Substans/er: Salvia Divinorum
Setting: Hjemme eller hos ven
Var du sammen med andre: Nej
Erfaring: Har en stor viden om det meste
Dosering og anden informaton om substanserne0,5 - 1 gram tørrede, knuste blade. Sandsynligvis ukendt ekstrakt.Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.Småtræt, småfuld og rygetrængende.TriprapportenMin historie tager sin begyndelse en nat for ikke så forfærdelig længe siden, mens jeg passede en vens lejlighed. Om aftenen havde jeg været forbi Jægersborggade for at købe et gram (skod-) hash, men ombestemte mig da jeg så pusherne, idet jeg (helst) kun køber hash af søde mennesker, som ikke er gangstere (ikke at der ikke findes søde gangstere, just because). Det skulle vise sig at være et skæbnesvangert valg.
Efter at have ligget søvnløs det meste af natten stod jeg til sidst op og gik ud i køkkenet, hvor jeg havde lagt mærke til en baggie med noget sølvpapir og en pibe til at ryge ren pot i. I sølvpapiret fandt jeg nogle knuste grågrønne blade, som jeg troede var pot, men som i virkeligheden var Salvia Divinorum.
Jeg lavede nonchalant et stop på mellem 0,5 – 1 gram (skyder jeg på, ligesom jeg, ud fra effekten, skyder på, at der har været tale om en eller anden form for ekstrakt), holdt en flamme ned på urten, sugede dybt og holdt det i lungerne. Efter en tre-fem lunger (husker det ikke så nøje), eller ca. 30 sekunder, indfandt virkningen sig. Det var bare ikke den, jeg havde regnet med.
I et par sekunder troede jeg, at den lille smule pot var dråben, som fik bægeret til at flyde over, og at jeg nu befandt mig i en tilstand af akut hashpsykose. Men jeg fandt hurtigt ud af, fordi det føltes så radikalt anderledes end en skævert, at det måtte have været noget andet end pot, jeg havde røget. Jeg tog et par skridt samtidig med, at det begyndte at suse for ørerne, og jeg havde fornemmelsen af, at noget trak i den ene side af mit hovede.
Så forsvandt køkkenet omkring mig, og jeg befandt mig, sansemæssigt i hvert fald, 100% et andet sted. Nærmere betegnet hang jeg og klamrede mig med arme og ben til snuden af et orange og hvidt passagerfly. Flyet begyndte at taxie og susenen i mine ører tog til. Efterhånden som maskinen begyndte at komme op i fart, gled jeg langsomt hen langs siden af flyet, mens jeg forgæves forsøgte at hage mig fast med fingrene.
Da jeg nåede til midten af flyet, var det som om, at der blev føjet en fjerde akse til det tredimensionelle koordinatsystem, ad hvilken jeg begyndte at blive absorberet af maskinen, som, selvom det ganske vist hele tiden havde føltes sært plastisk, nu havde et smeltende hul i midten af siden, som jeg blev suget ind imod. Og så var jeg uden varsel tilbage i lejligheden.
Dog stod jeg nu i soveværelset for enden af sengen og flåede balstyrisk i sengetæppet, som lige før havde været siden af flyet (sengen ligger på en ca. 150 cm. høj hems). Efter et øjebliks lettelse erkendte jeg, at jeg var kommet fra asken til ilden. Den kraft, som havde presset mig ned langs siden af flyveren, var der stadig, og den tog til i styrke, ligemeget hvor krampagtigt jeg end klamrede mig til sengetæppet og kæmpede imod med benene.
De første bølger af panik begyndte at skylle ind over mig, men jeg tog mig sammen og slap resolut sengetæppet, mens jeg sagde til mig selv, at det kun var trippet, jeg var på (hvad det så end var) og ikke virkelighed. Denne tilgang til bad trips har før hjulpet mig, når jeg har oplevevet noget ubehageligt på psilocybinsvampe, mescalin eller LSD. Det virkede bare ikke denne gang.
