom lettere at give slip, hvis man i forvejen er lidt træt - og så hjælper mørket også gevaldigt.
Jeg stod op ved 13 tiden, og startede med at sætte vand over til kaffe, samtidig med jeg langsomt begyndte at rydde op i min lejlighed; hvilket der under alle omstændigheder alligevel trængte til. Borde blev ryddet og tørret af, gulvet blev støvsuget, opvasken blev taget, og alt mit "junk" fandt langsomt tilbage til deres respektive pladser. Som de fleste der kommer til at læse dette nok ved er set and sitting utrolig vigtigt, og man kan næsten sige der er en direkte proportional succesrate mellen forberedelses tiden, dosis, og udfald.
Da jeg til tider kan være lidt af et rodehoved, tog det mig et godt stykke tid at rydde op. Indimellem i oprydningsprocessen holdte jeg nogle pauser for at meditere - et forsøg på at få hold på den langsomme men sikre nervøsitet der var under opsejling ved tanken om det der nærmede sig. Det hjalp heldigvis hver gang at meditere, men aldrig mere end et par timer før jeg måtte sætte mig igen; og inden dagen var omme var jeg blevet en smule træt af det. Så jeg ryddede op og mediterede skiftevis, inden jeg besluttede mig for det var tid til en spadseretur. Jeg føler altid det at gå i sig selv har en meditativ virkning, bare man går længe nok, og får tænkt nok, og kigget på naturen så koncentreret man kan; sådan at man til sidst ikke blot kigger på naturen passere forbi, men virkelig føler den med alle sine sanser.
Det at vandre igennem naturen har mange fællestræk fra meditation blot ved en anden mekanisme. Når man meditere kan man berolige sig selv ved at lade tankerne passere, og fokusere sin energi på at mærke kroppens afslapning. Men når man går, kan man ræsonere sig frem til en kognitiv afklaring, og på den måde opnå en dobbelt virkende effekt.
Jeg besluttede mig for at være på side med mig selv i stedet for at modarbejde mig selv,som jeg tit har tendens til at gøre. Jeg opmuntrede mig selv med opløftende ord, og rationaliserede mig frem til jeg aldrig har været så klar som jeg var nu - jeg smed kort sagt brænde på modets bål, frem for at over pisse det som jeg ellers har haft tendens til. Det virker måske sært.. Men overvej dette; hvem skal opmundre dig til at overkomme dine egne begrænsninger, hvis du ikke selv gør det? Din mor, dine venner, din chef, din elektriske ål måske? Og selv hvis du er så heldig at få støtte fra dine relationer, hvad hjælper det så hvis du ikke tror på dig selv?
Da jeg kom hjem var jeg på trods af gåturen, mildest talt rastløs, men et godt sted psykisk. Der var stadig mindst 6 timer til løjerne skulle begynde, og jeg havde ikke meget at foretage mig. Jeg holdt mig fra alle former af elektronisk tidsfordriv da jeg tidligere på dagen, i håb om passivitetens forglemmelse, lagde mærke til den komplet modsatte virkning; stærkt stigende nervøsitet, grænsende til det afsindige. Nej man kan ikke bare glemme sine følelser - ingen nemme løsninger, det forsvinder de ikke af. Tværtigmod måtte jeg tage tyren ved hornene hvis jeg ville være fri; hvor lidt jeg end brød mig om det.
Men tiden gik langsomt fremad som den har gjort det før, og til sidst fik jeg sovet lidt sporadisk her og der. En let, urolig søvn, der dog optjente sit formål, og gav mig et øjebliks fredsommelig glemsel.

