Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 18 jun 2019 06:47


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 17 jun 2018 17:11 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 31 maj 2015 12:08
Indlæg: 24
Hej alle

Jeg fik for et par uger siden fat i nogle mexicanske svampe, som jeg aftalte at tage med en ven. For mit vedkommende ville det være første gang på svampe, mens min ven har en god del erfaring med det. Dog var det over et år siden hans sidste trip.

Lidt forhistorie: vi havde aftalt at lave lasagne til trippet. Vi forberedte alle ingredienserne og kødet inden vi tog svampene, så den skulle egentlig bare i ovnen, når vi engang blev sultne nok. (Denne lasagne fylder en del i løbet af trippet).

Vi er desuden begge i start-tyverne. Jeg har erfaring med MDMA, weed, GHB, coke og amf. Det samme har han, plus en del andre stoffer, inklusiv svampe.

Vi lavede te af svampene - 2 gram i hver kop. Vi satte os til at drikke teen i et stille og roligt tempo ca kl 16:50. Allerede omkring 17:10 begynder jeg at kunne mærke noget. Det undrer mig, da jeg har fået at vide af min dealer (og svampeekspert) at der typisk går en 40-60 minutter, før svampene begynder at virke.

Jeg lader min ven vide at jeg kan mærke en form for uro i kroppen, hvortil han svarer "nejnej, det er noget du bilder dig ind. De virker ikke allerede". Jeg prøver at slappe af og tænker at han nok har ret. Jeg går på toilettet, dels for at tisse og dels fordi jeg har kvalme. Da jeg sætter mig ned rammer det mig for alvor. Gulvet på badeværelset er af træ, og lige pludselig begynder mønstrene i gulvbræderne at myldre (ligesom en stor flok myrer). Det er meget intenst. Jeg prøver at kigge på håndklæderne der hænger ved siden af vasken. Det er som om de smelter/bevæger sig op og ned af hinanden. Det er meget syret og meget intenst. Derudover har jeg en prikkende/svævende følelse i kroppen og kvalme. Jeg skynder mig ind i stuen, hvor jeg fortæller min ven hvad der foregår. Han beder mig ligge mig ned i sofaen og slappe af.

Han prøver at få mig til at slappe af ved at spørge ind til hvordan min dag har været. Jeg prøver at fortælle om det, men pludselig er der en masse neonfarver på væggene. Jeg har det meget mærkeligt og min ven udbryder pludseligt at han også kan mærke ret meget nu. Jeg kan se på ham at han prøver at være rolig for min skyld. Pludselig bliver han nødt til at ligge ned og spørger om vi ikke kan gå ind i sengen. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at rejse mig, da alt omkring mig bevæger sig. Jeg foreslår at vi bare tager sofahønderne op. Her kigger han på mig med kæmpe øjne og udbryder "det kan man da ikke?!". Han kan slet ikke forstå at man bare kan fjerne hønderne fra sofaen. Vi får det dog gjort og ligger på ryggen ved siden af hinanden.
Jeg har en underlig fornemmelse af at jeg er blevet forgiftet af de her svampe. Jeg bliver ved med at holde en hånd over mit hjerte, fordi jeg bliver nødt til at bekræfte mig selv i at det stadig banker.

Der er et stort vindue inde i stuen hvor vi ligger. Der er mørklægningsgardiner, som er trukket for. Derfor får jeg en fornemmelse af at være indespærret på et koldt og upersonligt kontor.

