http://www.metroxpress.dk/dk/article/20 ... /index.xmlOpdateret 2008-10-21 08:48
Indfødte i Australien sniffer billig benzin
Forbud mod spiritus gør australske indfødte til benzin-sniffere
• Misbrug af benzin kan forårsage hjerneskade, depression, forhøjet blodtryk, hjerteanfald og aborter.
Et to år gammelt forbud mod sprut og stoffer i reservater for australske indfødte driver flere og flere aboriginere ud i at sniffe benzin.
Benzin-snifning har i årtier været et problem blandt aboriginerne, men siden strømmen af øl, vin og hård spiritus i 2006 tørrede ud, er problemerne forværret markant, rapporterer australske embedsmænd og aborigin-ledere ifølge BBC. Afhængige misbrugere har kastet sig over den billigere, men langt farligere benzin som rusmiddel.
Regeringens indgreb mod reservaterne er sket i det nordlige Australien i kølvandet på en bølge af omfattende alkohol-misbrug og børnemishandling i de indfødtes reservater.
Indgrebet blev fulgt af en redningsplan til en milliard kroner, men den er slået fejl, da afhængige indfødte har slået sig på benzin i stedet for den dyrere alkohol. I flere reservater meldes om børn ned til fem år blandt misbrugerne.
I enkelte reservater har indfødte selv forsøgt at tage hånd om problemerne ved at sende misbrugere ud i den værste ødemark langt væk fra benzinens fristelser. Samtidig har man introduceret en særlig, specialdesignet blyfri benzin, som ikke udsender samme tillokkende dunster som almindelig benzin.
Det tropiske Australien er netop nu på vej ind i regntiden, og det forventes at forværre sniffernes problemer.
Kedsomhed, isolation og fattigdom er de største årsager til misbruget af benzin, og det bliver værre i regntiden, hvor floder går over deres bredder og afskærer de indfødtes landsbyer fra omverdenen.
Henning Mols