Psychedelia.dk

årde stoffer
Hjælpen hænger ikke sammen
Forældre til yngre misbrugere oplever et system, hvor de forskellige behandlere ikke arbejder sammen.

Af Morten Svith og Mette Madsen
mosv@stiften.dk
mema@stiften.dk

Forældre til unge med misbrugsproblemer oplever et behandlingssystem, der er splittet op i mange led. Og de oplever, at de forskellige led ikke spiller ret godt sammen.
I juni i fjor døde Trille Kjeldsens 23-årige søn Niels af en overdosis efter fem år som misbruger af blandt andet hash, ecstasy, nervemedicin og anabolske steroider.
- Der mangler mål og konsekvens i misbrugsbehandlingen. De enkelte instanser - læger, sagsbehandlere og misbrugskonsulenter - sidder hver især inde med deres kendskab til misbrugeren, men der er ingen tovholder, ingen der binder det sammen.
- Samtidig er det fatalt, at forældrene bliver koblet af, når den unge fylder 18 år. Så vil behandlingssystemet ikke fortælle en, hvad der foregår, og hvis den unge ikke selv vil behandles, gør man det ikke mod hans vilje. Hvorfor inddrager man dog ikke de forældre, der vil deres barn det godt, i behandlingen. Det forstår jeg ikke, siger Trille Kjeldsen.
Det var først, da Niels var død, at hun blev kontaktet. Det blev hun derimod ikke i timerne inden, da han lå til afgiftning på hospitalet og insisterede på at komme hjem og feste videre, selv om lægerne fortalte ham, at det var forbundet med livsfare. Ingen kontaktede forældrene for at få dem til at stoppe ham, inden han gik hjem og døde.
Mellem to stole
I avisen i søndags fortalte vi historien om Tjille, der tog sit eget liv 24 år gammel efter en voldsom kombination af psykiske problemer og stoffer. Netop den cocktail betyder, at den unge nemt havner mellem to stole i et system, hvor misbrug og psykiske problemer ikke vurderes under ét.
- Han skulle have haft ordentlig psykologhjælp tidligt. I en periode gik han til kognitiv terapi på Socialmedicinsk Klinik, men det var noget zig-zag, hvor han mødte en ny person hver gang. Og da han ikke gad komme der længere, var der ingen derfra, der tog fat i ham og fulgte op.
- 24. april fik han - efter tre måneders ventetid - tid hos en privatpraktiserende psykiater. Det havde han set frem til, men psykiateren ville ikke have ham i behandling, før han var stoffri. Og 16. maj løb han så ud foran toget, fortæller Tjilles far.

Kom igen om tre uger
Her i sommer måtte en mor lade sin 17-årige søn tvangsindlægge på Psykiatrisk Hospital, fordi han havde fået en psykose efter at have taget amfetamin i en periode. Moren bad om et møde med alle relevante parter for at få afklaret, hvordan drengen, når han var udskrevet, kunne hjælpes væk fra misbrugssporet.
Svaret var ikke opmuntrende: På grund af ferie har vi ikke tid til et møde før om tre uger.
- Det er lang tid at vente og være på konstant vagt for tilbagefald, siger hun.
Som andre er også den 17-åriges mor forundret over, hvor dårligt de forskellige dele af systemet arbejder sammen.
- Findes der misbrugskonsulenter i Århus? I så fald burde der efter min mening have stået sådan en straks i forbindelse med udskrivningen. Eller konsulenten kunne have ringet til os derhjemme. Sådan noget må dog kunne koordineres i 2006, siger hun.

Vi er ikke gode nok
Misbrugere har svært ved at få hjælp til at løse deres psykiske problemer - behandlingssystemet arbejder ikke godt nok sammen, erkender behandlere.

