Det forfærdelige er, at man i den svenske misbrugskultur har en total ansvarsfraskrivende adfærd. Der er en virkelig hård attitude. Personligt tror jeg, det kan spores tilbage til myndighedernes perverse gennemsyrning af det svenske samfund. Man behandles som en baby, og derfor opfører man sig som en. Denne artikel går i rigtig god spænd med svensk politik, som netop består i at dutte alskens latterlige prædikater på stoffer. Når nu misbrugere overdoserer stoffet, er det så ikke en god idé ikke at udbrede selvmodsigende myter, der for en glemsom tåger kan betyde, at man behandler stoffet som var det lige præcis det, det ikke er? Hvorfor ligger fokus ikke på, at man i den skånske misbrugskultur er marginaliseret og livsfarlig for sig selv? For der er et forfærdeligt misbrugsmiljø, som på den ene side dæmoniseres, og på den anden side holdes ved status quo. Det hjælpes ikke af den barnlige moralpanik, der netop er en af dens forudsætninger. Hvis misbrugseksperterne nægter at have et virkelighedsnært forhold til stoffer og misbrugere, og derfor ikke tager misbrugeren seriøst, hvordan skal misbrugeren så selv kunne gøre det? Det klinger falsk, når man sidder ene mand/kvinde overfor en statsinstitution og hævder, at alt den siger og lærer ud er usandt. Misbrugeren overlades til at være en løgner (i myndighedernes øjne, hvis nærsynethed dog ikke gør misbrugerens pinlighed mindre virkelig) eller et hjælpeløst pattebarn, der skal ammes af modermisbrugsekspert eller piskes af farbror blå (som politiet kaldes). Det er så deprimerende og trættende. Ned med de totalitære tendenser. Giv borgeren et skud frihedsfornemmelse og et hjælpende skub, hvis h*n skulle miste balancen, og lad være med at tvinge borgeren ud i en ydmygende marginalisering med brug af høtyv og fakler. Undskyld mit søvnige indlæg
