10 gram mexikanske svampe/psilocybin cubensis. Torsdag 24. maj 2018.
Hjemmedyrkede svampe konserveret i hjemmeproduceret honning.
Intentionen er styrke, naturkontakt og en bearbejdning af nylige konflikter.
Effekten sætter ind allerede 15 minutter efter indtagelse af mit svampe/honningmix 0,4g/g. Jeg har fastet 3 timer forinden.
Jeg smider tøjet og bader i min elskede sø. Der er smukt. Vandet er friskt og rent og jeg føler mig taknemmelig. Tak.
Jeg starter med den fantastiske chakrameditation Angel Contact - Light Body Activation, der forbinder krop, jord og himmel. Jeg svæver hen og åbner øjnene efter 30 minutter. Jeg ligger og kigger op i de forvandlede og skønne feminine træer. Overalt i kronerne er der kvindekøn, spredte ben hvor grene spredes og knopper der er bryster. Kronerne er en stor hvælving, der beskytter og knitrer knasende klart henover mig som en parasol eller hvælvet grønt tag mod himlen, der skinner som grønne juveler.
Cirka en time efter løber jeg ud på en grøn mark - nøgen. Lægger mig ned og lader solens lys gennemstrømme mig, mens jeg kigger op i himlen der er oplyst som syrede fraktaler - solen til den ene side og månen til den anden. Ligger der og mærker de grønne spirer mod min nøgne krop midt på marken.
Katarsis. Kaster voldsomt op uden egentligt at kaste op. Mere en slags psykisk katarsis. Ud med verdens kropslige og mentale forurening. Kæmpe opkastreflekser. Bræk bræk bræk. Ud med et hele. Ud med væmmelsen. Jeg væmmes og spyr det hele ud. Voldsomt og vredt og nærmest fortvivlende sørgeligt. Bagefter føler jeg mig handlekraftig og taknemmelig over at jeg kan gøre noget.
Kravler ind i bunden af et træ, der er udhulet ved roden af vand fra søen. Kæmpe træ med stort hul/grotte - der minder om et giga kvindeskød inden i. Kravler ind med hele overkroppen og er som i jordens dybe centrum. Der er smukt som et underjordisk katedral. Kravler ud som en slags genfødt.
Går på jagt i skoven. Lister mig rundt på opdagelse. Ser detaljer jeg slet ikke ser med mine almindelige øjne. Gamle træer i forrådnelse, nye friske grene, stærke grene, smukke grene. Grå forvitrede grene som skulpturer - går gennem skovbunden med brændenælder uden at mærke dem. Ved hvert skridt folder ny kunst sig ud. Smuk som jeg aldrig har set det før. Størrelsen på skoven bliver pludselig kæmpe - selvom jeg ved det er et lille område.
Går ud i vandet og følger kysten. Kommer til et gigantisk nyt træ - mørkere end de andre - tættere i kronen – ældgammelt, stort og stærkt. Der sejler en kajak forbi. Går ud i vandet for at beskytte mit område. Føler mig territorial som et dyr eller en jæger. Føler jeg bevæger mig som en gorilla, der folder armene ud og basker med dem truende. Viser min styrke. Mærker den. Nøgen. Løber langs kysten i vand til lårene - henover den stenede grund uden at ænse den.
To kvinder ror kraftfuldt forbi i en dobbeltsculler længere ude i søen. De slipper den høje kadence i robåden og puster ud efter sprint. Kan mærke jeg tænder på deres fysiske udfoldelse og forløsningen hos dem og deres glade prust og grin over deres egen præstation. Sanseligt og nærmest liderligt. Jeg har lyst til dem.
Kystlinien på vej tilbage mod mit sted er ny og ikke til at genkende. Jeg drikker af søens klare vand. Opdager tørsten.
På land igen kravler jeg op i et træ, der hænger ud over vandet. Det er ikke så højt, men højt nok til at gøre ondt at falde ned fra. Min udkigspost er skjul og flere sejler forbi på ok afstand. Jeg kan se dem, de kan ikke se mig. Jeg er ude på de tynde grene – holder fast. Usikker grund. Farligt, men jeg er bevidst og stærk. Længere ud. Grenene i det spændstige træ bøjer ned - helt ned til vandet - hvor træet nænsomt sætter mig af i vandet. Stoler på at naturen tager sig af mig. Grenene er fyldt med blod fra sårene på mine fødder. Balance. Jeg føler mig uendeligt stærk, beskyttet af og forbundet med naturen.
Solen går ned over den smukkeste sø og min smukkeste plet i verden - mens jeg grådigt og levende drikker mig en pils og spiser en grovbolle med æble og humus.
Jeg er bevidst om hvem jeg er og jeg er klar til at møde verden og kæmpe videre