21.00
Efter jeg havde været ude dagens anden gåtur - en hurtigt smut omkring en af de mange søer i skoven, og testet lysniveauet i lejligheden ved nedrullede gardiner, tog jeg mig et varmt bad for at bløde lidt op, og gøre oplevelsen så behagelig som mulig. Jeg bad en oprigtig bøn til universet om ledsagelse og styrke på min vej ind i det ukendte psykedeliske farvand, og bemærkede samtidig hvordan min puls var mærkbart stærkere end normalt. "30 minutters meditation, og så går du direkte ud og indtager svampene uden at tænke nærmere over det" tænkte jeg ved mig selv. Planen var timet og tilrette lagt, og jeg følte oprigtigt jeg ikke kunne have forberedt mig bedre om så jeg ville. Jeg havde afmålt svampene på forhånd og anbragt dem ved min stavblender. På den måde ville jeg spare et par afgørende sekunder, og samtidig vidste jeg det ville forkorte onsettet, og forhåbentlig også intensivere trippet lidt.
Efter de 30 minutters meditation var overstået, hanvde min puls stadig ikke nået baseline, men det gjorde ikke noget. Jeg følte mig ikke specielt nervøs selvom hjertet bankede løs i min urolige krop. Jeg sad kort og mærkede på læderet i sofaen mens jeg værdsatte den mørke belysning i lejligheden. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig. Jeg følte mig næsten fuld af meditationen. Selvom mit køkken ikke er mere end syv skridt væk, var det alligevel syv tunge skridt. Jeg trippede lidt frem og tilbage i mit køkken mens jeg kiggede på den enorme mængde svampe jeg skulle indtage. Tænk noget så uskyldigt kan vende rundt på ens liv i løbet af fem timer, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med spekulere på om jeg mon havde underdoseret. Jeg anbragte svampene i min kop og hældte multi-juice over dem. Jeg havde denne gang havde tørret svampene med en dissikant, og var derfor utroligt nemme at blende; i løbet af få sekundter var juicen blevet en brunlig homogen masse. Der var kun et enkelt lille stykke der havde undsluppet metallets ødelæggende krafter jeg måtte trygge mig igennem. Men havde jeg siet væsken og foræret den væk til et intet anende offer, havde de gået en grusom overraskelse i møde, for både smagen og konsistens var storartet og ikke til at sætte en finger på. Ikke at jeg kunne finde på den slags; jeg er måske syg, men jeg er ikke psykopat...
Jeg snurrede febrilsk et par gange om min egen akse, mens det synkede ind hvad jeg havde gjort. Derefter slukkede jeg lyset igen, tog tøjet af og gik i seng, og forsøgte at glemte alting. Som jeg lå der i mørket og ventede med pulsen bankende i brystet, prøvede jeg observere bagsiden af mine øjenlåg så vågent som muligt. Tricket er, ikke at analysere oplevelsen, men at fokusere al sin energi på det følte øjeblik, at glemme sin intellektuelle fortolkning - den er alligevel næsten altid forkert. Med andre ord gælder det om at føle, at sanse. Det er essensen i det man mener med at "give slip", hvilket tog mig mange år at lære. Udtrykket er alt for udefineret efter min mening, og det har aldrig hjulpet når folk har sagt det; for hvad betyder det lige "at give slip", sådan helt lavpraktisk?


