BT - 23. juni 2004 kl. 00:30
Flyttede på sygehus for at stjæle narko
Det var her på Rigshospitalet i København, at narkomanen havde held til at forsyne sig med stoffer.
Af TORBEN BAGGE
Narkoman først afsløret, da opbrudte medicinkasser vakte mistanke. Opfindsomheden hos narkomaner fejler tilsyneladende ikke noget, når det handler om at skaffe sig det næste fix.
Én af de mere opfindsomme af slagsen valgte for nylig at flytte midlertidigt ind i Rigshospitalets underetage for at kunne stjæle forskellige former for medicin.
Narkomanen indrettede sig en midlertidig bolig i kælderen - kendt fra bl.a. flere episoder i Lars von Triers uhyggelige TV-serie »Riget« - tæt ved hospitalets skjulte, automatiske transportsystem, hvori vogne fyldt med pakker og breve kører mellem de forskellige etager og afsnit.
»Åbenbart et bekvemt sted at skaffe sig et regelmæssigt fix - indtil de opbrudte medicinkasser skabte behørig mistanke, og låsene herefter blev omstillet på alle kælderdøre,« hedder det i »Indenrigs«, der er et nyhedsbrev for hospitalets ansatte. Narkomanen blev senere fundet af politiet og har fået sin straf.
Hospitalets skjulte, automatiserede transportsystem, kaldet »Pater Noster«, var lidt af et teknologisk vidunder, da det blev indviet for næsten 35 år siden. Men praktiske og sikkerhedsmæssige problemer og store udgifter til reparation betyder, at det nu skal erstattes af manuel udbringning via hospitalets elevatorer.
Udover narkoman-tyverierne har man bl.a. oplevet, at post ikke er kommet frem som planlagt. F.eks. fandt en medarbejder en dag tilfældigt tre store kasser med post fra et ambulatorium, som var faldet af systemet og lå i et hjørne.
»De blev selvfølgelig frankeret og afleveret på posthuset, så brevene kunne komme ud til patienterne til mandag morgen. Men hvad så med de mange gange, en sådan afsporing ikke blev opdaget?« hedder det i nyhedsbrevet.
bagge@bt.dk http://www.bt.dk/krimi/artikel:aid=286724/