Berlingske - 15. juni 2004 kl. 12:04
Ny vaccine ødelægger fornøjelsen ved kokain
Af Hannibal Erngaard
En britisk vaccine mod kokain har vist sig særdeles effektivt i forsøg med narkomaner.
Næsten halvdelen af deltagerne i et amerikansk forsøg med den nye kokain-vaccine - TA-CD - var stoffri et halv år efter. Men det er ikke en mirakelkur.
Stoffet, der er udviklet af det britiske firma Xenova, forhindrer narkomaner i at blive høje, men det fjerner ikke trangen til kokain, skriver
http://www.bbb.com/news.
"Vaccinen mod kokain virker nogenlunde på samme måde som en almindelig vaccine," forklarer Xenovas diretør David Oxlade.
Vaccinen får kokainen til at knytte sig til et stort protein-molekyle, som stimulerer kroppens immunsystem til at genkende stoffet.
"Det forhindrer kokainen i at komme fra blodbanerne og over i hjernen, som er stedet, der gør dig høj, og så selvfølgelig afhængig," siger David Oxlade til
http://www.bbc.com/news.
Det betyder også, at virkningen af vaccinen ikke forsvinder, selv om en man forlader en narkoafvænning i utide.
Den uafhængige narkorådgivning Drugscope - der finansieres af den britiske regering, EU og velgørende organisationer - siger, at "det er virkelig et interessant studie. Det ser ud til at virke godt på en del kokain-narkomaner."
Men den anonyme talskvinde for Drugscope gør også opmærksom på, at narkomaner reagerer forskelligt
"Mange kokainnarkomaner har komplekse sociale og psykologiske problemer. Så snart et stof ikke længere virker, og du ikke har gjort noget ved de underliggende problemer, så hopper narkomanen videre til et nyt stof, der virker," siger hun til
http://www.bbc.com/news.
Det amerikanske forsøg er det tredje, der er udført med kokain-vaccinen, og det blev udført som blindforsøg med en kontrolgruppe, der fik placebo (snydemedicin.red).
http://www.berlingske.dk/viden/artikel:aid=451586/