Må indrømme at forløbet er en smule slørret, men vi ligger i sofaen i 30-40 minutters tid, hvor vi begge ligger og har en underlig fornemmelse af aldrig at blive normal igen. Pludselig går det op for mig at grunden til jeg har kvalme må være fordi jeg er sulten. Jeg beder min ven gå ud og forvarme ovnen, så vi kan lave lasagnen færdig. Han går derud og jeg går på toilettet igen. Jeg har min vens alt for store t-shirt på og lige pludselig får jeg en fornemmelse af at jeg er indlagt på et hospital. Den store t-shirt minder mig om det der hospitalstøj man får på. Det er dog ikke en ubehagelig fornemmelse. Jeg føler at alle jeg kender ved jeg er på hospitalet og er mega sympatiske overfor mig og tænker på hvordan jeg har det. Det er en meget kraftig og rar fornemmelse. Gulvbrædderne på toilettet bevæger sig stadig og der er nogen kraftige mønstre i træet. Det er som om der er noget ondskabsfuldt i badeværelset, som prøver at fucke med mig. Jeg bryder mig ikke om at være derude, så jeg går tilbage og sætter mig op i sofaen.

Min tidsfornemmelse er helt fucked og jeg føler min ven har været ude i køkkenet i flere år. Jeg får lidt angst over at være alene, så jeg sms'er min dealer. Jeg fortæller ham at jeg har det som om jeg er patient på et hospital. Der går ca syv minutter, hvor han ikke svarer, så jeg ender med at ringe til ham, da jeg føler der er gået en evighed. Da han svarer begynder jeg pludselig at grine hysterisk over situationen. Jeg beder ham om at svare på min sms. Han svarer forundret at der jo ikke er noget at svare på, eftersom jeg ikke har stillet noget spørgsmål. Jeg beder ham om bare at skrive hvad han tænker om det jeg har fortalt. Derefter ligger jeg på og prøver at forklare min ven hvordan jeg har det. Han ender med også at svare "jamen jeg ved ikke hvad du vil have jeg skal sige? Du har jo ikke spurgt om noget, så hvad skal jeg svare?"

Jeg bliver frustreret, da ingen forstår hvad jeg mener. Jeg får en fornemmelse af at min ven og min dealer er mine guder og de har alle svarene - også selvom jeg kun har fornemmelser og ikke deciderede spørgsmål. Til det svarer min ven at jeg skal nyde trippet og at jeg kan finde svar i oplevelsen.

Pludselig kommer vi i tanke om lasagnen. Jeg har ikke lyst til den længere og beder min ven gå ud og slukke ovnen. Det gør han så. Da han kommer tilbage begynder mine visuals igen at blive meget stærke. Når han bevæger sig er det som at se en film, der hakker. Selv bliver jeg nødt til at sidde så stille som overhovedet muligt. Det føles nemlig som om jeg ikke har nogen forbindelse til min krop. Når jeg bevæger mine arme, føles de som spagetti. Underligt lette og det føles som om det ikke er mig selv der foretager bevægelserne. Som om mit hovede er et sted og min krop er et andet.
Pludselig kigger jeg på min ven, og ser han har fået et ekstra sæt øjne i panden. Dette hyler mig ud af den, men på en eller anden måde er jeg i stand til at overbevise mig selv om, at det jeg ser ikke er rigtigt. På den måde får jeg de ekstra øjne til at forsvinde og han bliver normal igen.

Mens alt det her sker snakker jeg non-stop. Alt hvad jeg lige har beskrevet er sket på ca 2½ time, hvor jeg nærmest ikke har holdt en eneste snakkepause. Desuden griner jeg også helt hysterisk.

Min tidsfornemmelse er stadig underlig. Fem minutter føles som flere timer. Igen kommer lasagnen op og vende. Min ven går ud og tænder for ovnen endnu engang. Jeg begynder pludseligt at føle mig utrolig sårbar. Fordi jeg går rundt i den der alt for store t-shirt har jeg det som et lille ubeskyttet barn. Jeg føler at de parader jeg normalt har oppe, er væltet og at alle kan se frit ind i mit sind. Jeg når frem til at løsningen må være at tage en mindre t-shirt på, da jeg så vil føle mig større. Det virker en lille smule.