Bløde fornemmelser
Mørk sovs begyndte langsomt at flyde rundt i baggrunden. Næsten helt ubemærket på grænsen til selvindbildning kunne jeg svagt fornemme en forandring var ved at tage form. Der var nok gået omkring femten minutter da det slog mig jeg nu var nået punktet hvor jeg ikke længere kunne ombestemme mig; to fingre i halsen ville ikke nytte meget nu, men hvorfor skulle jeg også gøre det. En blanding af spænding, glæde, og nervøsitet strømmede igennem min krop, tanken om endelig at have nosset mig sammen gjorde mig helt opstemt, som hvis det havde været målet i sig selv at spise svampene. Ganske subtilt synes oplevelsen at accellerere i intensitet. Jeg kunne fornemme en enorm energiophobning i kroppen der roligt intensiverede for hvert sekundt. Det føltes som en knude af boblende energi med udgangsspunkt i maven. Alting virkede til at vibrere under denne energi, som et rumskib under opstartsfasen hvor jetten bliver tændt, men skroget stadig er stillestående på jorden. Jeg begyndte at spekulere over om mine naboer mon kunne mærke denne energiophobning, og hvad der ville ske når bomben gik af. Det virkede oplagt, nærmest uundgåeligt at der måtte ske noget af dramatisk karakter.
Jeg havde en fornemmelse af piger der vandrede rundt og spredte visuelle frø udover scenen - en slags mørk glimmer. En forberedelse til næste akt var ved at tage form, og jeg må indrømme jeg havde svært ved at vente. De taktile fornemmelser var stadig under opbygning, men energien var begyndt at tage form som kropslig eufori - en velset genkendelighed. Alt svævede langsomt afsted, uden egentlige mål eller umiddelbar sammenhæng. Alting fremstod blot som mørke konturer; linjer og pletter der hvileløst rejste rundt, stødte ind i hinanden for igen at skifte kurs, lidt ligesom gaspartikler. Linjerne begyndte langsomt at stå i relif, og danne stærkere afgrænsninger. Jeg begyndte igen at fornemme menneskelige skikkelser, der formålsløst vandrede rundt mellem de svagt geometriske mønstre.
Fra det ene til det andet øjeblik blev alting tredimensionelt, og farvet neonblåt. Det var et eklatant intensitetsskift hvilket overraskede mig sådan en grad at jeg udstødte et lille "wow" for mig selv. Ud af mørket blev jeg mødt af smukke menneskelige figurer der zoomede ind, og kort efter ud igen. De dukkede op langsomt roterende i forskellige positurer, altid med armene fremstrakt på en venlig indbydende måde somom de kendte mig, og ønskede min tilstædeværelse. Disse kvindelige ånder bestod af blå cirkler stablet horisontalt oven på hinanden, men uden egentlig at røre hinanden, sådan at mørket imellem cirklerne stod i kraftig relif og dannede et meget klart visuelt indtryk. Baggrunden havde også forandret sig, og fået en oval form. Inden i rammen var der kraftige neonblå linjer der tilsammen dannede noget der mindede om et hønsenet. På trods af baggrunden og figuerene delte samme farve, stod de pardoksalt klart i kontrast til hinanden og flød ikke sammen på noget tidspunkt.
Min tidsfornemmelse begyndte langsomt at skride, men om det var til den ene eller anden side var jeg ikke klar over. Det eneste jeg vidste var at jeg langsomt havde mistet min kronogiske fornemmelse af den uden at lægge mærke til det, og inden længe ville blive den blive fuldstændig meningsløs. Samtidig gik det op for mig som et lynnedslag hvor påvirket jeg var, og hvor hurtigt det havde eskaleret. Så jeg brød ud i en stille latter, og begyndte at røre ved mig selv. Mine arme og skuldre føltes som blød modellervoks; en velkendt fornemmelse af nærmest at kunne vride kødet rundt om knoglen, og fornemmelsen af at smelte sammen med sig selv. Jeg spekulere over om det jeg havde ventet på så længe snart ville ske. Jeg håbede.. Jeg havde drømt om det så længe. Hvor underligt det end måtte lyde, ønskede jeg at dø.

Efter oplevelsen blev tredimensionel begyndte alting at accelerere med sådan en kraft at jeg tabte mig selv i oplevelsen. Min linære tidsopfattelse var blevet så forvrænget nu, at jeg ikke længere havde kræfter til at spekulere over den. Tiden der før havde spillet så central en rolle i mit liv var nu blevet trukket ud af ligningen, og det var egentligt fint nok, så var der én ting mindre at spekulere over. I starten dominerede smukke mørkeblå nuancer sceneriet der endnu ikke bestod af meget mere end den dunkle baggrund, der stod i skarp kontrast til de mørkeblå menneskelignende figurer. Jeg nåede dog ikke at tænke specielt mange tanker om det hele, før at det mørkt linjerede rum, bøjede omkring mig og begyndte at tage form som komplette rum-konstruktioner bestående af vægge, gulv, og loft. Det er umuligt for mig den dag i dag, uanset hvor meget jeg end ville, at beskrive det i komplette detaljer. Grundlæggende var denne parallel verden fuldt udsmykket med forsirlige linjer, geometriske mønstre, og ornamenter i distinkte glasklare farver. Tomrummet i mellem de mørkeblå linjer var nu fyldt ud, så der intet mørke var tilbage at se. Det der før blot havde været visuelle illustrationer af geometri var nu transformeret til en komplet oplevelse. Alting havde fået sin egen masse og var evigt foranderligt, konstant i bevægelse. Rummet var pludselig blevet levende, og understregede sin egen storhed med sit konstante overraskelsemoment af kreativitet. Akkurat som højdepunktsoplevelserne fremkaldt af DMT omformede min verden sig uophørligt til noget andet.
Denne konstante forandring der umiddelbart virker til at have sin egen agenda, er netop grunden til det er så svært at forklare. Oplevelsen er uhåndgribelig fordi intet står stille. Alting er i bevægelse, alting ændre form og kontur, alting skifter farve, og det går hurtigt.
Men det er også ufatteligt smukt. Hvilket er en underdrivelse.
Det gik samtidig op for mig at netop denne uhåndgribelighed er hele omdrejningsmomentet; det er en nødvendighed for at holde hele mysteriet igang. Vi bliver nød til at gentage ritualet for at holde ild i facinationen, og gøre os nogle forhåbninger om at prøve at forstå hvad det hele går ud på. Vi mister dén hvis vi holder for lange pauser. Den psykedeliske oplevelse er så stor, så overvældende, og så hurtigt overstået, at det er umuligt at samle alle trådene i løbet af 8 timer. Det bliver et livslangt projekt hvis man vil gøre sig nogle seriøst forhåbninger om at forstå mysteriet. Mange ville nok mene at det er en virkelighedsflugt, eller et romantiseret stof misbrug når vi "psykonauter" taler om at trippe mere og dybere. Men alle psykonauter ved tilgengæld det kun imbecile mennesker uden personlig indsigt der ikke forstår mængden af mod det kræver; det ikke noget man bare lige gør, ikke for mit vedkommende i hvertfald.

