12-årig solgte piller for far
En 12-årig pige er blevet afsløret i et ganske barsk fritidsjob på Vesterbro i København
jr-b - 16:25 - 25. mar. 2004
En 12-årig pige fra København har pjækket fra skole for at sælge ketogan til narkomanerne på Vesterbro.
Københavns politiet har afsløret, at det var faderen, som satte sin 12-årige datter til at sælge løs af smertestillende tabletter, som stofmisbrugere efterspørger.
Skolen havde fået besked om, at pigen måtte blive hjemme på grund af et dårligt ben, men i virkeligheden solgte hun ketogan på gaden, oplyser kriminalinspektør Ole Wagner i Københavns Politi.
- Det var vi noget overraskede over, siger kriminalinspektøren til Ritzau.
Pigen tilbød 200 styk ketogan, og hos faderen fandt man et større lager af tabletterne, som kun kan fås på recept.
Efter anholdelsen er de sociale myndigheder blevet orienteret om sagen.
http://ekstrabladet.dk/visartikel.iasp?pageID=243761