Psychedelia.dk

Heroinbehandling – en historisk mulighed

Af Mikkel Jarle Christensen

NR. 12, 23. - 29. marts 2007

Når vi i dag taler om narkomanernes situation, kan vi alle danne os et billede af, hvilke mennesker vi taler om. Narkomaner er ødelagte og ofte kriminelle mennesker, der holder til i de større danske byer og på Vesterbro især. Men den moderne narkomans selvdestruktion er ikke nogen selvfølgelighed. Stofmisbrug har været et kendt problem i Danmark siden midten af 1800-tallet. Men narkomanien, som vi kender den i dag, blev hjulpet frem af en fejlslået dansk kontrol-indsats. Der er alverden til forskel på 1800-tallets stofmisbrug og den moderne narkomani.

Det første danske misbrugerproblem var et overklassefænomen og relativt inddæmmet. Knud Pontoppidan betragter i sin bog Den Kroniske Morfinisme fra 1883 morfinmisbrug som et »psychisk Oplivelsesmiddel«, der bruges af de højere stænder på samme måde som alkohol bruges af proletarerne.

Til trods for at morfinismen var et begrænset problem, var Pontoppidan bange for, at det kunne blive et udbredt samfundsproblem: »Skal vi tænke os, at man hos vore Børn eller Børnebørn lader Morfinsprøjten gaa rundt ved Desserten, ligesom nu til dags enhver god Husmoder føler det som sin Pligt at sætte en Snaps paa Aftensbordet?«, skriver han i sin bog. Det var klart, at morfinismen måtte bekæmpes.

For Pontoppidan var ethvert afvænningsforsøg, der fratog patienten det stof, hans organisme hungrede efter, imidlertid dømt til fiasko. Afvænning måtte foregå ved nedtrapning med stadig mindre doser morfin. En anden væsentlig forudsætning for en succesfuld afvænning var et fortrolighedsforhold mellem den praktiserende læge og patienten. Sammen skulle de blive enige om den bedste fremgangsmåde.

Pontoppidan så alvorlige potentialer i hans samtids stofmisbrug. Alligevel skulle der gå mange år, før Danmark fik sit første offentligt tematiserede stofproblem. Først omkring Anden Verdenskrig bredte misbruget sig ud over overklassen og blev et mere alment problem.

Opmærksomheden begyndte med »Randerssagen« fra 1944. Den afslørede, til offentlighedens store chok, to lægers lemfældige og uforsvarlige ordinationer af morfin. Sundhedsstyrelsen besluttede at slå hårdt ned på læger, der misbrugte deres ordinationsret. Perioden 1948-1952 bød på endnu seks domme for uforsvarlig ordinationspraksis.

Et andet fokuspunkt var gruppen af eufomane, der holdt til i Nyhavns skumle beværtninger. Denne gruppe af misbrugere havde ikke alene et stofmisbrug, hvis mønster var væsentlig mere komplekst end tidligere; de begik røverier af medicinalfabrikker og især apoteker. Myndighederne frygtede, at nyhavnseufomanerne ville smitte andre dele af befolkningen med deres ødelæggende afhængighed.

Den offentlige opmærksomhed rettede sig mod misbrugerne og mod de læger, der opfattedes som en del af problemet. De praktiserende læger så det stadig som »lægeligt uforsvarligt« egenhændigt at fratage en eufoman sine stoffer. Men da offentligheden, blandt andet på grund af Randerssagen, frygtede, at lægerne bidrog til eufomanien, blev deres professionelle mening overhørt.

Perioden omkring nyhavnseufomanien var et overgangsfænomen mellem den klassiske morfinisme og moderne narkomani. Det private fortrolighedsbånd mellem læge og patient blev problematiseret. Den privatpraktiserende læge blev underlagt central kontrol og kunne ikke længere frit udskrive eksempelvis morfin. Misbrugeren blev afskåret fra sin væsentligste kilde til stoffer. Hermed blev muligheden for et lukrativt illegalt stofmarked grundlagt.

I 1965 blev Danmark ramt af moralsk panik; en overdreven social respons på et beskedent narkotikaproblem. En forsidehistorie fra Ekstra Bladet den 23. august 1965 fik overskriften: »Tusinde på 15-20 år slaver af narkotika«.

Artiklen påstod, at professionelt organiseret stofhandel og i tilknytning hertil omfattende prostitution florerede i København. Påstanden var fuldstændig ubegrundet, hvilket politiet forgæves forsøgte at trænge igennem med. Historien blev imidlertid forfulgt i flere medier, og politiet følte sig af troværdighedsgrunde tvunget til at reagere. De politiaktioner, der blev iværksat, havde dog ikke overraskende et uhyre magert udbytte.

Alligevel frygtede offentligheden stadig en epidemisk spredning af narkotikaproblemet og en følgende korrumpering af ungdommen. Som der stod i Ugeskrift for Læger i 1971: »Narkotikamisbruget startede for 5-6 år siden i den da aktuelle provobevægelse, hvis negative infantile filosofi fascinerede en mængde teenagere med pubertetsprægede tilpasningsvanskeligheder.« Den nye ungdomskultur og misbrug var intimt forbundne!

Den moralske panik indebar, at narkotikabehandlingen i 1970 overgik til det ekspanderende socialvæsen. Misbrugeren blev anset for at være fejlsocialiseret. Hvor den enkelte praktiserende læge efter Randerssagen blev underlagt centraliseret styring, forsvandt styringen nu helt fra de lægevidenskabelige institutioner. Samtidig satte man sin lid til, at øget politikontrol kunne inddæmme det illegale stofmarked. Det modsatte var tilfældet. Narkomanerne kunne ikke skaffe stoffer hos deres egen læge. Samtidig var markedet underlagt øget politikontrol. Konsekvensen blev, at et lukrativt marked for internationale narkotikabagmænd blomstrede op. Den moderne narkomani blev grundlagt med skabelsen af det kriminelle stofmarked, som stofmisbrugeren den dag i dag er tvunget til at operere i.

Historien om den danske misbruger er en bevægelse fra finkultur til selvdestruktion. Den moderne narkoman lever i et miljø, der er præget af kriminalitet og ødelagte menneskeskæbner. Derved adskiller narkomanen sig fra stofmisbrugeren, der har større social accept og ikke presses ud i samfundets periferi. Narkomanens situation er en direkte konsekvens af den moralske panik, der stadig kan høres i den danske debat. Dens argument er typisk, at staten ikke bør være pusher og understøtte narkomaners misbrug.

Den danske afvænningsindsats har i mange år sværget til metadonbehandling. Metadonsystemet er imidlertid ikke nogen ubetinget succes. Der er langt fra Pontoppidans private dialog mellem læge og patient til det omfattende kontrolsystem, som narkomanen mødes med, når han frekventerer store upersonlige metadonklinikker. Disse er sjældent indrettet på diskretion, og der er ingen muligheder for at være anonym.

Samtidig byder den danske lovgivning ikke på nogen mulighed for behandling med heroin. Debatten har været rejst adskillige gange, men strander tit på moralsk grund. Nu er debatten åbnet på ny. Det giver historisk mulighed for sagligt og videnskabeligt at undersøge fordelene og ulemperne ved heroinbehandling. Alt andet er respektløst over for de menneskeskæbner, der er henvist til at leve på vores samfunds skyggeside.



Mikkel Jarle Christensen er specialestuderende ved afdeling for Idéhistorie, Aarhus Universitet.