Det var netop her jeg begyndte at græde. Græde af glæde over den absolutte skønhed, over den sorg der følger med erkendelsen om oplevelsens flygtighed - at jeg aldrig ville være i standt til at dele den med nogen. Bevidstheden om det "almindelige" menneskes ignorance om psykedeliske stoffer, og det komplette tab af viden og livsberigelse. Jeg ville ønske jeg kunne give mine erfaringer i gave til andre mennesker, dele mit mod med dem, vise dem den hellige vidensbank vi alle bæger skjult inden i. I mellem tiden begyndte jeg sporatisk at høre kvindelige stemmer. Lyden opstod som en svag tone der syntes at komme langt væk fra; langsomt sigende dernæst faldende i styrke. Det lød som korsang. Da jeg lå i fuldstændig stilhed, med undtagelse af larmen fra vejen udenfor, og mine naboer, blev jeg behageligt overrasket. Jeg fik en fornemmelse af en stor begivenhed var ved at tage form sammen med mig, en begivenhed planlagt kun for min skyld. Som jeg lå der og lyttede intenst efter ånderne, og observerede de mange farvede selv transformerende rum konstellationer, begyndte der spontant at opstå lyskegler midt i mit synsfelt. De opstod glimtvis som gabende hvide huller der brændte alt de rørte i stykker. Der var noget dragende over dem, dramatisk som solens blændende lys; men jeg blev ikke blændet, kun fascineret. Engang i mellem udvidede de gabende huller sig horisontalt til at fylde hele midten af mit synsfelt. Det var som at stirre direkte på ormehuller til en anden dimension. Hvis jeg havde været kristen ville jeg have kaldt det porten til himmerriget, for lyset mindede i høj grad om beskrivelserne fra folk der har gennemgået en nærdødsoplevelse. Det var som om hele universet stod stille og vibrerede på samme tid, og jeg fik en fornemmelse af jeg befandt mig på dørtærsklen til en anden dimension.
Her var jeg, helt ude på kanten af universet, på nippet til total destruktion. Flået fra hinanden og spredt med vinden. Selv tiden synes at være gået i stå, som ventede den på noget. Det lyder måske skræmmende, men jeg følte faktisk ingen frygt, ærligtalt var jeg afsindig opstemt. Det hele føltes meget naturligt og rigtigt. Jeg havde svært ved at ligge stille af spænding, dette var alt hvad jeg havde håbet på ville ske; her var jeg på kanten af livet klar til at give slip, klar til at blive opslugt af ormehullet. Som et barn lillejuleaften ventede jeg utålmodigt på kulminationen af den ekstensielle dans, min egen død og forhåbentligt genforening med en dybere erkendelse af virkeligheden. Jeg skulle virkelig kæmpe imod, men det lykkedes mig alligevel at få undertrykt min gråd så meget, at den ikke blev til mere end lydløse glædestårer der langsomt gled ned og endte som våde pletter på min hovedpude. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg lod mig rive med og åbnede helt op, ville jeg distrahere mig selv fra oplevelsen, og min opmærksomhed fra selv samme skønhed der havde sat gang i denne følelsesmæssige lavine. Så jeg holdt igen, og jeg holdt om mig selv, og det eneste jeg kunne tænke på var jeg håbede jeg ville overleve dette, blot så jeg kunne holde om nogen og bryde sammen af glæde, og prøve på at genfortælle eventyret.

