Citat:
Flere seere kritiserer NYHEDERNEs dækning af Roskilde og Christiania
Anne Hjorthede skriver 8. juli:
Jeg er plus 60 og benyttede mig af gratis adgang til Roskilde Festival i dag søndag.
Jeg har aldrig tidligere været til en rockfestival, har været til klassisk samt filmmusik siden jeg var 12-13 år.
Jeg blev meget dejlig overrasket over den fantatiske stemning, der var på festivalpladsen. Alle er glade og gang i musikken.
Jeg kunne sagtens se, hvordan camps-pladserne ser ud - puha en gang oprydning venter - men de som slår sig ned der, vælger det selv, og sådan er det.
Stofferne er et problem, og jeg vil som forældre være skrækslagen. Men jeg undrer mig over, hvorfor TV 2 kun vælger at vise al den rod og stoffer, som om det alene er Roskilde Festival.
Jo, det er en del, men vis også den sjove dejlige stemning, som også er en del af festivalen.
Med venlig hilsen Annette Hjorthede
Flemming skriver 3. juli:
Jeg har lige set et indslag om hashrygning på Roskilde Festival - med en vinkel som sad jeg og så fjernsyn i 80'erne.
Jeg synes, det er et fuldstændig ensidigt og unuanceret indslag med en malerlærling og en arbejdsløs, der ryger hash på Roskilde og kan lide det...hvorefter der stilles om til en debat mellem Formanden for Retsudvalget fra SF og Christina Bilde, talskvinde på Roskilde.
I taler kun om hashrygningen og om, hvorfor Roskilde ikke kan gøre noget for at stoppe folk i at ryge.
I lader en formand fra Retsudvalget tale om stikprøvekontrol - selv om det er tydeligt, at hun ikke ved, hvad der reelt foregår på Roskilde Festival.
For det prøver Christina Bilde at komme igennem med: Nemlig et fantastisk samarbejde med det lokale politi - en massiv holdningskampagne mod stoffer som festivalen er afsender på, informationsmateriale om stoffer, hvordan de virker, og hvor man går hen, hvis man har det skidt og så videre...altså en kæmpe stor indsats.
Den hører vi intet om i indslaget - hverken i det båndede eller i den efterfølgende debat. Hvor I jo godt ku have spurgt formanden for retsudvalget om ikke den indsats, som festivalen allerede gør, ikke er nok? Eller lader talskvinden fra Roskilde få lov til at fremføre hendes argumenter.
Det er virkelig skidt, når det er værst. Og det er lang tid siden jeg har set nogle gøre sig så lidt umage - i kølvandet på et tragisk dødsfald - som den her historie jo er et spin-off på.
I taler om hash, som om vi var i 80'erne. Den unge svensker er måske død af noget, som han selv har blandet efter en opskrift fra internettet...
Måske I sku have vendt historien og vist, hvor meget Roskilde egentlig gør, og hvor lidt samfundet (retsudvalget) tager fat om de her problemer.
Med venlig hilsen
Flemming
Jeppe Rønnebæk Kongsbak skriver 3. juli:
Kære TV2.
I min omgangskreds har vi talt meget om TV 2's 'angreb' på Christiania, Roskilde Festival og sidenhen provins Danmark.
Jeg vil egentlig ikke klage, men blot konstatere, at samtlige i min omgangskreds finder det trættende, når TV 2 fuldstændig mister perspektivet og går i selvsving.
TV 2 bliver meningsdanner, og deres journalister er værre end Ekstra Bladets og Se & Hørs tilsammen.
Muligvis kan I se, at I får mange hits på disse nyheder, men nogen - om end mange - bliver også trætte af denne 'Ekstra-Blads-lignende' nyhedsdækning.
Og det selvom man læser nyheden om, at man stadig kan købe hash i Pusherstreet.
Problemet er, at det segment i mister, kun har DR som alternativ, som dog er mere objektiv i deres dækning end TV 2, men mangler fx News' kvaliteter og omfattende dækning.
Mit råd til jer er derfor ganske enkelt. Stram op, bliv seriøs, dæk ind- og udland og vær faglige. Som journalist må det alt andet lige også blive sjovere, at være ansat hos jer, hvis førnævnte realiseres.
Nævn eksempelvis, at en ung mand er død på Roskilde på grund af indtag af et farligt stof, og tal dernæst så kort og konkret med politi samt talsperson fra Roskilde Festival.
At lave interviews med 19 forskellige festivalgæster, bruge hele dagen på at vise, at der er stoffer overalt på campingpladsen, lave en guide til hvordan du taler dit barn fra at tage stoffer, gå tilbage i tiden for at fremfinde gamle tilfælde med svenskere, der er døde på Roskilde Festival på grund af stofindtag, samt at finde en mor, som har mistet sin søn til stofferne, er alt sammen helt ved siden af og ude proportioner.
I gør simpelthen Danmark dummere og mere skræmt. Jeg har haft gode oplevelser på såvel Christiania som Roskilde.
Jeres dækning gør, at Poul fra Lemvig tror, at alle unge er narkomaner. Det er unødvendigt, at lægge et så negativt perspektiv.
I agerer politi, danner meninger og er subjektive. Vær nu sød at vende den udvikling. På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Jeppe Rønnebæk Kongsbak
http://sr.tv2.dk/artikler/01-seernes-og ... g-stoffer/