Af Morten Svith og Mette Madsen
mosv@stiften.dkmema@stiften.dk

Nej, de forskellige dele af behandlingssystemet er langt fra gode nok til at arbejde sammen om den enkelte misbruger.
Ikke kun forældre til misbrugere når til den konklusion. Det gør behandlerne også selv.
- Misbrugere havner meget let i den klassiske gråzone mellem psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling. Det er lidt som med hønen og ægget. Hvad kom først?
- Har man først fået mærkatet misbruger på sig, er det overordentlig svært at komme i psykiatrisk behandling. Det mærkat lukker dørene andre steder. Man ser kun på misbruget - ikke på det, der ligger bagved, siger Vinnie Thomsen.
Hun er leder af Århus Kommunes Center for Misbrugsbehandling.
- Vi ville gerne kunne screene alle misbrugere for psykiske sygdomme, og det burde der afsættes penge til. Vi mangler den kobling, for det er jo en kendsgerning, at mange misbrugere lider af angst, depressioner og forskellige grader af personlighedsforstyrrelser, siger Vinnie Thomsen.
Flere problemer
Unge teamet under amtets misbrugscenter er et tilbud til unge fra alle kommuner i Århus Amt undtagen Århus og Randers. Her oplever lederen, Morten Sophus Clausen, den samme mangel på helhed i behandlingen.
- Hvis den unge ikke er dybt psykotisk, er der ikke de store muligheder for psykiatrisk hjælp. Holdningen er, at den unge skal behandles for sit misbrug, før man kan starte psykiatrisk behandling.
- I mange tilfælde er der tale om, at den enkelte har et syndrom af problemer, hvor psykologiske og sociale vanskeligheder rangerer side om side med et misbrug. Men selv om der er psykiske problemer, er det sjældent, den unge bliver tilbudt hjælp, siger Morten Sophus Clausen.
Han mener, at der ikke er behandlingsmæssige argumenter for, at man i systemet skelner så skarpt mellem tilbud til misbrugere over og under 18 år.
- Det skel handler alene om jura. Når man er 18 år, er forældrene ikke længere inde i billedet. De skal ikke godkende, at den unge kommer i behandling - og skal kun orienteres om det, hvis han selv ønsker det. Samtidig skal kommunen inddrages i hele den sociale side af en behandling, når den unge er under 18 år, siger Morten Sophus Clausen.

Helheden er på vej
Han mener, at der nu er en bevægelse i gang mod større helhed i behandlingssystemet.
- Der har været en klar tendens til at se for isoleret på tingene. Hos os prøver vi med tiltag for at få systemerne til at arbejde bedre sammen omkring den enkelte unge. For tiden arbejder vi meget på at styrke kontakten til de praktiserende læger.
- Vi skal have et bedre samarbejde mellem hospitaler, psykiatrien, praktiserende læger og et tilbud som vores. Og jeg er optimist og tror, at det bliver bedre i den nye region, siger Morten Sophus Clausen.
Han nævner, at det i dag for eksempel ikke er sådan, at unge teamet automatisk får besked, hvis en ung har været omkring psykiatrisk skadestue på grund af et misbrugsproblem.
- Det er kun hans sagsbehandler hos kommunen, der får den besked.
- Af mange grunde er der et lidt tilfældigt præg over, hvem der kommer i kontakt med os. Det vil tit afhænge af, om der er en sagsbehandler, der kender vores tilbud eller nogle forældre, der lige har læst en artikel i avisen om os, siger Morten Sophus Clausen.

Stop straks de unge

Af Mette Madsen og Morten Svith
mosv@stiften.dkmema@stiften.dk

Vent ikke, men reager med det samme.
Det er budskabet til bekymrede forældre fra Lene Jensen, der er forebyggelses-konsulent på Århus Kommunes Ungdomsdomscenter. Hun ser gang på gang, at forældre først henvender sig til Ungdomscentret, når situationen er gået helt i hårdknude.
Hvis det så er falsk alarm, har forældrene i det mindste sendt et kraftigt signal til den unge om, at i denne familie bliver der sagt nej til stoffer, og de har vist, at de bekymrer sig om den unge.
Forældrene skal især være opmærksomme på, om den unge ændrer adfærd. Og de skal blive ved med at forsøge at nå ind til barnet.
En dårlig ide
Lene Jensen mener, at det er en dårlig ide at begynde at kontrollere den unge. Hun forstår godt reaktionen og har mødt mange forældre, der i desperation er begyndt at følge efter deres unge eller teste dem for stoffer.
- Men det er en reaktion, der kan give bagslag, og de kan jo ikke blive ved med at kontrollere i al evighed, siger hun.
Hun mener derimod, at vejen frem er at skabe dialog. Og forældrene skal tage udgangspunkt i deres egen situation og fortælle deres søn eller datter, hvad det betyder for dem og familien, at han eller hun tager stoffer.
Lene Jensen oplever, at de unge er enormt ærekære. De vil ikke tabe ansigt, og de vil vise, at de kan klare sig selv. Derfor er det ubehageligt for dem, at de bekymrer forældrene. Men på den anden side vil de heller ikke miste vennekredsen. Spørgsmålet er, hvem der trækker mest. Og det er her, forældre skal blive ved med at insistere og engagere den unge.