Mørket før daggry
Besynderlig er virkeligheden, for den har det med at vende sig i mod én på de mindst oplagte tidspunkter. Min begejstring blev hurtigt til skuffelse, og senere til noget helt tredje. Fordi porten til paradiset blev lukket, og jeg blev liggende i min seng ganske skuffet over min fortsatte selvbevidsthed. Skuffelsen ville ingen ende tage og den voksede hurtigt i mig; som ukrudt skød den op alle tænkelige steder, og snart ville den have overtaget. Her var jeg helt ude på kanten, så langt væk jeg kunne skimte ormehullet men alligevel trukket tilbage på land, ind i mig selv - selvbevidst. Det var ærligtalt ligeså antiklimatisk som en dårlig B film, og jeg forstår nu bedre udsagnet om at selvbevidsthed kan være som en gammel sur kælling.
I mørket lå jeg altså, og mørkt blev der, for farverne trak sig tilbage og efterlod mig med sort geometri. Mærkværdige mønstre jeg tolkede som ødelagte, vanvittigt, og uden orden. Alting virkede ødelagt nu, mine visioner, mine tanker, mine følelser, min kropfornemmelse, alt virkede slået i stykke og sat forkert sammen igen. Det skete så pludseligt, uden den midste advarsel. Det virkede som meningsløs sindsyge. Set i retroperspektiv tror jeg svampene viste mig hvordan himlen og helvede eksistere ved siden af hinanden, og hvordan de er dybt afhængige af hinandens eksistens - uden den ene, kan den anden nødvendigvis ikke eksistere. Der skal være ondt til før det gode kan stå i kontrast, og omvendt, sådan må det nødvendigvis være, og det var det jeg tror jeg oplevede.
Meningsløsheden strakte sig ud, og mine tanker blev langsomt overtaget af vanviddet, men jeg forholdt mig roligt. Jeg blev liggende og observerede ligegyldigheden spille sit spil i mit sind, og jeg tænkte ved mig selv jeg måske bare skulle ende livet, for hvilket liv ville det være at skulle leve som grøntsag, nu hvor alt var tabt og gået i stykker?
Indre billeder viste mig den nærliggende motorvejsbro med bilerne under, og hvor let det ville være blot at kaste sig i døden og slippe for denne elendighed. I guder hvor ville det være befriende, men hvad med mine venner, hvad ville mine forældre og min elskede bror ikke sige? Nej det var for egoistisk, så heller stå ved sine fejl og erkende at jeg endelig havde trådt over stregen. At der denne gang ingen bamhjertighed var, at mine egoistiske ønsker om spirituel frigørelse endelig havde gjort mig sindsyg, at medierne havde ret, og at jeg ville ende som en skidzofren grøntsag.

Jeg nærmede mig et kulminations øjeblik og følte intuitivt jeg måtte reagere for at fuldende processen. Jeg tænkte ved mig selv at det fandme skulle være løgn - jeg ville ikke bare ligge her og tage i mod; fuck det - jeg ville kæmpe! Helt instinktivt udstødte jeg et aggressivt brøl og hamrede hånden ind i væggen ved siden af mig gentagende gange. Jeg følte mig næsten besat, men jeg følte mig også befriet, og jeg kunne mærke hvordan hvert slag forandrede alting, hvordan jeg blev skubbet frem ad. Jeg gav den alt hvad jeg havde og fløte mig pludseligt helt rolig. Så jeg satte mig op og kiggede lidt rundt i lejligheden, kiggede på mine fødder, bevægede tærene lidt. Lidt efter rejste jeg mig instinktivt, kun for at slynge mig som en kludedukke ned på gulvet i en bala asana lignende stilling. Hvad jeg lavede på gulvet og hvorfor jeg lige valgte den stilling ved jeg ikke, det føltes bare rigtigt. Jeg tænkte ikke på noget, jeg reagerede bare på mine følelser.
Som jeg lå der på gulvet opstod der et form for energifelt omkring mig. Formet som en bobbel med mig liggende inde i. Jeg fik en fornemmelse af hellig ild rense min krop, sjæl og sind. Det var som om rummet bøjede omkring mig, og nærmest bukkede for mig i anerkendelse, og triumf. Det var på gulvet cirklen blev fuldendt, og jeg blev genfødt.

