Nu er det vel næppe noget nyt for os, der har en eller anden tilknytning til stoffer, at dette foregår. Og selv om der ikke skal tales køb og salg herinde, er det måske klogt lige at tænke sig en ekstra gang om fremadrettet, hvis man benytter sociale medier til at anskaffe sig ting og sager.
----------------------------
http://ekstrabladet.dk/112/politiet-her ... al/6444870----------------------------
Tekst copy/pastet:
Salget af både kokain og hash har fundet en ny salgskanal: internettet.
Det viser en frisk sag fra Nordjyllands Politi, hvor enheden for organiseret kriminalitet netop har sprængt en gruppe, der mistænkes for omfattende narkosalg i Aalborg og omegn.
Salget er angiveligt sket i lukkede grupper på Facebook og i øvrigt via nettet:
- Det kan sammenlignes lidt med de brune bude, som man kender fra især København.
- Narkoen blev leveret lige til døren, som når man bestiller en pizza, fortæller enhedens chef, politikommissær Carl Dissing, til NORDJYSKE.
Nordjyllands Politi fik 1. december 2016 diskret fængslet fem mænd i alderen 22 til 33 år, men fortæller nu mere om sagen.
Der er ved ransagning af flere adresser i og omkring Aalborg fundet 800 gram kokain, cirka 100 kilo hash og to pistoler med ammunition.
Godt 500.000 kroner i kontanter dukkede også op fra gemmerne. Politiet mener, at pengene stammer fra narkohandlen.
Politikommissær Carl Dissing mener, det er ekstra bekymrende, at unge studerende i Aalborg så nemt har kunne få leveret stoffer.
- Det er sket til en stor kundekreds af unge brugere i Aalborg og omegn, forklarer han.
Disse 'almindelige unge' kommer blandt andet fra byens studiemiljøer og kan nu forvente, at politiet vil efterforske deres rolle yderligere.
Det er strafbart at købe narkotiske stoffer og udløser typisk en bøde samt medfølgende plet på straffeattesten, hvis man bliver afsløret:
- Det har været foruroligende nemt at få fat på det narko, og derfor er det også vigtigt, at de unge ved, at de nu risikerer, at politiet kigger med på Facebook, siger Carl Dissing til avisen.