|
Hej Psy.
I forhold til alle dem der går rundt og har det træls over at have sager med narkobreve hængende over hovedet, tænkte jeg at jeg ville smide et bidrag ind med mine erfaringer. Forhåbentlig kan min fortælling give endnu et glimt af håb for alle dem der sidder i lignende situationer.
Politiet har i løbet af de seneste 8 måneder været på besøg på min bopæl to gange med ransagningskendelser. Baggrunden for deres ransagningskendelser var at en eller anden massiv idiot havde fået tilsendt adskillige narkobreve (9 i alt) til min adresse. Alle sammen fra Holland, alle sammen opsnappet inden for en forholdsvist kort periode. At købe ulovlige ting fra Holland (hvad jeg naturligvis aldrig har gjort), er altså tilsyneladende lidt det samme som at lege russisk roulette med 4-5 kugler i cylinderen.
Jeg blev altså sigtet for at bestille alt det her narko fra Holland. Jeg benægtede alt kendskab til narkobrevene, da jeg ikke anede noget om dem. Desværre fandt politiet ved deres ransagninger nogle forskellige ting. Fire forskellige slags narko, som ikke skal uddybes yderligere her. Øv. Jeg erkendte på stedet at det var min narko. Der er ikke så meget at stille op når de fisker det op af ens skrivebordsskuffe.
Jeg blev efter mange måneder tilsendt et overordentlig stort bødeforlæg, hvor de havde samlet hele svineriet - det indeholdt både de breve (som jeg gentagende gange benægtede kendskab til overfor politiet, sidenhen bødekontoret, sidenhen domstolen) samt de ting de havde fundet ved ransagningerne, som jeg erkendte blankt at være i besiddelse af. Jeg bad dem om at sende mig to forskellige bødeforlæg, ét med det narko jeg erkendte, og ét med det narko jeg ikke kendte noget til, sådan at jeg kunne bestride det ene bødeforlæg og betale det andet uden at skulle i retten. Det skete ikke.
At de samlede det hele i ét bødeforlæg, det er hvad man ville kalde smart, hvis man var en brugtvognsforhandler fra Låsby. Når de har gjort det på den måde, kunne det indebære at sagsomkostningerne ved en bestridelse af bøden skulle betales af mig, da jeg jo på forhånd var i hvert fald delvist skyldig.
Jeg anskaffede mig en advokat, der til min rædsel var alt andet end fortrøstningsfuld. Ved deres ransagning havde politiet fundet tomme konvoluter fra udlandet (ikke fra Holland) i min papirkurv. De fandt også noget af den form for indpakningspapir som de fortalte mig bruges til at smugle narkotika – sådan noget sølvpapirs-agtig noget, der vist nok hedder mylar. Ikke at jeg forstår mig på den slags.
Intet af det politiet havde, kunne betragtes som beviser i sig selv. Alligevel var mængden af indicier så omfattende, at min advokat frygtede at det kunne bruges til at ”bevise ud over rimelig tvivl”. At bevise ud over rimelig tvivl er den juridiske standard der bruges til at fælde dom. Samlet set, så mente advokaten at mængden af narkobreve, de tomme konvoluter, mylar-emballagen og det narkotika de rent faktisk fandt, tilsammen kunne tegne et overbevisende billede af at jeg var skyldig. Derfor anbefalede han at jeg tilstod, accepterede bøden og dermed slap for sagsomkostningerne, der hurtigt kunne løbe i vejret.
Min advokats råd hjalp ikke ligefrem på selvsikkerheden. Alligevel nægtede jeg at erkende, da jeg jo som bekendt absolut intet havde at gøre med de narkobreve. Hvis jeg alligevel ville blive dømt ville det i den grad være en falliterklæring for retssamfundet.
Dagen hvor jeg skulle i retten dæmrede, og jeg må indrømme at jeg i dagene op til led af temmelig flossede nerver. Før jeg havde talt med min advokat, følte jeg at jeg havde en ret sikker sag. Udsigten til at jeg potentielt skulle dummebøde hele min opsparing til statens drakoniske narkolove var noget nær kvalmende. At blive berøvet frugterne af mit sidste halve års arbejde, som jeg havde sparet op i håbet om at komme på højskole, slog mig som decideret væmmeligt. Jeg grublede en del over, præcis hvori det rehabiliterende aspekt af en sådan straf bestod – naturligvis uden at finde svar. Det forekom mig absurd og håbløst urimeligt.
Det var derfor med utrolig stor lettelse, at jeg efter at jeg havde fået anklageskriftet læst op, og havde benægtet kendskab til alle brevene (igen, igen, igen, igen), blev bekendtgjort at anklagemyndigheden frafaldt tiltalen grundet manglende beviser. At vi skulle hele vejen i retten for at få det slået fast, understreger hvor lidt politiet kan gøre i sager om narkobreve. De havde INGENTING. Det eneste håb de havde for at fælde dom, var at psyke mig så meget at jeg til sidst ville knække under presset og erkende. Det gjorde jeg glædeligvis ikke.
Jeg måtte naturligvis betale for det narko der blev fundet under ransagningen, men bøden blev både formindsket fordi der var tale om flere forskellige slags, og halveret fordi min indtægt på gerningstidspunktet var tilstrækkelig lav. Jeg endte med at betale en ganske lille brøkdel af hvad jeg havde frygtet, hvis det værst tænkelige scenarie var blevet aktuelt. Det blev også bestemt at staten skulle betale sagsomkostningerne, da det jo var staten der havde slæbt mig i retten uden at have nogen gangbar sag imod mig overhovedet. Jeg kan have en bitter smag i munden over at vores skattekroner bliver spildt på så absurd og ligegyldig en farce, men mest af alt er jeg lettet.
Jeg håber disse linjer kan være til trøst og opmuntring for andre brugere i samme eller lignende situationer. For mig at se virker det som om den eneste mulighed staten har for at fælde dom i disse sager, er at presse folk til at tilstå. Derfor skal man altid benægte, og ikke lade sig blive offer for deres kyniske bøllemetoder.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