Kosmisk karusel
Det hele var hurtigt overstået, så jeg rejste mig op og følte mig pludseligt helt rolig som søens blanke overflade på en stille dag. Men helt normal var jeg ikke, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg lavede, og min hjerne bearbejdede indtrykene med enkle ord ad gangen. Det første der slog mig var, hvor pisse koldt der var i denne verden. I et omtåget øjeblik glemte jeg hvordan man fik varmen, og hvad det egentlig betød, men jeg blev hurtigt reddet af mig selv, for ordene; bukser, trøje, strømper panorerede mit indre blik, og jeg fik tumlet mig hen i nærheden af mit klædeskab. "Her er en hue, den kan jeg tage på - den er varm". "SOKKER, det er godt!" "bukser, selvfølgelig..." Langsomt gik det op for mig at det var lykkedes at få varmen, og det næste på menuen var mad. Pudsigt nok så min verden ret normal ud, så det var ikke fordi det var svært at navigere rundt. Det var mere den komplette blanke overflade mit sind havde forvandlet sig til der gjorde opgaven svær; for hold da op der kan være meget i et køleskab. Det var først da jeg næsten havde givet op, efter at have kigget tomt på det hele en rum tid det gik op for mig jeg skulle lave en smoothie. Jeg fik tosset lidt rundt men til sidst lykkedes det mig, og det blev den bedste smoothie i mange år, hvilket måske ikke var så underligt taget i betragtning af jeg ikke havde spist hele dagen.
Hvad der umiddelbart skete efter jeg lagde mig på sofaen med min smoothie, ved jeg ikke. Jeg har et relativt stort hul i hukommelsen for det næste jeg husker, er solens stråler der kryber sig ind mellem mine gardiner. Da jeg trak gardinerne til side blev jeg mødt af et helt exceptionelt syn. Mange mener at tryptaminer som psilocybin eller DMT er noget af det mest visuelle der findes, hvilket jeg må kende mig enig i. Man har i sandhed ingen idé om hvad farver egentlig er, før man har set en solopgang på et psykedeliske stof. Denne morgen blev jeg endnu en gang som så mange andre blæst bagover, paralyseret, forstummet af ydmyghed, og tabte både næse og hat af synet udenfor. Jeg har aldrig oplevet farver på den måde før. De var utrolige, og det virker meningsløst for mig at beskrive. Men en ting jeg dog med sikkerhed kan sige som ikke blot er nemt at forklare men også at forstå er, at i det øjeblik slog det mig at jeg skulle ud og gå.
Jeg fik hurtigt nogle sko på, men glemte at låse døren efter mig, og i samme øjeblik jeg hørte dørens klikken bag mig, vár jeg der. De langtsomme men støt intensiverende farver samarbejdede med krypende mønstre, og en stærk eufori begyndte igen at omfavne mig. Jeg følte mig fuld, men på en rar måde jeg kun kender det fra svampe. Jeg havde svært ved at holde balancen men det gjorde ikke noget, for jeg følte mig som et lille barn igen, lykkeligt, i cockpittet af et rumskib, på vej ud i den nye verden for første gang. Næsten dansende ned af trapperne gik det op for mig at det vigtigeste her i verden er at være glad.
Det er det største men sværeste at opnå som menneske; total frigjort betingelsesløs glæde.
Først når vi er positivt stemt helt ind til kernen af vores væsen kan vi virkelig være noget for andre mennesker, og livet begynder at føles som en leg.
Udenfor gik stilheden op for mig som en beroligende erkendelse. Så jeg holdte vejret, og listede af sted for ikke at spolere øjeblikket. For hvert skridt jeg tog steg euforien - skridt efter skridt, og jeg nåede heller ikke langt før jeg var fuldstændig overvældet af lykke. En overjordisk kosmisk lykke. Ekstrem, næsten på grænsen det det sygelige. Men jeg blev ved med at flytte fødderne, og vedholdte undertrykkelsen lysten til at udtrykke sig med råb og skrig, så jeg kunne være opmærksom på hvor svampene tog mig hen. Min krop bevægede sig afsted som den ville, og jeg fulgte bare med. Jeg følte mig ikke i kontrol længere, men på en rar måde. Jeg kunne dog fornemme vi var på vej mod skoven, kroppen og jeg. Vejen dertil var kort men fantastisk, og undervejs opstod et unikt sensorisk fænomen man så vidt jeg ved kun kan opleve på psykedeliske stoffer; synergi. For jeg kunne dufter alle blomsterne omkring mig, og før jeg vidste af det kunne jeg også smage dem. En sød og parfumeret smag der lidt efter lidt materialiserede sig til et fysisk objekt, så jeg kunne tykke og slikke på smagen af blomsterne, skubbe rundt med det som et bolche, og presse den mod indersiden af kinderne så smagen drev ud som saft fra et modet æble.
Jeg har før oplevet dette fænomen, hvor lyden fra en flyver transformerede sig til lugten af udstødning - en knapt så æstetisk oplevelse kan man sige hehe...

