|
Goe Gamle Madsen, Povl Høst-Madsen skriver disse fine ord i kronikken i dag i politiken.
Iøvrigt er Povl Høst-Madsen expert i bekæmpelse af kartoffelål, en frygtet kartoffelsygdom som skal bekæmpes ved at man dyrker hamp næste sæson der hvor kartoflerne stod og derved dræber kartoffelålen!
Rettelse: Det er Ole Høst der er experten i kartoffelål. Det er ham der bl.a. har oversat og bearbejdet Hampedyrkerens Håndbog..
Legalisering af hash ville være det hårdeste slag, man kunne rette mod organiseret rockerkriminalitet. Men det sker ikke. Kronikøren er journalist og skildrer her nogle af paradokserne i kampen mod hash.
- Hvad om vi var lige så åbne herhjemme, som vi er i udlandet?I sommeren 1985 stormede politiet et ulovligt spillested i Charlottenlund, og det gik ganske voldsomt for sig. Først havde betjente i nogle uger observeret stedet fra en nærliggende ejendom, og da de slog til, var det med hele svineriet.
Bevæbnede politifolk, som stormede ind og beordrede alle tilstedeværende op ad væggene, hvorefter alle blev lagt i håndjern. En kvindelig spiller beklagede sig senere over, at håndjernene var strammet så meget, at det næsten stoppede hendes blodomløb. Der skulle hårde midler til.
Pressen fulgte forestillingen med begejstring. 'Razzia mod spillebule i Charlottenlund' var en rar overskrift, der spillede på sammenstillingen af det grimme 'spillebule' med den fashionable villaby.
Den ansvarlige for operationen, vicepolitikommissær Bruno Rasmussen, forklarede den voldsomme og ressourcekrævende indsats med, at den slags forbrydelser var meget vanskelige at afsløre, og desuden fandt han, at politiet var med til at løse en social opgave.
Han vidste godt, at hovedparten af de folk, der kom på stedet, var hel- eller halvprofessionelle spillere, som egentlig ikke var noget større problem. Men politiet mente at have konstateret, at de hvervede nye spillere på den nærliggende Charlottenlund Travbane, og det kunne lokke svage sjæle ind i hasardspillet, så resultatet kunne blive bundløs gæld, ødelagte familier og det, der var værre.
Man ville egentlig gerne have set vicekriminalkommissærens ansigt nogle få år senere, da regeringen sadlede helt om. Nu skulle det forbudte og af sociale årsager uønskede hasard være tilladt.
Ja, det var ligefrem ønskeligt, og allerede ved åbningen af Danmarks tredje private spillekasino kunne en stolt turistminister, Arne Melchior, berette, at nu gik det strygende. Alene i statsafgifter indbragte de nye spillesteder 200 millioner kroner, og hertil kom anslået en halv milliard i øgede turistindtægter.
Siden er det gået endnu mere strygende. I 1985, da Charlottenlundrazziaen fandt sted, regnede man med, at der i Danmark blev spillet for 1,5 milliarder kroner. Det var i 2000 øget til 16 milliarder, og vicepolitikommissæren fik ret, når han talte om, at hasardspil gav sociale problemer.
Det anslås, at der i Danmark findes 50.000 ludomaner, hvoraf en stor del må til behandling på vore tre ludomanicentre. Resultatet er store personlige tragedier og kriminalitet, fordi en stor del af de spillegale på et eller andet tidspunkt kaster sig ud i kriminelle handlinger for at dække deres spillegæld.
En meget sørgelig statistik viser, at hver anden ludoman har begået en eller anden form for økonomisk kriminalitet for at kunne styre spilledjævlen, men næsten lige så mange har overvejet selvmord.
Men det er ikke kun de 50.000 ludomaner, der rammes. Lederen af Center for Ludomani i Århus, Michael Bay Jørsel, mener, at der er mellem 5 og 10 personer, der berøres direkte eller indirekte af de problemer, som ludomani skaber. Der er altså tale om en meget stor gruppe danskere, der på denne måde føres ud i sorg, bekymringer og social deroute, fordi staten fandt det økonomisk lukrativt at åbne op for hasardspil.
Men det værste er vel næsten, at staten tilsyneladende finder det ønskeligt, at stadig flere danskere drives ud i spillegalskab. I hvert fald ser man det statslige Dansk Tipstjeneste føre en meget aggressiv markedsføring af eksempelvis spillene Oddset og Skrabelodder. Netop de meget hurtige spil, hvor man hurtigt får en afgørelse, er de farligste og mest vanedannende.
Men lad os vende tilbage til den gæve Bruno Rasmussen. Hvad har han mon tænkt ved at se det, han opfattede som et stykke socialt arbejde, blive afløst af en enorm industri, som med statens velsignelse udnytter svage sjæle? Måske har han følt sig som hovedpersonen i Sigurd Hoels 'Mødet ved milepælen'. Ham lykkedes det ikke at forføre den smukke Ida, der ville bevare sin uskyld til en senere kommende ægtemand.
