De pæne danskere tager også stoffer
De velfungerende og veluddannede har for længst kastet sig over rusmidlerne. Derfor er der behov for forskning på området, så vi lærer misbrugernes livsstil at kende og deres baggrund for at starte.
Af Kristian Bach Pedersen og
tco@urban.dk">Thomas Conradsen
04. September 2008
Narkomaner er ikke blot dem, der sidder i rendestenen med kanyler fyldt med heroin. Ifølge Sundhedsstyrelsen tager omkring hver 20. dansker mellem 16 og 44 år jævnligt ulovlige stoffer, og kun få af dem hænger ud i Istedgade. Derfor er udtrykket weekendnarkoman opstået. Det dækker over folk i alle samfundslag, der tager stoffer, men ikke føler, at deres liv er styret af de ulovlige rusmidler. I bunken af ’pæne’ narkomaner findes tusindvis af både højtuddannede og tilsyneladende velfungerende mennesker, forklarer to rusmiddelseksperter til Urban.
"Man kan ikke ensidigt sige, at det er den ene eller anden type person, der tager kokain eller ryger hash i dag," siger Christian Soltoft, projektleder ved Hash- og Kokainprojektet, der er rettet specielt mod weekendnarkomaner.
"De mennesker, vi kommer i kontakt med, er alt fra universitetsstuderende til håndværkere og kontorfolk. Det er ofte veluddannede mennesker, med gode jobs," fortæller projektlederen.
Selv om hver tiende i aldersgruppen 16-24 har prøvet stoffer, der er stærkere end hash, er hobby-narkomani stadig et uudforsket område. Det er derfor umuligt at give et præcist tal på antallet af weekendnarkomaner.
"I Danmark har vi forsket relativt meget i stofmisbrug og afhængighed, men vi ved ikke særlig meget om den kultur, der er blandt de, der ikke er i behandling. Vi ved i særdeleshed meget lidt om de velfungerende typer," siger adjunkt ved Center for Rusmiddelforskning Jakob Demant, om de, der har narko som en hobby på weekendbasis.
"Vi kender for lidt til de bevæggrunde, der er for rekreativt brug af stoffer. Vi skal undersøge de kulturelle baggrunde, og hvilken opfattelse specielt yngre mennesker har omkring narkotika. Vi vil finde ud af, hvilken livsstil, der følger med stofbrug og misbrug," fortæller Jakob Demant.
Et nystartet forskningsprojekt skal forsøge at afdække disse grå områder. Rockwool Fonden har betalt projektet, der løber som et samarbejde mellem Center for Rusmiddelforskning og Socialforskningsinstituttet.