Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 29 mar 2024 12:24


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 02 jul 2014 13:43 
Offline
Site Webmaster
Brugeravatar

Tilmeldt: 20 okt 2003 01:01
Indlæg: 3561
Citat:
Kampen mod krigen mod stoffer
Torsdag d. 26. juni var FN's internationale dag imod stofmisbrug - en mærkedag, som ikke umiddelbart burde kaste negative reaktioner af sig.

Men sidste år forsøgte en international organisation at sætte en ny agenda for dagen. Med initiativet "Support don't punish" holdt man arrangementer i hele verden som protest mod den internationale krig imod narkotika.
Og igen i år har initiativet aktiveret folk i mere end 100 lande. I Danmark var organisationen Gadejuristen vært for arrangementet, som opfordrede til at nytænke den danske narkotikapolitik og tilbyde stofbrugere hjælp i stedet for straf.

- Det vigtigste er at få afkriminaliseret folk, der er stofafhængige, og få dem over i social- og sundhedssystemet i stedet. Vi snakker milliarder, der hvert år bruges på kontrol, politi, straf, fængsler og domstole, som i stedet kunne bruges til at hjælpe stofbrugerne.

Det siger Nanna W. Gotfredsen, stifter af Gadejuristen og vært for arrangementet, til P1 Orientering.
I Portugal er alle stoffer afkriminaliseret

Afkriminalisering af stoffer er en model, som med jævne mellemrum bliver vendt i den danske debat. Selvom det ikke er kriminelt at være påvirket af stoffer i Danmark, er al omgang med alle former for ulovlige rusmidler strafbart med bøder og milde fængselsdomme.

Afkriminalisering af narkotika er en model, som særligt er kendt fra Portugal, hvor man siden 2001 har haft stor succes med at flytte narkotikapolitikken fra det strafferetslige til det social- og sundhedspolitiske område.

En model, som Michael Lodberg Olsen er stor tilhænger af:

- Vi kan fra i morgen indføre Portugalmodellen. Det betyder, at man kan besidde stof til eget forbrug, og at man kan minimere kriminaliseringen. Resultaterne er en nedgang i tilgangen af stofbrugere og mindre kriminalitet.

Michael Lodberg har boet på Vesterbro i 20 år, og det daglige møde med de udsatte stofmisbrugere, har fået ham til at gøre, hvad han kan for at rette opmærksomhed mod den ukonstruktive kriminalisering som de og andre udsættes for:

- Den krig, der kører mod stoffer, er blevet en krig mod mennesker. Den hjælper ikke afhængige stofbrugere, og den hjælper heller ikke folk, som nyder en joint hver fredag.
Lovgivning forringer behandling af stofmisbrugere

Men både Michael og Nanna er kun vidner til den konkrete problematik, som de begge beskæftiger sig med til hverdag.

I modsætning til Anja Plesner Bloch, der som misbruger igennem mange år personligt har oplevet krigen mod stoffer.

Hun mener ligesom Michael og Nanna, at kriminaliseringen af stofbrugere gennemsyrer systemet og vores kultur, til stor skade for stofmisbrugerne. Det skræmmer stofbrugere fra at søge hjælp, og det går udover behandlingsmetoderne.

Der er ifølge Anja Bloch et alt for stort fokus på at gøre folk stoffri fra den ene dag til den anden. Det medfører hård og ydmygende kontrol, og hun er sikker på, at man kunne hjælpe flere, hvis systemet var mindre berøringsangst overfor stoffer.

I dag er hun leder af Brugernes Akademi, bestyrelsesmedlem i Gadejuristen og medlem af Rådet for socialt udsatte - og alt det gør hun på en fast dosis metadon. Hun mener, at det generelt bør være lettere for stofmisbrugere at få hjælp til medicin:

- Folk kan sagtens fungere på rette dosis. Og så smider man det måske med tiden, hvis man kan det, og nogen gør måske ikke. Men det skal vi ikke blande os i, ligesom vi ikke blander os i andre folks medicin.
Læge: Afkriminalisering er fornuftigt

Tidligere socialoverlæge Peter Ege har flere gange argumenteret for afkriminalisering og i nogle tilfælde legalisering af euforiserende stoffer. Men han ser ikke noget problem i, at man som læge advokerer for legalisering af stoffer, som er bevist sundhedsskadelige:

- Hvis man både som læge som politiker og som borger vurderer, at forbud er mere sundhedsskadeligt end legalisering, så er det god lægelig skik at sige, at vi går ind for det, der er mindst skadeligt.

Peter Ege mener, at man bør afkriminalisere i så stor udstrækning som muligt, men vil i forhold til legalisering have foretaget en konkret, saglig vurdering af hvert enkelt stof:

- Det kommer alt sammen an på en vurdering af dels stoffernes skadevirkning og dels skaden ved forbuddet. Så det er en meget konkret øvelse, man skal foretage sig, i stedet for at lade sig styre af ideologier.

Sundhedsstyrelsens seneste skøn over antallet af danskere med et vedvarende stofmisbrug var i 2010 33.000 personer - en stigning på 13.000 siden skønnet i 1996.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/07/02/095848.htm

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 17 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team