Jeg vil aldrig glemme turen rundt om søen, selvom jeg kun husker den i brudstykker. Ligesom jeg aldrig vil glemme øjeblikket jeg brød skovbrynet, og spontant blev ramt af fornemmelsen; den man kan opleve i overgange fra by til skov, og bliver tydeliggjort på psykedeliske stoffer. Sammen med fornemmelsen overtog et bestemt tankeloop. Jeg følte jeg havde levet tudsind liv, og ville leve tudsind mere hvilket både er opløftende og nedslående. For hvem ved hvem man er, og hvor man er, næste gang terningerne bliver kastet. Noksagt ønsker jeg på ingen måde at ende op i et eller andet hul som skydeskive, nej så hellere dødens sødmefulde bevidstløshed. Eller måske en tur i karrusellen som den lokale slagterhund.
Spøg til side, så har jeg tit tænkt jeg hellere ville leve mit næste liv som et vildt dyr med en lavere intelligens frem for som menneske. Mennesket er for begavet for sit eget bedste efter min mening. Jeg synes vi har det med at spænde ben for os selv med alle vores tanker, følelser, og ego spil. Der er så sindsygt meget ubalance i verden, og 99% af det er menneskeskabt.
Man kan argumentere for at vi er så begavede at vi er ubegavede. Krig, vold, tortur, destruktion af naturen, voldtægt, incest, svindel, manipulation, folkemord, korruption, kvindeundertrykkelse, forurening af grundvandet, hormon forstyrrende stoffer, religion, slaveri, dyremishandling, OSV.
Det værste er at jeg kunne fylde en hel side med menneskeligt affald hvis jeg virkelig ville. Men det er ikke det historien skal handle om...
Jeg ved godt mennesket også har gjort mange smukke ting, og der er selvfølgelig også den mulighed at jeg bare er negativt forudfattet i min opfattelse.
Men jeg må tilstå at når jeg ser mig om i verden, og observere de ting vores såkaldte medmennesker foretager sig så er jeg IKKE IMPONERET.

Men lad os vende tilbage til historien inden det stikker helt af...

Jeg var som sagt netop trådt ind i skovbrynet, og jeg følte på et instinkt niveau at jeg havde været her mange gange før, og jeg ville komme tilbage i den her form eller en anden mange gange endnu. Dette stod på i noget tid, ikke længe, men længe nok til at beskeden sank ind. Livet var en gave, og pointen var at leve det igennem leg, kærlighed, og flow, og hele idéen med universet og livets opståelse var blot, fordi det kunne! Men beskeden var også nem at sluge i euforiens forblindende illusioner, for det er svært ikke at tænke positiv når man føler positivt.
Jeg ønsker dog at tro dette er det skinbare sandhed - ligegyldigt hvor meget had, vold, og ondskab der er i denne verden har jeg valgt at tro på, at universet stræber efter kærlighed igennem leg. Jeg ønsker at tro, at universet er tilgivende. At det elsker os, og alt andet levende i denne verden.
Men det er som med ammen i kirken, blot tro...

Det var i skoven de mere spacy tanker begyndte. Tanker jeg idag har det svært med. Ikke grundet deres natur eller indenhold på et følelsesmæssigt niveau, men fordi de var lige så abstrakte og usammenhængende som sprittede tømmermændsdrømme. Grovkornet fortalt, bildte jeg mig ind, at hele oplevelsen var en udspekuleret, ubevidst selvkonstrueret fælde sammensvoret med mine bedste venner og nære familie. En form for practical joke i andledning af min 25 års fødselsdag - et psykedeliske alternativ til kanel. Det føltes som universets mest velkonstruerede practical joke. Alle mine venner, familie, og sågar jeg selv vidste det på forhånd, men selvom jeg følte jeg selv havde været med til at konstruere joken, hoppede jeg alligevel i med begge ben, og for en stund følte jeg mig godt dum. Men joken var kærligt ment, og havde en opdragende tone over sig, så jeg følte mig hurtigt elsket og værdsat igen.
Men det var okay, for et trip er ikke et rigtigt trip uden et solidt mindfuck, og jeg blev heller ikke snydt denne gang. Det var først da jeg kom hjem og så seddlen på borderet med "5,1g kl 2200" det gik op for mig hvad der var sket. Og på en måde kan man sige, at min fornemmelse af selvbedrag ikke var helt ved siden af - jeg var ansvarlig for denne oplevelse.
Jeg drev ind og ud mellem fantasi og virkelighed da jeg lagde mig på sofaen. Gode og dårlige fornemmelser passerede, og jeg glemte igen hvorfor jeg følte alle disse ting kun for kort efter, at blive mindet om svampene, natten og min beslutning. Det var en ret forvirrende morgen. Det at komme langsomt tilbage til sit udgangspunkt var faktisk mere forvirrende, end at forlade det.
Som jeg lå der på sofaen og langsomt kom til mig selv kunne jeg dog konkludere én ting og det var, at jeg ikke vidste så meget som jeg troede jeg gjorde. Men det var okay. Det var faktisk helt okay for jeg var på rette vej.