Det fører til følgende betragtning:
»Jeg kom til at tænke på gamle, underbetalte bankkasserere, der sætter sig op mod gangstere og lader sig skyde en kugle for panden, mens de forsvarer de sedler, som - hvis gangsterne ikke tog dem - ville blive svindlet bort af fede, udygtige bankdirektører på spekulationer i oliefelter, som aldrig har eksisteret«.
Her skal man så bare erstatte ordet 'bankdirektører' med 'politikere'.
Men det burde også kunne få os andre til at tænke lidt over, hvad der egentlig driver politikerne, når de ved lov prøver at fremme eller modarbejde foreteelser, som dybest set hører ind under borgernes private sfære?
I tilfældet med hasardspillet og spillekasinoerne er det hurtigt overset.
»Følg pengene«, som Watergatejournalisterne Bernstein og Woodward sagde, og det fører meget nemt til det resultat, at den daværende regering så en mulighed for at få en masse millioner i statskassen og samtidig hjælpe den danske turistindustri, som besværede sig over, at Danmark ikke kunne tilbyde vore gæster muligheden for at komme på spillekasino, hvilket fik dem til at søge mod andre turistmål.
Men man kan også vende blikket et andet sted hen. For eksempel mod Christiania, hvor man i 'Stormen på Pusher Street' ser de samme mekanismer som i 'Razziaen mod spillebulen i Charlottenlund'. Først ofrer politiet store efterforskningsmæssige ressourcer på overvågning og aflytning med det allernyeste spionudstyr, og derefter anvender man et enormt antal mandtimer på en nærmest fortløbende række af razziaer. Vel at mærke i en tid, hvor politiet klager over mandskabsmangel og pukler af overarbejde.
Kampen mod hashhandel er blevet et af ordensmagtens højest prioriterede områder. Men det hænger jo ikke sammen.
Op gennem 1970'erne var der for alvor gang i debatten for og imod hash. Modstanderne prøvede at argumentere med, at hash var et narkotisk og vanedannende stof og derfor burde bekæmpes som et sådant. Men det holdt ikke. Masser af undersøgelser afkræftede synspunktet.
Så fandt lyse hoveder på, at brugen af hash næsten automatisk førte til brug af hårde stoffer. Det holdt heller ikke. Konstruktionen indeholdt samme grad af sandhed som påstanden: 'Misbrug af lyst øl fører svage sjæle ud i alkoholisme' - som en vittig sjæl formulerede det.
Efterhånden fandt man en slags modus vivendi, hvor ordensmagten på grundlag af Rigsadvokatens cirkulære nøjedes med at give advarsler til folk, som kun var i besiddelse af mindre kvanta til eget forbrug. Også i gentagelsestilfælde.
I 1981 interviewede jeg professor Ole Espersen, der netop var tiltrådt som justitsminister. Han kunne som jurist godt se det lidt uholdbare i, at man havde en straffelovsbestemmelse, som ikke blev anvendt efter sin ordlyd, men på den anden side ønskede han ikke at ændre på denne tingenes tilstand.
En yderligere liberalisering af reglerne ville være det samme som en frigivelse af hash, og det var han imod. Fordi hash var et farligt stof, og fordi det var forbudt. Hermed mente han, at statsmagten med forbuddet mod hash sendte et signal, som ville afholde de principielt lovlydige danskere fra at bruge stoffet. Det var da et synspunkt, selv om der ikke var så meget jura i det.
Ved samme lejlighed indrømmede Ole Espersen i øvrigt, at han selv havde prøvet hash, men rent teknisk kunne det diskuteres, om han inhalerede. Han fik det i en småkage.
Sådan var retstilstanden, indtil statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget i oktober 2003 kom med denne skarpe udmelding:
»Alle, der pågribes med euforiserende stoffer, skal mindst have en bøde«, og et par dage efter meddelte vikarierende justitsminister Brian Mikkelsen i et interview i Politiken, at regeringen nu ville fremsætte et lovforslag. Det var jo sådan set ret langt ude i hampen, men Mikkelsen er jo ikke - blandt meget andet, han heller ikke er - jurist.
For sådan en lov har vi skam allerede. Det er lovbekendtgørelse om euforiserende stoffer, hvoraf det fremgår, at besiddelse af hash straffes med bøde, hæfte eller fængsel. Det er kun den administrative praksis, der er opstået på grundlag af Rigsadvokatens cirkulære fra 1969, som skal ændres, og argumentet var det samme som Espersens ovennævnte:
»Regeringen ønsker at signalere, at samfundet ikke synes, det er rigtigt at ryge hash«. Hertil kan så lægges en uddybning af lov og orden-synspunktet:
»Hash er forbudt, fordi det er forbudt, og det krænker statsministerens retsbevidsthed, når man kan gøre noget, der er forbudt, uden at man bliver straffet for det«.
Det er jo synd. Den retsbevidsthed må have haft det rigtig skidt lige siden 1969.
