Lagt på
http://www.berlingske.dk onsdag den 14. marts 2007 kl. 03:30
Hashavlere har fede tider i Storbritannien
Af Lone Theils
Efter det ikke længere er strafbart at være i besiddelse af hash i Storbritannien, er antallet af cannabis-avlere bogstaveligt talt skudt i vejret og tredoblet.
Er naboen på den stille villavej i London lige lidt for stille og kommer der hele tiden vietnamesiske mænd med grønne fingre på besøg?
Så er der stor sandsynlighed for, at man bor lige ved siden af en cannabisfabrik. En sandsynlighed, der i de seneste to år er blevet mere end tredoblet, viser nye tal fra den britiske interesseorganisation DrugScope, der beskæftiger sig med brug af narkotiske midler i Storbritannien.
Ifølge organisationen har britisk politi de seneste to år fundet ikke færre end 1.500 cannabis-farme i Storbritannien med hovedparten i London. Hvor størstedelen af den hash, der når ud til britiske forbrugere for bare ti år siden kom fra udlandet, er det nu 60 procent af et årligt marked på mere end en milliard kroner, der er dyrket på hjemmebane, anslår DrugScope.
Avlen sat i system
Tendensen til at vende sig mod det hjemlige marked er blevet forstærket efter en skuffende høst i Marokko, der normalt er blandt storleverandørerne. Her har avlere skullet slås med både dårligt vejr og en forstærket indsats fra de marokkanske myndigheder. DrugScopes research og tal fra det britiske politi viser, at den britiske avl langt fra bliver drevet af hippier, der har fået mod på at starte en mindre beskeden produktion til eget forbrug. I stedet er avlen sat i system af vietnamesiske bander og har udviklet sig til en indbringende industri.
»Det her er milevidt fra, at gamle bedstemødre begynder at dyrke selv,« Harry Shapiro, DrugScope.
Fremgangsmetoden er nogenlunde den samme i både London, Yorkshire, Birmingham eller Wales, hvor banderne blandt andet har stukket deres grønne fingre i jorden. Ofte lejer en repræsentant et helt hus på en stille villavej og omdanner det til et drivhus.
Tre om ugen
Normalt kan et hus have omkring 500 levende planter og dermed indbringe en fortjeneste på op mod fem millioner kroner på et år.
Overskuddet er blandt andet så stort, fordi arbejdskraften består af illegalt indsmuglede unge mænd, der står i gæld til banderne, og derfor arbejder stort set er gratis.
Udgifterne til ekstra lys og varme for at tage sig at planterne klares ved at koble sig direkte på elnettet uden om måleren og dermed undgå en stor regning. Den vietnamesiske niche menes oprindeligt at være udviklet af indvandrere i Canada, der så har solgt deres knowhow videre til landsmænd i Storbritannien.
Britisk politi opdager omkring tre cannabis-huse om ugen og ødelægger op mod 1,5 ton planter ugentligt.
Det er ikke strafbart at være i besiddelse af hash til eget forbrug i Storbritannien, men det er stadig ulovligt både at dyrke og videresælge stoffet.
http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=873086