Flest drenge
-Spørg barnet til råds. Hvad tænker han eller hun om situationen? Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Det gælder om at blive ved og holde ud, siger Lene Jensen.
Forældrene skal være bevidste om, at de er de vigtigste i denne sag. Og det er deres ansvar. De skal gå ind i forhandlinger og aftaler om, hvad man deles om i hjemmet. Det gælder om at sætte tydelige rammer for, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Forældrene kan selvfølgelig nå derud, hvor det er nødvendigt at vride armen om på den unge.
Siden januar 2004 har Ungdomscentret haft kontakt med omkring 100 unge under 18 år og deres forældre.
80 procent af de unge, der kommer i rådgivningen, er drenge. Og i langt de fleste tilfælde er problemet hash.

Den personlige friheds ukrænkelighed og beretningen om Niels' død juni 2005

Når man er fyldt 18 er man helt sin egen
som katten på vejen.Det bedes vi venligst forstå vi velmenende forældre,
der blander os i alt.
Myndighederne har fattet det for længe siden,
lægerne, politiet
og også kammeraterne.
Derfor bebyrdede familielægen os ikke en eneste gang
når hun skrev sovemedicin og stærke nervepiller ud til dig.
Tavshedspligten, I ved.
Politiet kom heller ikke rendende for at bekymre os
med oplysningen om, at du var blevet fængslet
for vold.
Og hospitalet tog det store hensyn ikke at ringe
da du blev bragt ind
bevidstløs,
forgiftning,
overdosis.
Da du vågnede op og sagde, at du ikke ville være der
lod de dig naturligvis gå uden at blande os forældre ind i det
du var jo fyldt 18,
og de havde informeret dig om at du var i livsfare
sagde de.
Dine kammerater viste os det samme hensyn.
De viste dig den sidste respekt, som du havde krav på,
du var jo personlig myndig.
Du fik lov at kæmpe for dit liv
en hel nat
helt alene.
Du kastede op,
du rallede underligt,
du blev blå i hovedet,
det husker de ganske tydeligt.
Men ikke på noget tidspunkt forstyrrede de os
eller bekymrede os unødigt.
Hvordan skal vi dog takke alle jer
der til det sidste
værnede om vores søns ret
til at forblive et privat menneske.

Trille Kjeldsen, mor til Niels, januar 2006.

Sørgeligt... Men jeg kan nu ikke lade være med at tænke, at forældrene sådan set havde haft 18 år til at blande sig!

Det samme tænkte jeg :/ Men der kan jo stadig ske noget i ens liv EFTER man er fyldt 18 som kan ændre ens liv nok til at man "fucker up"..

Sørgeligt... Men jeg kan nu ikke lade være med at tænke, at forældrene sådan set havde haft 18 år til at blande sig!

Men jeg kender selvfølgelig ikke nok til den konkrete sag,

Dertil er det jo nedslående at høre, at folk med et illegalt forbrug af rusmidler oven i købet bliver stemplet som en art "spedalske" som igen rigtig gider tage sig af pga. alle fordommene mod rusmidlerne.

Nix, det gør du ikke, og derfor er det i mine øjne en ret usmagelig kommentar.

Jeg har kendt et par stykker, der har haft psykiske sygdomme (depression og panikangst; ingen stofmisbrug). Langt hen ad vejen blev der ikke taget en skid hånd om dem og de blev ikke givet en skid hjælp fra sundhedsvæsenet.

Jo jo, man kan få langet piller over disken af læge og psykiater, og enkelte klarer sig fint med f.eks. SSRI produkter, mens andre sejler i deres egen medicinale sø i årevis.

Desværre må alle betale for deres egen psykologhjælp og lignende. En tur til kognitiv adfærdsterapi (noget af det mest virksomme) koster i dag 800 kr. i timen, og man skal vist typisk have 15-20 timer for at det hjælper. Det koster mere at tage end kørekortet.

Dertil er det jo nedslående at høre, at folk med et illegalt forbrug af rusmidler oven i købet bliver stemplet som en art "spedalske" som igen rigtig gider tage sig af pga. alle fordommene mod rusmidlerne.

Desværre må alle betale for deres egen psykologhjælp og lignende. En tur til kognitiv adfærdsterapi (noget af det mest virksomme) koster i dag 800 kr. i timen, og man skal vist typisk have 15-20 timer for at det hjælper. Det koster mere at tage end kørekortet.

Det er noget jeg synes der er helt idiotisk. Man kan som regel ikke få økonomisk hjælp med mindre man har virkeligt store problemer. Det ville da give mere mening at sætte ind så tidligt som muligt. Det ville i længden koste mindre og hjælpe flere.

Ikke at jeg selv ved noget om det, men er der ikke kompetente folk, der vuderer den slags?