Narkobilister har frit spil
KØRSEL: Selv om politiet kan se, at bilister er påvirket at narkotika, bliver kun få personer dømt.
Af Kristian Hedegaard Jensen,
tlf. 7342 5122,
khj@jv.dkSØNDERBORG: Der kører alt for mange personer rundt med narkotika i blodet. Men politiet har svært ved at gøre noget, når de har mistanke om, at en bilist er stofpåvirket. Det har nu fået politiassistent ved Sønderborg Politi, Ole Christensen, til at råbe politikerne op.
– To til fem gange om måneden har jeg med unge mandlige bilister at gøre, som ifølge mit skøn er tydeligt narkopåvirket, men jeg kan desværre ikke gøre noget, når der ikke er spiritus indblandet, siger Ole Christensen.
Han kan se på bilisternes øjne og opførsel, at de er påvirket, men når alkometret viser 0,0, er det sandsynligvis stoffer.
I et brev til det sønderjyske folketingsmedlem Frode Sørensen (S) beder han nu om hjælp. Ifølge Ole Christensen er bevisbyrden for tung for politiet, fordi der i hvert enkelt tilfælde skal en læge til at konstatere, at bilisten er »ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde«, som der står i færdselsloven.
– Hvis vi havde samme bevisbyrde ved alkohol, ville vi kun få fat på omkring 10 procent, siger Ole Christensen.
Vil arbejde på sagen
Frode Sørensen, der er medlem af Folketingets retsudvalg, kan sagtens se problemet.
– Vi har diskuteret Ole Christensens brev, og vi skal sikre, at politiet har de midler, der skal til, så alle kan færdes sikkert i trafikken, siger han. Men han er ikke interesseret i at lave en nul tolerance-politik, så det bliver ulovligt at køre med et minimum af medicin i blodet.
– Det er ikke bare sort eller hvidt. Vi skal finde en sikker måde at teste bilisterne på, siger han og lover, at de socialdemokratiske medlemmer af retsudvalget vil tage emnet igen.
FAKTA
Bilister og stoffer
Der findes ingen grænse for, hvor påvirket man må være af stoffer, før det er ulovligt at køre bil. Der findes heller ikke nogen simpel metode at teste bilister på.
Ifølge § 54 i Færdselsloven skal en bilist blot kunne føre sit motorkøretøj på en fuldt betryggende måde.
Forsøg
Ved sidste års Skanderborg Festival lavede man et forsøg på 125 bilister på vej hjem fra festivalen. Ingen af dem var alkoholpåvirket, mens seks personer viste spor af stoffer.
Tal
Sidste år blev 212 personer dømt for at have kørt i medicin- eller stofpåvirket tilstand. Til sammenligning bliver der hvert år fanget mellem 15.000 og 16.000 spritbilister.
Kilde: Rigspolitiet
Med venlig hilsen
Benneke.dk