Jeg greb fat i sengetæppet igen. Den usynlige kraft blev ved med at mose mig hen imod væggen, og ligemeget hvor mange kræfter jeg brugte for at modstå den, var kraften hele tiden lige lidt stærkere. Så brød panikken endelig ud i lys lue. Jeg kæmpede imod med alle de kræfter et panikanfald kan give én, men ligemeget hjalp det. Efter en sidste titanisk kraftanstrengelse blev jeg slynget ind i væggen med hovedet først og gik ud som et lys.
Da jeg kom til mig selv, lå jeg på gulvet. Jeg tror ikke, jeg har været bevidstløs mere end et par minutter, men kan ikke vide det med sikkerhed. Jeg vil skyde på, at der, på det tidspunkt, var gået 5-10 minutter, siden jeg havde røget. Der var glasskår over det hele, fordi jeg havde ramt et par glasindrammede billeder. Den usynlige kraft var væk. Jeg kom på benene og forsikrede mig, at jeg ikke havde skåret mig. Den ene side af mit hovede var bare lidt rød efter kontakten med væggen. Jeg følte mig stadig kraftigt påvirket.
Pludselig lagde jeg mærke til Ken Nordines (slå ham op!) dybe, bløde og beroligende stemme komme fra computeren. Den havde tilsyneladende uhildet plapret løs hele trippet igennem. Jeg gik hen til computeren og lyttede efter, hvad han sagde. Han sagde, at jeg skulle drikke et glas vand. Der stod et glas vand på skrivebordet. Det bundede jeg i ét hug og fik det lidt bedre. Så sagde Ken, at jeg skulle ringe til min ven, hvis lejlighed jeg passede. Hvilken glimrende idé!
Hver gang Ken N. foreslog mig noget, tænkte jeg, at det da var ret usandsynligt, for ikke at sige umuligt, at mit trip tilfældigvis var synkroniseret så nøjagtigt med en flere timer lang playlist. Men det var det altså. Det var det, han sagde. Så jeg ringede og vækkede min ven og spurgte, hvad det var, jeg havde røget, og hvor længe virkningen varede.
Jeg var bange for, at jeg bare havde ramt en bølgedal i trippet, og at hallucinationerne ville vende tilbage. Jeg har været ude for et mescalintrip, der varede over 12 timer, så hvorfor ikke? Min ven blev pissesur (og også lidt bekymret), men fik forklaret mig sagens rette sammenhæng. Vi sagde farvel, og jeg kunne mærke, at trippets styrke aftog, og at jeg hastigt nærmede mig baseline.
De næste par dage følte jeg mig sært eksalteret. En blanding af ærefrygt, almindelig frygt og nysgerrighed fyldte mit sind. Jeg undgik at komme i nærheden af fodenden af sengen, hvor jeg havde tabt kampen mod den usynlige kraft ud af en kraftig kropslig/dyrisk noia. Men den fortog sig. Det gjorde nysgerrigheden ikke.
Det er nogle år siden, jeg sidst har indtaget hallucinogener, men nu har jeg sgu fået blod på tanden igen. Jeg kan huske, at da jeg hørte om Salvia Divinorum, i de gode gamle Soma-dage, syntes jeg, det lød som om, det var alt for heftigt (à la DMT) for mig. Det synes jeg ikke længere. Au contraire, mon frère. Bring it on! Men det er heftigt, så setting og sitter er altafgørende. På youtube demonstrerer en lang række, mere eller mindre, debile teenagere, hvordan man ikke skal gøre.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad mit trip korrelerer med de mange tripbeskrivelser, jeg har fundet på nettet, både med hensyn til varigheden og dets natur: Ca. 30 sekunder efter indtagelse kommer der fem-ti minutters intenst trip, og så en 30-40 minutters nedadgående tripkurve mod baseline. Det intense trip indbefatter 100% full-on hallucinationer, en smelten sammen med objekter, ”søvngængeri”, en usynlig kraft som flår i en, bevidstløshed og en sær, afdæmpet eufori i de efterfølgende par dage.