Min ven kommer tilbage og sætter sig ved siden af mig i sofaen. Mine visuals er faldet lidt ned, men væggene bevæger sig stadig og det føles lidt som om hele lejligheden er levende. Mens vi ligger der på sofaen får jeg en tanke, som jeg deler med min ven.
Jeg har det som om vi er med i en film om to junkier, der bor i den her sørgerlige mørke lejlighed. Hele filmen strækker sig over et par år, men de to junkier har det som om der kun er gået en eftermiddag. De lever bare på den sofa, mens verden lever videre uden for vinduet.

Min ven bliver pludselig meget ked af det. Det er slet ikke gået op for ham at jeg snakker om en film. Han tror jeg lige har beskrevet hans liv og bliver utroligt såret, da han tror jeg ser ham som en junkie. Vi får dog redt trådene ud.

Endelig er lasagnen færdig og han henter to tallerkener og vi spiser den i sofaen. Det er dog en helt utrolig dårlig lasagne. Jeg synes den smager utrolig salt, hvortil min ven forundret svarer "Jamen jeg har altså slet ikke puttet salt i?". Vi spiser den dog og pludselig får jeg krise. Jeg har det som om hele vores trip har drejet sig om den her lasagne og nu da den ENDELIG er blevet færdig, ved jeg pludselig ikke hvad vores næste projekt skal være.
På det her tidspunkt er jeg utrolig træt. Mine visuals er heldigvis faldet ned, men det er som om de kommer tilbage i bølger. Jeg savner at være normal.

Desuden skal jeg hele tiden tisse og det er en kamp for mig at komme op af sofaen hver gang. Jeg føler at sofaen er det eneste sted, hvor jeg kan føle mig tryg. Det er som om at hver gang jeg sætter mig et nyt sted, skal jeg starte forfra med at kunne slappe af (meget svært at forklare).

Vi ender med at gå en tur, da min ven ikke kan holde ud at sidde og kigge på det samme længere. Da vi går ned af trappen, slingrer jeg som om jeg er fuld. Det føles som om det tager en evighed at gå ned af trappen. Da vi kommer udenfor bliver jeg ramt af en stærk fornemmelse af at vi er to bittesmå mennesker i en kæmpe by. Vi går på en stor bred vej med villahuse på begge sider. Vejen føles (og ser) uendelig lang ud. Ca 20-30 meter foran os går en kvinde med en barnevogn. Jeg har det som om hun lever i en helt anden verden end vi gør og at hun slet ikke registrerer vores eksistens.
Jeg prøver at forklare det til min ven, men hans trip består mest bare af visuals nu og han forstår ikke hvad jeg mener. Jeg føler mig utrolig alene med det og en anelse modløs.

Vi ender med at gå hjem igen. Her er klokken omkring 21:30 og jeg begynder langsomt at føle mig normal igen. Dog føler jeg mig stadig helt utroligt sårbar. Jeg har det som en hjorteunge der ligger blottet på en eng, fordi dens mor har forladt den. Det er ikke en rar fornemmelse og jeg føler jeg slet ikke kan genkende mig selv. Vi ender med endnu engang at gå udenfor. Vi sidder og snakker og omkring kl 22:10 føler jeg mig endelig normal. Pludselig begynder jeg at græde. Jeg er ikke ked af noget bestemt, men bare utrolig træt. Jeg føler jeg har været hele mit følelsesregister igennem på ca fire timer, og det er altså ret udmattende.

Vi begynder at se noget på Netflix og jeg får spist noget lasagne. Omkring kl 23:30 går vi i seng og jeg falder meget hurtigt i søvn. Næste morgen er jeg stadig utrolig træt og meget følelsesmæssigt påvirket af trippet.

Jeg føler ikke decideret det har været et dårligt trip. Jeg har både følt savn, kærlighed, sympati og modløshed i løbet af de her 4-5 timer. Det var lidt af en rejse og noget der virkelig har sat sine spor i mig. Jeg ved ikke om jeg vil tage svampe igen. Personligt synes jeg de visuals jeg fik var meget forstyrrende og med til at styre mit trip i en negativ retning. Desuden var det med min tidsfornemmelse ret skræmmende. Fem minutter føles som flere timer, men samtidig er det som om alting gik ekstremt hurtigt og der skete så mange ting inde i min krop på meget kort tid.