Glædelig Jul :hjerte:

_________________
Alt hvad jeg skriver her på boardet er baseret på fantasi og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet personlig kendskab til stoffer, eller folk der tager dem. :)

Mvh.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 18 dec 2016 15:38 
Offline
Medlem

Tilmeldt: 15 aug 2012 19:57
Indlæg: 269
Rigtig godt skrev og tak fordi du deler din oplevelse Hypnos :)


Top
 Profil  
 
Indlæg: 18 dec 2016 23:33 
Offline
Dedikeret medlem

Tilmeldt: 27 feb 2009 19:21
Indlæg: 1379
Sidder her og tør næsten ikke kommentere på din oplevelse, netop fordi det med ord er svært på nogen måde at nærme sig den smukke og store oplevelse det er, alligevel vil jeg forsøge:

Meget kan man sige om zen, og det at være til stede i nuet, men én ting er det, en anden er at kroppen er vores hjem, vores hus, hvor de fleste bruger langt det meste af deres tid, som du også selv er inde på. Derfor er det vigtigt også at lade den helbrede sig selv, så jeg vil komme med det råd, at prøve at give dig hen til gråden hvis den dukker op igen. Man finder først, når man stopper med at søge, også selvom det bare er for en stund, og gråd er en fantastisk måde at glemme alt om tid og sted, og for den sags skyld søgen efter mening. Det er blot min egen erfaring, og måske var der en langt dybere mening end hvad gråd kunne have givet, og jeg kan ane, med den måde dit trip udformede sig på.

Virkeligt godt og smukt beskrevet, og tusind tak fordi du deler!

Glædelig jul! :hjerte:

_________________
Tilgiv Tilbliv


Top
 Profil  
 
Indlæg: 19 dec 2016 01:11 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Sikke en rejse. Tak fordi du deler - jeg kneb en tåre undervejs.
Glædelig jul.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 19 dec 2016 17:30 
Offline
Dedikeret medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: 27 okt 2008 21:50
Indlæg: 1307
Geografisk sted: Blå stue afdeling 2A
Fritzie skrev:
Sidder her og tør næsten ikke kommentere på din oplevelse, netop fordi det med ord er svært på nogen måde at nærme sig den smukke og store oplevelse det er, alligevel vil jeg forsøge:

Meget kan man sige om zen, og det at være til stede i nuet, men én ting er det, en anden er at kroppen er vores hjem, vores hus, hvor de fleste bruger langt det meste af deres tid, som du også selv er inde på. Derfor er det vigtigt også at lade den helbrede sig selv, så jeg vil komme med det råd, at prøve at give dig hen til gråden hvis den dukker op igen. Man finder først, når man stopper med at søge, også selvom det bare er for en stund, og gråd er en fantastisk måde at glemme alt om tid og sted, og for den sags skyld søgen efter mening. Det er blot min egen erfaring, og måske var der en langt dybere mening end hvad gråd kunne have givet, og jeg kan ane, med den måde dit trip udformede sig på.

Virkeligt godt og smukt beskrevet, og tusind tak fordi du deler!

Glædelig jul! :hjerte:



Det er meget interessant det du skriver, og stemmer fuldstændig overens med min egen tilgang. Jeg prøver generelt at føle og agere så godt jeg nu kan, uden at holde noget tilbage.
Det med gråden var et særtilfælde, men du har fået mig til at tænke på om det måske netop var min tilbageholdenhed der gjorde jeg ikke brød helt igennem, selvom det var det jeg prøvede på ved at holde igen og skærpe min opmærksomhed :hm:

God feedback, tak :)

_________________
Alt hvad jeg skriver her på boardet er baseret på fantasi og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet personlig kendskab til stoffer, eller folk der tager dem. :)

Mvh.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 5 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 7 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team