Nu vil hash nok ikke blive givet fri i vor tid, selv om selv Ekstra Bladet - efter tidligere tiders meget hårdnakkede modstand - går ind for det nu. Derfor må det blive et rent tankeeksperiment, hvis man prøver at forestille sig, hvad der var sket, hvis man, som i tilfældet med det ulovlige hasardspil, havde valgt også at legalisere hash.
Lad os først se på de positive sider, og der er virkelig meget at hente. Vi ville først og fremmest slippe for en hulens masse kriminalitet. Der er store penge i handel med hash, og markedet er stort set overtaget af rockermiljøerne, hvor det fører mere kriminalitet med sig: blodige kampe om markeder, likvideringer og voldsomme afstraffelser på grund af hashgæld, dummebøder og meget mere.
Det er en spiral uden ende, og afledt heraf kommer så en masse mennesker, der ledes ud i anden kriminalitet som kiosk- og bankrøverier, fordi skal skaffe penge til narkogæld. Men der er jo kun så mange penge i hash, fordi det er forbudt og strafbart. Hvis hash var noget, man kunne få hos sin tobakshandler i pæne små pakker med banderole og det hele ligesom spiritus og cigaretter, var der jo ligesom ikke grundlag for et fænomen som Pusher Street. Hertil kommer, at politiet ved en legalisering af hash ville få frigjort en masse ressourcer, som kunne anvendes til andre presserende opgaver.
Det lyder som et paradoks, men er nok meget tæt på en sandhed: En legalisering af hash ville være det hårdeste slag, man kunne rette mod den organiserede rockerkriminalitet.
På minussiden er så det, som de fleste frygter, at en legalisering vil føre til et stærkt øget forbrug hos især de unge. Men det er ikke noget, vi kan have en blot nogenlunde sikker formodning om. Derimod ved vi, at tidligere tiders kløvedalske anprisning af hash som det rene vidundermiddel ikke holder.
Hash er et farligt stof, hvis det misbruges. Et hyppigt og stort forbrug af hash kan fremkalde lungeskader, forringet reproduktions- og kirtelfunktion, forårsage længerevarende forstyrrelser af adfærd og hjernefunktion og formindske modstandskraften over for infektioner. Hertil kommer som et problem for især unge, at hash kan nedsætte indlæringsevnen.
Det fremgår af en meget omfattende undersøgelse, som det canadiske Addiction Research Foundation gennemførte i slutningen af 1980'erne. Den aflivede til gengæld en del myter omkring hash - eller cannabis, som man måske mere videnskabeligt bør kalde det.
Cannabis giver ikke nær så markante abstinenssymptomer som for eksempel alkohol, barbiturater (sovemiddelpræparater, red.) og opiater (præparater med opium, red.). Der er mere tale om, at nogle kommer i en psykologisk afhængighed, men antallet formodes at være forholdsvis lille.
Der er ikke noget specielt i tiden, der nødvendiggør Anders Fogh Rasmussens pludselige stormløb mod hashen, så nogle vil måske undre sig over, at det kommer netop nu. Det er der ingen grund til.
Statsministeren gør ikke noget, før det har været diskuteret nøje igennem med spindoktormanden, som sikkert har sagt, at Anders ville tage sig knippelgodt ud, hvis han sagde sådan. Synspunktet gør sig også godt ude i de små hjem, især de jyske.
Ikke fordi man egentlig har nogen mening om eller kendskab til hash, men det er for galt, at noget, der er forbudt, ikke bliver straffet. Selv om de fleste - ligesom statsministeren - inderst inde godt ved, at hasardspil, alkohol og tobak samfundsmæssigt set er langt større problemer, sundhedsmæssigt og socialt. Men det er jo ikke forbudt.
Men derudover har Fogh nok en mere langsigtet plan. Stormløbet mod Pusher Street er første udspil i kampen for en 'normalisering' af Christiania. Ordet er sat i citationstegn, fordi det er en umulighed. I selve begrebet Fristaden Christiania indgår et vist element af anarki, og anarki kan aldrig normaliseres.
Men det er en meget almindelig tendens i tiden. Man sætter uforenelige størrelser sammen og får noget, der ligesom får det hele til at se mere tilforladeligt ud. Bedste eksempel er nok 'den miljøvenlige bil'.
Hvis man ligesom ovenfor vil følge pengene, så er det vel her, de kommer ind i billedet. Christiania har masser af attraktive byggegrunde, som regeringens gode venner gerne vil have fingre i, hvis fristaden bliver normal. Måske bliver der endda plads til et helt normalt spillekasino, som kan producere helt normale ludomaner.
Man kunne også prøve at stille det lidt firkantet op: Hvad er egentlig værst? Offentligt godkendt hasardspil, der producerer 50.000 ludomaner, eller hash, som rundt regnet en tredjedel af den danske befolkning har prøvet uden at få de store problemer med det? Tja, lykken er at vide, hvad der er normalt, som Inge og Sten udtrykte det.
POVL HØST-MADSEN
Senest rettet af lis 17 apr 2004 17:32, rettet i alt 4 gange.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