Jeg ville bare lige dele denne oplevelse med jer, for at høre om der er andre der kan nikke genkendende til de tanker jeg havde undervejs?


Top
 Profil  
 
Indlæg: 17 jun 2018 19:58 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 11 mar 2010 13:47
Indlæg: 2103
Geografisk sted: Kolding
Jeg kan godt genkende mange af tingene. Blandt andet det med at føle sig sårbar, føle at man miste forbindelsen til sin krop, at folk kan se ind i ens sind og at tidsfornemmelse ikke eksistere eller giver mening overhovedet.
Det lyder som en lidt hård omgang. Især hvis det også er første gang du prøver noget psykedelisk. Jeg vil også mene at 2 gram på tom mave er lige i overkanten, når det er første gang. Der vil jeg mene at 1 gram ville være meget mere passende, nu hvor du ikke har prøvet det før og ikke ved hvordan det er.
Synes ikke du skal afskrive svampe pga. denne oplevelse, jeg vil i stedet foreslå at du venter lidt tid, hvor du prøver at integrere oplevelsen og virkeligt tænker det igennem. Og når du så er klar, synes jeg du skal prøve igen, men med en lavere dose fx 1 gram. Og så synes jeg også du/I burde finde jer en erfaren person, som kan være ædru og være din/jeres tripsitter.

Udover det synes jeg det lyder til at du har klaret din oplvelse virkeligt godt i forhold til de ting du beskriver og især også i forhold til at det var din første gang.

_________________
Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 JEG HADER MIN FORSTAND, SÅ JEG SNIFFER HVAD JEG KAN Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍 Manji 卍


Top
 Profil  
 
Indlæg: 20 jun 2018 11:34 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 31 maj 2015 12:08
Indlæg: 24
Buttkraken skrev:
Jeg kan godt genkende mange af tingene. Blandt andet det med at føle sig sårbar, føle at man miste forbindelsen til sin krop, at folk kan se ind i ens sind og at tidsfornemmelse ikke eksistere eller giver mening overhovedet.
Det lyder som en lidt hård omgang. Især hvis det også er første gang du prøver noget psykedelisk. Jeg vil også mene at 2 gram på tom mave er lige i overkanten, når det er første gang. Der vil jeg mene at 1 gram ville være meget mere passende, nu hvor du ikke har prøvet det før og ikke ved hvordan det er.
Synes ikke du skal afskrive svampe pga. denne oplevelse, jeg vil i stedet foreslå at du venter lidt tid, hvor du prøver at integrere oplevelsen og virkeligt tænker det igennem. Og når du så er klar, synes jeg du skal prøve igen, men med en lavere dose fx 1 gram. Og så synes jeg også du/I burde finde jer en erfaren person, som kan være ædru og være din/jeres tripsitter.

Udover det synes jeg det lyder til at du har klaret din oplvelse virkeligt godt i forhold til de ting du beskriver og især også i forhold til at det var din første gang.



Okay, det er dejligt at der er andre der kan nikke genkendende til de ting, jeg oplevede - især fordi min ven og jeg vist ikke rigtigt oplevede det samme/havde de samme fornemmelser undervejs. Jeg var selv meget i tvivl om dosis, da jeg havde fået anbefalet at starte på 3,5 af to venner, som begge gør sig ret meget i svampe. De er dog også ældre, så derfor tænkte jeg at 2 gram måske var mere fornuftigt, men jeg vil helt sikkert forsøge mig med en mindre dosis igen (om nogen måneder fx)

Og jo tak, jeg prøvede at remaine calm under trippet, selvom det var svært til tider. Det er svært at slappe af, når man har det dårligt og ved at man ikke bare kan stå af toget, men må køre med de næste 6 timer. Det handler jo nok om at "give slip" og "overgive sig" til svampene, men det er overraskende svært når det kommer til stykket :hm: hvis det giver mening..


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team