Det er især bemærkelsesværdigt, fordi jeg ikke vidste, hvad det var, jeg havde røget og fordi jeg, på det tidspunkt, havde et meget sparsomt, for ikke at sige ikke-eksisterende, kendskab til Salvia Divinorums egenskaber. Derfor kan jeg, med en iskoldt rungende stentorrøst, knusende sikkert og definitivt aflive diverse påstande på adskillige Erowid-tråde, som påstår, at Salvia Divinorum-trippet er et placebotrip. Det modbeviser mit ufrivillige, hændelige jomfrutrip direkte. Derimod kan man tale om forkert dosering eller indtagelse, eller om resistens.
Afslutningsvis et par ord om mine generelle overvejelser efter mit møde med Salvia Divinorum: Som aldrende, mavebitter militant ateist, desillusioneret revolutionær, kyniker, kujon, nihilist, misantrop (med speciale i misogyni) autonom-sympatisør og apatiker blev jeg bare så utrolig glad for at blive så (overvældende) bekræftet i, at der uomtvisteligt rent faktisk eksisterer et ”indre (?) univers”; a new frontier, så at sige. Pludselig bliver begreber som panteisme og pangaia igen tillokkende.
Måske er der ”virkelig” ikke-menneskelige entiteter derude/inde ... Måske kan man kommunikere med dem; måske findes der okkulte dimensioner, og måske kan man lære at navigere i dem. Man kan i hvert fald æde nogle svampe og kramme et træ. De klassiske, religiøse dogmers knastørre abstraktioner og medfølgende sanktioner er for intet at regne imod den følelse af metafysisk harmoni og samhørighed med alt levende, det kan give en at kramme et træ. Og så er jeg i øvrigt indædt imod dem (dogmerne, ikke træerne) af politiske årsager.
Blandt andet derfor ser jeg indtagelse af hallucinogener, særligt naturligt forekommende enteogener, som det revolutionære og antikapitalistiske (bare der var nogen, der ville stikke mig en stiklng) alternativ til organiseret religion, en shoppetur på Fisketorvet eller en fredagaftens prime time tv. Det er ”dérèglement de tout les senses” (Rimbaud; slå ham op (hvis du da ikke kender ham)!) overfor burhønsenes verden af lønslaveri , X-factor og politisk og spirituelt apati. Mener jeg.
Summa summarum: Trippet var utroligt voldsomt på flere forskellige planer, og settingen var så langt fra idéel som overovedet muligt. Alligevel har det givet mig mod på flere psykedeliske oplevelser. Jeg (ikke andre – jeg; men så alligevel også andre) skal måske ikke være så bange for ændrede bevidsthedstilstande, og det de eventuelt kan bidrage med. Men altså: Ikke et stof for sarte sjæle!
Som en eftertanke vil jeg bemærke, at jeg synes, det et vældigt beklageligt, at ignorami og idioter som Carsten Christophersen:
http://www.techmedia.dk/files/pdf/dak/2 ... dak-04.pdfog Sophie Hæstorp Andersen:
http://www.folketinget.dk/Samling/20021 ... /S1280.htm har magt til at bestemme over andres bevidsthed, selv de tidligere nævnte debile teenageres. Det er individets sidste råderum/bastion. Og hvad er meningen med at sammenligne Salvia Divinorums virkning med LSD? S.D.-trippet er markant anderledes og ikke mindst kortere end LSD-ditto, og man tror bestemt ikke, man kan flyve, tyngdekraften er tværtimod en særdeles insisterende præsens (i hvert fald for mit vedkommende). Og det giver ingen som helst mening at tale om afhængighed, hvilket man selv kan forvisse sig om, enten ved selv at prøve, eller ved at tale med hvem som helst, som har. Men folk taler, som de har forstand til, ergo: Fuck de narhoveder (som ikke aner, hvem det er, der indtager S.D., og hvorfor de gør det)! Det sande trip er ikke stoffet i sig selv, men selve det faktum at det, og de korresponderende receptorer i den menneskelige hjerne, eksisterer.
"No man is so foolish but he may sometimes give another good counsel, and no man so wise that he may not easily err if he takes no other counsel than his own. He that is taught only by himself has a fool for a master." - Hunter S. Thompson